CORONAKRISE // OVERBLIK – POV International vil i den kommende tid hver dag kl. 10.00 på pov.international og vores Facebookside dele en oversigt med links til nogle af de vigtigste og mest interessante nyheder og debatter om krisen fra det forgangne døgn.
Folkelig opbakning til regeringens strategi – men kritik af zoologiske haver
Den gode nyhed for regeringen først. Der tegner sig en folkelig opbakning til regeringens tiltag for at begrænse spredningen af corona-virus. I en meningsmåling fra Epinion for DR/Altinget siger 70 procent af de adspurgte, at de finder regeringens tiltag ”passende”. 15 procent mener, at tiltagene er ”for vidtgående”, mens ni procent mener, at de er ”for lempelige”. Epinion har også taget pulsen på danskernes holdning til statsminister Mette Frederiksen – 49 procent synes, at hun skal blive siddende efter næste valg. Det er en mindre nedgang i forhold til de 51 procent, der syntes det i sidste måned.
Kasper Møller Hansen valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet, siger, at opbakningen er uløseligt bundet op på hendes ageren i forhold til nedlukningen af Danmark, og at det er forventeligt at opbakningen vil stige efter coronakrisen. Erik Holstein, politisk kommentator ved Altinget, siger i den forbindelse, at vælgerne på den anden side af krisen og nedlukningen vil begynde at se på, hvem de mener er de bedste til at løse de næste problemer, og så vil opbakningen til Mette Frederiksen og S-regeringen med al sandsynlighed falde.
Nu er Danmark så i gang med den gradvise og delvise genåbning – igangsat af regeringen, men orkestreret vidt forskellige steder fra. Som en del af genåbningsstrategien har fire zoologiske haver meldt ud, at de vil åbne for besøgende 1. maj. Dét har vakt både forundring og kritik.
Politikerne skulle simpelthen sige: ’Nu stopper I’. Det er en uge side, skolerne blev åbnet. Der skal gå fire uger, fra skoler og liberale erhverv er åbnet, til vi kan vurdere, hvordan det går med smitten
Både erhvervsminister Simon Kollerup og justitsminister Nick Hækkerup siger til DR, at de finder zoo-åbningerne ”uhensigtsmæssige”. Justitsministeren præciserer, at forbuddet mod at samles mere end ti mennesker også gælder ”zoologiske haver og forlystelsesparker”.
Virusprofessor Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet går længere i sin kritik. Han siger, at han er ”irriteret” over det, og at det kunne tyde på, at politikerne har mistet styringen med genåbningen. I sidste ende kan det føre til øget smittespredning, hvis genåbningerne af dyreparkerne eksekveres. Han efterlyser en skarpere reaktion fra erhvervsministeren og justitsministeren.
”Politikerne skulle simpelthen sige: ’Nu stopper I’. Det er en uge side, skolerne blev åbnet. Der skal gå fire uger, fra skoler og liberale erhverv er åbnet, til vi kan vurdere, hvordan det går med smitten,” siger han til DR.
23. APRIL 2020 – DAGENS VIGTIGSTE VIDEN
N.B. Nogle links ligger bag en betalingsmur – men husk: Kvalitetsjournalistik koster penge at producere.
Denne service fra POV er til gengæld gratis, men du må meget gerne støtte os ved at betale et fast, månedligt beløb til os, så vi kan gøre det endnu bedre i fremtiden.
Antistoffer testes på danskere
Går det som forventet, kan Danmark blive selvforsynende med antistoffer – og dermed i stand til at producere millioner af tests. Den danskudviklede antistoftest kan vise sig endnu bedre end de tests, som Danmark i øjeblikket køber i udlandet. Rigshospitalet søger derfor nu danskere, der kan testes, og dermed hjælpe forskerne med at finde ud af, om testen skal produceres og udbredes i samfundet.
Mulighed for at få pengene tilbage, hvis dit barn ikke kan passes
Hvis dit barn på grund af coronakrisen ikke kan blive passet i institution, kan du muligvis få penge tilbage. Regeringen og samtlige partier i Folketinget har nemlig indgået en aftale om kompensation for forældrebetaling i de tilfælde, hvor vuggestuen, børnehaven, dagplejen, SFO’en eller klubben ikke kan passe barnet.
Af eller med? Hvad betyder det for tallene?
To små forholdsord kan være afgørende for både reelle tal og mørketal under denne coronakrise. Hvad betyder det, når man skriver, at en person er død ’af’ corona? Og ’med’ corona’? Det er blandt andet et Twitteropslag fra Morten Bo Larsen, der har sat skub i debatten. Han mistede forleden sin svigerfar, der en uge efter at være blevet konstateret smittet desværre døde i en respirator på hospitalet. Morten Bo Larsen understregede, at hans svigerfar var død AF corona. Ikke MED. Det gjorde han blandt andet for at vise, hvor voldsom epidemien er – og for at sætte fokus på de mørketal, der kan opstå, hvis man registrerer dødsårsagen som noget andet, men døden i virkeligheden er blevet fremskyndet på grund af coronasmitte.
Karen Marie Lyng, der er afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen bekræfter, at det langtfra er alle, der vil optræde i statistikken som døde af covid-19, når man laver den årlige dødsårsagsstatistik i Danmark. Det skyldes, at dødsattester angiver både en umiddelbar og en tilgrundliggende dødsårsag.
”Det kan være, at den umiddelbare årsag er lungebetændelse, men hvis man har KOL eller kræft eller andre sygdomme i fremskredet stadie, så vil det være den tilgrundliggende årsag, og det vil typisk være den, der fremgår som dødsårsag,” forklarer Karen Marie Lyng til Ekstra Bladet.
Nyt corona-udbrud på hospital – personale ønsker visir i ældreplejen
35 ansatte og fem patienter er blevet smittet med corona på hospitalet i Nykøbing Falster. Det er formentlig patienter, der har startet smittekæden.
På vegne af personale i ældreplejen ønsker fagforeningen FOA nu, at medarbejdere udstyres med visir for ansigterne, når de er i tæt kontakt med beboere på plejehjem eller ældre borgere i egne hjem. Sundhedsstyrelsen afviser med begrundelsen, at det vil give en falsk tryghed.
Sammenligning af den svenske og den norske tilgang
Journalisten Uffe Gardel, der løbende har analyseret og beskrevet pandemien for RÆSON, har i et Facebook-opslag sammenlignet den svenske og den norske tilgang, som – skriver han – ikke kunne være mere forskellige.
”I Sverige konkluderer man hasarderet på grund af undersøgelser, som senere viser sig at være fejlbehæftede,” skriver han, ” I Norge arbejder man med maksimal transparens og stor konservatisme”
Amerikansk analyse: Jo hårdere respons – jo mere effektiv økonomisk genopretning
MIT – Massachusetts Institute of Technology – har netop publiceret en større analyse, der konkluderer, at jo hårdere man slog ned på pandemien, blandt andet ved at lukke samfund og stoppe helt op, jo hurtigere og mere effektivt vil man kunne genoprette økonomien efterfølgende.
Overblik: Sådan genåbner Europa
Danmark var lidt af en firstmover på at genåbne samfundet, men andre lande i Europa følger nu trop. Få overblikket over genåbningen af kontinentet på Altinget.
Afrikaforsker analyserer corona-konsekvenserne for kontinentet
På Globalnyt.dk har Afrikaforsker Stig Jensen i en to-delt analyse kigget på corona-epidemiens konsekvenser for det afrikanske kontinent. Han forudser blandt andet, at de afrikanske økonomier, der er bedst integrerede i den globale økonomi, vil få en hård medfart af krisen, mens de mindst udviklede lande vil komme lettere igennem.
Og her til sidst: Karantæne og epidemiforsvar i middelalderen
BBC har kigget nærmere på karantænebegrebet og epidemiforsvar igennem historien, særligt i middelalderen. Her kan man blandt andet læse, at ordet ’karantæne’ kommer fra Venedig under ’Den Sorte Død’, pesten, hvor alle skibe blev bedt om at ligge for anker udenfor byen i 40 dage – quaranta qiorni’. Man kan også læse, hvordan Dubrovnik ved Adriaterhavet i 1300-tallet sikrede sig mod smitte fra datidens store epidemier.
Hjælp fra læserne
Vi vil meget gerne modtage forslag til links, vi skal have med i vores link-oversigt i morgen.
Jo flere læsere, der hjælper os, jo bedre bliver listen.
Har du et link, du tror andre kunne have gavn af, så skriv til corona@pov.international
Illustration: News Øresund – Sofie Paisley, Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her