ANMELDELSE: De smukke, dunkle billeder og overvældende idéer, der præsenteres i Denis Villeneuves science fiction-drama, bliver siddende i kroppen, længe efter filmen om mystiske besøg fra rummet er slut. Emilie Kellberg anmelder Arrival: En film om rumvæsener, der i virkeligheden handler om menneskelighed og minder os om vores egen arts fundamentale fremmedhed og vilkårlighed.
Universaloversætteren er en almindelig konvention inden for science fiction-genren. Et belejligt apparat, der tillader fortællingen om møder med fremmede livsformer fra rummet at skride frem uagtet de sprogbarrierer, der nu måtte være. I Doctor Who har Doktoren sin TARDIS i form af den ikoniske blå polititelefonboks, som oversætter mellem sprog på Tidsherrens rejser; besætningen om bord på Enterprise i Star Trek har et lille instrument til samme, og i Douglas Adams’ The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er det den lille gule Babelfisk, som indsat i øregangen ernærer sig ved hjernebølger og udskiller den korrekte oversættelse af et givent sprog.
I filmens indledende faser er tempoet næsten sløvende og står i skarp kontrast til den blotte panik, som de fremmede gæster øjeblikkelig udløser blandt jordens befolkning.
I Denis Villeneuves nye science fiction-film Arrival er de kommunikative udfordringer ikke en parentes i en større historie om nærkontakt af tredje grad – de er historien.
Her lander et fremmed rumfartøj i den amerikanske delstat Montana med elleve tilsvarende objekter fordelt på jorden, svævende nogle meter over overfladen, afventende.
Ude af stand til at tale med det mystiske fartøjs passagerer kontakter den amerikanske hær lingvisten Louise Banks (Amy Adams), som i fællesskab med fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner) får til opgave at afklare i hvilket ærinde, de fremmede væsener er ankommet. Det er der kommet en usædvanlig vedkommende og tankevækkende film ud af; en film om rumvæsener, der i virkeligheden handler om menneskelighed og minder os om vores egen arts fundamentale fremmedhed og vilkårlighed.
Sublim rædsel i dunkle, uigennemsigtige billeder
Den pointe bevæger Villeneuve sig hen imod med varsomme skridt. I filmens indledende faser er tempoet næsten sløvende og står i skarp kontrast til den blotte panik, som de fremmede gæster øjeblikkelig udløser blandt jordens befolkning.
På samme måde som i science fiction-klassikerne Rumrejsen år 2001 af Stanley Kubrick og Nærkontakt af tredje grad af Steven Spielberg tager Villeneuve sig god tid til forunderligheden, fascinationen og ikke mindst den sublime rædsel forbundet med mødet med det udenjordiske. I dunkle, uigennemsigtige billeder smukt fotograferet af Bradford Young viger kameraet sjældent fra Amy Adams, hvis pulserende gang mellem sit kontor på militærbasen i Montana og sessioner i det gråsorte, ovale rumskib synes badet i et evindeligt tusmørke.
I en anmeldelse fra The Guardian bemærker China Miéville, hvordan det blide og rørende i Chiangs historie ikke opnås til trods for fortællingens videnskabelige spekulationer, men snarere udspringer af dem.
Der er god grund til denne stædige hvilen på Amy Adams’ arbejdsomme lingvist. I en film om global invasion fra det ydre rum er Louise Banks det, som gør historien personlig og intim. Hendes mission afbrydes rytmisk af mere og mere insisterende billeder af hendes døende datter, og modsat Alfonso Cuaróns Oscar-vindende film Gravity, hvis kvindelige hovedperson også hjemsøges af sin datters død, føles den personlige dimension aldrig påhæftet det overordnede drama.
Fortællingens to planer
Det skyldes formentlig Arrivals forlæg, novellen Story of Your Life af den hædrede science fiction-forfatter Ted Chiang. I en anmeldelse fra The Guardian bemærker China Miéville, hvordan det blide og rørende i Chiangs historie ikke opnås til trods for fortællingens videnskabelige spekulationer, men snarere udspringer af dem. Denne fine kvalitet har overlevet ind i Villeneuves film, hvor billederne af Louise Banks’ datter smelter overbevisende sammen med rumvæsenernes ankomst og ærinde på jorden. Her har Arrival mere tilfælles med Christopher Nolans lige så enigmatiske Interstellar, der også lader sine videnskabelige visioner filtrere gennem et centralt far-datter-forhold.
I bestræbelsen på at binde de to planer af fortællingen sammen bryder Arrival mod slutningen med sit ellers tålmodige tempo. Det betyder, at plottets personlige og filosofiske implikationer ikke får tid og plads til at åbenbare sig i deres fulde betydning og potentiale, og ved rulleteksterne føles Arrival derfor langt fra slut; dens budskab på ingen måde sunket ind. Men det er der ikke kommet en dårligere eller mindre gribende film ud af.
I stedet inviterer Villeneuves film til gentagne visninger og frem for alt dyb eftertanke på en måde, som kun de bedste science fiction-film formår. Assisteret af Jóhann Jóhannssons sælsomme og Oscar-værdige soundtrack er resultatet direkte hjemsøgende.
Hovedfoto: Paramount Pictures
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
