HVERDAGSLIVET PÅ TINGE – Tre politikere gør os på tværs af partifarver klogere på den del af politik, som er det udramatiske hverdagsarbejde. Hvad er det egentlig, politikerne går og foretager sig i rygekabinerne, ved dronningerunderne, i ø-udvalgene, finansudvalget og for bordenden? Henrik Dahl (LA), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Nick Hækkerup (S) har fundet sammen om den ofte svært forståelige – og i hvert fald udfordrende – virkelighed, som er den politiske hverdag på Christiansborg. POV bringer seks små smagsprøver fra Folketingets hverdagsliv: “Brydesen”, “Cykler”, “Ekkokamre”, “Facebook” “Forlig” og “Grebningen”.
Brydesen
Uden mad og drikke duer helten ikke. Og det gælder også, når helten ikke er en rigtig helt, men bare en ydmyg MF’er, en partifunktionær, en Christiansborgfunktionær eller sågar en journalist.
Derfor har Christiansborg en kantine, der hedder Snapstinget, og to indretninger, man i forsvaret ville kalde „en tut“. Altså et ydmygt sted med borde og stole, hvor man kan få et stykke smørrebrød og en sodavand. Den ene tut ligger i Proviantgården og hedder Provianten.
Den anden ligger på Den Røde Gang på Christiansborg og hedder Brydesen. En fransk politiker ville næppe være særlig imponeret over Folketingets kantiner. Alene i Nationalforsamlingens anneks med mødelokaler og kontorer findes på øverste etage (med flot udsigt over Paris) en rigtig restaurant, hvor man bestiller a la carte fra en menu, og maden serveres af tjenere iført kjole og hvidt. Den går endda for at være blandt forsamlingens mere ydmyge.
Men efter danske forhold bliver man godt bespist i Snapstinget. Der findes både den mere moderigtige mad, som det ligger naturligt for den nuværende restauratør at servere, og hårdt tilkæmpede (af Dansk Folkeparti) klassikere som leverpostej og rullepølse.
Sådan har det dog ikke altid været. Og her her kommer Jens Brydesen ind i billedet. Manden, der har lagt navn til tutten på anden sal, men som oprindelig (fra 1960, hvor han arvede forpagtningen fra sin far) drev selve Snapstinget. I dag er Snapstinget justeret til funktionærens gane. Funktionærer er vi nemlig alle blevet – hvad enten vi er politikere, administrative medarbejdere eller journalister.
For sig selv planlægger moderne politikere kun slankekure. Salat og skyr skal der til, for man skal være fit (eller i hvert fald: så fit som muligt) og udstråle vitalitet og energi
I Jens Brydesens velmagtsdage var det ikke sådan. Da var maden justeret til de toneangivende klassers ganer, hvilket vil sige arbejder- og bondestandens. Det indebar fokus på kød, kartofler og sovs, hvis det skulle være varmt, og fokus på rugbrød og pålæg, hvis det skulle være koldt. Men frem for alt: fokus på de rigelige mængder. Både arbejder- og bondestanden værdsatte de rigelige mængder i en tid, hvor knaphed kunne ramme de fleste. Og enhver politiker med respekt for sig selv kæmpede for mere, fordi alle vidste, at det samtidig var bedre.
De politikere, vi har i dag, tænker ikke sådan. Nogle kan arbejde med planer for at sætte samfundet på fedekur og andre med at sætte det på slankekur – men for sig selv planlægger moderne politikere kun slankekure. Salat og skyr skal der til, for man skal være fit (eller i hvert fald: så fit som muligt) og udstråle vitalitet og energi.
Det krav må kantinernes udbud af mad naturligvis tilpasse sig. Derfor måtte Jens Brydesens og Snapstingets veje i længden skilles. Det store Snapsting fik en restauratør, der lagde vægt på at servicere de postevandsdrikkende og kalorietællende klasser. Brydesen og det klientel, der gerne nød en pilsner til deres frokost, fortrak til anden sal. Der gik livet så videre, som det altid havde udspillet sig, indtil Brydesen gik på pension i 1995.
I en tid, hvor landet i vidt omfang bliver ledet og drevet af motionerende og diæterende mellemledertyper, er det værd at dvæle ved den tanke, at hvad enten arbejderne eller bønderne havde magten, var det i hele det fremgangsrige tyvende århundrede tykke mænd uden behov for at regulere deres indtag af kost og øl, der ledte vort land ind i fremtiden
Cykler
Der er visse frynsegoder ved at være folkevalgt. Hver gang det bliver slået op i pressen, benægter vi det naturligvis stædigt, men der er altså nogle ting, som bare er alle tiders. Tre af dem relaterer sig til transport: Vi kører gratis med tog, vi kan parkere i Indre Slotsgård, og vi har mulighed for at låne en cykel.
Cykler er typisk ikke det gode, der tager flest overskrifter, og man kan da også med en vis ret hævde, at ministerbilerne har lidt mere pondus over sig, men derfor skal man nu ikke kimse ad cyklerne.
Folketingets administration råder over et antal cykler (omkring ti), som medlemmer kan låne kvit og frit, hvis vi har møder ude omkring i byen og ikke har vores egen cykel med. Det er der nu ellers en del, der har. For eksempel Bertel Haarder, der næsten altid cykler til Christiansborg – medmindre der er sne. Så tager han sine langrendsski.
En anden kollega, der noget ufrivilligt blev berømt for cyklisme, var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Nyrup begik et karaktermæssigt dobbeltmord, da han under en cykeldemonstration mod franske atomprøvesprængninger i 1995 iklædte sig en noget for lille cykelhjelm, som en eller anden presserådgiver med de bedste intentioner havde fremskaffet. Idéen var sådan set udmærket: Naturligvis cykler en ansvarlig mand med cykelhjelm. Og statsministeren ville gerne vise, at han var ansvarlig.
Beklageligvis så han mere latterlig end ansvarlig ud, og dermed var karakterdobbeltmordet en realitet. Satiretegnere landet over takkede deres skaber og tegnede i årevis fremover konsekvent og uanset kontekst stakkels Nyrup med en alt for lille cykelhjelm flagrende på hovedet, og samtidig fik cykelhjelmen temmelig uretfærdigt ødelagt sit image, hvilket den først er kommet sig over i de senere år.
Man kan være helt sikker på, at hvis ikke nøglen er leveret tilbage inden rimelig tid, så har man en høflig, elskværdig, men også meget præcis medarbejder fra Servicecenteret i telefonen, for der er rift om at låne de tohjulede
Så naturligvis kan man få en hjelm med, når man låner en af Folketingets cykler. De har dem sågar i flere størrelser, så man slipper for lignende hån. Enhver, der har bevæget sig i bil i det indre København i dagtimerne, vil vide, at en cykel har de ganske åbenlyse fordele frem for bilen, at man bedre og hurtigere kan komme frem, og at man ikke skal lede i timevis efter en parkeringsplads, som tilmed koster det hvide ud af øjnene.
Sidstnævnte udfordring er man naturligvis ude over, hvis man for en periode råder over en ministerbil, men igen er tempoet højere med cyklen, så længe man holder sig til indre by, om end det er vanskeligere at arbejde fra sin iPad ved cykelstyret end på bagsædet.
Det betyder naturligvis ikke, at det er helt problemfrit sådan at kaste sig ud i trafikken på de tohjulede. Udover den tilsyneladende voldsomme dødsdrift, som visse københavnske cyklister lader komme til udtryk gennem en manglende erkendelse af, at det først og fremmest vil være dem selv, der kommer til skade ved et møde med en motoriseret trafikant, og den deraf følgende risiko ved at færdes blandt dem, er der tale om en knap ressource.
Der er kun det antal cykler, der nu engang er. Det betyder, at der er en ganske nidkær kontrol med tilbageleveringen af nøglerne til cyklerne, når man kommer retur. Administrationen af ordningen varetages (i lighed med utroligt mange andre ting, der kan gøre tilværelsen nemmere for et folketingsmedlem) af Folketingets Servicecenter.
Og man kan være helt sikker på, at hvis ikke nøglen er leveret tilbage inden rimelig tid, så har man en høflig, elskværdig, men også meget præcis medarbejder fra Servicecenteret i telefonen, for der er rift om at låne de tohjulede.
Ekkokamre
Det er populært at beskrive den politiske samtale efter fremkomsten af sociale medier med metaforen „ekkokammer.“
Den er heller ikke dårlig. Man ser for sig, hvordan titusindvis af borgere råber: „Hvad drikker Møller?“, ud i atmosfæren og glæder sig, når det forventede svar („islam“) efter nogle sekunder indfinder sig.
Men fordi en historie er god, behøver den jo ikke at være sand.
At mennesker først og fremmest lytter til dem, der bekræfter deres meninger, er der ikke noget nyt i
I 2017 gennemgik en gruppe forskere fra Stanford University den eksisterende forskning og nåede frem til, at i USA var den politisk set mest polariserede gruppe i samfundet de ældre. Da de ældre samtidig er dem, der er mindst tilstede på sociale medier, svækker det jo hypotesen om, at polarisering skyldes brug af sociale medier, i alvorlig grad.
Amerikansk politik er polariseret. Men det kunne jo skyldes andre forhold end de sociale medier. For eksempel at langt den største del af valgdistrikterne til Repræsentanternes Hus er sikre kredse.
Det har nemlig følgende effekt: Er man republikaner i en sikker, demokratisk kreds, eller omvendt, kan man lige så godt pakke sammen og gå hjem. Det er håbløst. 52 Er man republikaner i en sikker republikansk kreds, eller demokrat i en sikker demokratisk, har man til gengæld en chance. Men den opstår først og fremmest, hvis man er mere yderligtgående end den siddende repræsentant (mere af „den rene vare“).
Det amerikanske valgsystem har altså i sig indbygget en tendens til polarisering – men grundlæggende har det ikke noget med sociale medier at gøre.
At mennesker først og fremmest lytter til dem, der bekræfter deres meninger, er der ikke noget nyt i.
Allerede i 1950’erne viste den amerikanske socialpsykolog Leon Festinger, at mennesker fra naturens hånd filtrerer de oplysninger bort, der modbeviser deres billede af verden, mens de fæster særlig lid til oplysninger, der bekræfter det.
I virkeligheden er det nok sådan, at ens feed på Facebook i høj grad er et spejlbillede af en selv
Derfor er spørgsmålet ene og alene: Er det blevet værre? Det kunne det være nærliggende at antage. Hvis Zenia Stampe eller Joachim B. Olsen skriver på Facebook, at når det har været tirsdag, bliver det onsdag, vil der altid være en vis procentdel, der går helt amok og er parate til at hævde, at det afslører et gennemført ubehageligt menneske- og samfundssyn.
Men det gamle firebladssystem var også noget af et ekkokammer. Det fungerede jo på den måde, at i de fleste købstæder var der en socialdemokratisk avis og en venstreavis. Samtidig fandtes på landsplan den (kultur)radikale Politiken og den konservative Berlingske Tidende. 53 Derfor kunne næsten alle borgere i landet abonnere på en avis, der i et og alt reproducerede deres verdensbillede. Roste de gode politikere, man stemte på, og gav de dårlige, man aldrig kunne drømme om at støtte, tørt på.
I vore dage mener de fleste brugere af Facebook og Twitter, at deres netværk er nogenlunde alsidigt sammensat. Hvis det passer, vil der altid være nogle venner, der giver medhold, mens andre er kritiske.
I virkeligheden er det nok sådan, at ens feed på Facebook i høj grad er et spejlbillede af en selv. Er man selv den type, der gerne diskuterer begge sider af et argument, vil man sandsynligvis have mange venner, der har den samme vane. Holder man til gengæld uhyre meget af at prædike for de omvendte og sprede hygge i eget segment, er det omvendt sandsynligt, at de venner, man holder fast i, gør det samme.
På den måde er det sådan set stadig sandt, at som man råber i skoven, får man Facebookvenner
I en tid, hvor vi som politikere med en vis ret kritiseres for at være vanskeligt tilgængelige og for at gemme os bag spindoktorer, er Facebook (i hvert fald i teorien og som platform) muligheden for at etablere et digitalt forsamlingshus, hvor alle kan komme til orde, og hvor man kan skabe en direkte dialog mellem borgere og deres repræsentanter.
Helt så rosenrødt er det dog ikke altid. Da Facebook kom frem, og vi begyndte at oprette profiler, genfinde gamle skolekammerater, lyve om vores (børns) bedrifter og i hemmelighed lure på kollegers feriebilleder, var det et positivt socialt medie. Det var et sted, hvor ingen havde haft dårlige ferier, alle fik topkarakterer, og hvor vi skrev pænt og venligt til hinanden. Også til dem, vi var uenige med.
Kan man så ikke som politiker bare lade være med at være på Facebook? Tjoh, man kan jo principielt også klare sig gennem tilværelsen uden en mobiltelefon
Det er det ikke længere. Ikke hvis man er politiker, ønsker at blive det eller på anden vis kommer til at udtrykke en form for politisk interesse i hvert fald. Så risikerer man at få ørerne i maskinen, for der findes mennesker, der kommunikerer noget anderledes, mere direkte, mere filterløst og med mindre omtanke gennem en skærm, end de ville gøre ansigt til ansigt.
Men kan man så ikke som politiker bare lade være med at være på Facebook?
Tjoh, man kan jo principielt også klare sig gennem tilværelsen uden en mobiltelefon, men som værktøj kan den give nogle muligheder, og det kan 60 Facebook også. Fremfor alt muligheden for den direkte interaktion med vores arbejdsgivere, og det er nu ikke så ringe endda.
Der er dog et par gode råd, vi gerne vil give videre:
1. Sørg for at sondre mellem privat og politisk. Hvis man gerne vil bruge Facebook som privatperson og følge lidt med i, hvilke skønne ferier og dygtige poder de gamle studiekammerater har, så brug en privat profil til det, hvor du kun tilføjer og accepterer folk, du faktisk kender, og lav ved siden af en side til de politiske aktiviteter og udbrud. På den måde kan man også være venner med sine børn på sociale medier, uden at de nødvendigvis hverken hver eller hver anden dag behøver at læse om, at deres mor eller far er et frygteligt menneske, der bør slås ihjel på mere eller mindre fantasifuld vis, for det er parkeret ovre på politikersiden, hvor man kan blokere ungerne. Men den slags kommentarer kommer, og det skal man lige forberede sig og sine på.
2. Husk på, at kældermennesker, sølvpapirshatte og „idioter med internet“ fylder væsentligt mere i opslag end i antal. Langt de fleste brugere af Facebook er gode, ordentlige og venlige mennesker. Nogle af dem kommer bare til at reagere lidt for hastigt engang imellem.
3. Opstil et regelsæt, eller skab et kodeks. Skriv det ned, eller lad være. Kræv, at folk på din væg er respektfuldt uenige og ikke fremsætter trusler eller skældsord mod hverken dig eller andre. Lad være at argumentere med dem, der overtræder det – bare smid dem ud. For det er din væg. Det er dit navn og dit billede, der står for oven, så det er dine regler, der gælder. Så kan de, der er kylet ud, hyle op 61 om censur et andet sted. På den måde har du gjort dit for at skabe en platform, hvor folk tør at være uenige med dig uden at frygte verbale ørefigner.
4. Svar folk, når de skriver til dig. Der er en risiko for, at Facebook bliver til envejskommunikation, hvis man ikke svarer dem, der skriver eller kommenterer. Det betyder ikke, at man skal svare alle på alting, for så går al tiden med det, men når man lægger op til debat, har man også en forpligtelse til at forsvare og forklare sine synspunkter. Ellers bliver mediet forvandlet til en virtuel megafon, der stikkes ud af et vindue, og det er i langt de fleste tilfælde bare træls.
Når debatten kører helt af sporet, så gør som Pia Kjærsgaard, der i et interview sagde: „Nogle gange går bølgerne højt, men så plejer jeg bare at sætte et billede af Rikke, min hund, på. Så bliver tonen en helt anden. Folk falder helt til ro, og jeg kan få 7-8.000 likes på tre timer“.
Forlig
Forlig er en af de vigtigste måder at lave politik på. Når det er mest højdramatisk, bænker partiernes repræsentanter sig om mødebordet, typisk hos ministeren, omgivet af en hærskare af embedsmænd, med kaffe, frugt og chokolade imellem sig, forberedt til tænderne med bunker af papirer, og så forhandler de sig frem til, hvordan forsvaret skal indrettes de næste fem år, eller hvordan behandlingen i psykiatrien skal blive bedre, eller hvordan statens penge skal anvendes næste år.
Lykkes det, kommer der en aftale ud af det. Parterne træder ud af forhandlingsdøren til de ventende journalister, forrest står ministeren, storsmilende, og bag ham ordførerne fra de medvirkende partier, der ufrivilligt ser lidt fårede ud.
I Christiansborgjargonen kaldes aftaler tit forlig; det er det samme, men lyder lidt mere af sene forhandlinger, besværligheder og hårde armlægninger.
De aftaler, der laves på Christiansborg, er der ikke mulighed for at tvinge igennem. Det eneste, man kan holde sin aftalepart fast på, er vedkommendes ord
Hvis den bil, man har købt, bryder sammen, så snart den er trillet ud over kantstenen, så kan man hive bilhandleren i retten. Hvis jorden, som virksomheden har købt af kommunen for at lave et nyt hovedsæde, viser sig at være forurenet, kan den hive kommunen i retten.
En dommer vil på 77 et eller andet tidspunkt afgøre, om parterne har levet op til aftalen. En af dem vil få ret.
Sådan er det ikke med politiske aftaler. De aftaler, der laves på Christiansborg, er der ikke mulighed for at tvinge igennem. Det eneste, man kan holde sin aftalepart fast på, er vedkommendes ord.
Viljen til at indgå aftaler står og falder med, at man tror på de politikere fra andre partier, man sidder overfor ved forhandlingsbordet. Alle partier har indgået aftaler, som indeholdt et eller flere elementer, de sidenhen fortrød.
Måske fortrød man ligefrem hele aftalen, bare spørg hos SF, hvordan de havde det med det delvise salg af DONG, og man vil se tics i ansigtstrækkene. Men bordet fanger, partiet er nødt til at levere de aftalte stemmer, ellers vil man tabe den mest værdifulde valuta et parti på Christiansborg har i aftalesammenhæng: troværdighed.
Ingen vil indgå aftaler med et parti, som løber fra deres ord. Og vælgerne vil (forhåbentlig) straffe partiet for slingrekurs, dårligt håndværk og mangel på troværdighed.
Hvis et parti bliver rigtig træt af en indgået aftale, vil man måske nok prøve at omfortolke den, give den nyt indhold, bede aftaleparterne om genforhandling, men man løber ikke fra sine aftaler. Punktum.
Der er dog tre veje til at slippe ud af et forlig. Forliget kan være tidsbegrænset og udløber derfor helt udramatisk af sig selv. Hvis partierne bag et forlig ophører med at have flertal i Folketinget, for eksempel efter et valg, bortfalder forliget. Og endelig kan et parti eksplicit opsige forliget før et valg, og så kan partiet træde ud af forliget efter valget.
I betragtning af, hvor vigtige forlig er for den politiske mølle, er det forbavsende, at der ikke findes vedtagne regler om forlig
Tanken bag denne opsigelsesmulighed er, at partiet har stået overfor sine vælgere og fået – eller ikke fået – mandat til at opsige forliget.
I betragtning af, hvor vigtige forlig er for den politiske mølle, er det forbavsende, at der ikke findes vedtagne regler om forlig. Det hele hviler alene på en bogstavelig talt århundredgammel tradition for, hvordan man skaber forlig, efterlever dem eller ophæver dem med videre De mest grundlæggende regler er, at alle partier, der er med i et forlig, har vetoret. Forliget kan kun ændres, hvis alle partierne er enige om det; andre partier kan kun komme ind i forliget, hvis alle er enige.
Derudover har partierne en pligt til at være loyale overfor forliget, hvilket først og fremmest indebærer, at partierne tager ansvar for forliget og ikke lægger hindringer i vejen for dets realisering.
Grebningen
Det hævdes, at enhver debat, der indledes i Venstres gruppeværelse, vil komme til at handle om landbrug, hvis den får lov til at køre længe nok uden gruppeformandens indgriben. Uanset om emnet måtte være bevillinger til Det Kongelige Teater, en tillægsbevilling til Københavns Metro eller skærpede regler om tandblegning.
Om det er Venstres stærke rødder i landbruget, der har ført til navngivningen af den bageste række i Folketingssalen ligger lidt hen i det uvisse, men at navnet udspringer af husdyrhold er ganske klart.
Afhængigt af perspektiv kan man dermed konkludere enten, at grebningen er fuld af møg, eller at man fra grebningen sidder og ser direkte op i bagenden på en ko
En grebning er den rende i gulvet i en kostald, hvor man skraber de ting hen, som dyrene ikke har brug for længere. Her samles dyrenes efterladenskaber, inden den faste del ryger på møddingen, og ajlen ryger i beholder.
Sådan var det i hvert fald i gamle dage. Afhængigt af perspektiv kan man dermed konkludere enten, at grebningen er fuld af møg, eller at man fra grebningen sidder og ser direkte op i bagenden på en ko. Det bliver under alle omstændigheder lidt latrinært, så lad os blot konkludere, at grebningen helt indiskutabelt rummer de fineste taburetter i Folketingssalen.
Nogen kunne mene, at ministerrækkerne eller den forreste række er mere prestigefyldte. Det er muligt. Men mens det ikke er alle for undt at nå frem på ministerrækkerne eller de allerforreste 85 pladser, så starter de fleste deres parlamentariske karriere i eller omkring grebningen.
Pladserne i salen er nemlig fordelt efter anciennitet, således at de „fineste“ eller længstsiddende sidder forrest, mens de nye sidder bagest. Så alene det, at de fleste medlemmer har siddet her på et tidspunkt, giver grebningen en fordel, da alle betragter den med en vis nostalgi.
Det er her, man træder sine politiske barnesko. Det er stedet, man i en fejlagtig efterrationalisering tænker tilbage på som noget, der var trygt og rart. I virkeligheden er det måske her, man er allermest forvirret som nyvalgt folketingsmedlem.
Til gengæld rummer grebningen de hyggeligste pladser i salen. Man må nemlig ikke medbringe kaffe til sin plads i Folketingssalen af frygt for, at man utilsigtet kommer til at vælte koppen og derved beskadige den sindrige elektronik til afstemningssystemet og mikrofonen, der er indlejret i pulten. Så hvis man gerne vil drikke kaffe, mens man følger lidt med i debatten, så er den del af grebningen, der er placeret under de „fine“ tilhørerpladser, det naturlige habitat.
I nogle partier anvendes grebningen tillige som elefantkirkegård. Det kan virke uhensigtsmæssigt for en ny partiledelse, hvis en tidligere formand sidder placeret nærmest i nakken af den nye, fordi førstnævntes anciennitet berettiger hertil
Dermed bliver grebningen et naturligt samlingssted for almindelig kaffeslabberas med dertilhørende småsnakken og latter på tværs af partiskel, hvilket i de fleste åbnings- eller afslutningsdebatter giver anledning til adskillige bemærkninger over temaet: „Kan vi så få noget ro nede fra Grebningen?“ fra formandsstolen. Virkningen er oftest kortvarig.
I nogle partier anvendes grebningen tillige som elefantkirkegård. Det kan virke uhensigtsmæssigt for en ny partiledelse, hvis en tidligere formand sidder placeret nærmest i nakken af den nye, fordi førstnævntes anciennitet berettiger hertil.
Hvis en sådan tidligere formand er klog og/eller vil sin afløser det bedste, rykker vedkommende tilbage i grebningen. Det bidrager dog som regel ikke positivt til støjniveauet i grebningen, når en sådan rokade foretages.
Til gengæld bliver de nye medlemmer beriget med ronkedorens erfaring og vid for en periode, ligesom de får lejlighed til oftere at komme på tv, da kamerafolkene med usvigelig sikkerhed vil zoome ind på den tidligere partileder, hver eneste gang den nye ledelse udtrykker noget, der strider med den tidligere linje.
Læs også Bjarke Larsens anmeldelse af bogen, “Årets sjoveste bog,” som vi bringer i dag.
Henrik Dahl, Jakob Ellemann-Jensen og Nick Hækkerup: Sandheden kort,
People’s Press, 230 sider, vejl. pris 149,95 kr.
Topfoto: De tre forfattere, pressebillede.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
