
KUNSTUDSTILLING // ANMELDELSE – Neutralitet er svær i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Stillingtagen afhænger bl.a. af øjnene du ser med, hvor langt tilbage i historien du graver, og hvem du har mistet. På Kunsthal Charlottenborg udforsker Larissa Sansour, hvordan kunst kan bearbejde sorg og tilhørsfølelse midt i en af verdens mest fastlåste konflikter. Det er et modigt, humanistisk forsøg på at bygge bro og finde fællesnævnere i verdens med afstand sværeste konflikt.
Den 7. oktober 2025 markerer en trist toårsdag for både israelere og palæstinensere, deres naboer og menneskeheden i øvrigt. Konflikten, som både retro- og prospektivt synes uendelig og i årtier har eksisteret i forskellige grader af intensitet og med brug af forskellige virkemidler, er de seneste år eskaleret til en regional storkonflikt med betydelige globale konsekvenser.
Fra had og hævn …
Det er en konflikt, der efterhånden artikuleres mange steder rundt om på kloden. Dens billeder og fortællinger bidrager til politisk grøftegravning og øget polarisering i en verden i hastig og uforudsigelig forandring. Positionerne på begge sider af de fysiske, symbolske og mentale hegn synes forstenede.
Det er svært at se stabile og varige løsninger for sig. Dertil er had, hævn og uforsonlighed for stærke drivkræfter – og har været det i alt for mange år, hvor alt for mange mennesker har mistet alt for mange nære familiemedlemmer, slægtninge, naboer, venner og medborgere.

Set i det lys er udstillingen These Moments Will Disappear Too på Charlottenborg i København – – lidt af en åbenbaring. Kunsthallen har netop slået dørene op for en smuk, tankevækkende og håbefuld udstilling, som viser værker gennem de sidste 22 år af den dansk-palæstinensiske kunstner Larissa Sansour. Udstillingen åbnede 26. september og tages ned 15. februar, så der er god tid til at kigge forbi.
… til kritisk humanisme
Sansour benytter et bredt spektrum af kunstneriske virkemidler – fra film, video og fotografi til større objekter, tekster og installationer – og skaber sine værker med partneren Søren Lind. Selvom dele af udstillingen på sin egen lidt underspillede og subtile facon indtager et kritisk humanistisk standpunkt i den territoriale konflikt, oplevede Deres udsendte ikke These Moments Will Disappear Too som en politisk udstilling, der fordømmer og vælger entydig side i konflikten.
Udstillingen er snarere en kunstnerisk-metafysisk undersøgelse af forholdet mellem national identitet og geografisk territorium – uanset hvilken nation eller befolkningsgruppe vi taler om. Fokus er ikke kun på Palæstina som et fysisk sted, men også som en slags mental tilstand, der cykler rundt mellem mørk, traumatisk erindringshistorie og mere håbefulde fremtidsforestillinger. Lidt som at træde ind i en drøm, der ikke kan blive enig med sig selv om, hvem den er, og hvor den skal hen.
Det er svært ikke at blive hængende, for der er også en underligt dragende og forførende stemning på spil
Som publikum føres man gennem i alt elleve værker fra rum til rum i Charlottenborgs smukke bygning. Værkerne bindes elegant sammen af en gennemgående fortælling, der handler om Palæstina, Israel og Mellemøstens historie udsat for forskellige kunstneriske greb og fortolkningslag et ubestemmeligt sted mellem dokumentar og science fiction. Rummene er mørke og lidt dystre og varierer fint mellem de forskellige værktyper, som kort præsenteres på små, oplyste infotavler.
Her følger tre eksempler.
Archaeology in absentia (2016)
En skulpturinstallation, som består af ti granater i bronze med form som Fabergéæg og hver med en plade med indgraverede koordinater (i.e. længde- og breddegrader) for specifikke steder på hhv. palæstinensisk og israelsk jord. Det er byer som Betlehem og Jerusalem (kunstnerens fødeby), Ramallah, Haifa, Jeriko mv. På disse lokaliteter har kunstneren fået nedgravet porcelænstallerkner med et traditionelt sort-hvidt, håndmalet mønster (keffiyeh), der symboliserer palæstinensisk modstand.
Skulpturerne udstilles sammen med fotografier og kort over, hvor de er gravet ned. De fortæller en historie om, hvordan arkæologiske fund kan bruges som argumenter ift. at stille territoriale krav til specifikke landområder. De afspejler idéen om, at national identitet kan graves op af jorden, og at arkæologi også kan bruges til at konstruere særlige narrativer.
Monument for Lost Time (2019)
Værket har form som en kæmpestor sort kugle på næste fem meter i diameter. Et objekt, der synes at svæve i luften og ikke reflekterer noget lys. Måske en slags sort sol, som hænger der helt ubevægelighed i himmelrummet?
Men hvis vi endelig en gang imellem skal instrumentalisere kunsten, lad os da spænde kunsten for fredens vogn
Parallelt med denne tydelige optiske illusion, hvor man som beskuer hurtigt bliver den lidt truede og marginaliserede part i rummet, høres en række lavfrekvente lyde, der understøtter følelsen af at være ude af kontrol og samtidig genstand for et større systems magtfulde blik. Som at lytte til et stort, farligt dyr der brummende fylder rummet ud. Det er svært ikke at blive hængende, for der er også en underligt dragende og forførende stemning på spil. Er jeg på jorden eller i verdensrummet? Er det fortiden, nutiden eller fremtiden, jeg lytter til hhv. kigger på?

In Vitro (2019)
Værket er en science fiction-film, der finder sted i byen Betlehem flere år efter en miljøkatastrofe. Et lokalt atomkraftværk har vist spillet en rolle … I en stor underjordisk frugtplantage arbejder videnskabsfolk på at genetablere livet på jorden. Det gør de ved at bruge plantefrø, som blev gemt før dette lokale ragnarok indfandt sig.
Filmen udfolder sig som en dialog mellem den ældre Dunia, som i sin tid grundlagde plantagen, og hendes unge efterfølger Alia, som er født og opvokset i de sære, kunstige omgivelser under jorden. Det er en film, der bl.a. behandler sorg og savn, arv og fælles traumer, men også stiller det vigtige spørgsmål: Hvilke minder kan og skal vi tage med ind i fremtiden? Minder er vigtige for vores identitet og selvforståelse, men kan de også være med til at blokere for, at vi kommer videre og måske kan se hinanden med nye øjne?
Spænd endelig kunsten for fredsvognen
Det er en glimrende og på alle måder anbefalelsesværdig udstilling, som Charlottenborg og Sansour har skruet sammen. Den demonstrerer fint kunstens evne til at formidle svære eksistentielle erfaringer og perspektiver, bygge bro mellem mennesker og finde ind til fælles erfaringsrum, der ligger udover hadet, konflikten og den polarisering, som hård magtpolitik ofte nærer. I stedet afsøger de enkelte værker muligheden for at etablere en mellemfolkelig grund – velvidende, at alle de stedlige aktører på godt og ondt bringer hver deres særlige oplevelser og erfaringer med sig.
I den ideelle verden har kunsten altid en egen berettigelse og bør kunne skabes på egne præmisser uden at tjene andre formål end kunsten selv. Kunstneren skal kunne arbejde frit og uafhængigt, ellers stivner kunsten i dogmer, karikaturer og propaganda – for til sidst at blive meningsløs og dø.

Men hvis vi endelig en gang imellem skal instrumentalisere kunsten, lad os da spænde kunsten for fredens vogn og bruge kunsten til at formidle de alment menneskelige vilkår for at kunne eksistere sammen her på jorden og viderebringe de behov, som langt de fleste mennesker uden de store problemer kan blive enige om: Fred, sikkerhed, uddannelse, arbejde, trivsel og gode naboskaber.
Håb om fred, palæstinensisk frihed og selvstændighed er meget nærværende, men de vækker også til eftertanke og er åbne for fortolkning
Her den 7. oktober, på årsdagen hvor der blev lagt nye forfærdelige lag på den israelsk-palæstinensiske konflikt, har vi mere end nogensinde brug for at hjælpe den svære tilgivelse og forsoning på vej. Ikke kun i Mellemøsten, men alle steder på vores fælles klode, hvor krig og konflikt ødelægger samfund og derfor også mennesker.
Charlottenborgs udstilling viser, at kunsten kan spille en helende rolle i den proces og skabe et sprog, der kan få os til at træde et skridt tilbage og anskue konflikter fra nye positioner.
De enkelte værker er ikke nødvendigvis neutrale, og håb om fred, palæstinensisk frihed og selvstændighed er meget nærværende, men de vækker også til eftertanke og er åbne for fortolkning. Det er måske netop denne nysgerrige og let sårbare åbenhed, der er brug for i verden netop nu?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og