Ambassadørfrue: Min mand reddede danskere fra dødsstraf i Saudi-Arabien

i Asien/Bøger/Danmark/Kultur & Medier/Medier af

NY BOG  – I en ny bog kommer den tidligere danske ambassadørfrue Pensak Howitz med hidtil hemmeligholdte oplysninger om krisen, der udspillede sig i Saudi-Arabien i 1984. Syv danske rejsemontører blev arresteret og anklaget for drabet på deres kok. Sagen, der har ulmet i Udenrigsministeriet lige siden, vidner om, at mordet på journalisten Kamal Khashoggi langt fra er den første kontroversielle, diplomati-krise, saudierne har kastet sig ud i, skriver Kristoffer Flakstad i den nye biografi, PENSAK. Nedenstående er et omskrevet kapitel.

I det sydlige Saudi-Arabien tæt på grænsen til Yemen ligger byen Najran, hvor danske entreprenører og håndværkere bl.a. stod bag opførelsen af et mejeri tilbage i 1980’erne. Byggerierne i området var så omfattende, at de mange danske bygningskonstruktører og håndværkere boede sammen med deres familier på et større område ved Najran.

Den dag i dag kaster byens navn mørke skygger ind over Udenrigsministeriet i København. Hvad der skete i Najran i 1984, er sagen, der ikke vil dø. Det er fortællingen om den største diplomatiske krise mellem Danmark og et arabisk land frem til Muhammedkrisen, og den daværende danske ambassadør Frantz B. Howitz og hans thailandske kone Pensak Howitz blev ufrivilligt nogle af hovedpersonerne i et højdramatisk spil fuld af løgne, beskyldninger, alvorlige trusler og frygt.

»Jeg har aldrig haft anledning til at fortælle nogen min version af alt dette«, siger Pensak Howitz, der er uddannet arkæolog fra Københavns Universitet og nu aktuel med biografien PENSAK. »Men sandheden skal frem. Min afdøde mand Frantz er blevet beskyldt for meget efterfølgende, og han kan jo ikke give svar på tiltale – men jeg kan«.

Over aftensmaden i ambassadørparrets lille kvistlejlighed i København snakkede de om den dybt besynderlige situation, de seks landsmænd var blevet hvirvlet ind i. Der var flere ting, som ikke stemte, og det virkede i hvert fald mystisk, hvis de alle seks skulle stå bag mordet på en tilfældig kok i danskerlejren

I korte træk begyndte det hele to måneder efter dronning Margrethes succesfulde statsbesøg i Saudi-Arabien i foråret 1984. Om aftenen den 21. maj samme år kom fire danske rejsemontører, der boede sammen i et hus, tilbage fra arbejde, hvor de ifølge fælles udsagn fandt deres yemenitiske kok liggende neden for husets trappe, alvorligt kvæstet. »Abdullah Kassem Ghaleb hed han«, fortæller Pensak Howitz.

Kokken blev bragt til hospitalet, og samtidig blev det over for de lokale myndigheder i Najran forklaret, at han måtte være blevet kørt over af en bil. »Men hvorfor skulle han ligge for foden af en trappe, hvis han var blevet påkørt?« spørger Pensak Howitz. »Nej, den forklaring holdt ikke vand, og det kunne myndighederne da også hurtigt se«. Kokken døde efter få dages indlæggelse af indre kvæstelser efter det, der lignede gennembankning og fald – eller snarere skub – fra trappen.

Først seks anholdte danskere, så syv

Det, der først havde set ud som en tragisk ulykke, var nu pludselig blevet til en drabssag. Myndighederne arresterede dagen efter fundet af kokken seks danske montører, der var tilknyttet opførelsen af det danske mejeri, og de blev alle anklaget for at stå bag mordet på Abdullah Kassem Ghaleb. Motivet var dog alt andet end klart, og på ambassaden i Jeddah gik personalet rundt som store spørgsmålstegn.

Efter det krævende statsbesøg med deltagelse af regentparret, daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og en lang række ansatte ved hoffet, Udenrigsministeriet, erhvervsfolk samt diverse pressefolk havde Frantz og Pensak Howitz haft brug for at koble fra, og de var kort forinden taget på deres første ferie hjemme i Danmark i umindelige tider. Frantz Howitz modtog dog hurtigt en opringning fra sin nærmeste medarbejder, Mads Sandau-Jensen, som i dag er dansk ambassadør i Udenrigsministeriet.

»Frantz blev hurtigt sat ind i sagen af Mads Sandau-Jensen, og han var dybt forundret«, fortæller Pensak Howitz. »Hvem skulle ønske en kok fra Yemen død? Kokken havde ingen nær familie, han var vist alene i Najran, og alt, hvad han bestilte, var at lave mad til nogle danske håndværkere«, forklarer hun. »Det var en yderst speget sag«.

Over aftensmaden i ambassadørparrets lille kvistlejlighed i København snakkede de om den dybt besynderlige situation, de seks landsmænd var blevet hvirvlet ind i. Der var flere ting, som ikke stemte, og det virkede i hvert fald mystisk, hvis de alle seks skulle stå bag mordet på en tilfældig kok i danskerlejren.

Dagen efter modtog man nyheden om, at en syvende dansk mand var blevet arresteret, og nu begyndte Frantz Howitz for alvor at blive bekymret. Hvad var det, der foregik nede i Najran? Kunne det dreje sig om et lokalt politisk motiv? Var danskerne uskyldige? Eller havde der vitterlig fundet luskede ting sted, som endnu ikke var kommet frem i lyset?

Gevinsten fra statsbesøget i fare

Fra Danmark fik Frantz Howitz hurtigt sendt Mads Sandau-Jensen ned til Najran for at yde diplomatisk og juridisk bistand, og han bad ham kaste lys over hele affæren. Samtidig tog Frantz og Pensak Howitz ud til den saudiske ambassade i Hellerup og mødtes med ambassadøren her.

Der var en dårlig stemning i det danske boligområde«, fortæller Pensak Howitz. »Der boede vel knap 50 danskere, og de havde fået at vide, at de ikke måtte forlade kvarteret. De var reelt sat i husarrest alle sammen, mens sagen rullede

Det var en alvorlig situation, de syv danskere var havnet i. Beskyldningerne om overlagt mord kunne medføre lange og meget hårde straffe til dem alle. Dødsstraf var ikke utænkelig. Frantz og Pensak Howitz var nødt til at finde ud af, om der var en måde at hjælpe de nødstedte rejsemontører på. Og så var der også en anden facet, der bekymrede ambassadør Howitz: Det netop overståede statsbesøg havde været en stor økonomisk succes, og nu risikerede hele korthuset at vakle, for Najran-provinsens guvernør var ingen ringere end en af kong Fahds brødre. Danmark kunne hurtigt komme i bad standing, hvis det viste sig, at syv danske arbejdere virkelig havde dræbt deres kok, selvom det forekom usandsynligt, og et stort diplomatisk arbejde før og under dronningens statsbesøg ville være tabt.

Efter mødet hos den saudiske ambassadør blev Frantz Howitz klar over, at der var tale om en dybt alvorlig sag. Myndighederne i Najran var stadig overbeviste om, at kokken fra Yemen var blevet myrdet af én eller flere af de danske montører. Fra Najran kom der ikke ret meget nyt, og det eneste, Mads Sandau-Jensen kunne rapportere hjem, var, at alle rejsemontører erklærede sig uskyldige, og at der ikke var anledning til at tro, at de havde slået kokken ihjel. Måske var det selvmord, men ikke mord. Det var ord mod ord, og beviserne var få. Det eneste, man kunne slå fast med sikkerhed var, at kokken ikke var død en naturlig død.

Tyndslidte nerver i den danske lejr

Efter nogle dages betænkningstid, besluttede Frantz Howitz, at afbryde ferien og haste tilbage til Saudi-Arabien. Han var nødt til personligt at forsøge at finde hoved og hale i sagen og selv undersøge, hvad der var foregået i den danske lejr i Najran. Pensak Howitz valgte at følge med sin mand tilbage til ambassadørboligen i havnebyen Jeddah og hjælpe ham i opklaringsarbejdet.

Imens var situationen ved at komme ud af kontrol. Beskyldninger fløj frem og tilbage, og da Frantz Howitz meldte ud, at han var på vej til Najran, blev han mødt med en kold skulder af de lokale myndigheder. Han måtte kun stille med én ekstra medarbejder, og det blev hustruen Pensak Howitz.

»Der var en dårlig stemning i det danske boligområde«, fortæller Pensak Howitz. »Der boede vel knap 50 danskere, og de havde fået at vide, at de ikke måtte forlade kvarteret. De var reelt sat i husarrest alle sammen, mens sagen rullede«. Det vakte midlertidig glæde i lejren, da ambassadørparret dukkede op, og Pensak Howitz gav sig straks til at indgyde håb og hygge om ikke mindst de intetanende danske børn, som boede der. »Det kom bag på os«, fortæller hun »Ingen havde fortalt os, at samtlige danskere var tilbageholdte og på den måde reelt var gidsler i sagen. Nerverne i danskerlejren var forståeligt nok tyndslidte. Vi befandt os i et diktatur, i et sharialand. Myndighederne kunne gøre, nøjagtigt som det passede dem«.

Den slags kunne der være dødsstraf for«, siger Pensak Howitz. »Det var langt mere alvorligt, hvis en eller flere af mændene havde haft sex med kokken, end hvis han blot var død ved et uagtsomt manddrab, så det var man nødt til at lægge helt og aldeles låg på

Frantz og Pensak Howitz tog dagen efter til fængslet i Najran, hvor de fik lov at besøge de syv rystede danskere. »Det var et forfærdeligt sted«, siger Pensak Howitz. »Virkeligt slemt. Tortur og henrettelser er hverdagskost i Saudi-Arabien, og fængslet var helt bogstaveligt et hul i jorden, gravet ud i sandet. Der var varmt, tæt og ingen sanitære forhold. Det var sådan et sted, man bare kunne få lov at rådne op«.

Dækkede man over et homoseksuelt forhold?

I situationen kunne Frantz Howitz ikke gøre ret meget for de syv landsmænd, men opfordrede dem til at holde ud, mens der blev arbejdet på højtryk for at finde en løsning. I de kommende dage gik parret rundt og snakkede med folk og forsøgte at sammenstykke en forklaring på den triste affære. »Det tog tid«, siger Pensak Howitz. »Folk var ikke meget for at snakke i de første dage. De var bange, men lidt efter lidt fik vi knyttet nogle bånd, og der opstod større fortrolighed«.

Under nogle af disse fortrolige samtaler kom det frem, at der gennem nogen tid havde verseret et rygte i den danske lejr om, at den yemenitiske kok var bøsse. »Det hed sig, at han muligvis havde haft et forhold til en af danskerne«, siger Pensak Howitz. Og nu begyndte brikkerne lige så stille at falde på plads for ambassadørparret. Kunne der have været tale om et jalousidrab? Eller var det en pengeafpresning, der var gået galt? De spørgsmål var ganske vist ikke lige til at svare på, men det blev mere og mere tydeligt for Frantz og Pensak Howitz, at rejsemontørerne nok havde dækket over hinanden for at undgå at bringe det homoseksuelle aspekt frem.

»Den slags kunne der være dødsstraf for«, siger Pensak Howitz. »Det var langt mere alvorligt, hvis en eller flere af mændene havde haft sex med kokken, end hvis han blot var død ved et uagtsomt manddrab, så det var man nødt til at lægge helt og aldeles låg på«, forklarer hun.

Sagen blev mere og mere tilspidset. Også saudierne antydede, at der kunne have været tale om et seksuelt forhold, og i så fald stod rejsemontørerne enten til stening eller halshugning. De var i realiteten dømt til døden, og Frantz Howitz anede ikke, hvordan han kunne redde de stakkels mennesker, selvom han var klar over, at i hvert fald nogle af dem var fuldstændigt uskyldige. »Han var så ked af det, og om aftenen, satte vi os ned og græd begge to«, husker Pensak Howitz. »Det var en dybt, dybt ulykkelig situation«.

Rejsemontør: Vi blev ofret

I dele af den danske presse blev det mere end antydet, at rejsemontørerne var ved at blive ofret for ikke at skade den store danske eksport til Saudi-Arabien. Samme opfattelse har en af de arresterede danskere, rejsemontøren Peter Dahl flere gange siden fremsat. Han har ført en utrættelig kamp for at få renset sit navn og for at få det danske Udenrigsministerium til at erkende, at man satte hensynet til milliardeksporten højere end menneskeliv.

Det var ambassadørens plan at afvise alle rygter om, at en af danskerne skulle have haft et forhold til den myrdede kok. Han ville tilbage til den opdigtede historie om, at Abdullah Kassem Ghaleb var blevet tilfældigt påkørt

Af samme grund har Najran-affæren med jævne mellemrum spøgt i avisspalter langt ind i det nye årtusind, senest i 2014 i forbindelse med, at Peter Dahl udgav en bog om sine oplevelser. I bogen bliver Frantz Howitz og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen gjort til skurkene, der ændrede taktik undervejs og ofrede rejsemontørerne af hensyn til et godt forhold til saudierne. Udenrigsministeriet har gang på gang afvist alle anklager fra rejsemontørerne, senest i 2001, hvor en større undersøgelse af hele sagen slog fast, at alt var forløbet efter bogen.

»Det er klart«, siger Pensak Howitz, »at Frantz var bekymret over, at den diplomatiske krise, der udspillede sig, kunne føre til et alvorligt fald i eksporten og annullering af netop indgåede aftaler med saudierne. Men det var slet ikke det, der fyldte for os. Det eneste, vi var optaget af, var at sikre, at de syv danskere ikke blev dømt til døden«.

Og det var netop, hvad der var udsigt til. Saudierne stod klippefast. Danskerne skulle straffes med døden til følge, lod de gang på gang Frantz Howitz vide, under de nervepirrende møder. »Det virkede, som om der skulle statueres et eksempel«, forklarer Pensak. »Og det var ikke en tilfældig fjern andenrangsguvernør, vi var oppe imod. Det var jo kongens bror«.

Dramatisk udvikling

Det lykkedes Frantz Howitz at få et sidste møde med guvernøren. Han blev nu eskorteret rundt af prinsens tungt bevæbnede vagter. »Det virkede nærmest, som om vi selv var ved at blive taget til fange«, siger Pensak Howitz. »Stemningen var dårlig og højspændt, men Frantz ville gøre et sidste krævende forsøg på at redde rejsemontørerne fra den visse død«.

Det var ambassadørens plan at afvise alle rygter om, at en af danskerne skulle have haft et forhold til den myrdede kok. Han ville tilbage til den opdigtede historie om, at Abdullah Kassem Ghaleb var blevet tilfældigt påkørt, og at det dermed var uagtsomt manddrab, og på den måde få saudierne til at mildne dommen til blot en kortere fængselsstraf og sandsynligvis stokkeslag.

»Men Frantz var klar over, at han spillede højt spil, og at det ikke var sikkert, det ville lykkes for ham at overbevise saudierne – og det kunne i sidste ende ramme ham selv«, fortæller Pensak Howitz. »Han rystede af angst, da prinsens vagter kom og hentede ham og førte ham bort til det sidste møde. Han så på mig og sagde: Pensak – hvis ikke jeg er tilbage inden klokken 17, så skal du rejse med det næste fly tilbage til ambassaden og fortælle dem, at jeg er blevet arresteret«.

Jeg anede ikke, hvad der foregik, jeg rystede af skræk, men pludselig befandt jeg mig ved guvernørpaladset, hvor jeg blev mødt af en af prinsens medarbejdere

Skælvende tog Pensak Howitz afsked med sin mand, og de næste timer gik hun nervøst rundt og kunne ikke finde ro på hotelværelset. Da klokken var 16, havde hun fortsat intet set eller hørt til Frantz Howitz. Hun indså, at hun måtte forlade hotellet alene og tage ud i lufthavnen, i håb om at de ville mødes derude. Hun gik ned i lobbyen og bad personalet om at skaffe hende en taxa, men i receptionen fortalte man hende, at de havde fået strenge ordre fra myndighederne om ikke at lade hende tage i lufthavnen.

»Jeg gik i panik og styrtede ud af hotellet og ind på den nærmeste café«, fortæller Pensak Howitz. »Der var noget helt galt, når hotelpersonalet havde fået sådan en ordre. Jeg bad caféejeren om at køre mig ud til lufthavnen i al hast og sagde, at jeg ville betale lige det, han forlangte«.

Stoppet af prinsens livvagter

Pensak Howitz blev nu kørt til Najrans lufthavn af caféejeren, som i øvrigt ikke ville have betaling for sin tjeneste. »Jeg fløj ind i ankomsthallen og videre hen til skranken for at købe en billet til det første og bedste fly væk fra byen. Jeg nåede lige at betale for den, da dørene til ankomsthallen gled op, og ind trådte 20 soldater med skarpladte maskingeværer«.

Sikkerhedsvagterne gik direkte hen til Pensak Howitz og forklarede hende, at de havde ordre om at eskortere hende til guvernørens palads. »Jeg anede ikke, hvad der foregik, jeg rystede af skræk, men pludselig befandt jeg mig ved guvernørpaladset, hvor jeg blev mødt af en af prinsens medarbejdere. Han fulgte mig gennem en større menneskemængde hen til prinsen, der hilste venligt på mig. Jeg havde jo lige tilbragt en del tid med kvinderne i den kongelige familie under dronningens statsbesøg, og det vidste guvernøren godt«.

Prinsen forklarede nu Pensak Howitz, at hun ikke skulle være bekymret. Den danske ambassadør befandt sig på paladset, der blev stadig holdt møder, og hun havde ingen grund til at haste væk fra Najran. Man ville sørge for, at Frantz Howitz blev kørt i lufthavnen, så snart det var muligt. »Og så blev jeg ellers eskorteret tilbage til lufthavnen«, fortæller Pensak Howitz. »Det var bizart«.

Da flyet lettede, holdt Pensak Howitz sin mand i hånden. Han var ligbleg, sveden sprang over hans pande, og han fortrak ikke en mine. »Først da flyet var i luften, så han på mig – og så brød han sammen. Han græd og græd, og jeg kunne se, at han havde tisset i bukserne

Tilbage i lufthavnen fik Pensak Howitz nu en ny besked. Hendes mand ville blive sendt derud senere, men ville ikke nå flyet, så hun måtte tage alene af sted. »Den melding gjorde mig ængstelig«, siger Pensak Howitz. »Der foregik et besynderligt spil, og jeg vidste reelt ikke, om Frantz var holdt tilbage, mistænkt for at gå rejsemontørernes ærinde, eller hvad… «

Ambassadøren tissede i bukserne

Flyet blev boardet, og fra sin vinduesplads kunne Pensak Howitz nu pludselig se en kortege med en VIP-bil køre direkte ind på startbanen. »Det var prinsens Rolls-Royce, og ud steg både han og Frantz!« Den thailandskfødte ambassadørfrue tumlede ud af flyet og gik dem i møde. »Min krop ville gerne græde, men jeg var nødt til at være fattet«, fortæller hun. »Jeg var ambassadørfrue og måtte udvise værdighed i situationen. Jeg takkede prinsen for at bringe min mand ud til flyet, og så skyndte vi os om bord uden at sige noget til hinanden«.

Da flyet lettede, holdt Pensak Howitz sin mand i hånden. Han var ligbleg, sveden sprang over hans pande, og han fortrak ikke en mine. »Først da flyet var i luften, så han på mig – og så brød han sammen. Han græd og græd, og jeg kunne se, at han havde tisset i bukserne«, fortæller hun.

Ambassadørparret sagde ingenting til hinanden under flyturen. Først da de var hjemme i Jeddah, åbnede Frantz Howitz munden. Han havde fået prinsens ord for, at alle montørerne ville undgå dødsstraf. Han havde endda forhandlet sig frem til en efter saudiske forhold temmelig mild straf, der bestod af stokkeslag, men kun for de fire montører, der boede i huset, hvor kokken var fundet død. Samtidig var han blevet lovet, at danskerlejren igen kunne åbnes, og at alle beboere atter kunne bevæge sig frit rundt i byen.

Et kæmpe diplomatisk arbejde var afsluttet. Fire af de danske rejsemontører måtte senere på året modtage en hård straf på 75 stokkeslag, inden de kunne forlade landet i november, og alle de syv fængslede havde fået psykiske ar for livet, men ingen blev henrettet, og den helt store diplomatiske krise mellem Danmark og Saudi-Arabien blev afværget i 11. time.

»Det var Frantz’ fortjeneste. Jeg forstår godt, at rejsemontørerne var fortvivlede og er frustrerede den dag i dag. Jeg føler naturligvis med dem, for de var udsat for helt forfærdelige oplevelser i de saudiske myndigheders varetægt, men havde det ikke været for Frantz, så havde de simpelthen ikke været i live i dag«, siger Pensak Howitz med et fast blik i øjnene. Frantz B. Howitz døde stressramt af en hjerneblødning i Tokyo halvandet år senere. Hvordan den yemenitiske kok reelt døde er aldrig blevet opklaret.  

Artiklen er en omskrevet udgave af et kapitel i bogen PENSAK – en biografi om den dansk-thailandske arkæolog, ambassadørfrue og senator Pensak Howitz.

Topfoto: Fra bogen.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international