POV SPORT // VINTER-OL FRA ALLE VINKLER – Atleterne skal ofte stå på mål for menneskerettigheder eller andre storpolitiske spørgsmål, når de rejser verden rundt og passer deres idræt eller arbejde. Det synes den nu forhenværende hækkeløber Sara Slott ikke er fair.
Forrige lørdag blev hun optaget i Hall of Fame. Uden den sædvanlige pomp og pagt ved DR’s årlige sportsgalla, men i en noget mere komprimeret udgave af alle året sportspriser. Helt tilbage i 2006 vandt hun faktisk prisen som “Årets OL-håb”.
Men der skulle gå yderligere ti år, før hun faktisk indfriede håbet ved OL i Rio og vandt sølv i 400 meter hækkeløb. Samme år blev hun også kåret som europamester på distancen i Amsterdam. Hun deltog også ved OL i London i 2o12 og som fanebærer sammen med sejlsportsmanden Jonas Warrer ved OL i Tokyo sidste sommer.
Et OL, som i øvrigt blev noget af et traumatisk punktum på karrieren, da hun i øsende regnvejr i semifinalen gled ind i den sidste kurve og hæk og styrtede. Den værst tænkelige måde at afslutte karrieren på, som hun udtalte efterfølgenede.
Mon ikke optagelsen i Hall of Fame trods al var et behørigt plaster på det sår. Det er dog de færreste, der kommer i så eksklusivt et sportsselskab.
I sidste uge gav hun på debatkonferencen “Vinter-OL fra alle vinkler”, som var arrangeret af Amnesty og Danmarks Idrætsforbund i Idrættens Hus, sit og atleternes bud på, hvordan de ofte føler sig taget som gidsler i et storpolitisk spil, når talen falder på menneskerettigheder og boykot af store sportsbegivenheder.
POV Sport deltog i konferencen og har transskriberet og småsprogligt redigeret Sara Slotts indlæg ved konferencen:
“Det kan siges ret kort i forhold til atleternes vinkel, at det er super, superuretfærdigt hele tiden at blive forholdt til som atlet, hvorvidt man skal deltage i en sportsbegivenhed, som man potentielt har kæmpet for i 20 år, fordi der er nogle andre, der med noget, som man ikke har haft en kinamands chance, apropos, for at have nogen som helst indflydelse på, hvor bliver placeret.
At man så bliver bedt om egentlig at ofre sit livs største oplevelse. Når man nu er sportsudøver, så er det altså det største, jo der kommer større begivenheder senere i livet, men det ved man ikke på det tidspunkt, og potentielt at ofre det aller, allervigtigtiste i det, man har brugt 10, 15, 20 år på, fordi er nogle andre, som har taget en beslutning, man ikke kan gøre noget som helst ved. Det er superfrustrerende.
Men jeg har en tro på og håb om, at fremtidige atleter får lidt mere ro på den front, for det er et urimeligt spørgsmål at stille, synes jeg faktisk
Men jeg vil også sige, at nu nævner Poul (Broberg, DIF, red.) fint, hvor de næste OL-begivenheder kommer til at ligge, så jeg har også en tro og et håb om, at det her også er nogle diskussioner, vi har, fordi vi ikke har tænkt os godt nok om, at der er ikke har været nok debat om det de sidste ti år, for det er jo beslutninger, der er taget for lang tid siden.
Skulle vi sidde og tage beslutningen nu, om Kina skulle have et vinter-OL eller for den sags skyld et sommer-OL, jamen så tror jeg, vi ville have nogle andre snakke, og udfaldet ville sikkert ende anderledes. Det har jeg et vitterlig håb om på fremtidige atleters vegne. Det kommer ikke til at være et overstået kapitel, men jeg har en tro på og håb om, at fremtidige atleter får lidt mere ro på den front, for det er et urimeligt spørgsmål at stille, synes jeg faktisk.
Slotts mangeårige kamp
Jeg startede som 13-årig, og har været med til tre OL, og jeg har så ikke været til ét, som har ligget et ekstremt problematisk sted. Jeg har været med i London, Rio og Tokyo. Der foregår en masse skrald i Brasilien, men nok ikke på højde med nogle af de ting, som vi diskuterer her, og jo heller ikke, hvad der var på tale i Beijing i 2008.
Men det her med med at have kæmpet i så mange år, og have investeret hele sit liv og jo faktisk have bundet formentlig, måske hele sin identitet, men også sin økonomi op på nogle begivenheder, som jo ingen atleter er uenige i de diskussioner, vi har her, og jeg tror alle atleter, ville ønske, de skulle til Norge i stedet for til Kina.
Men den her med at antyde, at man skal gå ind og tage et personligt ansvar og egentlig overveje eller gennemføre et personligt boykot, så føler man, at de ikke ved, hvordan det foregår i sportsverdenen. Alle sportsudøveres økonomi, især når man er individuel atlet, er bundet op på på OL.
Det er sådan, det er. Alle sponsoraftaler. Alle dem, jeg har haft, de løber fire år, og de stopper lige præcis efter OL. Nogle stopper endda, hvis du ikke kvalificerer dig. Så den her med at tage hele den snak omkring, at man som atlet skal overveje at sende det rigtige signal ved ikke at deltage ved et OL, er det samme som at bede jer om at aflevere jeres årsindtægt, og så kan I stille jer selv det spørgsmål, hvor mange af jer, der kan lave det, I laver nu, fordi det er i den gode sags tjeneste og I fik lige præcis nul kroner for det.
Det er ikke vores arena. Vi er sportsfolk, fordi vi er blevet givet en genetisk og en mental gave, og fra barns ben har valgt at gå den her vej. Vi har simpelthen ikke valgt, at vi skal gå den politiske vej. Det er der så nogle, der gør efterfølgende, og der også nogle atleter, der blander sig undervejs, og det tager jeg hatten af for. Jeg har selv gjort det i forbindelse med, at jeg skulle løbe et VM i Qatar.
Man er ligesom bare et dyr i et bur i en zoologisk have, som man kan komme og kigge på, og så foregår der en masse uden om
Men vi må bare ikke gå hen og forvente det, og den her med sådan lidt at sige – nu ved jeg godt at jeg tolker ordene lidt – at det næsten skal være et krav, at atleterne tager stilling. Selvfølgelig skal man oplyses, men det med, at man skal gør sig bekendt med, hvad der foregår både menneskerettighedsmæssigt og storpolitisk i det land, er simpelthen ikke et ansvar, man kan lægge på atleternes skuldre.
Man er bare en brik
Jeg ved godt, at verden er globaliseret, alting hænger sammen, og man kan ikke skille sport og politik ad. Men som atleter er vi bare brikker i et spil, og det står meget, meget tydeligt til et OL, at man bare er en brik. At OL er for atleternes skyld, er en illusion. Når man er til OL, opdager man lynhurtigt, at det her ikke er for atleternes skyld. Det er for landet, det er politisk, det er for alle VIP’erne, der sidder deroppe. Man er ligesom bare et dyr i et bur i en zoologisk have, som man kan komme og kigge på, og så foregår der en masse uden om.
Jeg synes ikke, man må forvente, at atleterne faktisk tager stilling. Det er fint, hvis de gør, og det er dejligt, hvis folk er reflekterede, men man kan simpelthen ikke forvente det, fordi man har taget en karrierevej fra man var barn. Spillet håndbold nede i hallen i Virum, er blevet dygtig, og fordi man pludselig når en vis alder, så skal man til at forholde sig til storpolitiske emner og potentielt ofre hele sin indkomst og sit livsmål. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt.
Selvfølgelig må man gerne stille spørgsmål, men man skal virkelig, virkelig respektere, hvis atleter fralægger sig ansvaret, for det synes jeg til fulde, at vi har lov til. Det er DIF og Team Danmarks ansvar helt og holdent at diskutere nogle af de her ting i forhold til, at de store idrætsorganisationer, de SKAL være skjold for atleterne. Netop fordi atleterne har ikke noget valg.
Det gør jo ingen, ingen forskel, at jeg skulle have boykottet et OL. Hvis jeg havde kval’et i 2008 i Beijing og sagt: ”Jeg tager ikke afsted.” Det havde ikke gjort nogen forskel. Måske skabt lidt røre i danske medier i halvanden dag. Internationalt nul og nix. Og lige så snart, der var gået to blink med øjnene, så var der ingen, der tænkte mere over det. Til gengæld er konsekvensen individuelt for den atlet, der træffer det valg, fuldstændig uoverstigeligt. Det er uden for vores rækkevidde og slet ikke inden for vores beslutningskompetance.
Havde atleterne en stemme til noget af det her, synes jeg, det ville være retfærdigt at stille atleter til ansvar til en vis grad. Men så længe vi overhovedet ingen indflydelse har, kan man heller ikke forvente, at vi reagerer på det.
Inde i boblen
Det der med at være til OL, man er så meget inde i sin boble, og det er så superfrustrerende at skulle forholde sig til noget som helst andet. Jeg har arbejdet i fire år, og jeg har en dato fire år ude i fremtiden, faktisk et minuttal for, hvornår jeg skulle løb. Der er simpelthen ikke overskud og ressourcer, der er så meget pres på fra medier, sponsorer og sportsorganisationer – og fra en selv.
Trykket til et OL er så ekstremt. Der er fuld load oppe i hovedet. Der er bare ikke en procent, to procent, ikke engang en promilles overskud til at tænke på, at man brik i noget sportswashing, eller om det er okay menneskerettighedsmæssigt, at jeg deltager i det her, fordi hvis jeg ikke leverer på banen, så ryger finansieringen også.
Så at sende det signal, at man kan gøre noget, det tror jeg er en illusion eller lidt utopisk med mindre vi er oppe på Djokovic- eller Usain Bolt-niveau
Jeg vil prøve at vende den om, og det kan man jo snakke med Amnesty om i forhold til, da jeg løb i Qatar. Det her med, om jeg kommer eller ej, har ingen betydning. Man skal være ekstrem profileret, det kan godt være, I siger, at sportspersoner begynder at have en stemme igennem sociale medier, men når alt kommer til alt, så er der meget, meget få sportspersoner, der ville kunne rykke noget ved at trække det her kort med, at man faktisk ikke kommer.
Så at sende det signal, at man kan gøre noget, det tror jeg er en illusion eller lidt utopisk med mindre vi er oppe på Djokovic- eller Usain Bolt-niveau, og dem har vi desværre ikke mange af i Danmark. Så den der med på en eller anden måde at appellere til atleternes samvittighed, synes jeg faktisk ikke man kan være bekendt.
Man skal give atleterne fuldstændig og komplet arbejdsro, og det er DIF og Team Danmark, der må tage skraldet, for det er jer, der har beslutningskompetencerne.”
Og husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
