FODBOLD // ANALYSE – Når de europæiske klubturneringer Champions League og Europa League skal færdigafvikles i de kommende uger, bliver det som en interessant undtagelse i et komprimeret format, der kan lede tankerne i retning af den landsholdsslutrunde, vi gik glip af denne sommer.
For en fodboldfan har en sæson bestemte ”årstider” med hvert sit kendetegn. Maj måned er afgørelsens og festens time. Ligaer, pokalturneringer og europæiske turneringer når deres afslutning, og efter måneders føljeton af en sæson udsættes man som fan og tv-seer for et bombardement af pokalløft, medaljeuddelinger, æresrunder og fyrværkeri over diverse europæiske nattehimler.
I de lige år ligger de store landsholdsslutrunder i umiddelbar forlængelse af klubsæsonernes afslutning. EM eller VM. Men ikke i år. Alt er lavet om
August er fodboldens morgengry. Man vågner stille og roligt op rundt i de nationale ligaer, og der bliver smedet rygter og handlet i panik på transfermarkedet, som holder åbent to gange om året med august som den absolut travleste tid. De europæiske turneringer går igennem kvalifikationsrunder, hvor de mindre landes bedste hold kæmper om komme igennem nåleøjet til hovedturneringerne for i de fleste tilfælde at få den tvivlsomme ære at blive prügelknabe i de europæiske storklubbers selskab.
I de lige år ligger de store landsholdsslutrunder i umiddelbar forlængelse af klubsæsonernes afslutning. EM eller VM. Men ikke i år. Alt er lavet om.
EM-slutrunden er udskudt til næste sommer, og i den seneste tid har de europæiske ligaer fået afsluttet de corona-udskudte sæsoner. Nogle europæiske lande valgte i foråret at afbryde den igangværende sæson.
Disse lande er så småt gået i gang med ligastart på vanlig augustvis, men ellers står denne måned på en uvanlig afgørelse af de europæiske klubturneringer Champions League og Europa League. Både med hensyn til tidspunkt og format. Et format, der leder tankerne i retning af den landsholdsslutrunde, vi gik glip af.
En slags klubslutrunde
Landsholdsfodbolden har i mange år stået i skyggen af klubfodbolden. Pengene er ikke lige så store som i klubberne, og spilkvaliteten er ikke lige så høj i en landsholdsverden, hvor landegrænser og ikke penge definerer mulighederne for, hvilke spillere man kan stille op med. Og hvor man på klubplan har dagligdagen til at forfine holdenes samspil, har landsholdene under deres samlinger kun ganske kort tid til samme formål.
Til gengæld er de store EM- og VM-slutrunder eksklusive, samlende begivenheder. Når der spilles slutrundekampe, foregår ingen væsentlige fodboldbegivenheder samtidigt (med mindre man som skribenten støtter et dansk 2. divisionshold). Det er ikke en ”dagligdags” fodboldweekend, hvor den kræsne fodboldkender skal vælge mellem en engelsk, tysk eller spansk kamp.
På nær de afgørende 3. rundekampe i slutrundernes indledende grupper spilles alle kampe på forskellige tidspunkter. Alle fodboldfans over hele Europa og Verden vil have fulgt med i samme kamp på smartphones og storskærme.
Denne samlende begivenhed går vi glip af i år. Men en slags slutrunde får vi alligevel i de kommende uger, når de europæiske turneringer skal færdigafvikles på en smertefri og coronavenlig måde. De kommende Champions League og Europa League-kampe kommer til at afslutte sæsonen som en stor landholdsslutrunde ville have gjort. Med kampe til aftenkaffen drysset ud over et par uger i august. En stribe fodboldhold mødes hos en udpeget værtsnation, og knockoutrunderne fra kvartfinalen og frem vil blive afgjort over en enkelt kamp med de ofte langtrukne afgørelser efter forlænget spilletid og straffespark.
Dette format er nærmest helligbrøde i europæisk klubsammenhæng. De europæiske turneringers knockoutrunder er altid blevet afgjort over to kampe. To hold mødes på hver af de respektive holds hjemmebaner, og den samlede vinder af de to kampe går videre til næste runde.
Selv UEFA Cup-finalen (Europa Leagues forgænger) blev afgjort over to kampe indtil 1997, hvorefter turneringen ligesom Champions League og den daværende Europa Cup for pokalvindere fik finaler på neutral grund.
Redningsaktion
Spørgsmålet er, hvad konsekvensen af det nye/midlertidige format har for spillet og resultaterne? Vil vi se flere af de målfester, som mange af de europæiske knockoutkampe har været de senere år. Eller bliver kampene afventende, nervøse stillingskrige, som det er set i så mange afgørende EM- og VM-slutrundekampe, hvor det faktum, at det hele skal afgøres på en enkelt aften, får selv de bedste til at holde sig tilbage.
Hvad får det af betydning, at de nationale ligaer og pokalturneringer allerede er afgjort, så storholdene kan koncentrere sig fuldt ud om den europæiske afgørelse frem for som i en normal april/maj måned at skulle jonglere med op til tre turneringsafgørelser på samme tid? Vil favoritterne sejre, eller kan der komme overraskelser, når de undertippede kun behøver at overpræstere i 90 minutter og ikke i 180?
Det er ikke fordi denne ”slutrunde” præsenteres med specielt store armbevægelser. Den lugter mere af redningsaktion. Der er ingen glade fans i værtsbyerne, og der er ikke i samme grad optaktsprogrammer i TV og magasiner i kioskerne.
Nødløsningen: et VM for klubhold i klassisk slutrundeformat med værtsnation, indledende grupper og knockutrunde afgjort over enkelte kampe
Der er tale om en nødsituation, og det er udtrykkeligt blevet gjort klart, at der er tale om en engangsforestilling. For sponsorer og tv-stationer er flere gruppespil, flere kampe og dertilhørende større indtjening vejen frem, men dette års komprimering af turneringerne er trods alt bedre end at aflyse helt. Komprimeringen er en undtagelse, så den nye sæson kan igangsættes i september og afgøres inden 1. juni næste år, i hvad der i en forvejen presset fodboldverden bliver den mest sammenpressede sæson nogensinde.
Paradoksalt nok gennemfører det europæiske fodboldforbund UEFA nu som nødløsning, hvad det internationale forbund FIFA havde drømt om skulle realiseres i sommeren 2021 som en konkurrent til UEFAs indbringende turneringer: et VM for klubhold i klassisk slutrundeformat med værtsnation, indledende grupper og knockutrunde afgjort over enkelte kampe.
Forskellen fra UEFA’s nødløsning er manglen på deltagende hold fra verden uden for Europa. FIFA-præsident Infantinos prestigeprojekt er blevet skudt ud i fremtiden. De europæiske og sydamerikanske landsholdsslutrunder, der skulle have været afviklet i sommeren 2020, er blevet rykket til sommeren 21, og på den måde har Infantino foreløbig tabt kampen om fodboldkalenderen.
I UEFA er man stor modstander af den konkurrerende turnering, men flere europæiske storklubber afviser ikke ideen, der dog tegner til i højere grad at være økonomisk indbringende end sportsligt og prestigemæssigt interessant. Niveauforskellen er for stor mellem de europæiske og de øvrige hold.
Mange har brug for at vinde. Sjovt nok
Rent sportsligt er der historier nok at tage fat på. I Barcelona er der utilfredshed ovenpå en skidt ligaafslutning efter trænerskift og coronapause, hvor Real Madrid endte med at løbe med guldet. Lionel Messi skulle være utilfreds med forholdene i klubben, men en Champions League-sejr vil nok kunne få smilene frem på hans og på de øvrige katalanske læber.
Bayern München har ikke vundet eller været finaledeltager i Champions League siden 2013, hvad der i forhold til egne forventninger er alt for lidt. Champions League blev inden sæsonstarten erklæret vigtigere end ligaen, der ellers blev vundet sikkert efter dårlig start og trænerskifte. Juventus skuffede sidste år med nederlaget i ottendedelsfinalen til Tottenham, men i år er muligheden der igen for klubben og Christiano Ronaldo, der i sommeren 18 blev hentet til klubben for at sikre den det største europæiske trofæ.
Danske Yussuf Poulsen er klar for RB Leipzig, der med Red Bull-koncernen i ryggen er stormet op gennem hierarkiet i tysk og europæisk fodbold og for første gang er i turneringens kvartfinale, mens Manchester City og Paris Saint Germain skal gå efter den Champions League finale, som deres arabiske ejere de sidste 5-10 år har stilet mod, men aldrig opnået.
I kvartfinalen møder holdet FC København, der for første gang er nået til kvartfinalen i turneringen. Det er imponerende, men holdet kunne godt gå hen og få en gang bank på mandag
I den mindre prestigefyldte Europa League er Manchester United den store favorit. Godt nok kvalificerede man sig til næste års Champions League via den hjemlige liga og ”behøver” derfor strengt taget ikke at vinde titlen, der ligeledes giver adgang til næste års udgave af den finere turnering, som klubben opfatter sig selv som en naturlig del af. Men holdet er i god form, og klubben og træner Ole Gunnar Solskjær trænger til sølvtøj. I kvartfinalen møder holdet FC København, der for første gang er nået til kvartfinalen i turneringen. Det er imponerende, men holdet kunne godt gå hen og få en gang bank på mandag.
Christian Eriksen har fået en svingende start i Inter, der ikke kom til udfordre Juventus så meget som håbet i kampen om det italienske mesterskab. Man kan håbe, at Eriksen kommer i gang i klubben med europæisk succes. Han scorede, da holdet onsdag slog spanske Getafe i en udskudt ottendedelsfinale. Europa League-specialisterne fra Sevilla er også med i turneringen.
Med 5 titler i dette årtusind gør klubben en dyd ud af at være den bedste af de næstbedste, og efter en overraskende sikker sejr over AS Roma i endnu en udskudt ottendedelsfinale er muligheden for en sjette titel i den grad stadig til stede.
Foto: Flickr/David Flores.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
