DYREVELFÆRD // KOMMENTAR – “Forbyd hestesport” lyder det lige nu i opslag og kommentarspor på de sociale medier. Julie Bendtsen sætter spørgsmålstegn ved, om de mennesker, der råber op om forbud ved, hvad – og ikke mindst hvem – de rammer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sidste år mistede to piger – et søskendepar – i vores omgangskreds deres mor. Den ene af pigerne var 11 år gammel, og det var hende, der kom hjem fra skole og fandt sin mor livløs.
Et par dage efter tog hun og søsteren det sted hen, hvor de altid har fundet ro og omsorg: i stalden. Nussede deres yndlingsheste og fik kram og medfølelse af det fællesskab, de gennem flere år har opbygget lige dér, hvor alle har den samme betegnelse: hestepiger.
Jeg begyndte selv at ride, da jeg var seks år gammel og stoppede igen, da jeg blev teenager. En klassisk hestepigehistorie, hvor hestene i årevis føles, som om de fylder alt i bevidstheden, følelserne, hjertet, indtil drenge (eller piger) og andre flygtige fornøjelser begynder at vinde indpas.
For godt tre år siden genoptog jeg ridningen, og det har jeg allerede underholdt med på domænet her, så jeg behøver ikke gå så meget ind i den fortælling – men lad mig nævne, at det at være tilbage i en sadel og en stald giver mig en daglig glæde, som er svær at beskrive for andre, der ikke selv har været i hverken sadel eller stald.
“Forbyd hestesporten”
I øjeblikket ser jeg en masse mennesker plædere for at “forbyde al ridesport”. Jeg er med på, at de hastigt voksende fakkeltog er ansporet af den ene forfærdelige afsløring efter den anden af ryttere på topniveau, der mishandler deres heste, og som – tror jeg vi alle kan blive enige om – ikke burde have lov at arbejde med levende dyr overhovedet.
Men jeg ville alligevel ønske, at vi kunne nuancere debatten en smule.
Når en af Danmarks mest populære mandlige influencere, Sebastian Lyngaaard – aka Herlige Svend – i et opslag om OL-bokseres kønskontroverser i en bisætning får nævnt, at han mener, at “hestesport skal forbydes”, fordi “det er dyremishandling”, bliver jeg ikke bare træt, jeg bliver trist.
Over, at noget, der har så stor betydning og bringer så meget glæde og kærlighed til så mange, skal simplificeres og koges ned til en suppe af uvidenhed og hårdtslående synspunkter, der giver masser af likes.
For med sådan et opslag – og andre i samme boldgade – kommer alle kommentarerne, som uden tøven støtter udsagnet. Al ridesport skal bare forbydes. Det er dyremishandling. Hestene lider og bliver pisket hele tiden. Man kan ikke kun træne en hest med kærlighed, så selvfølgelig må de have fået tæsk undervejs. Død over hestesporten.
Flere nuancer, tak
Jeg undrer mig lidt over, om de folk, der kræver hestesporten død og borte, ved, at det er andet end eliteplansdressur og trænere og ryttere, der har glemt, hvorfor de begyndte at ride i første omgang, formodentlig da de var unge, måske endda små børn og bare forelskede sig i en blød mule og en pelset hals, de kunne kramme – både fra jorden og ryggen.
Jeg tænker over, om de ved, hvor mange piger og drenge, der har haft en forfærdelig dag i skolen eller derhjemme, og for hvem alt lysner, når de kommer til stalden og ser deres yndlingspony.
Om de er klar over, at eliteridningen udgør en promille af hestesporten, og at der selv i den promille stadig er så utrolig mange, der elsker deres heste og vil gøre alt for deres velvære og sundhed.
Jeg har min egen hest nu – en drøm, der aldrig gik i opfyldelse, da jeg var hestepige, men som er blevet til virkelighed nu, hvor jeg er hestedame. Min hest bliver stort set lige så glad, når hun hører mig (eller min datter, som jeg deler hende med) komme gående ned ad staldgangen mod hendes boks, som mine hunde bliver, når de ser mig parkere i indkørslen.
Hun ville uden tvivl gå gennem ild og vand for mig, men jeg har, siden vi fik hende, haft en helt fast beslutning om, at hun hverken skal overarbejdes eller udmattes. Hun skal have det godt, og så længe, hun har det, er det sjovt for os alle.
Jeg har aldrig pisket min hest. Jeg har aldrig set nogen i stalden – som er træningssted for nogle af områdets allerbedste ryttere – piske deres hest. Jeg kender heller ingen stalde i vores ret ridetunge område, hvor ejere, trænere eller ryttere pisker deres heste. Mishandlingen findes sørgeligt nok i miljøet og sporten, men det er ikke normen.
Skammen på galopbanen
Da vi flyttede til Chicago, opdagede vi ret hurtigt, at der ikke ret langt fra vores hjem lå en legendarisk galopbane, som stod til nedrivning. Udsigten til, at en æra ville være slut om få måneder, fik os til at købe billetter og tilbringe først én, siden to lørdage til hestevæddeløb.
Hele familien havde det sjovt, men da jeg lagde et billede fra vores dag på et socialt medie, spurgte en dyreelskende veninde mig – respektfuldt og ikke-fordømmende – om jeg mon havde sat mig ind i forholdene for væddeløbsheste og deres liv.
Det havde jeg ikke, og da jeg gjorde, fik jeg en virkelig dårlig smag i munden. Heste, der falder døde om under løb eller træning, mishandling, ingen respekt for et levende væsen. Jeg tog mit billede ned efter det og var ærgerlig over ikke at have sat mig ind i, hvad det var, jeg lige havde købt billetter til.
Men al hestesport er ikke galopløb, ligesom al hestesport ikke er kyniske, hjerteløse trænere, der pisker deres heste og for længst har ladet sig forblænde af ussel mammon og medaljer.
Hestesport og ridning er også pigen, der lige har mistet sin mor og finder trøst dér, hvor hun føler sig sikker – blandt hestene. Det er teenageren, der måske ikke føler, han hører til andre steder og føler ikke bare et tilhørsforhold med, men også en ubeskrivelig kærlighed til, hestene.
Det er gruppen af unge ryttere, der tager timer sammen og gør deres heste klar sammen og glæder sig til det næste lokale stævne, som – ud over evigtvarende minder – også bringer udsigten til måske at få en roset og en præmie i form af godbidder til den trofaste partner med hjem.
Men mest af alt er det hverdagen med en hest og et ansvar for et levende væsen. Det er moren, datteren, sønnen og alle dem ind imellem, der elsker rideturene på deres heste næsten lige så højt, som de elsker at børste dem, nusse dem, passe dem og vide, at de har det godt.
Dét ville være en skam at forbyde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
