MENNESKERETTIGHEDER – “Fortæl jeres piger, hvor værdifulde de er. Fortæl dem om kvindens styrke og rygrad. Fortæl dem, at kvinden ikke er afhængig af manden. At hun ikke skal finde sig i fysisk eller psykisk vold. Fortæl jeres piger, at de ikke skal finde sig i utroskab, grådighed, løgn og bedrageri.” POV bringer den prisvindende forfatter Sara Omars nytårstale til kvinder og mødre verden over.
Kære mor, hvor end du er.
Om du er under, over, væk for altid eller et sted derude i brisen. Jeg ved ikke, om du kaster med sten eller om du kaster med pile. Jeg ved ikke, om du løfter dine hænder i arrighed og bliver en forlænget arm af den negative sociale arv – eller om du er blid og varm.
Elskede mor og mødre; derude i den store verden. Dette er min nytårstale til jer.
En gang har I selv været unge. I mødre som voksede op under volden og undertrykkelsen. I som blev slået, truet og holdt mod en mur. Det er jer, jeg taler til. Jer, som kunne være min mor og som er en masse andre pigers mødre.
Jeg vil gerne bede om jeres opmærksomhed. Og måske, hvis I er barmhjertige nok, at I ville lade disse ord finde plads i jeres ødelagte hjerter. Jeg drømmer om, at I rejser jer. At I skal tage jeres piger i hånden, se dem dybt i øjnene og fortælle dem, at de ikke behøver at drømme om rige mænd.
Jeres piger skal selv knokle, studere, skabe og måske blive rige. Ikke kun økonomisk, men også opnå indre rigdom.
Hvor end du er mor, og hvor end I er mødre. I kan stadig nå det. At åbne jeres lukkede døre og kigge ud ad vinduet og se, hvor friheden er. Se hvad den kan, og hvordan den kan styrke og forbedre
Fortæl jeres piger, hvor værdifulde de er. Fortæl dem om kvindens styrke og rygrad.
Fortæl dem, at kvinden ikke er afhængig af manden. At hun ikke skal finde sig i fysisk eller psykisk vold. Fortæl jeres piger, at de ikke skal finde sig i utroskab, grådighed, løgn og bedrageri.
Fortæl jeres piger, at de skal være uafhængige. De skal være selvforsørgende. Fortæl dem, at de ikke skal falde for magt, biler, huse eller kreditkort. Fortæl jeres døtre, at de selv skal opnå alle de goder de ønsker sig her i livet. Og at de i kærlighed til en mand, skal dømme ham for hans karakter og integritet, og ikke efter hvor mange penge han har stående på kontoen.
Uddan hende i at sige fra overfor vold. Lær hende, at hun er fri. At hun er ligestillet med manden. Og når hun bliver stor nok – så sæt hende fri. Lad hende bevæge sig ud i den store verden med fuldstændig samme frihed, som I lader jeres sønner have.
Fortæl både jeres sønner og døtre, at de er fuldstændig lige. At de er lige frie. Frie til at leve og frie til at elske dem, de vil.
Du er mor. Du har et ansvar. Og dit ansvar er større og tungere end almindelig mødres. For du er den mor, der selv blev og bliver udsat for fysisk og psykisk vold.
Du er den mor som endte på krisecentret, som var så tabubelagt.
Du er den mor, som ville blive udstødt fra en hel by, hvis du rejste dig og forsvarede dine døtre.
Du er den mor, som fik knust dine ribben, næse, arme, hjerte og sind. Du kender til den angst. Du kender til de varige mén, som vold og undertrykkelse afføder. Du kender til den psykiske vold, som skaber evig angst i sjælen og efterlader kroppen i evig ensomhed. Du kender til de tårer og søvnløse nætter.
Du kender til den træthed og magtesløshed. At være fuldstændig udmattet og hvor der intet håb er at finde.
Kære mor og kære mødre. Den frygt som er plantet i os af patriarkatet, er fiktiv. Den er et spøgelse. Vi er meget stærkere, end vi er blevet opdraget til. Og det er netop den styrke, som patriarkatet frygter, vi skal opdage
Vær ikke voldens forlængede arm, kære mor og kære mødre. Underkast jer ikke de umenneskelige tankegange, som ødelægger vores ellers meget smukke og rige kulturer. Stå ved jeres døtres side. Hold om dem og giv aldrig slip på dem.
Luk ikke jeres døre i hovedet på jeres døtre, når de råber frihed. Åben jeres døre for dem og favn dem og lad dem vide, at de altid har et hjem hos jer. At jeres kærlighed er ubetinget.
For hverken I eller de har valgt at blive født som piger. Kære mødre, det der sker i jeres krop, er et mirakel som ikke skal tages for givet ej hellere behandles som uelsket eller uønsket. Og det mirakel er jeres ansvar.
Jeg vil ønske dig godt nytår mor og mødre derude. Og jeg vil huske jer på, at året er 2019.
Vi lever i en verden, hvor robotter opererer mennesker. Hvor læger og kirurger begår guddommelige opfindelser for at redde menneskeliv. Men endnu har teknologien ikke formået at fjerne de ar, som er blevet plantet i sjælen og forfølger os resten af vores liv.
For disse ar kan kun, du kære mor og kære mødre, lindre. Og det gør du og I ved at rejse jer op og slå hårdt ned på undertrykkeren uanset, hvor den har sine rødder fra.
Jeg ved, at jeg beder jer om meget, men jeg tror på, at I kan finde styrken i jer – for det er på tide, at vi én gang for alle gør oprør mod undertrykkelsen af kvindekroppen, sindet og sjælen.
Dette oprør skal starte i hjemmet. Dér, hvor din søn også bliver født. Det er der, han skal lære at respektere kvinders rettigheder, inden han bliver voksen og får sit eget hjem sammen med en kvinde.
Det kan kun starte derhjemme. For hverken guderne eller magthaverne vil komme os til undsætning, når voldens hænder skader os og lukker os inde i mørket. Det er morens heroiske hjertemod, som er med fra begyndelsen af livets fødsel, der kan skabe forandring. En forandring, som hun vil give videre til mange generationer efter hende.
Hvor end du er mor, og hvor end I er mødre. I kan stadig nå det. At åbne jeres lukkede døre og kigge ud ad vinduet og se, hvor friheden er. Se hvad den kan, og hvordan den kan styrke og forbedre.
Åben jeres døre, så man kan træde ind. Åbn dem, så man kan flyve ud. Der er stadig håb for os. Også for dig.
Vi opgiver ikke jer, som stadig har til gode at rejse jer fra støvet. Vi dømmer jer ikke. Men vi vil blot tale til jeres sårede hjerter og fortælle jer, at I kan genopstå, og at I vil bestå, når først I har taget kampen op. Kom, vi tror på jer
Kære mor og kære mødre. Den frygt som er plantet i os af patriarkatet, er fiktiv. Den er et spøgelse. Vi er meget stærkere, end vi er blevet opdraget til. Og det er netop den styrke, som patriarkatet frygter, vi skal opdage.
Jeg ved ikke, hvor du er kære mor. Jeg ved ikke hvad I føler, og hvorfor I mødre føler jer så underkuet, når patriarkatet sætter negativ dagsorden i jeres hjem og formørker jeres og jeres døtres tilværelse.
Men prøv at åbne jeres vinduer og se alle de mødre, som har taget kampen op for deres børn. De står side om side med deres døtre og taler dem op. De opfordrer dem til at gå ud i den store verden for at finde dem selv.
Hvor de ikke længere behøver at lyve, når deres hjerter forelsker sig. Hvor deres kærlighed bliver fejret. Hvor deres frihed bliver fejret. Disse mødre fejrer vi her i 2019. Og vi opgiver ikke jer, som stadig har til gode at rejse jer fra støvet.
Vi dømmer jer ikke. Men vi vil blot tale til jeres sårede hjerter og fortælle jer, at I kan genopstå, og at I vil bestå, når først I har taget kampen op.
Kom, vi tror på jer.
Redaktionel note: Denne artikel er opdateret d. 27. november 2019 med en ny kategorisering og et nyt topfoto.
Topfoto: Politikens Forlag
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
