KLUMME – Emilia Van Hauen kom under influenzasygdom til at tænke på det med relationer. Det viser sig nemlig, at tilknytning til andre mennesker er noget af det vigtigste, vi har. Det er mere betydningsfuldt for et sundt og lykkeligt liv end penge, prestige og berømmelse. Det er relationerne til andre mennesker, der gør os lykkelige. Så enkelt er det.
”Hvis du lige nu skulle investere i den bedste fremtidige udgave af dig selv, hvad ville du så bruge din tid og din energi på?”
Sådan begynder Robert Waldinger sin TED-talk om et af de mest fantastiske sociale studier, der nogensinde er blevet gennemført. Han er den fjerde direktør for Harvard Study of Adult Development, som startede op i 1938.
Dengang samlede man 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer, og fulgte dem ved at give dem et spørgeskema hvert andet år, lave en helbredsundersøgelse af dem hvert femte år og med jævne mellemrum interviewe dem om deres liv og deres helbredsmæssige og mentale tilstand.
I 75 år – femoghalvfjerds! – fulgte man disse 724 mænd tæt, for at se, hvordan de udviklede sig, og i dag har vi svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art, kan stille os selv: Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?
Svaret er det samme på både Waldingers spørgsmål, som det spørgsmål, man ønskede at få svar på gennem undersøgelsen, nemlig: Gode relationer.
Uanset hvor besværlige andre mennesker er, så udvirker de relationer vi har med andre, at vi føler os levende. Bidragende. Og elskede. Og det er i virkeligheden alt, hvad vi har brug for at føle, for at have et liv med mening
Så enkelt er det. Det er de gode relationer, der gør livet værd at leve. Ikke berømmelse, rigdom, hårdt arbejde eller noget helt fjerde. Og det er værd at bemærke, at gode relationer ikke handler om, at man altid svæver henover verden på en lyserød sky af enighed og harmoni.
En god relation kan sagtens være en, hvor man går og småskændes lidt til dagligt. Hvis bare man har en grundlæggende følelse af, at den anden altid og uden undtagelse vil være der, hvis man har brug for det.
Modsat ensomhed
En god relation kan derfor siges at være det modsatte af ensomhed. Noget, jeg de seneste uger har haft lidt tættere inde på livet end normalt. Jeg blev også ramt af den influenza, som har hærget Danmark de seneste måneder, og de første dage på sofaen i feber og kvalme var ok, men efter nogle få dage følte jeg en klar isolation, fordi jeg måtte aflyse den ene aftale efter den anden, og samtidig ikke kunne få lov til at bidrage med mit.
Efter fem dage var jeg så træt af det, at jeg rejste mig og gik på arbejde. Jeg følte mig rask, og det lykkedes mig at holde den gående i halvanden uge, før jeg efter en uge med mange foredrag, flere skrive-deadlines og en vidunderlig, men også ret vanvittig weekend, måtte kapitulere og lægge mig. Igen.
Når man har det rigtigt skidt, orker man faktisk ikke rigtig at være social
Atter fulgte aflyste aftaler og desperation over ikke at have kræfter til at levere de opgaver, som jeg havde aftaler om, og til sidst besluttede jeg mig i søndags for at blive hele dagen i sengen, og ikke bare i sofaen, under den forudsætning, at jeg mandag var rask. Uanset om jeg så havde 40 i feber. Om det var ren beslutningskraft eller om bakterierne blev træt af mig, ved jeg ikke, men jeg har faktisk været rask lige siden.
Dagene på langs mindede mig om det, jeg havde glemt, nemlig at når man har det rigtigt skidt, orker man faktisk ikke rigtig at være social. Fordi man ikke føler, at man har noget at give. Og samtidig orker man heller ikke at modtage noget fra de andre, som man skal forholde sig til.
Vi er sociale dyr
Men det gør ikke følelsen af isolation og ensomhed mindre. Fordi mennesker er først og fremmest sociale dyr. Og derfor er der også blevet råbt vagt i gevær de seneste år, fordi ensomheden er i stigning.
Blandt de 16 til 24-årige, oplever 8,5 procent af mændene og 10,3 procent af kvinderne, at de ofte er uønsket alene, hvilket gør de unge kvinder til Danmarks mest ensomme gruppe
Ifølge Ældresagen er der i 2018 33.000 ældre mennesker over 65 år, der føler sig ensomme, og nyere forskning peger på, at lang tids ensomhed øger forekomsten af Alzheimers og kan medføre hjertekarsygdomme og depression.
Risikoen for sygdom og for tidlig død stiger med 50 procent, hvis ikke man er sammen med andre mennesker, hvilket understøttes af forskning fra University of Chicago, der viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op til 14 procent.
I sidste uge kom det frem i en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, at blandt de 16 til 24-årige, oplever 8,5 procent af mændene og 10,3 procent af kvinderne, at de ofte er uønsket alene, hvilket gør de unge kvinder til Danmarks mest ensomme gruppe.
På landsplan viser tal fra 2015, at 210.000 danskere føler sig ofte eller altid ufrivilligt ensomme. Og det fører mig tilbage til overskriften: Uden de andre, er vi ingen.
Relationer gør os lykkelige
De ord indkapsler i al deres enkelthed, hvad det vil sige at være menneske. Og derfor er det afgørende for vores livskvalitet, at vores skarpeste fokus ikke er zoomet ind på at levere en opgave, skabe berømmelse, tjene nogle penge, dyrke vores krop eller noget helt femte, men derimod hellere dyrke ”vores” mennesker – de mennesker, der betyder noget for os.
For selvom relationer er dybt besværlige, gør de os jo lykkelige. Også selvom de ikke går, som vi planlægger, for andre mennesker kan finde på at gøre og sige ting, man ikke lige regner med, eller som sårer og ødelægger forholdet. Eller som pludselig skaber helt nye muligheder, der gør en gladere, end man kunne forestille sig.
Det er nemlig så enkelt, at uanset hvor besværlige andre mennesker er, så udvirker de relationer vi har med andre, at vi føler os levende. Bidragende. Og elskede. Og det er i virkeligheden alt, hvad vi har brug for at føle, for at have et liv med mening.
Topfoto: Photo by Helena Lopes – Friendship from Pexels
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her