NATIONALSTAT // KRONIK – Overalt på kloden ses oprør mod globalismen og en tilbagevenden til en ny nationalisme og en almen længsel efter tilhør og fællesskab. Men defineres den nationale identitet for smalt, bliver den ekskluderende. Defineres den derimod for tyndt og altomfavnende, bliver den intetsigende og virkningsløs. “Dette er et dilemma, som til stadighed må indgå i folkefællesskabets løbende arbejde med at skabe nye og legitime udfoldelsesmuligheder for den kollektive identitet,” skriver Frederik Thomas. En fælles følelsesmæssig forpligtelse over for samfundet er afgørende for demokratiske institutioners legitimitet.
Overalt på kloden kan man spore konturerne af en politisk revolte imod det liberale paradigme, hvis idékompleks i årtier var vejledende for den vestlige verdens politiske etablissement. Et idékompleks, som ophøjede ”globalismen” til en fremherskende ideologi, der som politisk struktur indebar et opgør med lokale identiteter og diskrediterede idéen om det nationale til fordel for drømmen om det rodløse, abstrakte og postnationale fællesskab.
Men hvor globaliseringens fusion af åbne grænser og markeder tidligere blev betragtet som en mulighed, udlægges den i stigende grad som en trussel mod national suverænitet og identitet. På denne baggrund er globaliseringsepokens kosmopolitiske verdensborgerånd og grænseoverskridende etik i dag slået om i et ønske om at restaurere nationalstaten og dens kulturelt forankrede identifikationsenheders emotionelle og sociale tryghed.
Derfor er det også vigtigt, at Europas progressive og liberale stemmer evner at forholde sig konstruktivt til de behov, der nærer tidens nationalisme
En tendens, der kan spores i alt fra Brexits opgør med EU’s overstatslige partnerskab til Trumps økonomiske protektionisme og de europæiske nationers nationalkonservative tidehverv samt nyvundne fokus på strategisk autonomi.
Nationalismens genkomst
Årtier efter at liberalismens sejrstogt angiveligt skulle have uddrevet nationalismens ”mørke” kræfter til fordel for en grænseløs verden hævet over nationalstatens snævre identiteter, er nationalismen altså endnu en stærk kraft i det 21. århundrede. En kraft, som har befæstet idéen om vores nedarvede forankring i kollektive enheder og udstillet forestillingen om det grænseløse verdenssamfund som en illusion bebudet af en liberal elite på afstand af alt det, der er udgangspunktet for de fleste menneskers liv og oplevelse af samhørighed, identitet og kultur: det lokale og nationale.
Penneførerne bag nationalstatens nekrolog tog således fejl, da de udlagde folkefællesskabets kollektive liv som en simpel patologi frem for en almen længsel efter tilhør og fællesskab.
En besindelse på nationalstaten
Så selvom der er forskel på nationalismens aktuelle udtryksformer, der både kan være animeret af en revanchistisk følelse af vigende national storhed eller mere legitime bekymringer for nationens identitet og sammenhængskraft, står det efterhånden klart, at man ikke kan bortretouchere alle symboler for følelsen til fordel for et ensidigt fokus på begreberne for forstanden. Derfor er det også vigtigt, at Europas progressive og liberale stemmer evner at forholde sig konstruktivt til de behov, der nærer tidens nationalisme og ikke blot afsværger de kollektive identiteter med henvisning til det 20. århundredes chauvinistiske krigsmagere.
Afvises patriotismens følelseskompleks derimod i sin helhed, afskærer man sig fra at forstå en væsentlig politisk kraft i verden. Derudover overlades spørgsmålet om national identitet til højrefløjsfigurer som Le Pen, Orbán, Trump og Farage, hvorved menneskets ikke-materielle længsler risikerer at blive deponeret i tidens fremadstormende opgør med det liberale demokratis grundlæggende værdier.
De venstreliberale bør i stedet forlige sig med nationalstaten og dens territorialt afgrænsede suverænitet, hvilket ligeledes indebærer en fornyet respekt for det organiske væv, der binder individet til en historisk helhed, som er større end forvaltningen af den enkeltes egeninteresse i et handelsselskab af kontraktmæssige forpligtelser.
Dels for at inddæmme nationalismens aggressive former, dels for at omfavne den blide patriotismes konstruktive aspekter.
Den nødvendige nationalstat
For helt overordnet bør det nemlig bemærkes, at selvom behovet for internationalt samarbejde nok aldrig været mere evident, er liberale rettigheder meningsløse, hvis de ikke kan håndhæves af en stat med et legitimt magtmonopol inden for et territorialt afgrænset område. Et område, hvor magtudøvelsen er underlagt institutionelle bånd og baseret på en demokratisk funderet social kontrakt, som reflekterer befolkningens almene interesser.
Vi betaler fx skat til fremmede, fordi vi er indlejret i et folkeligt skæbnefællesskab baseret på en fælles symbolverden
Liberalismen har med andre ord brug for nationalstaten for at realisere sig selv, da borgerskabet forudsætter en stat, folkestyret et folk. Derudover findes der ingen troværdige alternativer til nationen, som håndhæver af sikkerhed og demokrati, ligesom de velfærdsmodeller, der garanterer borgernes sociale tryghed, sundhed og uddannelse, er forankret i nationalstatens økonomiske og institutionelle rammeværk. Kun nationen besidder desuden den praktiske og politiske handlekraft til at sikre akutte støtteforanstaltninger i krisesituationer som covid-19 eller energikrisen.
Selvom risici er globale, er beredskabet altså lokalt, ligesom ingen sociale kontrakter eller distributionssystemer fungerer uden grænser.
Nationalstaten som solidaritetsenhed
I forlængelse heraf udgør nationens kollektive identitet en folkekulturel ressource, der spiller en afgørende rolle i tilvejebringelsen af solidarisk forpligtede fællesskaber, idet sociale systemer har brug for et før-politisk partnerskab, der gør borgeren til en del af et kollektiv med en fælles fortid og fremtid. For uden et politisk vi, et såkaldt ”forestillet fællesskab”, desintegrerer stater og politiske strukturer, da store fællesskaber netop ikke holdes sammen af personlige forbindelser, men af narrativer og følelsen af et skæbnefællesskab.
Nationen reflekterer således en række mere følelsesladede behov, som liberalismen har svært ved at imødekomme
Udhules de organisk-mytebårne helheder, som udgør folkefællesskabets marv, risikerer man således at underminere centrale komponenter i opretholdelsen af levedygtige tillidskulturer og sociale loyalitetssfærer af gensidigt forpligtede samfundsborgere til fordel for en hyper-liberalisme, hvor mennesket blot er til som et retssubjekt i forhold til statsmagten og interessesubjekt i forhold til markedet.
Hvor den konstruerede nation har brug for staten til at levere offentlige goder, har staten altså brug for nationen til at skabe den samhørighed, der giver legitimitet til dens virke. Vi betaler fx skat til fremmede, fordi vi er indlejret i et folkeligt skæbnefællesskab baseret på en fælles symbolverden. Da ingen yder ofre for et intet, må den liberale velfærdsstats politiske og sociale rettigheder med andre ord forankres i noget, vi kan mærke og identificere os med. Et fælles vi, der kan balancere partikulære interesser og forpligte os på det fælles gode.
Behovet for rødder
Denne symbolverdens før-rationelle bånd og tilhørsforhold er imidlertid ikke kun relevante for opretholdelsen af det abstrakte fællesskab, men også for det enkelte individ, da mennesket ikke kun er en selvberoende, rationel og interessemaksimerende størrelse. Mennesket er derimod også drevet af en søgen efter tilhør, hvorfor mange har behov for at være hjemmehørende i et territorialt baseret fællesskab.
I forlængelse heraf er mennesker ikke blot fritsvævende atomer i identitets- og erindringsløse samfund, men derimod indlejret i kulturelle og åndshistoriske sammenhænge, en art dybdedimension og historisk betinget fælleslighed rundet af en poetisk-emotionel sans for tid og sted.
En besindelse herpå er ikke nødvendigvis en opskrift på indelukkethed. Intet menneske er en ø, hvilket ligeledes gælder for lande, hvorfor den lille verden nok er afsættet, men ikke en destination i sig selv.
Følelser og fællesskab
Nationen reflekterer således en række mere følelsesladede behov, som liberalismen har svært ved at imødekomme, da den ikke leverer noget bindende verdensbillede, men blot en række overordnede spilleregler som forpligter forskellige mennesker og meningsudkast på at indgå i en fredelig sameksistens.
Dette er bestemt et prisværdigt træk. Men liberalismens universalisme betyder også, at dens fortalere ofte anfægter nationalstatens partikulære identiteter og derfor har svært ved at indramme et fællesskab samt formulere en positiv vision for medborgerskab. Liberalismen er med andre ord fattig på den etos, der rækker ud over statens konstitutionelle procedurer, og som ved at tale til menneskets følelsesside gør individet til loyale medlemmer af en stat.
Liberalismens åndelige vakuum
Denne patosfattige forvaltning af diversitet i et pluralistisk samfund uden en moralsk kerne er som nævnt en styrke ved liberalismen. Men den rummer også en bagside, da et samfund reduceret til sine enkelte bestanddele efterlader en svag fornemmelse af fællesskab og emotionel tilknytning. Et art åndeligt tomrum, hvor frisættelsen kan føles som ensomhed og mange problematiske politiske projekter kan spire.
Nedbryder man nationalstatens abstrakte hierarki mellem inde og ude, vil befolkningen derfor finde sammen i mindre klaner
Den liberale globalisme, hvis abstrakte kontraktualisme er døv for sjælen og folkets ånd, kan med andre ord fodre den følelse af isolation og mangel på tilhør, som ifølge et bredt spænd af tænkere som filosoffen Hannah Arendt, sociologen Robert Nisbet og psykoanalytikeren Eric Fromm var grobunden for fremvæksten af det 20. århundredes kollektivistiske massebevægelser. For disse tænkere var det atomiserede samfunds rodløse og desorienterede menneske nemlig central for forståelsen af datidens tilslutning til den altomfattende stats overgribende program og tilbud om identitetsdannelse.
Nationalstaten som organisationsenhed
Nationen er desuden den største organisationsenhed, inden for hvilken de fleste mennesker føler en instinktiv loyalitet. Nedbryder man nationalstatens abstrakte hierarki mellem inde og ude, vil befolkningen derfor finde sammen i mindre klaner, som i praksis skaber eksklusioner på et lavere niveau. I stedet for et større og mindre eksklusivt fællesskab får man altså flere små forter.
I dette lys udvider den blide patriotisme reelt vores tilhørsforhold til større grupper end fx familien, stammen og landsbyen, hvorfor nationen – som en overgribende solidaritetsenhed – også kan udlægges som et inklusionsprojekt.
Lande med en svag national loyalitet, der trumfes af stærke klanstrukturer, er i forlængelse heraf typisk også svage stater fastlåst i et destruktivt nulsumsspil mellem partikulære gruppeinteresser. Stater, hvor det gruppetranscenderende nations- og medborgerskabsideal er blevet undermineret af den politiske stammetænknings udspaltning af samfundets sociale bånd i en tribalistisk kamp om magt og rettigheder.
Konstruktionen af det nationale fællesskab
Som fremhævet indledningsvist er det liberale globaliseringsparadigme i dag på retræte, og tilbage står nationen som et vilkår, hvis kulturelle og værdipolitiske rammesætning til stadighed bør forhandles, plejes og genopfindes.
I forlængelse heraf er nationalstaten ikke blot aggregatet af individer, der tilfældigvis bebor det samme fysiske område, men derimod en historisk enhed, der med den britiske filosof Edmund Burke kan udlægges som et fællesskab mellem de døde, de levende, og dem, der ikke er blevet født.
Men nationalstater er også sociale konstruktioner, produkter af historiske kampe, hvorfor de heller ikke blindt skal accepteres som kulturelle enheder. Den blide, ”oplyste” patriotisme udtrykker således ikke ubetinget hengivelse, men er derimod informeret af en liberal fornuft, der skelner mellem acceptable og uacceptable former for national identitet.
Det nationales essens
I dag bør den kollektive identitet fx primært defineres i politiske termer og således ikke baseres på etniske eller racebetingede demarkationslinjer, der underminerer liberalismens principper om lighed. På denne baggrund er højrefløjens eksklusive enhedsbestræbelser og beslægtede udgrænsningsmentalitet også problematisk, da hensynet til ydre identitetsmarkører nødvendigvis må vige for hensynet til den enkelte borgers politiske og kulturelle frihedsrettigheder.
I modsætning til højrefløjens assimilationsprojekt består tidens udfordring i at skabe en national identitet, som er rummelig nok til, at en flerhed af kulturelle fællesskaber kan repræsenteres og knytte følelsesmæssige bånd til den
Det etniske folkebegreb bør således erstattes med forpligtelsen på et fælles liberal-demokratisk værdisæt, der i form af en vag politisk enhedskomponent er åben for deltagelse og sikrer et stort rum for pluralisme i den personlige og kulturelle sfære. Det 19. århundredes romantiske nationsforestilling bør med andre ord underlægges oplysningstraditionens definition af det politiske fællesskab som en sammenslutning af ligestillede borgere, der knyttes sammen af visse principper og en forfatningsmæssig overenskomst, der dels er indlagt i den statslige struktur og dels i et fælles regime af rettigheder og pligter.
Men dette kan også blive for blodfattigt og diffust, hvorfor man heller ikke bør nære en overdreven tiltro til forestillingen om, at det nationale blot kan konstrueres oppe fra og ned i henhold til liberalismens abstrakte principper for socialt samkvem. For ligesom tilslutningen til nogle grundlæggende overbevisninger er afgørende for enhver form for organiseret livsførelse, forudsætter det sammenhængende samfund også bekendelsen til en fælles kultur i form af et delt system af betydning og mening – en ubevidst kulturel samhørighed udsprunget af et fælles kompleks af sædvaner, ceremonier og kollektive minder. På denne baggrund består et samfunds identitet både af en værdipolitisk og en mere emotionel dimension, der ved at give fællesskabet en følelsesmæssig dybde gør den politisk-juridiske statsdannelse til en nation.
Den vedvarende balanceakt
Et fællesskab er altså betinget af oplevelsen af tilknytning til noget bestemt, hvorfor det nødvendigvis må være eksklusivt i sin grundlæggende form. Men i modsætning til højrefløjens assimilationsprojekt består tidens udfordring i at skabe en national identitet, som er rummelig nok til, at en flerhed af kulturelle fællesskaber kan repræsenteres og knytte følelsesmæssige bånd til den.
Denne balanceakt er dog ikke ukompliceret. Defineres den nationale identitet for smalt, bliver den ekskluderende. Defineres den derimod for tyndt og altomfavnende, bliver den intetsigende og virkningsløs. Dette er et dilemma, som til stadighed må indgå i folkefællesskabets løbende arbejde med at skabe nye og legitime udfoldelsesmuligheder for den kollektive identitet, der bekræfter de demokratiske institutioners legitimitet, stimulerer oplevelsen af tilhør og sikrer en fælles følelsesmæssig forpligtelse over for samfundet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og