VERDENSORDEN UNDER OMBYGNING // KOMMENTAR – Den liberale version af den internationale verdensorden, der skulle følge med globaliseringen, ser lige nu ud til at være om ikke på gyngende grund, så i hvert fald udsat på ubestemt tid. Hvordan den nye orden vil materialisere sig, vil fremtiden vise, men den seneste udvikling kalder på en mindre grandios vision for resterne af det liberale projekt, skriver Frederik Thomsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter den kolde krigs afslutning antog mange, at det ikke blot var én ideologisk konflikt, der ophørte, men alle ideologiske såvel som geopolitiske magtkampe, da verden mentes at konvergere i retning af en global konsensus omkring markedsøkonomien og den politiske liberalismes legitimitet.
Globaliseringen ville blive en progressiv historisk kraft, hvis økonomiske og politiske integration skulle bortmane fortidens ideologi og nationalisme, ligesom stormagtrivaliseringen ville bøje sig for international lov og kulturelle skillelinjer erodere til fordel for nye fælles værdier og økonomiske interesser.
Hverken protektionisme, nationalisme eller idéen om indflydelsessfære og territorial ekspansion er blevet henvist til historiens mødding
Den liberale version af den internationale orden ville med andre ord triumfere.
De seneste årtiers udvikling har imidlertid udstillet denne politiske determinisme som et blændværk, da hverken protektionisme, nationalisme eller idéen om indflydelsessfære og territorial ekspansion er blevet henvist til historiens mødding.
I stedet betragtes globaliseringen og de internationale institutioner i stigende grad som en trussel mod national suverænitet og identitet, både globalt og internt i Vesten, ligesom den klassiske kamp om status er tilbage på den geopolitiske scene.
For nok førte Sovjetunionens fald til en ekstraordinær historisk epoke, hvor kun én supermagt dominerede, og verdens markeder samt politiske systemer åbnede op til fordel for en æra af lav inflation, geopolitisk stabilitet og økonomisk liberalisering.
Men sidstnævnte betød også, at nationer som Kina, Indien, Brasilien og Tyrkiet oplevede massiv økonomisk fremgang med en øget selvtillid og politisk styrke til følge, hvilket, efter en kort pause fra historien, atter har bragt spændinger ind i den geopolitiske sfære, hvor kampen om anerkendelse, værdier og stridende interesser i stigende grad vinder frem.
”De andre” blev altså stærkere, men ikke nødvendigvis vestliggjorte, hvorfor globaliseringen også rummede sine egne geostrategiske udfordringer.
Men hvordan skal vi forstå den liberale orden og dens fremadskridende sammenbrud?
En orden bliver til
Den internationale liberalisme dateres ofte til den amerikanske præsident Woodrow Wilson, som i kølvandet på 1. verdenskrig gik forrest i en idealistisk bestræbelse på at skabe en global orden baseret på regler og institutioner, der skulle understøtte demokratiske principper og omforme verden i USA’s billede.
Efter 2. verdenskrig blev disse tanker revitaliseret af amerikanerne og deres allierede, der gjorde dem til grundstenen i opbygningen af efterkrigstidens internationale orden og dens nye institutionelle infrastruktur.
De to verdenskriges civilisatoriske sammenbrud skabte således begge et vakuum, hvorfra visionære statsledere kunne genopbygge den internationale orden på et nyt fundament.
Den liberale efterkrigstidsorden opstod imidlertid inden for den vestlige pol af den kolde krigs bipolære system, hvorfor visionen om den forenede klode blev reduceret til idéen om ”den frie verden”.
Men efter at den kolde krig ophørte med Vestens ideologiske triumf, ekspanderede liberalismen dog på tværs af kloden, hvilket skabte en ny verden, hvor det liberale demokrati ikke længere var en truet størrelse som i 30’erne, men tværtimod stod uden vægtige ideologiske rivaler og konkurrerende magtcentre.
På denne baggrund voksede den vestlige orden ud af dens bipolære udgangspunkt og blev et globalt rammeværk om nationernes samkvem.
Og det er dette system, der aktuelt er i dyb krise. Et system med rødder i oplysningens tiltro til idéen om, at sociale fremskridt kan opnås igennem rationel og videnskabelig tænkning, og hvor frihandel, international lov, multilateralt samarbejde, kollektiv sikkerhed og demokratisk solidaritet står centralt.
Magt som argument
Ruslands invasion af Ukraine er med rette blevet udlagt som et historisk vendepunkt, der markerer enden på det Europa, som brød frem i 1991.
Putins ekspansionistiske forsøg på at restaurere det russiske imperium og skabe en indflydelsessfære, der omfatter alle de østeuropæiske stater, som siden 90’erne har sluttet sig til Nato, tegner tværtimod konturerne af en ny verdensorden, hvor rå magt lader hånt om alle internationale retsprincipper og demokratiske rettigheder.
Ved at sætte hårdt ind over for de forgange årtiers provestlige udviklingstendenser i Ruslands nærområde og dermed fastholde en russisk regional dominans indtager Putin en klassisk stormagtsposition, som historisk har styret nationernes indbyrdes forhold og dikteret småstaternes handlefrihed.
Hvor Europa vil transcendere nationalstatens magt, vil Rusland derimod genskabe den
I modsætning hertil har store dele af Europa forsøgt at transcendere magtpolitikken til fordel for en orden styret efter regler og institutioner, hvilket skal ses i lyset af kontinentets grufulde konflikter i det 20. århundrede.
Men som den politiske kommentator Robert Kagan tidligere har påpeget, er Ruslands udenrigspolitik ikke formet af 30’erne og 40’ernes mareridt som i Vesten, men derimod af det sovjetiske imperiums sammenbrud i 90’erne.
Hvor Europa vil transcendere nationalstatens magt, vil Rusland derimod genskabe den.
Den liberale ordens fald
Putins ambition om at undergrave den vestlige civilisation og installere en ny og postliberal verdensorden organiseret omkring princippet om national suverænitet er imidlertid ikke ny.
Det er en vision, Rusland som bekendt deler med blandt andre Kina, der ved at genopdage sin imperiale arv, konfucianske rødder og historiske tradition for bureaukratisk centralisering har opbygget en ny autokratisk vækstmodel.
En model, der indtil nu har brudt med den ellers hævdvundne teori om, at voksende middelklasser vil medføre demokratiseringsprocesser som følge af en stigende efterspørgsel på politisk indflydelse.
På denne baggrund tilgår Trump enhver international relation som en korrupt forretningsmand, ligesom han ingen sympati nærer for hverken den liberale ordens frembringelser eller værdier
Det seneste anslag mod den vaklende liberale orden kommer derimod fra dens hovedarkitekt og forhenværende garant, USA, hvis nyligt indsatte præsident Trump netop blev valgt på et opgør med den amerikanske globalisme.
En ”Amerika først”-agenda baseret på idéen om, at USA for længe har båret verdens ”byrder” og i stedet bør fokusere på at forfølge sin snævre egeninteresse.
Som Woodrow Wilsons radikale modstykke har Trump derfor også anlagt en nihilistisk tilgang til international politik, hvor enhver relation indlæses i et nulsumsspil, der skal maksimere USA’s fortjeneste.
På denne baggrund tilgår Trump enhver international relation som en korrupt forretningsmand, ligesom han ingen sympati nærer for hverken den liberale ordens frembringelser eller værdier.
Hans nylige toldmure samt dybe allianceskepsis og beslægtede tilnærmelse til Putin er derimod ved at underminere idéen om Vesten og erstatte den liberale ordens internationale system af fælles principper og aftaler med en art anarki.
Kritik af den liberale verdensorden
Der har dog også altid været meget hykleri i den liberale regelbaserede orden, hvis hegemoniske leder, USA, bestemt kan klandres for mange fejl og mislykkede militære operationer.
Finanskrisen i 2008 såede desuden tvivl om dens økonomiske modeller, ligesom Gazakrigen er et aktuelt eksempel på manglende regelhåndhævelse.
Den liberale orden har i forlængelse heraf også sine kritikere, som blandt andet kan findes blandt fortalerne for den såkaldte realisme, der som teoretisk paradigme voksede ud af 30’ernes stormagtsrivalisering.
Hvor liberale er rundet af idealismen, fremhæver realisterne derimod interesser som den internationale politiks styrende princip.
Det internationale system er i forlængelse heraf grundlæggende anarkistisk, idet kloden betragtes som et decentraliseret netværk af stater, som samarbejder, konkurrerer og kæmper for egne interesser i en verden uden en central autoritet.
Realismen abonnerer således på en værdirelativistisk verdensorden styret af alliancer og inddæmningen af modstandere.
En verden, hvor den internationale politiks strukturelle rammevilkår er, at nationerne ”mødes under en tom himmel, som guderne har trukket sig tilbage fra”, som politologen Hans Morgenthau har formuleret det.
Ifølge realisterne er liberalismen aktivistisk i sin kerne og derfor ikke i stand til at opretholde en stabil global orden baseret på magtbalancer. I stedet udleveres verden til en selvgratulerende moralisme og de gode intentioners kaos.
Det er desuden svært at forestille sig en politisk orden uden fejl og mangler, men det liberale system rummer netop evnen til kontinuerlig selvkorrektion
På venstrefløjen kan man derimod ofte møde den kritik, at den liberale orden blot er et skalkeskjul for vestlig imperialisme, hvorfor dens idéer og institutioner udlægges som redskaber til at beskytte Vestens interesser og dominans.
Da fokus kredser om verdens mange ulykker i form af fx ulighed og social uretfærdighed, udlægges de eksisterende politiske systemer følgelig som moralsk og politisk suspekte.
Begge positioner angriber således den liberale ordens imperiale og interventionistiske tendenser, men deres alternative visioner om øget national autonomi lader sig dog vanskeligt tænke uden for et system med fokus på selvbestemmelse, individuelle rettigheder og samkvemsregler i internationale forhold – kerneprincipper i den liberale ordens konventions- og domstolsstyre.
Det er desuden svært at forestille sig en politisk orden uden fejl og mangler, men det liberale system rummer netop evnen til kontinuerlig selvkorrektion og derfor muligheden for løbende at bringe sig tættere på sine konstituerende idealer.
Både realismen og venstrefløjens kritik er imidlertid relevante i forståelsen af den globale ordens udvikling.
En ny verdens(u)orden
En af fejlene i den liberale æra var forestillingen om, at den hvilede på en sejrende idé, som var indskrevet i en fremskridtsfortælling om den selvforbedrende menneskeheds bestandige udvikling mod perfektion.
Et tankemønster med rødder i den oplysningstradition, som den liberale orden udspringer af. Den internationale orden var imidlertid ikke kun baseret på idéer og institutioner, men også på magt, og efterkrigstidens orden reflekterede i høj grad sin tids globale magtforhold.
Hvordan den nye orden vil materialisere sig, vil fremtiden vise, men den seneste udvikling kalder på en mindre grandios vision for resterne af det liberale projekt
I dag har disse magtforhold forskudt sig radikalt, hvilket har revitaliseret gammelkendte konfliktlinjer som nation, historie, kultur og religion samt affødt en verden karakteriseret ved fraværet af stabile strukturer og en øget konfrontation mellem demokratiske og autoritære kræfter.
Verden er således ikke blot blevet multipolær i fordelingen af magt, men også i relation til værdisystemer og idéer, hvilket fordrer en mere dialektisk forståelse af historien end 90’ernes optimistiske tiltro til dens lineære progression i retning af det liberale demokratis universelle udbredelse.
Hvordan den nye orden vil materialisere sig, vil fremtiden vise, men den seneste udvikling kalder på en mindre grandios vision for resterne af det liberale projekt såvel som en besindelse på nationalstaten – samt en mindre skæv fordeling af globaliseringens økonomiske meritter.
Et projekt, der frem for at nedbryde grænser og omforme verden i sit billede bør inkarnere et mere pragmatisk forsøg på at understøtte demokratiet samt sikre et internationalt samarbejde om de fælles økonomiske og sikkerhedspolitiske dagsordener, som vores stadigt mere sammenfiltrede verden fortsat kalder på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og