BØGER // ANMELDELSE – Niels Barfoeds nye erindringsbog, Jeg finder selv ud, er en samling af små, præcise fortællinger om livets glæder, sorger og tilfældigheder. Sproget er levende og elegant, og læseren lokkes ubesværet med til Nyhavn, Østeuropa, mødet med Ingrid Bergman og meget mere, skriver Lone Kühlmann.
Niels Barfoed blev dr.phil. med en afhandling om Don Juan i 1978. Jeg har aldrig læst den, men i de kredse, hvor jeg færdedes dengang, blev der talt meget om, at emnet nok ikke var tilfældigt valgt. I sandhedens tjeneste må jeg sige, at det anede ingen af os noget som helst om, men forestillingen om, at Barfoed var en stor forfører, lå i luften.
I dag er Barfoed 95 år. Jeg ville ikke nævne det, hvis ikke han selv og hans forlag gjorde det, og han sandt at sige selv koketterer lidt med sin høje alder og det legemlige forfald. Måske er det for at demonstrere, at ånden ikke fejler noget, at han bliver ved med at skrive? Jeg tror nu ikke, at det er for at bevise noget. Snarere fordi han ikke kan lade være.
Under alle omstændigheder er der grund til at glædes over, at han gør det. For om ikke andet, så er Barfoed en forførende skribent.
Jeg finder selv ud er den nyeste i den serie af erindringsglimt, der begyndte med Ingen vej udenom (2020) efterfulgt af Først nu (2023) og Farvel så længe! (2024). Selv titlerne er forlokkende: Kom med, så skal jeg fortælle dig noget. Jeg lader mig villigt lokke.
Fortællingerne spreder sig fra det nære til den store verden og forbindelsen mellem dem. Mange af temaerne går igen i bøgerne, og det er ikke så mærkeligt. Det er oplevelser, der har sat sig i fortælleren. Og det gør ikke noget.
Besættelsen er et stort tema for Barfoed, der var for ung til frihedskampen, men havde en storebror, som ikke var
Vi hører flere gange om forældrene i korte, men intense glimt. I den nye bog også om deres død. Faren var ikke noget lykkeligt menneske og drak så meget, at sønnen Niels bliver vred på sin mor, da hun ved farens død ”sad så underligt kludedukkeagtigt i den gamle lænestol” og sagde: ”Han var så sød.”
Men sønnen tænkte på alle de gange, de havde vredet hænder, når de ventede faren hjem forgæves, og var, som han skriver, ”ikke rustet til at forsone mig”. Det fortryder han nu. Som vi vel alle har minder om situationer, hvor vi ikke var rustede til at forsone os og fortryder det.
Niels Barfoeds mor blev temmelig gammel. Hun døde efter en middag hos en af sønnerne. Han havde ringet efter en taxa, hjulpet hende på plads på bagsædet og spurgt, om hun nu havde sine nøgler. Det bekræftede hun uden at mærke efter. Men hun fik aldrig brug for dem. Det næste, de hørte, var en opringning fra Sundby Hospital. ”Hun overraskede os hver gang,” skriver Barfoed.
Det er ikke kun forældrenes død, vi hører om. Der er små fine portrætter af gamle kolleger, venner og veninder, så lette, som var de skrevet med fjerpen. Nogle kapitler er forbi, næsten inden de er startet, i andre får vi begravelsen med.
Men det meste handler om mennesker, mens de er levende. Aldrig udleverende, men tydelige med få ord. Barfoed bevæger sig ubesværet fra det tragiske til det opløftende. Som dengang han med et 10-12-årigt barnebarn besøger Mindelunden i Ryvangen. Han fortæller om henrettelsespladsen og de unge frihedskæmpere, der blev skudt. Drengen løber op på voldene og sparker i jorden. ”Jeg vil bare se, om der er nogle kugler,” råber han forklarende.
Besættelsen er et stort tema for Barfoed, der var for ung til frihedskampen, men havde en storebror, som ikke var. Via ham drev Niels det til at fungere som bud med illegale nyhedsbreve i sit tornyster. Lidt nervepirrende, hvis tornysteret kom til at støde til en tysk soldat. Det er formentlig den samme trang til at deltage, der senere førte til de ikke altid ufarlige rejser til Østeuropa under den kolde krig.
Som regel var det rejser for den internationale forfattersammenslutning PEN, som kæmpede og kæmper for ytringsfrihed. Der er bevægende passager om vilkårene for østeuropæiske intellektuelle, som indimellem kan blive lidt trætte af vestlige forslag, som for eksempel om muligheden for den i 80’erne så populære tredje vej. Ikke kommunisme eller kapitalisme, men en tredje vej. Det udmattede svar var: ”Nej, kan vi ikke bare få en pause? Ikke flere kloge varianter af vejen til verdens frelse, please.”
Barfoed associerer undertrykkelsen i Østeuropa med det arbejde, PEN i dag udfører med at registrere alle de bøger, der bliver forbudt på amerikanske biblioteker; George Orwell, Margaret Atwood, Toni Morrison, J.D. Salinger er blandt de forfattere, der har fået forbudt bøger under Trump.
Listen har til formål, skriver Barfoed, at fremme den fremherskende hvide konservative opfattelse af, hvad der er amerikansk. Og dem, der ikke lever op til det, skal ikke have mulighed for at komme til orde. Det er vejen til en styret virkelighed. Det ender med, at der ikke er nogen virkelighed. Kun hvad man får fortalt. Apropos George Orwell.
Under læsningen forestiller jeg mig forfatteren ved sit skrivebord i Nyhavn, hvor han sidder og skriver og tillader sig at lade tankerne flyve: Nåh, ja, der var også den gang med Vaclav Havel, det kunne jeg da godt tage med, så det gør han så.
Det var under de mange vestlige fredsdemonstrationer i senfirserne. Havel var på fri fod fra fængslet i en kort periode, og Barfoed spørger ham om, hvad han synes om fredsbevægelserne. Havel rømmer sig og siger stilfærdigt: ”Det er svært at koncentrere sig om fred, når man bor i et fængsel.”
Niels Barfoeds møde med Ingrid Bergman
Vi er i et ganske andet hjørne under Barfoeds møde med Ingrid Bergman i København omkring 1950. Ja, bare vent, som Barfoed skriver. Barfoeds mor var veninde med Bergmans afdøde mors søster, som boede i København.
Hun var alvorligt syg, og Bergman ville gerne møde hende, inden det var for sent. Mødet var i det barfoedske hjem i nærheden af Rådhuspladsen, og unge Niels blev sendt af sted for at hente hende på Palace Hotel. Ingrid Bergman havde på det tidspunkt forladt sin svenske mand og barn og skabt international skandale ved at stikke af med den italienske filminstruktør Roberto Rossellini.
Det regnede, og Bergman frøs under Barfoeds paraply. Hun var mindre, end han troede, men sød. Fik talt med mosteren om praktiske ting omkring en arv og gjorde det klart, at hun gerne ville varme sig på noget stærkere end kaffe. Den fattede faren straks og hentede en flaske rød Aalborg. Skænkede et svingende glas og lod klogt flasken stå på bordet. Skridtene tilbage under paraplyen var ikke helt så sikre, men hun tog Barfoeds arm og gav ham et fnuglet kindkys til afsked. ”Jeg var stolt,” skriver Barfoed, og det forstår man jo godt.
Man er i godt selskab med hans bog Jeg finder selv ud. Sproget er omhyggeligt og meget vittigt, når historien er til det. Man får lyst til mere. Altid mere.
Måske skulle jeg få fat i den afhandling om Don Juan.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og