Finn Janning: Ytringsfriheden er essentiel – men den kræver, at du tænker klart

i Politik & Samfund/Debat af
KOMMENTAR // YTRINGSFRIHED – Skal der være plads til at alle kan ytre sig – også de dumme? Filosof og forfatter Finn Janning har fulgt voldsomme demonstrationer i sin hjemby Barcelona til fordel for catalanske rapper Pablo Hasél, der har fornærmet ekskongen. Lytter du efter, viser det sig, at Hasél blot fremstår som en tarvelig voldsmand – og så rammer sagen et ømtåleligt punkt.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg sidder på Placa Lesseps i Barcelona og drikker en kop kaffe med en ven. Vi mødes en gang om ugen efter at have afleveret vores respektive børn i skolen. Denne morgen taler vi om demonstrationen – den første af flere – i sympati for den catalanske rapper Pablo Hasél, der netop begyndte aftenen forinden på Lesseps.

Rapperen, som flere aldrig havde hørt om, har blandt kaldet den gamle konge Juan Carlos I for ”alfons”, ”fordrukken tyran” og sagt: El rey es un ladron – kongen er en tyv. Ytringen er måske fornærmende, men ikke desto mindre sand. Den 83-årige Juan Carlos I opholder sig i eksil i Dubai på grund af anklager om ulovlige handler og misbrug af offentlige midler m.v.

Umiddelbart vækkede rapperens ord min sympati for ham. Det samme kunne sikkert ske i Danmark, hvor paragraf 155 i straffeloven omhandler majestætsfornærmelse.

De følgende dage udvikler demonstrationerne sig. Fredag aften, denne gang er jeg i centrum af byen, ser jeg flere unge, der prøver at tænde ild i de opstillede skraldespande. Senere viser det sig, at ikke kun skraldespande, men også scootere og biler blev brændt af, ligesom flere butikker fik smadret ruder, enkelte sågar stjålet varer.

Sagen med rapperen Hasél viser, at ytringsfriheden tilsyneladende altid er til forhandling. Selv de mest rabiate tilhængere synes at have en grænse. For nogle er denne Donald Trump, for andre Pablo Hasél eller afbrændingen af en dukke

Om lørdagen er jeg tilbage på Lesseps, hvor mine børn leger på pladsen. Her taler jeg med en anden bekendt. Han fortæller, at Hasél ikke kun er dømt for at fortælle sandheden om kongen. Nej, han fik en betinget straf tilbage i 2014 for at fornærme kongen, men nok mest for at hylde den baskiske terrororganisation ETA. I 1995 indskrev Spanien paragraf 578 i lovgrundlaget, der netop kriminaliserer offentlig støtte til terror (ETA) og forhånelse af dets ofrer. Derudover er Hasél sigtet for at have overfaldet en journalist, modsat sig politiets varetægt og truet et vidne i en retssag.

Da min ven oplæser nogle af Haséls tekster fordufter min umiddelbare sympati.

Et par eksempler på rapperens tekster, lyder:

Àngel malnacido, te mereces un tiro, te apuñalaré, me has arruinado, te arrancaré la piel a tiras – “Angel dit dumme svin, du fortjener en kugle, jeg dolker dig, du har ruineret mig, jeg flår din hud i trevler.”

Teksten er dedikeret til Lleidas tidligere borgmester, socialisten Àngel Ros. Lleida er rapperens hjemby.

Et andet eksempel: Que alguien clave un piolet en la cabeza de José Bono – “Gid nogen må hugge en økse i José Bonos hoved.” Den omtalte José Bono er tidligere socialistisk forsvarsminister. Sidste eksempel: Merece que explote el coche de Patxi López – “Patxi Lopez’ bil fortjener at blive sprængt i luften.” Patxi Lopez er en baskisk socialist og medlem af parlamentet – og tidligere på ETA’s liste over udvalgte attentatmål.

Det er værd at bemærke, at ETA ofte anvendte bilbomber.

Politisk vægkunst der støtter Hasél i Jardins de les Tres Xemeneies [ca] – et område der er dedikeret til urban kunst i Barcelona. Graffitimaleriet viser Juan Carlos med ordet ladrón (tyv) samt anklager om elefantdrab og om at være søn af en diktator. I februar fjernede politiet maleriet, men byrådet måtte senere undskylde.

Til forhandling?

De danske medier har – med undtagelse af Information – ikke omtalt sagen. Information var generelt ret glad for demonstrationen for Hasél, som de solgte som en kamp for ytringsfriheden. Hvilket er underligt, da selv samme avis virkede stærkt fordømmende i sin dækning af Men in Black og afbrændingen af en Mette Frederiksen-dukke.

Sagen med rapperen Hasél viser, at ytringsfriheden tilsyneladende altid er til forhandling. Selv de mest rabiate tilhængere synes at have en grænse. For nogle er denne Donald Trump, for andre Pablo Hasél eller afbrændingen af en dukke.

De omtalte sympatidemonstrationer har nu ikke kun fundet sted i Barcelona, men også i Madrid og Valencia. Fælles for dem alle er, at størstedelen af deltagerne (ifølge interviews i aviserne El Pais og La Vanguardia) betragter Hasél-sagen som en anledning.

Han er ikke just en spansk Eminem. Men demonstrationer er resultatet af en masse frustrationer, der præger Spanien p.t.: Monarkiets privilegier og snyderier, covid19-trætheden og uvisheden, den voksende økonomiske usikkerhed, den voksende arbejdsløshed – især blandt unge, hvor der er 40% arbejdsløshed – uafhængighedsdebatten i Catalonien, der har gjort både tilhængere og modstandere møre, og så er der ytringsfriheden.

Selvom jeg ikke ser nogen som helst kunstnerisk eller politisk værdi i Pablo Haséls tekster og udskejelser – han fremstår blot, som en tarvelig voldsmand – så rammer sagen et ømtåleligt punkt: Skal der være plads til, at alle kan ytre sig – også de dumme?

Principielt er jeg tilhænger af ytringsfriheden, idet den er nødvendig for ethvert demokrati. Alligevel kan jeg sagtens forstå dilemmaerne: Hvorfor skal et samfund bekymre sig om fake-news, hvis alt er tilladt? Hvorfor værne om menneskerettigheder, lighed og frihed til alle – uanset race, køn eller seksualitet, hvis samfundet ikke ønsker at forsvare disse værdier? Hvorfor undervise i evolutionsteori og ikke i kreationisme? Hvem ville acceptere racistiske eller misogyne ytringer?

For og imod

Jeg tror, at sagen om Hasél handler om noget mere fundamentalt end ytringsfriheden. Blandt andet drejer det sig om, at mange mennesker ikke formår at tænke selvstændigt og kritisk. Demonstrationerne syntes at understrege, at mennesket er et flokdyr – der ynder at gå i takt med hovedet under armen. Hvorfor ellers smadre vinduerne til hovedsædet for avisen El Periódico de Catalunya?

Denne flokmentalitet er endvidere forbundet med samtidens konstante identitetskamp, der udvikler en tvang med hensyn til at ”præstere” eller ”udtrykke” de rigtige holdninger. Ikke kun i Spanien. Et blik på flere af de danske aviser viser, at avisernes egne journalister i stigende grad skriver avisens holdningsindlæg, selvom journalister ikke per definition er eksperter. Snarere er de trænet til kritisk at undersøge og vurdere, hvilke historier der er væsentlige og relevante at fortælle.

For mange begrænsninger fremmer en klicheagtig slogankommunikation, hvor alt bevæger sig indenfor tryghedszonens ‘for eller imod’

Den demokratiske krise, som Spanien – og mange andre lande p.t gennemlever (f.eks. nationalisme, rigid identitetspolitik, polariseringer m.fl.), er også en uddannelseskrise. Som filosoffen Hannah Arendt engang sagde:
De, der ikke kan tænke, er i stand til hvad som helst – inklusive de værste uhyrligheder.

At tænke filosofisk betyder at være opmærksomt til stede; problematiserende, ansvarlig, fantasifuld, kohærent. Set i det lys, kan jeg sagtens frygte, at en rigid kontrol af fakta, og hvad der må siges og ikke-siges, nemt kan adskille mennesker og gøre os mindre empatiske.

I stedet for er der behov for et rum, hvor forskellige meninger kan florere. Pragmatikeren John Dewey sagde engang, at samfundet ikke eksisterer gennem kommunikation, men i og som kommunikation. For mange begrænsninger fremmer en klicheagtig slogankommunikation, hvor alt bevæger sig indenfor tryghedszonens ‘for eller imod’.

For mig har det ikke været vigtigt at demonstrere for en person, der ikke spreder meget andet end had. Men jeg har derimod fundet det vigtigt at tænke over, hvorfor så mange mennesker har fundet det vigtigt.

Ytringsfriheden er essentiel – men den viser først sin store styrke, når den (eller de) der ytrer sig, tænker klart.


LÆS FINN JANNINGS ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER


Foto: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Politik & Samfund