KULTUR // FILM – Ustyrlig vandt ”Bedste Nordiske Film” på Göteborg Film Festival, og få dage før premieren på denne film om kvindehjemmet på Sprogø, meddelte regeringen, at de vil give en undskyldning til de mere end 500 kvinder, som blev anbragt der i perioden 1923 til 1961. ”Det er netop i filmkunsten, at vi kan udfordre vores samfund og sætte dagsordener, som kan føre til forandring,” udtalte producentens market director. I denne samtale diskuterer POV’s filmredaktør filmen med sin kone, og de er ikke helt enige om, hvorvidt den er gribende eller velment beregnende. Vi advarer mod enkelte afslørende detaljer om handlingen.
Filmredaktøren: – Nå, hvad synes vi om den? Er det filmkunst?
Dyrlægen: ”Jeg fornemmer, at du ikke er så glad for den, men jeg har ikke noget imod at blive taget i hånden. Filmen var præcis som jeg havde forventet, og det er fint. Den skal handle om, at unge kvinder helt urimeligt blev anbragt på Sprogø, og hvor grotesk afskyeligt, de blev behandlet.”
– Men allerede efter tre minutter har vi jo fået at vide, hvad vi skal tænke? Den svedige jazzdans, de misbilligende blikke fra andre kvinder, de lystne fra mændene. Og så en toiletsexscene, hvor det er ubehageligt for hende. Vi er ikke i tvivl. Det sætter et afsæt, hvor jeg føler, at jeg skal manipuleres og ikke opleve.
”Det er som det skal være. Jeg har ikke noget imod, at det er sort/hvidt i sådanne film.”
– Rent dramaturgisk skal det jo forklares, at samfundet vil putte hende væk, men samtidig vil filmen vel komme med et moderne blik? At kvinder har ret til deres egen krop og seksualitet. De blander gammeldags dramaturgi med et moderne udsagn om, at kvinder gerne må have en udadvendt seksualitet.
”Ja, lige det slog mig også. Det virker lidt som en mandlig fantasi, at ’Maren’ (Emilie Kroyer Koppel) skulle opføre sig sådan. Ved sin første gang? Det undrede mig faktisk.”
– Ja, lige som sexscenen på øen med den unge mand midtvejs. Det forvirrede mig, at det i starten blev skildret som en romantisk affære. Hvad skulle det til for? Silhuetter, kys, nærbilleder, musik der matcher. Hvordan skulle det forstås? Var hun forelsket?
”Efter højst to timers ’bekendtskab’? Nej, hun ville med båden og væk fra øen, men i betragtning af, at hun jo ikke er ”åndssvag” som hun selv siger, og som hun heller ikke fremstilles, så var det lidt mærkeligt, at hun ville give sig hen, før hun har sikret sig betalingen.”
– Scenen klingede falsk på mange måder – bortset fra at den unge mand var et dumt svin. Men var han det? Han skildres ikke sådan.
”I denne film er mænd dumme.”
– I samme øjeblik man ser ham på båden, den unge mand – allerede inden ’Maren’ kaster blikke efter ham – ved vi, hvor det bærer henad. Fordi han er en attraktiv ung skuespiller. Det er sådan en type film. Man må ikke overraskes, kun forarges.
”Igen, det er sådan, den slags film er – og nok også skal være.”
– Jeg sad undervejs og fik den tanke, at jeg var ved at se en film af Bille August på valium. Det er ikke det jeg forventer af en film, der hedder Ustyrlig.
”Så du kedede dig ligefrem?”
– Det må jeg desværre sige. Og det er jo ellers sådan en film, der skal få dig til at føle dig som et dårligt mennesker og et dumt svin, hvis du ikke bliver rørt. Men så er det det, jeg er.
” … ”
– Jeg kan huske en ung instruktør fra Filmskolen, der for mange år siden sagde ved præsentationen af sin og de andre elevers afgangsfilm, at man også skal huske, hvad man laver film OM! Filmens budskab med andre ord. Dengang var der måske en tendens til at overæstetisere – film og kunst for filmens og kunstens egen skyld – men man kan måske godt sige, at det er mig, der hænger fast. For jeg er sgu ligeglad med, hvad en film handler om, bare den er go’. Ok, man var dumme i gamle dage, men hvorfor lave en gammeldags film om det?
”Jeg syntes, filmen var god og rørende, og budskabet kom da vældig fint ud – hvad gør det så, om den foregår i gamle dage – det var det jo. Og emnet er stadig relevant, for folk bliver stadig bæltefikserede, og der fjernes stadig babyer, hvor man måske kunne have støttet familien og fundet en bedre løsning.”
– Men var referencerne til Gøgereden ikke lige lovligt tydelige? Den stramme sygeplejerske, den oprørske indsatte, det at den tilsyneladende hovedperson, Jack Nicholson og ’Maren’, ikke er den egentlige hovedkarakter. Hvornår gættede du for eksempel, at ’Sørine’ (spillet af Jessica Dinnage, ’Marens’ værelseskammerat på kvindehjemmet, red.) var den reelle hovedperson?
”Ret tidligt – næsten lige så snart man så hende på øen. Hun fremstilles mere kompleks. Skuespilleren var også virkelig god.”
– Ja, enig, og Koppel var også god.
”Bestemt. Der må de have tænkt, at nu har vi den nye Sofie Gråbøl.”
– Ha-ha, ja, det tænkte jeg også. Det er måske lidt urimeligt, men hun var altså god.
”Og så forsøger de at skaffe lidt sympati for forstanderen ’Frk. Nielsen’ (Lene Maria Christensen) med hendes handlinger til allersidst. Men det lykkes ikke helt, og hendes karakter kommer nærmest til at virke hyklerisk. Men du skal ikke skrive om det og afsløre for meget.”
– Nej. Men overlægen (Anders Heinrichsen) virker da også ked af ’Marens’ skæbne. Og han springer i vandet for at redde hende.
”Han var vel bare ked af at miste en patient – sådan rent professionelt. Han fremstilles som et ret gennemført dumt svin, synes jeg. Helt uden empati.”
– Hmm, subtilt. Hvad med æstetikken? Lige da ’Maren’ kommer til øen første gang, lyder der sådan en ekspressiv musik, der nærmest lød som om nogle af de andre anbragte stod og spillede et sted. Det gav mig forhåbninger om, at filmen ville udfordre mig, men det lovede ligesom noget forkert, og faldt tilbage i den normale gænge.
”Æstetikken er dit område. Jeg ser bare filmen og lever mig ind i handlingen.”
– Næsten alle scener forsøgte sig med såkaldte beats … altså små punkter, en replik eller en handling, der flytter handlingen en lille smule indenfor den samme scene. Men det løftede ikke forudsigeligheden væk – snarere tværtimod.
”Igen, handlingen skal frem, og det kom den.”
– Det er jo en film om kvinder og helt urimelige forhold for kvinder. Jeg tænkte undervejs lidt på den bevæggrund, der foranlediger flugtforsøget. Er moderskabet bare en psykologisk mekanisme, der virker på manuskriptplanet, eller siger filmen, at moderskabet er noget helt unikt, som ingen andre end moderen hverken kan eller skal forstå eller blande sig i? For mig ville det sidste være interessant, men desværre virker det mest som om, det er det første.
”Nej, det tror jeg er vigtigt for filmen, og jeg synes også, det kommer frem. Båndet mellem moder og barn er stærkt, og det er jo ikke noget problem, at filmen bruger det som drivkraft.”
– Måske har du ret. Men der er et sted, jeg fik ondt af filmfolkene. De har sikkert utroligt gerne ville vise øen Sprogø i et flot-dystert totalbillede, men den er jo spoleret af Øresundsbro og motorvej, og de har åbenbart ikke haft budget til et ordentligt computerbillede af det.
”Det var da utroligt, du skal bare finde noget. Det er da helt lige meget. Hvorfor kan du ikke bare nyde en film, der både vil engagere, skabe spænding og sympati for kvinders problemer gennem tiderne? Problemer, der endda stadig har relevans. ”
– Ja-jo, jeg mener jo bare, at filmen godt kunne have været lidt mere, ja, ustyrlig. Det ville ligesom have understreget tematikken bedre efter min mening.
Læs mere om dansk film i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
