SOMMERLAND // ESSAY – En cirka 75 cm lang, brun slange med siksakstriber på ryggen krøb målbevidst afsted henover de brune terrassebrædder. ”Det er sgu en hugorm,” konstaterede Jytte Bødker kækt, da familien med børnebørn var i sommerhus.
En uge i april tog min mand og jeg, sammen med vores søn, svigerdatter og deres to små piger på snart 2 og 4 år til Hvide Sande for at hygge os en uge i sommerhus på Klitten, som de lokale kalder tangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord på Vestkysten. Min mand og jeg var de første, der ankom, først på eftermiddagen. Solens forårsstråler varmede dejligt på den skønne terrasse, der løb om sommerhuset, og vi blev hurtigt enige om, at her ville vi opholde os en stor del af tiden, da der også var et dejligt udendørs vildmarksbad, og vejrudsigten lovede sol og pæne temperaturer hele ugen.
Jeg stod lidt og nød den dejlige udsigt over fjorden fra det højtbeliggende hus, imens min mand tjekkede, at alt var, som det skulle være, da jeg hørte ham kalde på mig, og jeg søgte hen mod det hjørne af terrassen, hvorfra jeg lokaliserede hans kalden. Han pegede på noget, der snorede sig langs muren og hen imod sandet og marehalmen. En cirka 75 cm lang, brun slange med siksakstriber på ryggen krøb målbevidst afsted henover de brune terrassebrædder.
”Det er sgu en hugorm,” konstaterede jeg kækt. Vi stod lidt og betragtede dette flotte krybdyr, men jeg holdt mig også på behørig afstand, for fra min opvækst på landet og som datter af en tyttebærplukker på heden, så ved jeg, at det er et dyr, man bør have stor respekt for; den lever godt op til sit navn, hvis man kommer den for nær.
Hugormen rakte tunge nogle gange som for at vejre luften og vise os, at vi forstyrrede dens planer
Min mand fandt et fiskenet med stang, som vi havde medbragt til at fange smådyr sammen med børnebørnene, og vi fik den ubudne gæst til at kravle ind i nettet ved at holde det ned foran dens hoved.
Hugormen rakte tunge nogle gange som for at vejre luften og vise os, at vi forstyrrede dens planer, men den virkede til at være ok med vores påhit, for den tog det meget pænt og hverken hvæsede eller huggede ud efter nettet, men kravlede ind, hvor vi havde tiltænkt den skulle opholde sig på dens rejse mod et andet opholdssted end vores terrasse, men med en midlertidig bolig – en spand, som vi satte den ned i sammen med nettet indtil videre.
Fred, ingen fare
Et kvarters tid senere var familien samlet, og vi besluttede, at det var en god ide at introducere den ubudne gæst for pigerne og deres forældre, da der jo nok var en mulighed for, at gæsten også havde inviteret sin familie med på Klitten og ikke havde til hensigt frivilligt at forlade terrassen – og måske var de øvrige i hugormefamilien ikke så fredelige som det indfangne eksemplar.
Børnene fik fremvist hugormen, og der var en stemning af fascination og beundring af det flotte dyr, som jeg naturligvis sagde også skulle være i naturen, men dog ikke lige på vores terrasse. Efter en, synes jeg selv, god og pædagogisk forklaring om, at man ikke skulle røre ved et sådan kræ, men straks hente en voksen, hvis man så et magen til, fik min søn æren af at sætte giftslangen ud på klitten et stykke væk fra sommerhuset, og efter fotosession med vidunderet gik vi ellers i gang med at pakke ud.
Vi var kun lige blevet færdige og havde sat os i solen, mens pigerne løb glade rundt, da min mand på sin runde for at tjekke igen kaldte omme fra læmuren: ”Her er sgu en til”. Han havde nu fanget et væsentligt mindre eksemplar, som også blev studeret efter indfangning i nettet, og også den blev sat ud samme sted i klitterne som dens artsfælle.
Vi skiftedes til med passende mellemrum at gå en runde rundt om huset for at tjekke, om der var flere hugorme, der havde mod på at aflægge os et besøg
Efter at have sundet os lidt, gik mændene i gang med at fylde vildmarksbadet med vand og fik tændt op i ovnen med det indkøbte løvtræ, men vi havde alle en ret underlig og lidt frygtsom fornemmelse og holdt hele tiden et vågent øje med, hvor børnene bevægede sig hen, og vi skiftedes til med passende mellemrum at gå en runde rundt om huset for at tjekke, om der var flere hugorme, der havde mod på at aflægge os et besøg, men alt åndede fred og ingen fare de næste par timer.
Hugormen er et fredet dyr
Vandet i vildmarksbadet havde endelig nået en god temperatur, og vi sank på skift ned i det lune vand og nød vinden i håret og solen i øjnene. Vi legede med pigerne i vandet, og vi morede os dejligt resten af eftermiddagen indtil den 4-årige og jeg står op af badet og på bare fødder går de få meter hen til den udendørs brusekabine. Jeg går forrest og åbner for vandet og venter på, at hun følger med, men hun stopper op på vej ind i kabinen og siger roligt, helt uden dramatik i stemmen: ”Farmor, der er én mere af de der dyr” – samtidig med hun peger ind mod mine fødder.
Jeg når lige at se hugormen kravle hen mod mine bare fødder, da jeg med skrig og skrål styrter ud af brusekabinen, samtidig med jeg trækker mit barnebarn med mig. Mit hjerte er nærmest fløjet op i halsen og slår som et tæskeværk, og det bliver ikke bedre, da det går op for mig, at havde den hun ikke fået øje på hugormen, hvis farve næsten faldt i med de brune fliser på gulvet i kabinen, havde jeg sikkert trådt på den, og så er det ikke sikkert, den havde været så venlig stemt som dens to artsfæller. Jeg gøs ved det værst tænkelige – at én af mine børnebørn var blevet bidt.
I virkeligheden var det jo egentlig os, der var de ubudne. Jeg tror, hugormene havde nydt godt af solen på terrassen, før vi flyttede ind
Det varede et stykke tid, inden jeg kom mig over skrækken, og da min mand mente, at den sikkert var faldet ned fra den klit, hvori brusekabinen var indbygget, gøs jeg igen ved tanken om, at en af os kunne have stået derinde og fået den ned i nakken, men jeg er nærmest også ekspert i at tænke katastrofetanker.
Der er nok ingen tvivl om, at hugormen blev mindst lige så forskrækket som jeg over mødet under bruseren, men efter endnu en forflytning, var vi nu ved at være trætte af hugorme, og den følgende uge var vi ekstra opmærksomme, og havde telefonnummeret på vagtlægen liggende fremme i fald uheldet skulle være ude og én af os blev bidt.
Vi fik dog ikke flere besøg, som vi ved af, af ubudne gæster, og i virkeligheden var det jo egentlig os, der var de ubudne. Jeg tror, hugormene havde nydt godt af solen på terrassen, før vi flyttede ind, men vi havde trods alt betalt i dyre domme for herlighederne, og heldigvis var der masser af andre terrasser ved ubenyttede sommerhuse, som hugormene kunne sole sig på.
Vi ved, at hugorme ligesom andre padder er fredede dyr, og vi fulgte Naturstyrelsens retningsliner og flyttede dem blot, så vi håber ikke, de led unødig overlast. Nogen vil måske endda hævde, at vi burde have slået dem ihjel, og det er faktisk også lovligt, hvis de er til stor gene, men vi kan jo ikke slå alt ihjel, som ikke passer ind i vores planer. Jeg tror dog, det varer lidt, inden jeg igen går barfodet i klitterne.
Jeg er i alle tilfælde meget taknemlig for, at barnebarnets yndlingsbeskæftigelse er at finde dyr i naturen, hvor hun færdes dagligt; hun har et syn, der nærmest scanner den for alt levende, så hun er en god naturvejleder at slå følge med, hvis man vil overleve i den farlige natur.
Foto: Tina Vissing.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her