I Myanmars fortravlede hovedstad, Yangon, findes en taxaservice drevet af tidligere politiske fanger. Sammenlagt har stifterne tilbragt mere end 30 år i fængsel i landet med en fortid stærkt præget af kolonisering og militærstyre. Andrea Margrethe Dragsdahl tilbragte en dag med Shell, der har været fængslet i fjorten år – med en hverdag præget af udsultning og tortur. Ikke desto mindre tror han fortsat på, at demokratiet er muligt og han har ikke opgivet arbejdet for forandringer.
YANGOON – Min taxachauffør i Yangon hedder Shell. Han har tilbragt fjorten år i fængsel som politisk fange og han vil vise mig de steder i byen, hvor mennesker er blevet dræbt for deres tro på et demokratisk Myanmar. Shell var 20 år gammel, da han første gang blev fængslet som politisk fange i 1989. Efter sin første løsladelse gik der ikke længe, før han igen blev arresteret for sine politiske aktiviteter.
Men da han kom ud igen, var det med en endnu stærkere vilje og tro på kampen for demokratiet, hvorfor han atter blev fængslet for sin fortsatte tro på en demokratisk fremtid for Myanmar. Hver gang han er blevet løsladt, har han mødt en bidende realitet: fraværet af job, venner og hjem, beretter han:
“Det var svært at være i fængsel, men som løsladt har man intet holdepunkt. Intet hjem og intet job. Forestil dig at være arbejdsgiver, og have mig til samtale, der lige er blevet løsladt efter så mange år i fængsel. Jeg kan godt forstå dem.”
Det var svært at være i fængsel, men som løsladt har man intet holdepunkt. Intet hjem og intet job. Forestil dig at være arbejdsgiver, og have mig til samtale, der lige er blevet løsladt efter så mange år i fængsel. Jeg kan godt forstå dem
Jeg møder Shell på min anden dag i Myanmar, som jeg er rejst til for at mærke kulturen og forstå landet, der først for nylig har åbnet op for turister, bedre. Sydøstasien har længe haft en særlig plads i mit hjerte, og rejsen til Myanmar skulle i min egen selvforståelse hjælpe mig til at få en fornemmelse af det, inden det blev endnu et billigt ferieparadis for rige vestlige turister, der rejser tusinder af kilometer for straks at efterspørge en McDonalds og en latte fra Starbucks. To ting, som Myanmar endnu ikke kan byde på. Heldigvis.
Kørekort til en kamp for demokrati
På trods af de svære vilkår fortsatte Shell med sit politiske arbejde, og blev med enkelte års mellemliggende frihed fængslet igen i 1996 og 2007 for sit politiske engagement. Ved sin seneste arrestation i 2007, blev han fængslet for at stå bag organiseringen af over 100 fotografer, der forevigede demonstrationen gennem Yangons gader. Han blev idømt 11 års fængsel, men modtog i 2003 amnesti fra den nye regering.
Efter sin seneste løsladelse i 2012 kom han ud til et Myanmar, der langsomt var begyndt at åbne op for turister, og det var tydeligt at en industri var ved at tage form. Med minderne om den umulige jobsøgning i baghovedet, satte Shell sig for at få kørekort. Noget som hans straffeattest for en gangs skyld ikke kunne sætte en stopper for.
Shell giver mig en af sine politiske rundvisninger, og han forklarer, at i modsætning til den almindelig ‘Yangon Tour’, så er det her en tur, der går til de steder, hvor mennesker er blevet dræbt og døde for deres tro på demokrati.
Kørekortet blev starten på Golden Harp Taxi Service, som han i fællesskab med Bobo og Taky stiftede i 2012. Tilsammen har de tilbragt mere end 30 år i fængsel som politiske fanger, men deres drivkraft og passion for et demokratisk Myanmar deler de ligeligt.
Organisationen hjælper tidligere politiske fanger med køb eller leje af bil, som kan hjælpe dem med en stilling som taxachauffør. Et af de få erhverv der er tilbage, hvor de ikke udelukkes på baggrund af deres fortid i fængslet og politiske værdikampe.
En dag med en tidligere politisk fange
Shell henter mig foran mit hostel, hvor jeg deler sovesal med andre eventyrlystne rejsende. Klædt traditionelt præsenterer han sig iklædt en ‘longyi’, der minder mest om en lang nederdel, som af mænd bæres til knæet og af kvinder til anklerne. Vi følges til hans bil, som skal tage mig rundt i Yangons gader og historie.
Jeg har bedt ham give mig en af sine politiske rundvisninger, og han forklarer, at i modsætning til den almindelig ‘Yangon Tour’, så er det her en tur, der går til de steder, hvor mennesker er blevet dræbt og døde for deres tro på demokrati. Selvom turen er afsat til et par timer, falder vi hurtigt i snak og gennem dagen deler han åbent og passioneret historier fra sine sammenlagt 14 år som politisk fange.
Mens vi kører gennem Yangons gader, fortæller han mig om at være blevet fængslet som 20-årig for sin deltagelse i protesterne mod det militære regime, der i 26 år kontrollerede Myanmar. Shell deltog selv den 8. august 1988, hvor protesterne kulminerede i et massivt folkeligt oprør, hvor munke, soldater og offentligt ansatte deltog. Han fortæller at tusinder døde, da generalen gav ordre på at skyde direkte på de mange demonstranter. Shell mistede en af sine bedste venner den dag, men har gennem årene måtte tage afsked med flere, der enten er flygtet, fængslet eller blevet dræbt.
Mens Shell fortæller illustrerer han hvordan politiet fastholdt studerende under vandet indtil de druknede. Mange andre blev slået og transporteret væk i overfyldte vogne. Her døde flere af iltmangel, inden de nåede fængslet.
“Efter protesterne lukkede regeringen Yangon Universitet, fordi den frygtede, at de studerende igen ville forenes og genoptage protesterne.” fortæller Shell, mens vi står foran byens rådhus, hvor mange af protesterne fandt sted. Han forklarer, at universitet siden blev spredt i mindre afdelinger ud over byen, og at der stadig i dag er perioder, hvor universitetet lukkes ned af frygt for kritik og protester fra de studerende.
Mens vi kører gennem byen, stopper vi ved de steder, hvor de største demonstrationer fandt sted. Vi stopper ved Inya Lake, der er bygget som vandreservoir under koloniseringen, og i dag er byens største sø. Shell fortæller, hvordan de studerende marcherede i protest og fyldte hele den nærliggende vej, da de blev mødt af en blokade af politi. Demonstranterne spredte sig til alle sider, og mange løb op for at gemme sig i søen. Mens Shell fortæller, illustrerer han, hvordan politiet fastholdt studerende under vandet, indtil de druknede. Mange andre blev slået og transporteret væk i overfyldte vogne. Her døde flere af iltmangel, inden de nåede fængslet, fortæller Shell.
Jeg spørger Shell, om han ville betegne Myanmar som et demokrati i dag, og som svar stirrer han ud af ruden. Jeg skal lige til at gentage mit spørgsmål, da han efter en lang tænkepause vender sig mod mig og siger “Ikke endnu. Men en dag. Så skal det nok blive godt.”
Fængslet, et helvede
Vi er ved at være halvvejs gennem dagen, og Shell beslutter, at vi skal spise frokost på en af hans yndlingsrestauranter. Hurtigt bliver det også min yndlingsrestaurant, da middagen byder på eksotiske madvarer fra hele farvepaletten og med alverdens smage. Under middagen griber jeg chancen og beder ham uddybe sine tanker om årene som politisk fange.
“Det var hårde tider. Da jeg ankom til fængslet for første gang, var jeg sammen med mange andre. Vi havde fodlænker på og vores øjne var tildækkede, så vi kunne ikke se, hvad der foregik, men vi blev kropsvisiteret og afklædt. Gennem to timer blev vi slået med gummistave og bambuspinde. Bagefter var jeg helt dækket af sår.”
Det var starten på Shells første tre år i fængsel. Han stod i spidsen for mange studerende under protesterne, og blev derfor anset som en alvorlig trussel for styret, der ikke tålte kritik eller modstand. Mens han er fængslet, dør hans mor, inden han løslades i 1992. Ved at sælge cigaretter og vandflasker på gaderne om natten forsøger han at overleve. Resten af sin tid organiserer han igen studerende og kæmper for en demokratisk fremtid for Myanmar. En mærkesag, der kun blev forstærket af hans år i fængslet.
Fire år efter sin løsladelse arresteres han endnu en gang for sin aktivisme og tvinges de første to år i isolation.
“Da jeg sad i isolation, var der ingen kontakt til mennesker overhovedet. To gange om dagen blev der hældt et par skefulde mad ind gennem tremmerne. Som indsat er man altid sulten. Jeg blev skør af det. Nogle politiske fanger begår selvmord ved at kvæle sig selv i deres tøj. Lyden af fodlænker, der siger klonk-klonk, som de støder mod hinanden for hvert skridt man tager. Larmen. Snavset. Det kolde stengulv. Den konstante sult. Det driver hjernen til vanvid.”
De sjældne og sparsomme måltider bestod altid af den samme udvandede bønnesuppe. For at illustrere sin desperation fortæller Shell, hvordan han engang forsøgte at nå en bananskræl, som en vagt havde smidt foran cellen. Han fortæller historien i en tone, der tydelig afspejler hans egen opfattelse af situationen som tåbelig, og dog kan han bruge den til at forklare mig alvoren. Og netop alvoren forstår jeg. Så meget at jeg bliver tom for ord, og Shell opfanger at jeg bliver tydeligt berørt af hans fortællinger.
“Ja..” siger han, som kunne han læse mine tanker. “Fængsel er et helvede. Et dybt mørkt helvede”.
Shell tilbragte fra 1996 syv år i fængsel, hvor han for det meste delte en lille celle med to andre. Han tager min notesblok og tegner cellen, der var 2,5 meter på den ene led og 3 meter på den ande. I det ene hjørne tegner han en spand. Det var toilettet.
Da jeg sad i isolation, var der ingen kontakt til mennesker overhovedet. To gange om dagen blev der hældt et par skefulde mad ind gennem tremmerne. Som indsat er man altid sulten. Jeg blev skør af det. Nogle politiske fanger begår selvmord ved at kvæle sig selv i deres tøj. Lyden af fodlænker, der siger klonk-klonk, som de støder mod hinanden for hvert skridt man tager. Larmen. Snavset. Det kolde stengulv. Den konstante sult. Det driver hjernen til vanvid.
Da jeg spørger til sengene, tegner han tre tændstiksmænd på gulvet. Han fortæller at det kolde stengulv er det han dvæler mest ved, når han tænker tilbage på tiden i fængsel. Det har givet ham mange rygsmerter, og når det var rigtig koldt, var det svært at sove. I syv år var de syv og en halv kvadratmeter hans hjem og de udvandede bønnesupper hans eneste måltid.
Fremtiden er demokratisk
Da dagen er ved at være ovre stiller jeg det uundgåelige spørgsmål; Vil du til trods for alt, hvad du har været igennem, blive ved med at kæmpe for en demokratisk fremtid for Myanmar?
Shell ser på mig og smiler med optimisme i blikket, og med, hvad jeg efter en dag er kommet til at se som hans sædvanlige ro i stemmen siger han, at ja – han tror på at Myanmar har en fremtid som demokrati. Hver måned mødes han og andre tidligere politiske fanger. Her diskuterer de politik, og hvordan de bedst kan hjælpe dem, der stadig er fængslet.
“Så længe Myanmar fortsat har politiske fanger, er der stadig noget at kæmpe for”, afslutter Shell, inden vi skilles ved busstationen ovenpå en lang dag.
Kunne du lide denne artikel? Så del den meget gerne. Hos POV International skriver vi alle frivilligt, men bliver glade for bidrag. Du kan bidrage til mine fortsatte skriverier på Mobile Pay +45 42 31 55 26
Alle billeder tilhører Andrea Dragsdahl, og må ikke anvendes andet sted uden samtykke.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
