Rusland trækker USA over på sin banehalvdel i nye forhandlinger

Michael Christensen 20.11.2025

UKRAINE // ANALYSE – De seneste kontakter mellem USA og Rusland tegner et bekymrende billede: Kreml fastholder sin position uden det mindste skifte, og Washington bevæger sig i retning af imødekommelse af Moskvas krav. Hensigten er den samme: At kræve det uantagelige, så det uacceptable fremstår som et rimeligt kompromis.

Trumps særlige udsending Steve Witkoff har intensiveret sin kontakt til russiske forhandlere, og en delegation ledet af den amerikanske hærminister Dan Driscoll har netop været i Kyiv for at drøfte mulige veje til at få afsluttet krigen.

Ved første øjekast kunne det ligne en ny diplomatisk åbning. Men dokumenter, som blandt andre Financial Times, Axios, CNN og BBC er kommet i besiddelse af, tegner et andet og langt mere urovækkende mønster. De amerikanske forslag ligger i bemærkelsesværdig grad tæt på de krav, Rusland længe har opstillet.

Moskvas linje er ikke ændret. Tværtimod insisterer russiske ledere på, at intet er forandret i forhold til 2022, da Rusland invaderede Ukraine. Det er blevet understreget af udenrigsminister Sergej Lavrov, som over for både Reuters og BBC har fastslået, at Ruslands forudsætninger for fred forbliver de samme som tidligere: Kreml kræver et neutralt, alliancefrit Ukraine, der er reduceret i territorium og frataget sin militære slagkraft. Ikke som en del af en forhandlet løsning, men som en betingelse for overhovedet at tale sammen.

For at forstå, hvad der foregår, må man forstå den russiske måde at forhandle på. Den handler ikke om at finde kompromisser eller løsninger. Den er taktisk og målrettet.

Det uacceptable fremstår som et kompromis

Rusland bruger forhandlinger som et redskab til at opnå noget, det ikke kan få med våben alene. Modellen er velkendt fra tidligere episoder: Rusland fremsætter ekstreme krav og afventer, at vestlige lande i forsoningens navn forsøger at finde et midtpunkt. Det kompromis ender ofte med at ligge langt tættere på Moskvas udgangspunkt end på den oprindelige balance.

Mønstret har været gennemgående siden konflikten med Georgien, over kampene i Donbas, gennem Minsk-aftalerne og frem til de aktuelle sonderinger. Hensigten er den samme: At kræve det uantagelige, så det uacceptable fremstår som et rimeligt kompromis.

Ruslands mål er, at især USA og Europa vil lade sig lokke til indrømmelser for at fremme noget, der kan fremstilles som en fred.

Estlands tidligere statsminister og nuværende EU-udenrigschef, Kaja Kallas, har i flere år advaret mod netop denne taktik.

Hun har gentagne gange understreget, at Rusland ikke bruger forhandlinger til at finde løsninger, men som et middel til at svække sin modstander. Ifølge hende taler Rusland, mens det tager, og det er den egentlige strategi.

Præsident Zelensky og hans regering ved, at en sådan aftale ikke ville skabe fred, men blot fryse den nuværende magtbalance og efterlade landet forsvarsløst.

Set i det lys ligner de amerikanske sonderinger ikke et fredsinitiativ, men snarere begyndelsen på en række indrømmelser, som Rusland ellers aldrig ville kunne have opnået.

For Ukraine er situationen klar. Landet har hverken politisk eller militært mulighed for at acceptere en løsning, der indebærer afgivelse af territorium, halvering af hæren eller et forbud mod langtrækkende våben.

Præsident Zelensky og hans regering ved, at en sådan aftale ikke ville skabe fred, men blot fryse den nuværende magtbalance og efterlade landet forsvarsløst. Ukraine ønsker fred, men en fred, der bygger på folkeretten og respekten for national suverænitet, ikke en fred baseret på pres og tvang.

EU’s holdning er mere fast. Støtten til Ukraine fortsætter, sanktionerne mod Rusland fastholdes, og enhver aftale skal bygge på Ukraines ret til selvstændighed og territoriel integritet. Flere europæiske lande har i stigende grad indset, at en skæv fred, der belønner aggression, ikke bringer stabilitet. Den udskyder blot næste konflikt.

Og netop dette er konfliktens store blindhed: En fred på russiske vilkår afslutter ikke krigen, men blot første etape.

Et Ukraine uden mulighed for forsvar, uden våbenrækkevidde og uden strategisk dybde vil være sårbart og åbent for fremtidige angreb. Erfaringen viser det med al tydelighed. Rusland vender tilbage, når modstanden er svækket, og det internationale klima tillader et nyt fremstød. Sådan gik det efter Georgien. Sådan gik det efter annekteringen af Krim. Og sådan vil det gå igen, hvis Kreml får sin vilje denne gang.

Rusland stopper ikke, når Ukraine er svagt. Det er netop dér, det sætter ind.

Michael (1964) er cybersikkerhedskonsulent, stabsofficer og skribent. Han har over 35 års erfaring med it, cybersikkerhed og risikostyring, og kombinerer en civil karriere som rådgiver for virksomheder og myndigheder med en militær rolle.