Roskildes fri-tid - et tilbageblik • POV International

Frederik Bojer Bové 05.07.2017

Vi har for vane at kalde Roskilde for et fri-rum, men det er forkert. Det er snarere en fri-tid. At kalde det et rum antyder, at vi kan vende tilbage dertil, og lade det samme ske. Hver Roskilde er forskellig, hver Roskilde har sin egen karakter. Nogen gange er det sol og sommer og fest. Andre gange er det et regnvådt mareridt. Vi noterer os sejre og nederlag. Vasker tøjet. Og så gør vi det igen til næste år. Eller gør noget der ligner, men aldrig er det samme.

Det er en forbløffende tid. En tid, hvor man kan se koncerter dagen lang, sove ikke ret meget, og stå op næste morgen for at arbejde. Så snart jeg kom ud af Roskilde-tid, så kollapsede jeg nærmest, ligesom jeg altid gør dagen efter en Roskilde, og det at skrive den sidste tekst var komplet uoverskueligt, desuagtet at min seng er så meget blødere end mit liggeunderlag, og jeg ellers normalt skriver bedre uden tømmermænd… Så der gik lige et par dage inden jeg fik bearbejdet den sidste dags oplevelser, det undskylder jeg for. Men her er de.

Debashish Bhattacharya

Hvis du ser et indisk navn på tidsplanen for Roskilde Festival, især hvis det er tidligt om dagen, så mød op! Der findes ikke bedre måder at starte dagen på. Og i år viste det sig endda at være endnu mere passende.

Hvis jeg kunne forklare, hvad den var, og hvad den gjorde ved mig, så ville jeg ikke have haft så meget brug for den.

‘I am so happy to play in this weather, because in India it’s monsoon season right now!’ sagde den indiske musiker, der sad på scenen med sine selv-ombyggede slide-guitarer og en tablas-spiller til hjælp med rytmerne. Han forklarede, at han ville starte med et solonummer, at musikken skulle bygges op ud fra lyden af regnen, og han fortalte lidt om skalaen, han ville spille i; hvordan den ene tone lød som længsel, mens den anden skulle lyde som glæden ved det, vi trods alt har.

Og så satte han ellers i gang. Og det var smukt fra start, de glidende toner flød ud i rummet, og fortalte hver enkelt af os om det, vi har fundet, og det vi har tabt. Men så hev han en kugle frem og spillede på guitaren med den, og den vrængende, klingende, skæve tone… Hvis jeg kunne forklare, hvad den var, og hvad den gjorde ved mig, så ville jeg ikke have haft så meget brug for den.

Det var sammenspillet mellem mand, instrument og omverden. Og efter et godt langt solostykke begynde tablasisten at spille med, og intet sammenspil er så godt som det mellem to indiske musikere. De kiggede på hinanden, smilede, fandt ind i en komplet rytmisk samklang. Deres fingre tappede de samme rytmer på skind såvel som streng, satte mere og mere energi i både den dumpe bas fra trommen og det skingre vræng fra guitaren, og publikum rykkede højere og højere op.

I en time var vi tilskuere til to mænd, som opbyggede noget helt særligt i fællesskab. Selvom jeg egentlig ikke tror, de kendte hinanden så godt – Bhattacharya forklarede, at den anden var en gæst fra London – så var deres samspil lyden af gamle relationer. Formentlig et musikalsk, kollegialt fællesskab, som kommer fra, at de begge har studeret den samme slags musik i årevis – men det lød som mine allerbedste venskaber. Da Bhattacharya startede et nyt nummer ved at spille en rytme på hans mikrofon, tog publikum over med et overraskende rytmisk klapperi. Han begyndte at synge, tablas stemte i, så lidt guitar, og vi var med i nogle magiske minutter.

I en time var vi i himmelen. Og det havde jeg brug for. Og jeg vil påstå, at hvis danske musikere prøvede at spille lidt mere som den danske sommerregn, så ville vor musikalske formåen være på et højere niveau.

Men perfektion kan aldrig vare evigt. Til ekstranumrene forsøgte Bhattacharya tydeligvis at slå sit eget navn fast, at markere at han sådan set er en unik kunstner og ikke bare en indisk tradition. Han forklarede lidt om sine Grammy-vindende albums, spillede noget musik om romafolket og sluttede af med lidt Hawaii-musik. Og jo, han er en unik person, og jeg forstår godt, at i musikverdenen er det umuligt at overleve, hvis ikke man får slået sig selv og sine unikke sider fast, som andet og mere end en maskine, der forklarer lyden af monsunen. Men det var ikke helt lige så magisk.

I en time var vi i himmelen. Og det havde jeg brug for. Og jeg vil påstå, at hvis danske musikere prøvede at spille lidt mere som den danske sommerregn, så ville vor musikalske formåen være på et højere niveau.

Jenny Hval

Der var også et øjeblik under Jenny Hvals koncert, hvor tiden syntes at stå helt stille, men det var på en ganske anden måde. Sådan midtvejs under koncerten begyndte dj’en at spille en meget ensformig rytme, og Hval begyndte at læse op af noget, som stod på en glitrende tablet, hun havde i hånden, og de mange udklædte dansere – som spillede med i mange af de andre numre, men som ikke havde noget at lave i det her minimalistiske stykke – begyndte at vandre rundt på scenen og tage selfies. Jeg registrerede ikke, hvor lang tid det tog, men det føltes som et kvarter… Det var en koncert, der var mere en performance, hvor det til tider blev så stillestående, at det antog karakter af noget skulpturelt.

Det føltes paradoksalt nok, som om Jenny Hval inviterede os til at objektificere hende, når hun nægtede at forsøge at tvinge hendes subjektivitet nedover os. Det føltes… utrygt?

Jenny Hval er kendt for sine meget konceptuelle og ganske feministiske albums, såsom hendes seneste, Blood Bitch, der i høj grad omhandler menstruation. Hvilket ikke er noget jeg har så meget erfaring med, og jeg skal gerne indrømme, jeg ikke helt fanger så vanvittig meget af hendes musik; måske ikke er den hundrede procent rigtige til at bedømme det her, og heller ikke på forhånd havde nogen idé om, hvad vi skulle høre. Jeg havde nok tænkt mig lidt mere guitar. Men det var en meget elektronisk omgang med to af musikerne på elektroniske instrumenter og en tredje på en tuba, der med pedaler og effekter lavede mærkværdige lyde. Og jeg har på fornemmelsen, man må kunne have lavet de lyde på en lettere måde, men det kom da til at lyde, som om det kom helt inde fra kroppen. Og ja, så var de alle sammen iklædt sort/hvide kostumer, og dansede meget langsomt rundt. Og Jenny Hval var en af de mest lakoniske frontpersoner, jeg nogen sinde har set. Hun kommenterede, hvor fint det var, at de spillede, og så klappede vi, og så spillede de, så var det næsten som om, der var noget kommunikation imellem os. Og da de var færdige sagde hun: ‘Det var det. Og gik sin vej.

Der var nærmest ingen kommunikation. Der var intet magisk møde mellem kunstnere og publikum. Det var nærmest ikke som en koncert. Det var en mærkelig oplevelse, som satte mærkelige tanker i gang. Det føltes paradoksalt nok, som om Jenny Hval inviterede os til at objektificere hende, når hun nægtede at forsøge at tvinge hendes subjektivitet nedover os. Det føltes… utrygt? Jeg ved ikke, om det føltes specielt feministisk? Men omvendt var det også svært ikke at se det, som om hun stillede sig op som objekt, men som skadet objekt. Ikke som den perfekte sangerinde, men som artist, der ikke altid fungerer. Nogle gange bløder. En kæmpe inspirationskilde må være den svenske sangerinde Karin Dreijer Andersson, hvis to elektroniske projekter The Knife og Fever Ray også var opkaldt efter objekter, efter våben, efter ting som kan skade.

Når tingene kommer sammen, så slår Jenny Hvals musik også ganske hårdt. Hun samlede trådene til sidst i hittet Conceptual Romance, der dels udstiller latterligheden i at overtænke tingene (Conceptual Romance is on my mind / I call it abstract romanticism går omkvædet) men også til sidst er utrolig direkte: ‘Come with me, I wan’t to show you something / The original wound / The Origin of the World’. En henvisning til Gustave Courbets maleri fra 1866, og hvis – man kender det billede – en forbløffende direkte score-replik. Eller en kommentar om hendes egen krop, og mytedannelsen af den. Det var de sidste linjer vi fik. Det var det. Det kunne vi så gå ud og tygge lidt over.

Slowdive

Vi havde et fuldstændig magisk øjeblik til Slowdive, jeg og en ti-tyve andre. Under sidste nummer var jeg rykket udenfor, for selvom musikken var vidunderlig, så var det også sidst på ugen. Og mens sidste nummer langsomt men uimodståeligt byggede op til sidste klimaks, pegede en veninde op på himmelen, hvor skyerne langsomt var ved at forsvinde. Og så, præcis da den sidste guitar-støj-mur satte ind, brød solen frem. For første gang siden onsdag fik vi den at se. Og os udenfor, os der ikke kunne være med længere, delte et øjeblik, kastede hænderne i vejret, jublede, og kiggede ind på de stakler inde i teltet, der havde misset det. Det var vidunderligt, også selvom det ikke var planlagt.

Det var en mærkelig fornemmelse, at Slowdive, hvis medlemmer er i fyrrerne, og som udgav deres første album for 12 år siden, der egentlig ikke har ændret lyden nævneværdigt, virkede som det mest naturlige og tidsvarende rockband af alle dem jeg så. Men sådan var det egentlig.

Sådan var der nok så meget med den her reunion-koncert. Slowdive var store for femogtyve år siden, eller det vil sige store var de reelt aldrig. Et af shoegaze-scenens bedste band, men også et par år for sent på den i forhold til My Bloody Valentine, så deres klassiker-albums Souvlaki og – især – Pygmalion fik aldrig helt den ros de fortjente. Og så gik de i opløsning. Og blev gendannet. Og spillede åbenbart en rædderlig Roskilde-koncert i 2014, hvor jeg ikke var der. Og udgav så nu Slowdive, som jeg tror, er mit yndlingsalbum fra i år. Og lød lørdag eftermiddag forbløffende moderne, overbevisende og nødvendigt. Det giver ikke rigtig mening, det virker ikke planlagt.

Men koncerten lørdag gav måske et par hints om, hvorfor det er sådan. For det første var det virkelig tydeligt, hvor meget The XX skylder Slowdive. Sammenspillet mellem de to, Rachel Goswell og Neil Halstead. De klare rene guitartoner. De ret simple melodi-opbygninger, og de direkte tekster. Det har måske virket mindre indlysende, eftersom The XX bygger så meget af deres lyd på moderne klubmusik, men Slowdive gjorde i og for sig det samme i 90’erne, deres trommerytmer lyder ofte som noget fra en hip-hop/house sang, og deres overvældende lydflader lyder såmænd lige så meget som Public Enemys Fear of a Black Planet som det lyder som Dinosaur Jr. The XX genskaber mere den fornemmelse med tonstung bas. Det var en mærkelig fornemmelse, at Slowdive, hvis medlemmer er i fyrrerne, og som udgav deres første album for 12 år siden, der egentlig ikke har ændret lyden nævneværdigt, virkede som det mest naturlige og tidsvarende rockband af alle dem jeg så. Men sådan var det egentlig.

Det tror jeg ikke, nogen har planlagt. Det var bare udviklingen. Og så må man jo nyde øjeblikket.

Arcade Fire

Arcade Fire lader ikke til at mene, noget går tabt. Deres kommende album hedder Everything Now, og det er også navnet på den første single. ‘Everything Now! I need it! Everything Now! I want it! Everything Now! I can’t live without!’ Deres jakker har et logo på ryggen, hvor der står EN, og deres musik blander efterhånden alt på samme tid.

Der var intet band, jeg havde glædet mig til så meget som Arcade Fire. De skulle have spillet i 2007 – det famøse regnvejrsår hvor alt blev skyllet væk – og da de gik på, sad jeg i mit telt og samlede vand op med en klud. Nu her ti år efter skulle vi endelig tage revanche, dem og jeg, og genskabe et øjeblik, der var gået tabt.

Det var ikke det samme.

Det gik op for mig ganske tydeligt, da de spillede Here Comes the Nighttime, et af mine yndlingsnumre fra deres plade Reflektor. Forsanger Win Butler trådte ned til barrieren til publikum, blandt fotograferne, og sang linjerne: ‘They say, heaven’s a place / Yeah, heaven’s a place and they know where it is / But you know where it is? / It’s behind the gate, they won’t let you in’ Det virkede forbløffende kynisk og aggressivt. Hvor kom det fra? Det var ikke det band, jeg forelskede mig i tilbage i 2005.

Jeg er vokset op med Arcade Fire. Deres debutalbum Funeral var en sensation i 04-05, og står stadig som et af nullernes bedste indie-albums. Men hvad vigtigere var for en ung mand på 18 år, så var det et album, som handlede om at blive voksen. Om at tage ansvar. Jeg må have lyttet til In the Backseat en milliard gange; om forskellen på at kunne sidde på bagsædet og nyde turen, og at have forventninger om at kunne køre bilen.

I’ve been learning to drive / my whole life synger de (og jeg har stadig ikke taget kørekort, så det rammer stadig lige hårdt). Intet havde jeg glædet mig til så meget, som til at synge med på Wake Up, og så starter de med den! Og jeg skrålede ‘Now that I’m older / My heart’s colder og da især ‘If the children don’t grow up / Our bodies get bigger but our hearts get torn up / We’re just a million little Gods causing rain storms / turning every good thing to dust / I guess we just have to adjust’ Jeg skrålede med, som gjaldt det livet. Men jeg tror, ikke jeg mente det…

Hvorfor skulle Arcade Fire dog blive voksne? De sagde til mig at det ville ske, men jeg troede dem ikke. De sagde, det ville blive til støv, men jeg troede dem ikke. Og så skete det alligevel. Der er en forskel på deres gamle musik og deres nye, i deres gamle sange tonser de alle sammen igennem, fordi de vil fange så meget som muligt, inden det forsvinder. Nu vil de skabe en stor lyd for at bygge sig selv op som store. Jeg kan lide Reflektor, og jeg kan lide numrene, vi indtil videre har hørt fra Everything Now, men det er som om, noget er gået tabt. Og det var jeg ikke helt forberedt på.

De synger i Reflektor ‘I thought, I found the connector / It’s just a Reflektor’. Det er kynisk, men samtidig sandt. Og snarere end at finde en forbindelse til en nostalgisk fortid, fandt jeg et spejl. Og i det spejl var der sgu også gået ti år, skal jeg hilse og sige. Min ryg kunne ikke mere, og jeg forlod pitten et par numre før tid. Pakkede sammen, og tog tilbage til København.

Vi får de oplevelser, vi får på Roskilde. No going back. Vi kan bare gribe de momenter, vi får. Og i mit tilfælde i år forsøge at skrive dem ned. Nogle af dem tror jeg, jeg fangede, rigtig mange gik jeg glip af. Og nogle fuckede jeg eklatant op.

Og jeg håber, det har været værd at læse med i.

Hovedillustration: Arcade Fire, Roskilde 2017. Instagram.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.