SUMMER DAYS // KULTUR – Både fodbold og festival lærer os noget om fællesskabets og drømmenes betydning. Fodbold er også big business, pamperi og diktaturstater. Der er ikke megen big business over Summer Days i Roskilde. Summer Days er en lille – men realiseret – drøm om noget stort. Som forhåbentlig rammer os med fuld orkanstyrke næste år – til den 50. Roskilde Festival.
Der udspiller sig en diskussion i POV’s virtuelle redaktion. Kan vi fylde halvdelen af spalterne med stof fra Roskilde Summer Days? Nej, det kan vi ikke. Og det gør vi heller ikke. Begivenheden er trods alt noget – læs meget – mindre end den Roskilde Festival, som vi IKKE må sammenligne Summer Days med. Hvilket alle anmeldere alligevel gør.
Men må vi og alle andre medier så fylde spalterne med sport: Fodbold, Touren og Tennis, ”mens mange afrikanske lande er i total lock-down nu på grund af covid – og de er stort set uden adgang til vacciner, fordi vi i vest og nord har gaflet alt til os selv”, som en af mine redaktionskolleger skriver?
Ja, det må vi gerne, og det siger noget om, hvor relativt man må forstå journalistikkens grundkriterier og her især kriterierne om væsentlighed. Sport er relevant for mange mennesker. Og der er masser af identifikation, sensation, aktualitet og konflikt i sportsbegivenhederne, og det er andre tunge journalistiske kriterier.
Summer Days er trods sin lidenhed en signifikant begivenhed, fordi det er en sprække i den mur af ”mig-alene-hjemme-med-Teams”, som har præget dagligdagen i 15-16 måneder.
Både fodbold og festival lærer os noget om fællesskabets og drømmenes betydning. Fodbold er derudover big business, pamperi og diktaturstater, når vi kommer bare lidt væk fra den nationale scene i Parken og omegn.
Der er ikke megen big business over Summer Days i Roskilde. Heller ikke megen diktaturstat, hvis man ser bort fra de indiskutable henstillinger om at forlade pladsen en halv time efter koncerterne er slut, og baren lukker. Og vagterne er altid venlige, før de bliver mindre venlige. På et tidspunkt SKAL folk skal forsvinde, men i modsætning til de store sportsbegivenheders diktaturstater kan man roligt regne med, at de dukker op igen i god behold.
Summer Days byder journalistisk set på masser af identifikation, aktualitet og måske sensation. Og selvom der ikke er nogen konflikt, kan man jo godt prøve at vække en tiger: Hvorfor er Summer Days kun en lille prut og ikke et festivalbrag, hvorfor er der kun et lille bitte madudbud, og hvorfor løb vi tør for 1664 Kronenbourg Blanc allerede på dag 2? Eller som Thomas Treo skrev i EB: ”Kæmpefestivalens nye koncertkoncept Summer Days kunne ingenting”
Corona og kort planlægning
Den altoverskyggende grund til alle fortrædelighederne er selvfølgelig coronasituationen og her især de restriktioner, der først den 4. maj 2021 endeligt tog livet af drømmene om en rigtig Roskilde Festival i år. Selvom nogle måske havde anet, hvad vej vinden blæste. Restriktionerne blev senere lempet, så man gik fra 800 gæster i fire adskilte sektioner til de nuværende 2 x 500 gæster plus lidt ekstra frivillige i Summer Days ”Front” eller ”Back” – med egen indgang, bar, madbod, kaffe og merch-bod.
En normal Roskilde Festival har en planlægningshorisont på +18 måneder, og her har man haft under syv uger fra den endelige aflysning af festivalen og til Summer Days åbnede dørene for publikum. Det betyder reelt, at Roskilde har lavet Summer Days på fire til seks uger.
Man skal opfinde og etablere nye organisatoriske løsninger. Den slags tager tid og lægger beslag på ledelses- og koordinationsressourcer
Well, opgaven var i hænderne på nogle af de mest erfarne roskildefolk. Med “områdechefen” på Indre Øst i spidsen: Jørgen – som også er frivillig – er under en normal festival ansvarlig for det areal, hvor Summer Days foregår, nemlig området omkring Gloria, Ovalen og Food Court mm. Men opgaven var meget anderledes i år: Uden den rigtige festival mangler alle de sædvanlige rutiner og støttefunktioner (f.eks. affaldshåndtering. Og hvor får man en slamsuger fra, når man skal bruge sådan en?), som områdecheferne normalt kan trække på. Og så skal man opfinde og etablere nye organisatoriske løsninger. Den slags tager tid og lægger beslag på ledelses- og koordinationsressourcer.
Og man manglede også de frivillige. Summer Days er jo noget andet end en hel festival, og usikkerheden om opgaver, vagter og vilkår samt opbruddet i de normale festivalfællesskaber gjorde det ikke nemmere at få vagtplanerne på plads. Men i den sidste ende åbnede arrangementet til tiden og med folk på alle pladser. Ganske som sædvanligt – bare i mindre målestok.
Det er måske ikke en stor sensation, at Roskilde har arrangeret Summer Days – med både musik, art og activism på programmet. Men i festivalverdenens virvar – støtteordninger, der alligevel ikke kunne bruges og modstridende vink og officielle meldinger – er det alligevel en bedrift. Som holder en lille, men velkommen hånd under nogle kunstnere i vækstlaget. Og minder publikum og politikere om, at der er liv og virkelyst i festivalerne. Og som peger forbi alle de coronarelaterede umuligheder, som vi stadig trækkes med.
Der er i den grad brug for flere lejligheder, hvor vi minder hinanden om, at man skaber fællesskaber sammen. Og nok så meget genopfrisker, hvordan man gør
Er det nu noget at himle heureka og halleluja over? Ja faktisk. Nok mindre ekstatisk end hvis Danmark også vinder 4-0 i kvartfinalen. For ikke at tale om finalen. Men man skal huske, at festivalerne ikke bare er et stort udbud og forbrug af musik, kunst og mad og drikke. Men også netop det fællesskab, som det har været svært at opleve i coronatiden. Alle, der har været på festival og især på Roskilde, ved, at man skaber fællesskabet sammen – man er ikke bare 100.000 isolerede forbrugere. Der er i den grad brug for flere lejligheder, hvor vi minder hinanden om, at man skaber fællesskaber sammen. Og nok så meget genopfrisker, hvordan man gør. Du og jeg og vi savner det. Og samfundet har brug for det. Derfor peger festivalerne fremad.
Samtidig er festivalerne et frirum for deltagere i alle aldre og ikke mindst for de yngste og yngre i sindet, som prøver sig selv af i nye rammer og i processen bliver klogere på, hvem de er og vil være. Frirummet er vigtigt, og selvom der ikke er meget frirum på Summer Days (bl.a. fordi der ikke er overnatning, tilfældige møder og fest på camping), er der dog god mulighed for at puffe lidt til den kasse, man er hoppet eller proppet ned i under corona.
Summer Days er trods sin lidenhed en signifikant begivenhed, fordi det er en sprække i den mur af ”mig-alene-hjemme-med-Teams”, som har præget dagligdagen i 15-16 måneder. Med undtagelse af et par af de sportsbegivenheder, som mange toneangivende politikere har lettere ved at identificere sig med i et valgår. Sprækken bliver større, og på et tidspunkt er muren væk. Summer Days er en lille – men realiseret – drøm om noget stort. Som forhåbentlig rammer os med fuld orkanstyrke næste år – til den 50. Roskilde Festival.
Frivillig på Summer Days
Jeg er frivillig på Roskilde Festivalen (såkaldt helårs- eller ”ildsjæl”), og jeg må sige, at jeg ikke er blevet overbelastet i den rolle siden festivalen 2019. Og Summer Days ER ikke Roskilde Festival (så fat det dog Thomas Treo, hvis du stadig læser med). Med 14 events fordelt på to gange fire dage i slutningen af juni og begyndelsen af juli og med 1.000 gæster pr. event er vi et pænt stykke fra den normale festivals 130.000 gæster og frivillige, hvor jeg sammen med små 60 andre frivillige plejer at lave rundvisninger for politikere, samarbejdspartnere, festivalgæster mm.
Det ligger ligesom i kortene på forhånd, at der nok ikke bliver brug for rundvisninger på Summer Days. Hvor man kan overskue det hele på fem minutter siddende med en fadøl i baren. I baren kan man til gengæld få frivilligtjanser, og jeg kontakter den frivilligansvarlige nogle dage før åbningen og spørger, hvornår de mangler folk i baren. Fredag aften, lørdag aften, begge perioder lød svaret, og jeg sprang til på tre vagter, herunder to lørdage.
Hvad er det, vi savner? Samværet med tusindvis af andre glade mennesker i alle aldre. Den fysiske oplevelse under teltdugen. Ny musikalsk inspiration og glæden over gamle kendinge, riffs, rytmer og rockstjerner
Senere gik det op for mig, at der er bold. Danmark skal spille – begge lørdage.
Som mange andre festivalgæster og frivillige har jeg i den grad længtes efter og håbet på, at vi igen kunne komme på festival. Det kan simpelthen ikke udtrykkes stærkt nok.
Hvad er det, vi savner? Samværet med tusindvis af andre glade mennesker i alle aldre. Den fysiske oplevelse under teltdugen. Ny musikalsk inspiration og glæden over gamle kendinge, riffs, rytmer og rockstjerner. Det nære samarbejde med ens venner blandt de andre frivillige. Det store inkluderende orange fællesskab, hvor man passer på hinanden og smiler på tværs af generationer over ølbong og er lykkelig sammen med en flæskestegssandwich. Hvor man slipper skillingerne med glæde og vished om, at overskuddet går til gode sociale formål, og at man støtter, mens man æder og drikker af festivalens miljø- og bæredygtighedskorrekte overflødighedshorn. Alt det – hvor har vi savnet det, og det gør vi stadig.
For mig er det stærkere end fodbold.
Når det kører i baren
Jeg checker ind i baren som frivillig fredag aften. Det har jeg aldrig prøvet før på Roskilde, og det ”at køre en bar” er sat ret godt i system.
Roskilde trækker på cirka 50 års erfaring med denne for festivaler ret centrale aktivitet, og det kan man mærke. Nogle henter øl, vand, vin og cocktails i flasker og fustager fra lageret og fylder op; andre hælder op i de genbrugsglas, der har afløst engangsbægrene. Jo, de bliver indsamlet og vasket op. Andre igen bringer bestilte drikkevarer fra ”bag-baren” til ”for-baren”, hvor ”fronteren” tager imod bestilling, betaling og udleverer til gæsterne. Alle har engangshandsker på, og hver time bliver alle overflader sprittet af.
Efter et par timer er jeg roteret til fronterpositionen ved kasserne. Det er en fantastisk oplevelse for mig. Gæsterne er simpelthen SÅ glade, mange med store blanke øjne, og mange gange i løbet af aftenen hører jeg bemærkninger som: ”Tak fordi I er her”, ”hvor er det fedt, at vi kan komme på festival igen”, ”hvor er det fantastisk at stå sammen med folk under dugen igen”, ”jeg græd, da musikken begyndte at spille”.
Inde i midten af de Summer Days, der ikke er… var det altså alligevel lidt Roskilde i de helt rigtige farver og toner!
Jeg får også mange komplimenter, og her synes jeg ikke, at man skal skue given hest i munden: ”Hold nu op, dit ansigt er godt nok ovalt. Det er den perfekte hovedform. Er du model?” Og lidt senere: ”Du er en flot mand. Giver du en øl?” En ung kvinde siger, at jeg “ligner hendes kærestes far, og det er en kompliment”. Jeg spørger, om hendes kæreste hedder Sylvester og håber at få noget at vide om min 22-årige søn. Desværre nej, han hedder Casper, og så må jeg konkludere, at så er det nok ikke mig. Eller ham. Hun køber 6 Passion Attraction gin cocktails. Vildt!
Der er en særlig kontakt til og spil med publikum i en kø, som man – hvis man er til det og er heldig – kan få op og gynge. Det er som en dans med skiftende dansepartnere, hvor man i små 30 sekunder har muligheden for at etablere et ping-pong på bemærkninger, sjov, energi og overraskelse.
Med kun 500 gæster lærer man faktisk ”superbrugerne” eller stamkunderne at kende i løbet af en aften. Det gør oplevelsen meget sjovere.
Der er jo ikke nogen, der tror, at man etablerer varige relationer af 30 sekunders spil med hinanden. Men en god oplevelse på begge sider af baren er heller ikke at foragte. Og meget roskildeagtigt, for selvom nogle er gæster og andre er frivillige, er vi på en eller anden måde en del af det samme festivalfællesskab. Som, trods det faktum at Summer Days IKKE er Roskilde Festivalen, alligevel var lykkelige sammen over, at det smagte lidt af fugl. Musik, tung bas i maven, folk der danser, øl i en orange bar på 1% af den sædvanlige plads. Og inde i midten af de Summer Days, der ikke er… var det altså alligevel lidt Roskilde i de helt rigtige farver og toner!
Fodbold
En del håbede, men ingen vidste, at Danmark skulle spille ottendedelsfinale mod Wales lørdag aften. Rigtig mange festivalgæster går også op i fodbold – why not both? – og så er der sådan nogen som mig, der egentlig ikke interesserer mig for fodbold, men bliver grebet af den nationale eufori op til de store kampe.
Mobiltelefonen har gjort det muligt for den almindelige festivaldeltager at se bold og være til koncert samtidig. Fire gange nettede Danmark mod Wales, og de arme kunstnere på scenen i teltet måtte opleve den største jubel og bifald – ganske uden sammenhæng med deres timing, og hvad de nu spillede for publikum.
Det må have været en mærkelig oplevelse at kæmpe om opmærksomheden, og havde det ikke lige været Roskilde, undskyld Summer Days, hvor der er lidt højere til loftet, ville man nok sige, at det var en decideret uhøflig måde at være publikum på. Selvom der var ottendedelsfinale på mobilen.
National fodbold og festival trækker på flere af de samme grundsubstanser: Fællesskab med vildt fremmede på tværs af alder og køn. Fælles identifikation med fodboldlandsholdet, Christian Eriksen, Tessa eller Suspekt. Berusende følelser – toppet op med masser af øl og sprut
Roskilde ligger jævnligt oveni en eller anden slutrunde i fodbold, og man har efterhånden ganske mange traditioner for, hvordan man håndterer den slags og bevarer et nogenlunde ordentligt samvær omkring også den begivenhed. Som ovenikøbet presser stemningen, fællesskabet og glæden endnu et par takker i vejret. F.eks. med kæmpe storskærme på camping, så der er gode/tålelige forhold for dem, som vil se bold og for de andre, som vil høre musik.
Det lod sig ikke gøre på Summer Days. Men en del festivalgæster tog sagen i egen hånd og lavede en fodboldlejr ved et bord i nærheden af baren. Hvem siger, at man ikke kan montere en stor bærbar PC i en papkasse og se kampen udenfor i solskinnet?
Arrangementet havde yderligere den fordel, at barpersonalet kunne følge med i kampen – ved at følge med i fodboldlejrens kollektive udbrud og fægten med armene. Eller måske rettere: Én finger i vejret – fire gange!
Det store fælleskram
National fodbold og festival trækker på flere af de samme grundsubstanser:
Fællesskab med vildt fremmede på tværs af alder og køn. Fælles identifikation med fodboldlandsholdet, Christian Eriksen, Tessa eller Suspekt. Berusende følelser – toppet op med masser af øl og sprut. Forløsning i finesser, dunkende rytmer, mål og melodier. Følelsen af frirum og frihed fra dagligdagens forskelle, frustrationer og konflikter. Elementer af vanvid. Den sanselige oplevelse at være en del af noget kollektivt, som er meget større end en selv.
Lørdag aften langer vi øl over baren på Summer Days. Og der er bold igen. Nu er det dælme en kvartfinale mod Tjekkiet, der fløjtes i gang kl. 18. Et kvarter senere går Nadia Tehran på scenen, og når første halvleg slutter, starter Larry44 sin koncert. Man må håbe, at nogen har fortalt Nadia og Larry44, hvad der foregår. Og at en eventuel straffesparkskonkurrence er overstået, inden Tessa bitcher fra Blæstegnen kl. 21.
—
PS: Jeg har tidligere skrevet en lang artikel i POV om, hvorfor Roskilde er anderledes end de kommercielle festivaler, selvom der bestemt er penge involveret. Den kan du læse her: https://pov.international/hvorfor-plore-rundt-pa-roskilde/
LÆS ALLE BENT GRINGERS ESSAYS HER.
Topfoto: Kunst på Summer Days:”Orange Feeling” af bandit_graphics”. Fotograf: Bent Gringer
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
