KONCERT // ANMELDELSE – Den egentlige teaterdramatiske musik blev måske mindre dramatisk end Sibelius’ gennemkomponerede og vægtige violinkoncert i den sidste jubilæumskoncert for Nationalscenens nu 575-årige orkester, Det Kongelige Kapel.
Som sin sidste jubilæumskoncert valgte Det Kongelige Kapel at vende blikket mod nord, og her for en stor dels vedkommende mod skuespilmusikken. Som Nationalscenens faste teaterorkester og et af Skandinaviens førende af slagsen, er musik skrevet for/til skuespil vel et helt naturligt valg.
Oplevelsen blev da også entydigt positiv, især fordi programmet blev garneret med et vægtigt solistisk indslag i form af Sibelius’ Violinkoncert i d-mol, der satte de øvrige programpunkter i stærkt og markant musikalsk relief.
Fra Carl Nielsens solgudsfejring i Helios-ouverturen, som i 1903 netop blev uropført af grundlæggeren af kapelkoncerterne, Johan Svendsen, kom vi forbi Sibelius’ sjældent hørte skuespilmusik til 1500-tals kongedramaet Kong Christian II. Til slut fik vi uddrag af Griegs egne sammensatte og markant oftere hørte suiter til Ibsens drama Peer Gynt fra 1874.
Mest centralt stod dog Sibelius’ violinkoncert, med dens ægte og vidtfavnende musikalske drama. Her kommer vi fra den laplandske tundra med dens summende og svirrende myggesværme, helt ned til bøhmisk-ungarsk-slavisk vildskab, hvor nodepaletten blev anvendt i alle dens farver og afskygninger.
Gennem koncertens tre satser var den 23-årige svensk-fødte Daniel Lozakovich her centralt placeret med stor og fyldig instrumental klang overfor det samlede orkester
Gennem koncertens tre satser var den 23-årige svensk-fødte Daniel Lozakovich her centralt placeret med stor og fyldig instrumental klang overfor det samlede orkester. Han kan om nogen få klangfylden af en Stradivarius til at fremstå med al sin naturlige magt og vælde overfor det samlede tonebillede. Og når solisten som her tillige har en nænsom og lyttende dirigent, som finske Osmo Vänskä ved sin side, bliver solistens profilering mere end en gængs koncertoplevelse.
At koncerten vitterlig kræver alle musikertemperamentets udsving for at blive indløst, blev her mere end klart. Ja, faktisk førte solistens stærke fokusering på netop fraseringen og klangfylden gennem sit overordentlig frie foredrag os derhen, hvor man nærmest fik indtryk af, at der slet ingen nedskrevne noder fandtes til denne koncert. Så frit og højtflyvende blev der spillet fra første til sidste node.
Mere bundne i udtrykket var skuespilsuiterne af hhv. Sibelius og Grieg, hvor vi mere er ovre i de orkestrale karakterstykkers genre end i egentlige symfoniske digtninger. Vänskä er en forsigtig dirigent, der vel mere sætter lid til præcision i spillet end det dramatiske temperament. Men til gengæld kan han udtynde et orkesters samlede klangbillede til en pergamentagtig skær og fin lyd, hvor luftens egne sfærer ligesom tager over efter lydbølgerne. Og her kom orkestret ham i møde på særdeles fintfølende manér.
Så det samlede indtryk blev, at koncertens egentlige teaterdramatiske musik måske blev mindre dramatisk end Sibelius’ gennemkomponerede og vægtige solistkoncert under denne, den sidste jubilæumskoncert for Nationalscenens nu 575-årige orkesters eksistens.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og