FILM // PORTRÆT – Trods et blakket ry, spjældture, retssager og en personlighed med dæmoniske skygger i et plaget sind kan ingen fratage Roman Polanski hans exceptionelle filmiske håndelag. Instruktøren fylder 90 år i dag, hvor Thomas Vilhelm ser tilbage på hans dramatiske liv.
Kontroverser og konflikter, smertefulde tab og tragedier, store sejre som filmskaber, men også en dom for ulovlig seksuel omgang med en mindreårig og et liv på flugt fra loven i USA siden 1978.
Den fransk/polske instruktør, manuskriptforfatter, skuespiller og producent Roman Polanski, døbt Raymond Roman Thierry Liebling og født den 18. august 1933 i Paris, har gennemlevet et mere dramatisk og omskifteligt liv, end de fleste ville have fantasi til at forestille sig.
Hans familie flyttede til Krakow i Polen to år før, 2. verdenskrig brød ud, og landet blev invaderet af Nazityskland. Som tusindvis af andre med jødisk baggrund blev familien fortrængt til en ghetto, udsultet og sluttelig arresteret for at ende i Auschwitz med udsigt til den sikre død i koncentrationslejrenes gaskamre.
Som tusindvis af andre med jødisk baggrund blev familien fortrængt til en ghetto, udsultet og sluttelig arresteret for at ende i Auschwitz med udsigt til den sikre død
Moren led denne grusomme skæbne, faren undslap på nær mirakuløs vis, men måtte svigte og efterlade sønnen for at frelse ham. Faren dukkede senere kortvarigt op i Romans tilværelse for dernæst at gifte sig med en ny kvinde og forsvinde igen.
Roman Polanski så aldrig mere sin far, voksede i plejefamilier, løj om sin jødiske baggrund og byggede et nyt liv op fra et faretruende, underernæret og traumatiseret punkt nul. Som ung voksede han op under det kommunistiske Polens totalitære regime, indhentede den forsømte skolegang og slog ind på en kunstnerisk kreativ vej med sit kvikke hoved og sin sans for litteratur, skuespil og film. Det lykkedes Polanski at klare optagelsesprøverne til et af landets kunstakademier, og senere skaffede diverse forbindelser ham en plads på en filmskole.
Triumf og tragedie
Talentet var ustoppeligt trods trusler om censur og styrets ønske om at forhindre færdiggørelsen af Polanskis spillefilmsdebut, den stilsikre og avancerede thriller Kniven i vandet (1962), der blev et mindre hit i Vesten og opnåede en Oscar-nominering i USA for bedste ikke-engelsksprogede film. Polanski rejste derfor til Frankrig og bosatte sig senere i London.
Med Repulsion (Chok, 1965) udviklede han gysergenren i en moderne avanceret retning præget af visuel energi og med et urovækkende lydspor, heftig jazz og dybdepsykologisk indsigt, hvor Catherine Deneuve spiller en ung psykisk syg kvinde, der fyldt af skizofren angst og isoleret i søsterens lejlighed går blodigt bersærk.
I USA satte Polanski trumf på med Rosemary’s Baby (1968), en foruroligende blanding af okkultisme og satanisme forløst i et visionært billedsprog
Polanski fulgte succesen op med den sorthumoristiske thriller Cul-de-sac (Blind vej, 1966) og den løssluppent morbide The Fearless Vampire Killers (1967) med undertitlen or Pardon Me, But Your Teeth Are in My Neck, hvor Polanski selv spiller en rolle.
I USA satte Polanski trumf på med Rosemary’s Baby (1968), en foruroligende blanding af okkultisme og satanisme forløst i et visionært billedsprog, der er en sand mester værdig.
Ligesom Repulsion foregår den mestendels i en lejlighed i en atmosfære af rædsel og klaustrofobi. Året efter ramte instruktørens leg med mørke kræfter i Repulsion og Rosemary’s Baby ham med nær tilintetgørende styrke, da hans højgravide kone, skuespilleren Sharon Tate blev myrdet i en bestialsk blodrus af medlemmer af Manson-klanen. Parrets ufødte barn blev dræbt med 16 knivstik i morens mave.
Før opklaringen af denne ufattelige udåd var Polanski i søgelyset for medvirken, og han blev hængt ud i pressen som besat af gys og grusomhed.
Instruktøren kastede sig i de følgende år ud i et veritabelt arbejdsraseri og skabte tre suveræne film frem mod 1976, før han igen blev ramt af skæbnen.
Macbeth (1971) hører til blandt de absolut bedste filmatiseringer af Bardens dramaer og er en film, hvor Polanskis begyndende og desillusionerede pessimisme foldes ud. Et kabinetstykke på niveau med neo-noir hovedværket Chinatown (1974), hvor Jack Nicholson hiver det ene es efter det andet ud af skuespillerærmet over for Faye Dunaway i en hårdkogt detektivfortælling om politisk korruption og pengemagtens fordærv. Endnu en film, The Tenant (1976), er en stilsikker øvelse i thrillergenren, der ad åre har fået en fortjent renæssance.
Voldtægtssagen
I 1977 erkendte Roman Polanski sig skyldig i et seksuelt overgreb på en 13-årig pige, som han havde bedøvet med en blanding af champagne og beroligende medicin.
Forsvarer og anklager indgik et forlig i sagen, så Polanski fik nedsat straf, men truslen om en genoptagelse af sagen fik instruktøren til at flygte til Frankrig i 1978, og han har aldrig siden sat sin fod på amerikansk jord.
Som voksen kvinde har pigen, Samantha Geimer, tilgivet Polanski. Instruktøren har også skrevet et undskyldende brev til hende og moderen samt udbetalt et hemmeligholdt beløb til familien som skadeserstatning efter en dom i et civilt søgsmål.
Polanski var og er stadig en fri mand – juridisk set
USA har gennem årene forgæves fastholdt kravet om udlevering af Polanski til retsforfølgelse. I Schweiz satte myndighederne instruktøren trekvart år i fængsel og husarrest i 2009-10, mens han boede i landet, og amerikanernes anmodning blev behandlet.
Grundet Polanskis polske statsborgerskab måtte retssystemet i Polen tage stilling til en lignende sag i 2015-16 og fulgte linjen fra Schweiz. Polanski var og er stadig en fri mand juridisk set.
Polanskis karriere i Europa
Hans karriere som instruktør har han videreført i Europa. Filmdramaet Tess (1979) fik ros og et større antal prisnomineringer for sit historiske vingesus og en ramsaltet personfortælling.
Ved gensyn har jeg selv taget Tess ‘til nåde’ efter oprindelig at have dømt den ude som kedelig og lang i spyttet. Det skal man være varsom med i Polanskis tilfælde, hvis værker belønner sig over tid og fornyet gennemgang. Dette gælder også den Hitchcock-inspirerede Frantic (1988) med Harrison Ford og i særdeleshed Bitter måne (1992), hvor erotisk besættelse ender som en skæbnesvanger farlig leg.
Det politiske kammerspil Death and the Maiden (1994) er noget overset i Polanskis produktion, hvilket egentlig er synd, da den viser hans sikre sans for personinstruktion og det fortættede psykologiske spil ud i mindste detalje.
Til efteråret er der annonceret nyt fra den nu 90-årige instruktør med filmen The Palace
Pianisten (2002) blev tildelt Den Gyldne Palme og vandt tre Oscars herunder for bedste instruktør – en pris, Polanski af gode grunde måtte afslå at modtage ved personligt fremmøde. Holocaust, jødeforfølgelse, nazisternes krigsforbrydelser og kampen for overlevelse er nogle af ingredienserne i denne på alle parametre suveræne og seværdige film, der sætter sig fast i bevidstheden og rejser centrale spørgsmål i forhold til instruktørens egen martrede fortid, og hvad seeren selv ville ofre for eget og andres skind, stod valget mellem opofrelse og opportunisme.
Fra det forrige årti er den højspændte politiske thriller The Ghost Writer (2010), den civilisationskritiske komedie Carnage (2011) og periodedramaet An Officer and a Spy (2019) om Dreyfus-affæren absolut anbefalelsesværdige.
Alle er eksempler på Polanskis uomtvistelige kvaliteter som iscenesætter og storyteller, og til efteråret er der annonceret nyt fra den nu 90-årige instruktør med filmen The Palace.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
