MERYL STREEP // FØDSELSDAGSPORTRÆT – Thomas Vilhelm hylder ”alle tiders største skuespillerinde”, Meryl Streep, der fylder 75 år i denne weekend. Hendes evner og præstationer er intet mindre end enestående, og hun er beundret og elsket verden over.
Skuespilleren, stemmeskuespilleren, sangeren og aktivisten Meryl Streep, født den 22. juni 1949 i Summit, New Jersey, døbt Mary Louise Streep, mestrer alt fra kropssprog, mimik, timing, replikker og betoninger til brug af dialekter, accenter samt evnen til at erobre enhver scene med sin blotte tilstedeværelse.
Streep, der er kendt for at researche alt til mindste detalje, er også musikalsk perfektionist i sit spil. Som en maestro med dirigentstokken i fuld kontrol er hun en komponist, der forstår at bruge dynamiske udsving i toneværket, og samtidig en instrumentalist, som begejstrer publikum med sine solistiske færdigheder.
It’s hard to imagine that there was a time before Meryl Streep was the greatest-living actress – Vanity Fair
Hendes mangfoldige evner og beherskelsen af forskellige genrer har vundet hende en imponerende mængde priser: 21 Oscar-nomineringer (tre statuer), 34 Golden Globe-nomineringer (ni trofæer), 15 BAFTA Awards (to sejre) og et hav af øvrige film- og tv-priser, hæderstildelinger og udnævnelser, der skal tælles i hundredvis.
Meryl Streep, der til næste år kan fejre 50-årsjubilæum i rampelyset, når nogle af de største teaterroller tælles med, har tyske og schweiziske aner og er opvokset i et kunstnerisk og intellektuelt stimulerende hjem.
En betydelig arv hjemmefra
Hendes mor fik stor betydning for datterens karriere. Streep har formuleret påvirkningen på følgende måde:
”She was a mentor because she said to me, ’Meryl, you’re capable. You’re so great.’ She was saying, ’You can do whatever you put your mind to. If you’re lazy, you’re not going to get it done. But if you put your mind to it, you can do anything.’ And I believed her.”
Til trods for at Streep som barn og ung virkede introvert og kejtet med briller og kikset hår, viste hun hurtigt et betydeligt talent for at synge og optræde.
Hun blev senere cheerleader på sit gymnasium og begyndte for alvor at vise interesse for skuespil i slutningen af 1960’erne. Hun lærte sig herefter replikker i et forbavsende højt tempo, tog en bachelor i drama i 1971 og fortsatte med at studere Master of Fine Arts på Yale University
Studierne blev afsluttet i 1975, hvor hun, der allerede havde adskillige teaterproduktioner på cv’et, begyndte at rette blikket mod filmbranchen.
Den nye metier fik en skidt start trods filmens succes – de fleste af Streeps scener blev simpelthen klippet ud
Hun debuterede som filmskuespiller i 1977 med Julia instrueret af Hollywood-veteranen Fred Zinnemann. Streep spillede over for Jane Fonda i dette 2. verdenskrigs-drama, der fik 11 Oscar-nomineringer året efter.
Den nye metier fik en skidt start trods filmens succes – de fleste af Streeps scener blev simpelthen klippet ud.
”I had a bad wig and they took the words from the scene I shot with Jane and put them in my mouth in a different scene. I thought, I’ve made a terrible mistake, no more movies. I hate this business,” fortalte Streep om debuten i et interview fra 2013.
The Deer Hunter blev et vendepunkt
Efter Julia kom der dog mere skik på tingene, især da Robert De Niro anbefalede Streep til rollen som hans kæreste Linda i The Deer Hunter (1978).
Filmen skaffede Streep et støt voksende publikum, og samme år gjorde hun en glimrende figur over for James Woods i tv-miniserien Holocaust. 1979 blev i det hele taget et vigtigt år for Meryl Streep, der stadig var skeptisk over for filmbranchen og fortsatte i teaterverdenen.
Skilsmissedramaet Kramer vs. Kramer, hvor hun gav Dustin Hoffmann kamp til stregen, vendte imidlertid op og ned på tingene.
Hoffmann, der i starten var irriteret over Streeps insisterende facon, gav hende følgende ord med på vejen: ”She’s extraordinarily hard-working, to the extent that she’s obsessive. I think that she thinks about nothing else but what she’s doing.”
Streep vandt både en Golden Globe Award og Academy Award for ”Best Supporting Actress”, som hun efterlod i omklædningsrummet. Hun spillede herefter en mindre rolle i Woody Allens Manhattan (1979) og hovedrollen i det romantiske drama The French Lieutenant’s Woman (1981) med Jeremy Irons i den mandlige hovedrolle.
The Devil Wears Prada (2006) bør alene ses for Streep, der stjæler samtlige scener, hun entrerer som den snobbede, intimiderende og dominerende modedronning Miranda Priestly
Sophie’s Choice – En af de mest bevægende film nogensinde
Portrættet af den polske overlevende kvinde fra Auschwitz i Sophie’s Choice (1982) satte yderligere fart på filmkarrieren. Den velansete kritiker Roger Ebert skrev om hendes indsats:
”Streep plays the Brooklyn scenes with an enchanting Polish-American accent, and she plays the flashbacks in subtitled German and Polish. There is hardly an emotion that Streep doesn’t touch in this movie, and yet we’re never aware of her straining.”
”This is one of the most astonishing and yet one of the most unaffected and natural performances I can imagine.”
I 1983 brillerede Streep i Silkwood som aktivisten og whistlebloweren Karen Silkwood, der afslører horrible arbejdsforhold på et atomkraftværk.
To år efter spillede hun den verdenskendte danske forfatter Karen Blixen i Out of Africa (1985), der var tæt på det svulmende med patos og følelser i parløbet med Robert Redford som Denys Finch Hatton. Hun bed også skeer med Jack Nicholson i Heartburn (1986), der imidlertid floppede i biograferne.
Ikke alt lykkedes – Meryl Streep kunne ikke frelse Åndernes Hus
Jeg er selv fan af Streeps præstation i den herligt bramfrie komedie Postcards from the Edge instrueret af Mike Nichols, men steg af for en stund med den rædderlige filmatisering af Åndernes hus (Bille August, 1993), som end ikke Streep trods alle fortræffeligheder var i stand til at frelse fra den kunstneriske druknedød.
Streep leverer en pragtindsats i ”The Bridges over Madison County”, der nok er det tætteste, Eastwood kommer på et Bergman-lignende intimt kammerspil
Heldigvis rettede kærlighedsdramaet The Bridges of Madison County (1995) – instrueret af og med Clint Eastwood i en af hovedrollerne – op på miseren, hvor Streep leverer en pragtindsats i filmen, der nok er det tætteste, Eastwood kommer på et intimt Bergman-lignende kammerspil.
Det nye årtusind blev for Streeps vedkommende indledt med en såkaldt voice cameo i Steven Spielbergs science fiction-film A.I. Artificial Intelligence (2001). Formen blev holdt på to ved lige i Spike Jonzes originale komedie Adaptation (2002) og sammen med Nicole Kidman og Julianne Moore i Stephen Daldrys helstøbte The Hours (2002).
Fire år senere kørte alt i højeste gear for Meryl Streep i Robert Altmans charmerende nostalgiske musical-komedie A Prairie Home Companion (2006) og The Devil Wears Prada (2006), der alene bør ses for Streep. Hun stjal samtlige scener, hun entrerede, som den snobbede, intimiderende og dominerende modedronning Miranda Priestly – et åbenlyst portræt af Vogues ukronede dronning, Anna Wintour.
Pretending is not just play. Pretending is imagined possibility. Pretending or acting is a very valuable life skill, and we all do it. All the time – Meryl Streep
I 2008 kastede Streep sig for alvor over vokalarbejde og Abba i Mamma Mia!-musicalen (2008) og voice over i Wes Andersons finurlige animationsfilm Fantastic Mr. Fox (2009). Streep var isnende effektiv som den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher i The Iron Lady (2011) og seks år senere som Katharine Graham, redaktør for Washington Post, i Spielbergs The Post, der handlede om avisens udgivelse af Pentagon-papirerne, der vakte politisk opstandelse i 1971, mens USA sad i problemer til halsen under Vietnamkrigen.
Streep og Trump hader fortsat hinanden af et ondt hjerte, og de indbyrdes sammenstød er jævnligt blevet ventileret i amerikanske medier
Filmanmelderen Manohla Dargis skrev ganske rammende i sin vurdering: ”Streep creates an acutely moving portrait of a woman who in liberating herself helps instigate a revolution.”
Hun er Aunt March i Greta Gerwigs seværdige coming-of-age-fortælling Little Women (2019) og spillede mere end lige op med Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence i den beske og politiske satire Don’t Look Up (2021) instrueret af Adam McKay for Netflix.
På tv-fronten er Meryl Streep værd at dyrke i serien Angels in America (2003) sammen med Al Pacino og Emma Thompson, der kredser om dystre emner som AIDS-epidemi, sygdom og død. Streep er desuden eminent i anden sæson af HBO-serien Big Little Lies (2019), der varmt anbefales.
Hendes flair for sang kom til udtryk på 1985-albummet The Velveteen Rabbit, hvor hun blev akkompagneret af pianisten George Winston. Derudover demonstrerede hun sit vokale talent på Mary Poppins Returns (2018) og The Prom (2020). Streep opnåede betydelig kommerciel gennemslagskraft som Abba-fortolker på lydsporene til Mamma Mia og Mamma Mia! Here We Go Again (2018), hvor en del øvrige skuespillere ligeledes fik rørt stemmebåndene.
Streeps kamp med og mod Trump
Politisk befinder Meryl Streep sig til venstre for midten som liberal demokrat, og hun støttede Hillary Clintons præsidentkampagne i 2016 offentligt. Hun har også ad flere omgange været i heftig verbal clinch med tidligere præsident Trump, som vandt over Clinton det år.
Streep og Trump hader fortsat hinanden af et ondt hjerte, og de indbyrdes sammenstød er jævnligt blevet ventileret i amerikanske medier.
Mangt og meget er skrevet og sagt om Meryl Streep.
Branchebladet Vanity Fair har anført: ”It’s hard to imagine that there was a time before Meryl Streep was the greatest-living actress.”
I indstillingen til den ærespris, som præsident Barack Obama overrakte hende i 2014, står der at læse:
”Meryl Streep is one of the most widely known and acclaimed actors in history.”
”(She) has captured our imaginations with her unparalleled ability to portray a wide range of roles and attract an audience that has only grown over time, portraying characters who embody the full range of the human experience.”
Fødselsdagsportrættet i anledning af de 75 kan passende rundes af med Meryl Streeps egne ord, som stammer fra et interview i 2013:
”Women are better at acting than men. Why? Because we have to be. If successfully convincing somebody bigger than you of something he doesn’t know is a survival skill, this is how women have survived through the millennia.”
”Pretending is not just play. Pretending is imagined possibility. Pretending or acting is a very valuable life skill, and we all do it. All the time.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her