ANMELDELSE // TEATER – De fire forældre fra Paris’ bourgeoisie i den franske stjernedramatiker Yasmina Rezas Blodbadets Gud bliver mere til grin, end de åbner øjne på Aarhus Teaters Scala-scene. Måske er stykket simpelthen uddateret.
– Vores søn har taget en kæp og har banket jeres søn, der er derfor vi er samlet, er det ikke?
– Vi vil bare gerne have at drengene bliver gode venner igen, og den slags her ikke gentager sig.
– Det er et par knægte (11 år). Drenge har altid tævet hinanden i skolegården. Det er en af livets love.
– I skal i hvert fald have tak fordi I kom, der er ingen af os, der kan være tjent med, at vi lader følelserne løbe af med os.
– Her kommer vi hjem til jer for at finde en ordning, og så bliver vi skældt ud og svinet til.
– Så så, lad os nu ikke skilles som uvenner over det.
– Vores søn var i sin gode ret til at banke jeres, og jeres menneskerettigheder kan I stikke skråt op!
Vi er i dagligstuen hos Veronica (Nanna Bøttcher) og Michel (Frank Thiel). De har inviteret det andet forældrepar Alain (Jacob Madsen Kvols) og Annette (Marie Marschner) hjem til et forsoningsmøde, hvor de skal diskutere en voldelig hændelse mellem deres to 11-årige sønner.
Alain og Annettes søn, Ferdinand, har angrebet Veronique og Michels søn, Bruno, med en stok og slået to af Brunos fortænder ud.
Så er scenen sat til den franske stjernedramatiker Yasmina Rezas værk Blodbadets Gud, der spiller på Scala-scenen på Aarhus Teater frem til den 9. oktober.
Et af de mest spillede stykker i verden og på film af Polanski
Siden urpremieren i Tyskland i 2006 har forestillingen spillet over det meste af Europa, i Sydamerika, Australien, Mellemøsten og i USA. På Broadway er Blodbadets Gud den tredje mest spillede forestilling siden 2000 med ikke færre end 476 opførelser. Der er med andre ord tale om et værk, som har gået sin sejrsgang på alverdens scener. I 2019 kunne Blodbadets Gud ses på Aalborg Teater.
Hvem er i virkeligheden de vilde og hvem er de civiliserede?
I 2011 lavede filminstruktøren Roman Polanski en filmversion af Blodbadets Gud. Til filmfestivalen i Venedig havde Carnage, som blev filmens titel, premiere med stjernebesætningen Jodie Foster, Kate Winslet, Christoph Waltz og John C. Reilly i hovedrollerne. Polanski fik lov til at flytte handlingen fra Paris til New York.
Civilisationens fald
I begyndelsen af mødet bliver der serveret espresso og hjemmelavet clafoutis. Clafoutis med både æbler og pærer, forstås det, men ingredienserne i den franske kageklassiker bliver anledning til en mindre uenighed mellem de to mødre: Kan man egentlig kan bruge de frugter i den kage? Senere kommer der rom på bordet, og eskapaderne eksploderer.
Måske et karaktermord på to selvoptagede forældrepar i 2024 alt for petit i forhold til klimakrise, krige i Gaza og Ukraine og en voksende global ulighed
Elegant holdes de to drenge helt borte fra scenen, så deres opgør placeres mellem de to ressourcestærke forældrepar: Kunsten at omgås hinanden pænt og ordentligt i et forsøg på at underskrive en fælles og fredelig erklæring om hændelsen mellem de to drenge.
Med civilisation som udgangspunkt for samtalen ruller de fire forældre sig nu ud i en komisk tour-de-force (og farce), hvor der udspilles en komedie, der ikke kun viser de moderne curlingforældres kamp for deres børn, men i lige så høj grad bliver et portræt af det borgerlige ægteskab.
Og selvfølgelig kan de to par ikke holde facaderne. Både kropsligt og sprogligt kører energierne og uenighederne som en elastik igennem forestillingen. Det ene øjeblik er de to par uenige, så holder mændene pludselig sammen og så videre.
Striden mellem forældrene når groteske og komiske højder, men har hele tiden stykkets grundpræmis for øje: Gør den voldelige handling drengen til “vild”? Blev han provokeret? Hvem har børnene lært deres adfærd af? Hvem er i virkeligheden de vilde, og hvem er de civiliserede?
Og sidder publikum hele tiden med et spejl foran sig: Hvor tæt er jeg egentlig på Yasmina Rezas beskrivelser?
Godt skuespil redder ikke kammerspillet
De fire skuespillere – Frank Theil fejrer i øvrigt sit 25-års jubilæum som skuespiller: Tillykke og tak for 25 års gode oplevelser på teater, film og tv – kæmper en ihærdig og prisværdig kamp med et stykke og en tekst, der virker – som det er – fra midten af 00’erne. Og et stykke der er – husk clafoutis – meget fransk.
Men når Michel beder Veronique om at lave kaffen, så sidder man og håber, hun kommer tilbage med opløsningsmiddel fremfor espresso, for det virker sååå gammeldags. (Desværre har dramatikeren Yasmina Reza ikke givet lov til at ændre det mindste komma i teksten.)
Alle fire karakterer har flere forskellige personligheder og udtryk. Den følsomme, den akademiske, den karrierefikserede, den rasende, den argumenterende, den forstående, den vrisne, den råbende, den grædende, den opkastende… med mimik og kropssprog udføres de forskellige karakterer med store autoritet og sikkerhed. Alligevel er der et eller andet, som gør, at det lille kammerspil ikke kommer udover scenekanten, så man for alvor tager del i diskussionen om skyldsplacering. De fire forældre fra Paris’ bourgeoisie bliver mere til grin på Aarhus Teater, end de åbner øjne.
Stykket har gode intentioner om at løfte den lille forældrekonflikt op på et metaplan, men det er, som om det ikke rigtigt lykkedes. De slag, som stykket burde lande, rammer ikke så hårdt, som man kunne ønske. Måske fordi 00’ernes dramatik i samtalekøkkener er for meget fortid. Måske fordi et karaktermord på to selvoptagede forældrepar i 2024 er alt for “petit” stof i forhold til klimakrise, krige i Gaza og Ukraine og en voksende global ulighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og