HISTORIE // KOMMENTAR – Kirkeminister Ida Auken bruger kvindernes valgret som historisk bevis for kristendommens rolle i demokratiet. Men historien fortæller noget ganske andet, skriver Uffe Gardel.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den småskandaløse ordning med folketingspræster er blevet begrundet med det groveste stykke historiemisbrug, jeg kan huske at have set en siddende minister begå: Kirkeminister Ida Auken har forklaret, at kristendommen er grundlaget for demokratiet, og det kunne man se på, at menighedsrådene var dér, hvor kvinder for første gang fik valgret, nemlig i 1903. Sagde altså minister Auken.
Det sidste har hun ret i; menighedsrådene var faktisk det første sted, kvinder fik valgret.
Men hun har ikke ret i, at det havde noget særligt med kirken at gøre. Faktisk var både gejstlige og lægmandsorganisationer imod overhovedet at indføre menighedsråd.
Næh, kvindelig valgret var Venstres sag, og det nye Socialdemokratis sag.
Den første overhovedet, som foreslog kvindelig valgret i Folketinget, var venstremanden Fredrik Bajer; det skete i 1888, og det kom han ingen vegne med – det blev vedtaget i Folketinget, men faldt i Landstinget.
Tro ikke folk, der prøver at bilde dig noget andet ind, og husk, at mørkemænd også kan komme i form af kvindelige socialdemokratiske politikere
Han forsøgte sig endda kun med valgret for enker og ugifte, altså kvinder som var skatteydere; i ægtepar var det kun manden, som var skatteyder.
Men efterhånden bredte tanken sig i Venstre. Og da landet i 1901 får den første Venstre-regering – med systemskiftet – sætter den kvindelig valgret på sit program. Den første anledning er indførelsen af menighedsråd; her fremsættes lovforslaget i oktober 1901, men vedtages først endeligt i maj 1903.
Men den kommunale valgret var faktisk lige i hælene: I november 1903 fremsætter regeringen et forslag, der reelt svarer til Fredrik Bajers gamle forslag. (Forslaget gjorde i øvrigt meget mere end det, for det afskaffede en fortrinsret for store skatteydere til at vælge en bestemt del af sognerådsmedlemmerne, men det er en anden sag.)
Men hurtigt samler en kreds af Venstres folketingsmedlemmer sig og stiller et modforslag under andenbehandlingen: Lige valgret til alle mænd og kvinder. Og det bliver vedtaget af Folketinget i december 1903, altså kun et halvt år efter at vi fik menighedsråd.
Forslaget bliver bare ikke vedtaget af Landstinget. Her sander det hele til; Højre-flertallet i Landstinget vil hverken have kvindelig valgret eller lige valgret for alle skatteydere. Derfor – og kun derfor – får kvinder først valgret til sognerådene i 1908.
Det kan måske være af interesse at vide, hvordan regeringen i 1901 begrundede den kvindelige valgret til de menighedsråd, den nu foreslog:
“Kvinderne ere tagne med, baade de gifte og ugifte, under Hensyn til, at netop Kvinderne, meget mere end Mændene, ere religiøst Anlagte og have Følelse for Kirkens Sager,” lød det fra kirke- og undervisningsminister I.C. Christensen i Landstinget om menighedsrådet.
Han forklarede i øvrigt ved samme lejlighed menighedsrådene som en uundgåelig demokratisk reform: det duer ikke, at “Borgerne her i Landet have Del i Styrelsen af alle andre Anliggender i Landet, Skolevæsen, Fattigvæsen, Vejvæsen o.s.v.”, men ikke i kirken, sagde han.
Tro ikke på Ida Auken
Det var Venstre, med støtte fra Socialdemokratiet, som gav kvinderne valgret og demokratiserede kirken. Tro ikke folk, der prøver at bilde dig noget andet ind, og husk, at mørkemænd også kan komme i form af kvindelige socialdemokratiske politikere.
Fredrik Bajer, dette udmærkede menneske, fik i øvrigt senere Nobelprisen. Han er hyldet med et monument på, ja, Fredrik Bajers Plads i København, hvor Tagensvej og Nørre Allé skærer hinanden. Han boede med sin kone Matilde – også en vigtig kvindesagsforkæmper – beskedent i Korsgade; huset står endnu og har en lille mindetavle.
I.C. Christensen, manden som drev det hele igennem og senere selv blev statsminister (eller konseilpræsident, som det dengang hed), er hyldet med en statue i Ringkøbing.
Ære dem, som æres bør. Ned med alle mørkemænd.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og