BØGER // ESSAY – “Keith McNally er en af New Yorks mest succesfulde restauratører med restauranter som Odeon, Balthazar og Pastis. Jeg holdt op med at tælle, da han åbnede sin attende restaurant. Hans vej dertil er lang og fascinerende, indbegrebet af den amerikanske drøm,” skriver Gitte Luk.
For mange år siden læste jeg den engelske forfatter Penelope Livelys roman Passing On. Blandt bagsidens anmeldercitater var det især dette, der fik mig til at købe bogen: ”It begins with a funeral, which is always promising”.
Den samme oplevelse havde jeg, da jeg i fredags tog hul på den engelske restauratør, manuskriptforfatter og barneskuespiller Keith McNallys erindringer I Regret Almost Everything.
Den titel vakte nysgerrighed. For plejer det ikke at være “Je ne regrette rien”?
Bogens første sætning lokkede mig videre: ”In early August 2018, I tried to commit suicide”. Og så var jeg ellers i gang med den vildeste historie om en mand, jeg aldrig havde hørt om, restauranter, jeg ikke kendte, og et liv, der var så fremmed og uden for min rækkevidde, at jeg måske havde tøvet med at gå i gang, hvis det ikke havde været for netop den titel, den første sætning – og bogens forsidefoto.
Måske har et dansk forlag allerede købt rettighederne til McNallys erindringer. Og ellers synes jeg, nogen skal skynde sig at gøre det
Keith McNallys historie tager sin begyndelse på Columbia Road i Bethnal Green, London, hvor han blev født i 1951 og voksede op i en almindelig arbejderklassefamilie med to ældre brødre og forældrene, havnearbejderen John, der ikke sagde eller bidrog med mere end højst nødvendigt i familien, og den begavede og frustrerede husmor, Joyce, der mente, at livet nok burde have givet hende mere, end hvad hun fik, og som mindst en gang om måneden truede med at ”do meself in”.
I dag er Keith McNally en af New Yorks mest succesfulde restauratører med restauranter som Odeon, Balthazar og Pastis. Jeg holdt op med at tælle, da han åbnede sin attende restaurant. Hans vej dertil er lang og fascinerende, indbegrebet af den amerikanske drøm iblandet noget oprørsk East End Lad med evner nok til en friplads i en privat grammar school, men uden motivation til at opnå noget, der bare lignede en formel uddannelse.
Keith McNally arbejdede sig op i New York
McNally havnede i New York i 1975, 23 år gammel og uden en krone på lommen, og så arbejdede han sig ellers op fra afrydder og østersdreng til restaurantchef og senere skaber af et imponerende restaurantimperium med forskellige samarbejdspartnere og investorer. Hans drive er et umætteligt iværksættergen. Og hans achilleshæl er det samme. Hver gang han står med endnu et færdigt restaurantprojekt, mister han interessen og mærker sulten efter det næste. Nogle gange går det godt. Andre gange mister han millioner af dollars.
Undervejs i drømmen er der nogle heftige mareridt: et slagtilfælde, der fratager ham en del af førligheden og evnen til at formulere sig klart og tydeligt, og et efterfølgende selvmordsforsøg, to traumatiske skilsmisser, en omgang covid, der næsten kostede ham det liv, som han lige havde besluttet at vælge til igen, og en masse professionelle nederlag.
Man skal holde tungen lige i munden under indtagelse af Keith McNally, for han har ikke megen sans for struktur og kronologi. Til gengæld har han en god historie og et tilsyneladende uendeligt bagkatalog af anekdoter
McNally lægger ikke fingrene imellem i forhold til sine egne begrænsninger – både dem, han tydeligvis har med sig fra sin arbejderklassebaggrund, og dem, han af samme grund konstant pålægger sig selv undervejs, velvidende, at han inderst inde er en opkomling med alt, hvad det indebærer af sårbar mindreværd.
Snerten af selvsmageri
Indimellem bliver man lidt træt af McNallys namedropping og snerten af selvsmageri, også selv om han gør et stort nummer ud af, at han ikke lader sig imponere af de kendte gæster i hans restauranter, hvor blandt andet Patti Smith, Woody Allen, Anna Wintour, Nancy Pelosi og David Beckham er blandt stamkunderne.
Men stærkest står billedet af et helt usædvanligt forretningstalent, et begavet og søgende menneske, som har evnet at tiltrække (berømte) restaurantgæster og forblive Talk of The Town i New York gennem flere årtier, og som med erindringsbogen her forsøger at finde ind til kernen i sig selv.
Ind imellem al støjen fra restauranterne, forhandlinger med vrangvillige investorer og sammenstød med opulente kokke kommer man som læser med ind i privatsfæren, hvor det går op – og pænt meget ned
McNally har et oprigtigt ønske om at blotlægge også de mindre flatterende sider af sit liv. Det lægger han op til allerede i bogens indledende George Orwell-citat:
“Autobiography is only to be trusted when it reveals something disgraceful. A man who gives a good account of himself is probably lying, since any life when viewed from the inside is simply a series of defeats.”
Det lykkes langt hen ad vejen, men samtidig får man indtryk af en mand, der lægger spor ud for straks efter at dække nogle af dem til igen. Det sker for eksempel i beskrivelsen af skilsmissen fra hans anden kone, Alina, som han på den ene side fuldt ud forstår årsagen til, men som han alligevel har svært ved at acceptere, endsige påtage sig en del af skylden for. Især da hun ender med at flå ham økonomisk og truer med at flytte til Hawaii med deres yngste barn, Alice.
McNally skåner ikke sig selv
Mest oprigtig virker han alligevel i beskrivelsen af netop sine ægteskaber og forholdet til de fem børn. Ind imellem al støjen fra restauranterne, forhandlinger med vrangvillige investorer og sammenstød med opulente kokke kommer man som læser med ind i privatsfæren, hvor det går op – og pænt meget ned, og hvor McNally på intet tidspunkt skåner sig selv i beretningen om, hvad der gik galt i hans privatliv, både i forhold til de to kvinder, han har været gift med, og de fem børn, han fik i de to ægteskaber. Det er til tider hjerteskærende læsning.
Hans livslange venskaber med blandt andet den engelske dramatiker Tom Stoppard og teaterinstruktøren Jonathan Miller får berettiget plads også, og så er der den spektakulære afsløring af hans fem år lange intime forhold til den engelske dramatiker Alan Bennett, da McNally var helt ung. En afsløring, som den nu 94-årige Bennett sikkert gerne havde været foruden.
Bogen rummer masser af underholdende anekdoter fra McNallys restauranter. Som da to flasker dekanteret vin ved en fejl blev forbyttet, så en flok smarte jakkesæt fra Wall Street fik en flaske til 18 dollars, som de roste til skyerne, fordi de troede, de indtog den 2000 dollars-flaske, de havde bestilt og betalt for. Et andet sted i restauranten nød et ungt par den dyre flaske, som de havde betalt 18 dollars for, og som de rettelig mente var ”rigtig god”. Hvordan McNally redder sig ude af den fadæse, skal ikke afsløres her.
McNally lufter mange idiosynkrasier undervejs i bogen: Han hader emojis, udråbstegn, snobberiet inden for restaurationsbranchen og ikke mindst forældre, der snakker om kvalitetstid:
”High up on the list of the phrases I detest is ‘quality time’. Did Aristotle’s parents spend quality time with him as a child? Boredom is an integral part of life and learning how to deal with it when you’re young is crucial. Kids need to be bored in order to find their own way of contending with it. We should no more relieve children of boredom than of education. Learning to deal with boredom is an education in itself.”
Han har det også svært med den overdrevne ros, som han mener, forældre tildeler deres børn, når blot de har slået en streg med en farveblyant på et stykke papir:
“Nowadays, every child who makes a simple drawing is considered a budding Michelangelo: ‘I’m so proud of you!’ announces the misty-eyed parent five times a fucking day. When did effort turn into achievement? When was the bar set so disturbingly low?”
Måske handler det i virkeligheden om hans egen dårlige samvittighed over for de fem børn, som han ikke altid evner at holde kontakten til, især ikke, når han er optaget af endnu et restaurantprojekt eller en ny, fascinerende kvinde. Og hans selvmordsforsøg har nogle af dem også svært ved at tilgive ham.
Instagram, ”the envy-producing conveyorbelt of narcissism”, har han et inderligt negativt forhold til, men alligevel elsker han at udfolde sig der med indtil nu 6230 opslag. For selv om han foragter mediet, kan han ikke holde sig væk: “The lure of gold coins is impossible to resist”. Det er i netop de passager om sociale medier, hans søgen efter anerkendelse og accept og hans slet skjulte stolthed ved at være tæt på de kendte bliver helt tydelig.
Man skal holde tungen lige i munden under indtagelse af Keith McNally, for han har ikke megen sans for struktur og kronologi. Til gengæld har han en god historie og et tilsyneladende uendeligt bagkatalog af anekdoter fra den usædvanlige rejse fra et nedslidt prefab council house i Bethnal Green til et glamourøst liv i New York – med alt hvad der har været af bump på rejsen undervejs. Så jeg fulgte gladelig med uden kompas, også selv om jeg mistede orienteringen et par gange undervejs.
Det har været næsten 11 timers vild lytning af en erindringsbog, der har gjort så stort indtryk på mig, at jeg faktisk har tænkt mig at investere i printudgaven også. Om ikke andet for at dykke ned i fotografiet på forsiden, hvor portrættet af McNally på en måde rummer alle de sider af ham, som han giver fra sig i bogen. Men ellers kan jeg anbefale lydudgaven, som er fremragende indtalt af den engelske skuespiller Richard E. Grant.
Måske har et dansk forlag allerede købt rettighederne til McNallys erindringer. Og ellers synes jeg, nogen skal skynde sig at gøre det. Jeg er sikker på, at mange andre end mig vil blive tiltrukket af titlen og det melankolske forsidefoto. Og appetitten kommer i den grad, mens man læser. Også selv om man aldrig har siddet til bords i en eneste af McNallys mange restauranter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og