Verdens måske bedste science fiction-antologi, den meget roste tv-serie Black Mirror, er tilbage med en tredje sæson, der lige er udkommet på Netflix. Ligesom i de to foregående sæsoner er der tale om mere science end fiction, da serien blot fremskriver en menneskelig adfærd og et samfund, der allerede er ved at undergå store forandringer, baseret på udviklingen indenfor eksisterende teknologi.
Der er således tale om gefundenes Fressen for enhver, der forsøger at pejle sig ind på digitale fremtidsscenarier, hvor det egentlig ikke er et spørgsmål, om de nogensinde vil materialisere sig, men snarere om hvornår og hvordan det vil ske.
Det sorte spejl er allestedsnærværende – også i 2016. Det refererer nemlig til de skærme, vi omgiver os med overalt, hvor vi befinder os. Serien er en spejling af os selv og vores brug af især digital teknologi. Hvordan den ikke alene gør det nemmere, hurtigere, billigere og bedre at være til, men hvordan den også former os og fremmer en bestemt adfærd.
Som nævnt indledningsvist er Black Mirror en antologi, hvor hver episode præsenterer en ny, afsluttet historie, der varierer betydeligt i stil, tone, tema, rollebesætning og med en ny instruktør ved roret hver gang. I seriens tredje og suverænt bedste sæson er der virkelig skruet op for ambitionerne, så alle episoderne føles som ”rigtige film” og ikke noget, vi normalt ville se i tv-serie. Den nye sæson har uden tvivl fået tilført et markant større budget. Det ses i både valget af en perlerække af anerkendte skuespillere, dygtige instruktører og en billedside, hvor der har været råd til at iscenesætte de enkelte fremtidsuniverser med stor detaljerigdom.
Nogen har kaldt Black Mirror for Twitter-tidsalderens svar på den amerikanske gyser- og science fiction-kultserie, The Twilight Zone, hvilket er ret præcist. Hver historie byder ligesom i The Twilight Zone på et fortællemæssigt twist – dvs. en uventet slutning, ofte med en lidt dybere, moralsk pointe.
Black Mirror viser både appellen ved brugen af fristende, ny teknologi og de skrækkelige bivirkninger enhver form for misbrug kan føre til. Seriens skaber, Charlie Brooker, der i nu tre sæsoner har markeret sig som en af tidens mest visionære science fiction-forfattere, har tidligere sammenlignet mange af de nye, digitale medier og apparater med en form for narkotiske stoffer, da de i realiteten virker ligeså vane- og afhængighedsdannende.
Da Black Mirror er en barsk og dystopisk fremstilling af fremtiden – der retfærdigvis dog også rummer både humor og håb – anbefales det at indtage serien i små doser. Selvom Netflix har lagt alle episoder ud på en gang, så egner den sig faktisk ikke til binging. Dertil er hver historie for tankevækkende og ofte så foruroligende, at det kan være nødvendigt med et par dages pause indimellem hver episode for at forstå konsekvenserne af, hvad man lige har været vidne til.
Seks af de største dilemmaer i det 21. århundrede
I sæson 3 bliver vi som publikum konfronteret med nogle af dette århundredes vigtigste og mest afgørende dilemmaer, som vi uvægerligt vil komme til at tage stilling til, om ikke nu, så i en ikke særlig fjern fremtid.
Den nye sæsons første episode, Nosedive, er en satirisk skildring af et samfund, hvor alle konstant rangordner hinanden fra en skala på 1-5 baseret på deres oplevelse af de kontakter, man har med hinanden både på sociale medier og i den fysiske verden. Sådan et rangordningssystem er som bekendt allerede at finde i mange af tidens digitale tjenester som f.eks. Uber. Fordelen er, at vi gennem rangordning motiverer til god opførsel / service. Ulempen er, at ingen til sidst tør sige eller gøre noget, der virker den mindste smule afvigende. I denne historie er ens pointstatus / rang endda afgørende for, om man kan få adgang til bestemte produkter og privilegier, hvorfor en høj rang bliver nærmest livsnødvendig.
I den anden episode, Playtest, bliver en ung amerikaner tilbudt at teste et nyt Virtual Reality-spil, der kan kobles direkte til hjernen. En teknologi, der skam også eksperimenteres med i den virkelige verden i dag. Se blot her:
Men når virkeligheden også simuleres i sindets mørkeste afkroge, kan fortrængninger og frygt hurtigt manifestere sig. Virtual Reality besidder et enormt positive potentiale i forhold at tillade langt flere at udforske de dele af verden, der ellers er lukket land. Men VR kan også kaste brugeren ned i et kaninhul, man måske aldrig vågner op fra igen, når den virkelighed, man blev født ind i til sidst ophører med at eksistere for den enkelte. Og hvem ved, måske befinder vi os allerede i The Matrix. Selv Bank of America vurderer i dag, at verden som du kender den med helt op til 50% sandsynlighed, er en simuleret størrelse.
I tredje episode – Shup up and Dance – hackes en ung teenagers computer og afslører ham i at gøre noget unævneligt. Det samme sker for en række andre medvirkende, hvorefter de afpresses til at begå en stribe kriminelle handlinger. Hacking har naturligvis den fordel, at det kan afsløre ellers lyssky og måske også dybt anstødelige, forbryderiske handlinger og personer. Men selv helt almindelige internetbrugere har nok en del ting, de nødigt så kom frem i lyset – ikke mindst hvad de har foretaget sig, mens de sad ved computeren – og spørgsmålet er, hvor langt man vil gå for ikke at blive kompromitteret i en verden, hvor det nærmest kan lægge dit liv i ruiner, hvis du bliver udstillet i et dårligt lys på sociale medier. Internettet glemmer aldrig. Under alle omstændigheder vil slutningen på denne episode fryse de fleste tilskueres blod til is og få dem til at tænke sig overordentlig godt om næste gang, de går online.
Den fjerde episode er tredje sæsons mest positive og en sand kærlighedshistorie. I strandbyen San Junipero, leves et sorgløst liv, hvor to turister forelsker sig. Historien er en hyldest til ’80’erne men også til tanken om det evige liv i skyerne. Et liv, hvor din fysiske krop kun er et overgangsstadie mod at få overført sin bevidsthed til et evigt liv på en computerserver, hvor du kan fortsætte med at eksistere i en simuleret virkelighed i al evighed, omgivet af dem, du elsker. Det lyder næsten paradisisk, men det store, eksistentielle spørgsmål er naturligvis, om nogen vil kunne leve fuldt ud, hvis de ved, livet aldrig hører op.
Femte episode, Men against Fire, er mareridtsversionen af Pokemon Go, der er et såkaldt Augmented Reality-spil. I modsætning til VR er AR et “ekstra visuelt lag”, der lægges ovenpå virkeligheden, altså en kombination af både det, du ser i virkeligheden og nogle kunstigt indsatte elementer. I denne historie har alle soldater fået indopereret en såkaldt maske, der netop maskerer virkeligheden for dem, når de udsendes på search and destroy-missioner.
Det er jo en kendt sag, at under både første og anden verdenskrig var der rigtig mange soldater, der aldrig affyrede deres våben, fordi det ligger i menneskets natur at være empatisk. Masken bliver således det ultimative våben, der sikrer, at soldater aldrig tøver, men samtidig indebærer den en ultimativ dehumanisering af ofrene. I dag foregår dehumanisering i politik gennem sprogbrugen. I fremtiden bliver den måske langt mere fysisk og visuel.
I tredje sæsons sidste og sjette historie – Hated in The Nation – som er en forlænget episode, trykkes speederen i bund. Her tages der fat i både kunstig intelligens, droner, overvågning, hating på nettet og meget mere, som vi også i dag er på vej til at få eller har i forvejen.
I denne spektakulære episode oplever vi en verden, hvor bierne er uddøde og drone-bier i stedet har overtaget jobbet med at bestøve blomsterne. En verden, hvor et nyt hashtag pludselig ser dagens lys: #DeathTo (indsæt selv navn), hvor befolkningen hver dag kan stemme på en, de synes, der har fortjent at dø. Og med den mængde had og udskamning, der florerer på sociale medier, er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvor populær en sådan konkurrence kan blive. Og slet ikke hvor farlig, hvis det lykkedes nogen at hacke sig ind i en dronehær af kunstige bier med indbygget overvågningskamera.
En hær, der er lige så udbredt og omfangsrig, som bierne er det i den verden, vi kender i dag. Så trods vores ønske om at redde naturen og moder jord igennem brugen af “grøn teknologi”, er denne historie en evig påmindelse om, at nogle gange er det måske bedre at lade naturen få lov til at gå sin gang.
De seks dilemmaer, der hver er repræsenteret af en episode i Black Mirror S03 opvejer altså fordele og ulemper ved de mange nye teknologier mod hinanden. Men selvom det i serien ofte ender galt, så er det på ingen måde en “maskinstormer”-filosofi, der er seriens budskab. Black Mirror viser også, at der kan vente os en fager ny verden, hvis vi anvender og absorberer teknologi med omtanke. En verden, hvor vi behersker teknologien og ikke har gjort os selv til slaver af den.
Topfoto: Stillfoto fra S03E01 af Black Mirror via Netflix
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
