BØGER // ANMELDELSE – Gyldendal skriver i pressemeddelelsen om 13 ½ minut, at den er et kærlighedseventyr, men anmelder Christine Lind Ditlevsen vil hellere kalde den et ”hverdagsskred” og hylder Dorrit Willumsen for sin humor og skævhed.
Hvad kan man nå på 13 ½ minut? Et måltid, elskov, en lur? Dukken, den ene af fortællerne i Dorrit Willumsens nye roman, danser. I 13 ½ minut synger og danser hun, hvorefter hun stivner og falder om.
Hun bliver skabt på de første sider af romanen af en dukkemager, der giver hende lange øjenvipper og ”en lys blå kjole, så tynd, at man næsten kan se gennem den”. Her kommer også dukker, der ejes af ”små uvorne piger med pelse og vingesko” til reparation. ”Den slags væsener kan finde på at klippe håret af deres dukke, give hende lussinger og endefulde, rive hendes tøj i stykker eller glemme hende.”
To sider inde i dukkelivet forstår man, at vold og seksualisering er en uundgåelig del af tilværelsen.
Manden uden kompetencer
Så møder vi Dan, en ung fyr, der efter eget udsagn ingenting kan. Det er blevet grundigt præget i ham af hans mor, der aldrig forsømmer at fortælle, hvor skuffet hun er over ham.
Han prøver uden held at tage studentereksamen og får i stedet deltidsjob i en dyrehandel, hvor han sættes til at passe en masse edderkopper – hvad han heller ikke kan håndtere (hvem kan mon egentlig det?).
Så vi har altså en dukke, der kan optræde i 13 ½ minut og en fyr uden kompetencer. Et klassisk oplæg fra den altid mesterlige hverdagspsykedeliker Dorrit Willumsen.
De to umage skikkelser må jo blive en del af hinandens liv, og det sker naturligvis på en ultrawillumsensk besværlig og underlig måde.
Først: Hvad er der med den dukke? Jo, hun er selvfølgelig levende, selv om hun er det på en meget ikke-menneskelig måde: Hun spiser og drikker ganske lidt og er kold og tavs det mest af tiden.
Dette skrumlende monster af et plot er og bliver dog underordnet, for det outshines grundigt af de detaljer, som gør Willumsens bøger så vildt besynderlige og sjove
Hun købes først af en mand, som kysser hende med våde læber og konstaterer, at hendes ”læber er meget små og tørre”. Han tager hende med i en makeup-butik, hvor han køber hende en rød og skinnende læbestift.
Så hentes hun hjem af dukkemageren, som dog irriteres så meget over hende, at han rusker hende og sætter ind i et støvsugerskab. Derinde sidder hun og mærker kulden vokse i sig. Senere møder hun Held – en mand, der udnytter hendes talent for at danse og synge.
Et rigtigt menneske
Man tænker, at dukken, som enhver Pinocchio-figur, må længes efter at blive et rigtigt menneske. Men nej, det er Dan, der gør det. Han kan aldrig blive rigtig nok for sin wannabe-dekadente mor, der tager til Venedig og overvejer at købe et palads, men ender med at blive narret af en ejendomsinspektør.
Alligevel er hun helt rigtig, og han er helt forkert, fordi han hverken har uddannelse, kone eller børn.
Dan længes også efter nærhed og varme, han elsker dyr, holder øje med en lille mågeunge på gesimsen og kæler for hver eneste hund, han møder.
Den aften, han møder dukken, sidder hun gennemblødt på en bænk, han overmandes af ømhed, tager hende med på restaurant og følger hende bagefter hjem til det kolonihavehus, hvor hun bor med en mand, som hun optræder med.
Dan bliver så betaget, at han dagligt cykler ud til kolonien (Dans dyrehabitatagtige og rammende ord for området med kolonihaver), hvor han dog mestendels får en relation til dukkens hvepsepinende og soldyrkende mand – ”solbrændt helt ind i hjernen” – da hun har mistet livslysten og ligger i sengen.
Willumsens skæve blik
Dette skrumlende monster af et plot er og bliver dog underordnet, for det outshines grundigt af de detaljer, som gør Willumsens bøger så vildt besynderlige og sjove.
Som nu Dans oplevelse i dyrehandlen, hvor han tiltrækkes af en kær lille abe i bur: ”Vi havde allerede øjenkontakt. Han havde ualmindeligt kloge øjne, længselsfulde, syntes jeg, de var, og jeg stak en finger ind til ham og håbede, han ville tage om den med sine små fine hænder. I stedet for rullede han en lille tissemand ud og sigtede og strintede. Måske var det længsel, jeg havde set i hans blik. Men det var ikke mig, han længtes efter.”
Sjovere kan man ikke skrive om det ømme menneskes skuffende erfaringer med virkeligheden. Her udfoldes (udrulles!) Willumsens skæve blik på os uduelige skabninger i en scene – men overalt i romanen møder man blikket i form af velskabte enkeltsætninger.
Jeg bliver simpelthen nødt til at binge-citere: Dan køber blomster til dukken, og blomsterhandleren sætter kornblomster i buketten, en slags blomst, som Dan ”troede var noget, der voksede gratis”. Moren vil tale med ham om fremtiden, og Dan siger: ”Den er jo lige begyndt”. Han møder en ung kvinde, som sidder i fængsel og overvejer, om ”hun har gjort noget alvorligt for sjov”.
Menneskerne udenfor
Dorrit Willumsens karakterer er ofte isolerede eller udenfor – enten tvungent eller af fri vilje. Og det giver dem et andet blik på ting og hændelser end det ”normale”, ”velfungerende” middelklassemenneske.
I Løg trækker tårer fra 2019 bor Wendy i en skunk i en lejlighed, der er ved at blive gjort klar til indflytning. I Tjeneren og hans søster fra 2022 flytter en kvinde ind hos sin bror for at blive hans sygehjælper og har sammen med ham ikke plads til sit eget liv.
Jo mere isolerede og udenfor Willumsens personer er, jo mere levende og rige er de indeni, og ganske ofte beskrives deres virkeligheder som et sted, hvor naturlove ophæves eller hverdagshandling blandes sammen med underlige, skræmmende elementer.
Wendy bides og kradses af sin ulvepels, og Dan får pludselig en nøgle i brystkassen.
Mennesker kan få alt, hvad de drømmer om, og stadig være ulykkelige
Pinnochio-temaet lever i form af en optagethed af forskellen på det at være dukke og menneske, af det mekaniske og af blod. Dukken udtaler på et tidspunkt: ”Det klæder mig ikke at være menneske. Det er meget få, det klæder.”
Og her, da Dan vil lave omelet til dukken: ”De to æg i morges havde været perfekte med svovlgule blommer. Men de fire, jeg ville bruge til en omelet, var sygeligt blege, og jeg havde glemt at købe grøntsager. Måske kunne jeg friske farven op med lidt blod. Jeg fiskede Globalkniven op ad skuffen, det eneste ordentlige køkkenredskab. Jeg holdt den mod tommelfingeren, men betænkte mig. Blod er ikke rigtig til at styre.”
At eje sine verdener
Og nu vi taler om æg, så er Willumsens interiør dejligt velkendt. Her er, som i hendes to seneste bøger fyldt med pels og rå bøffer, fugle og lyseblå kjoler, æg og champagne. Dansklæreren ville kunne finde masser af symbolik og metaforer, men for mig er det Willumsens måde at eje sine verdener på.
Behøver man egentlig mere end disse elementer? Mennesker kan få alt, hvad de drømmer om, og stadig være ulykkelige.
13 ½ minut skal man læse, hvis man er afhængig af delikat sprogbrug, (vid)underlige scener og rystet virkelighedsfornemmelse. Dorrit Willumsen vrider endnu en gang næsen om på os med et lille eksistentialistisk og urovækkende hverdagsskred.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
