POV SPORT // UGENS INTERVIEW – Rikke Faurfelt var som ung en af Danmarks bedste tennisspillere. Det er hun faktisk stadig som 41-årig. Så sent som i marts 2022 blev hun dansk mester i single i indendørs i 40+-klassen. Derimellem uddannede hun sig, blev erhvervsredaktør på DR, mødte sin kæreste og mand, Jesper Dahl Caruso, og de fik to børn sammen. I 2020 døde Jesper som 55-årig af lungekræft, et mareridtsforløb, som Rikke er kommet mentalt godt på den anden side af med tennisketsjeren som et af redskaberne, fortæller hun.
Hvordan kommer man videre i livet, når hele lykkelæsset vælter? Og hvad har det i det hele taget med sport at gøre? Nej, man begynder ikke bare at spille tennis eller vinterbade. Mirakelkure og quickfix findes ikke. Alle historier er individuelle. Anekdotiske, om end der givetvis også findes en vis empiri hos psykologer og i tilgængelig faglitteratur.
I 41-årige Rikke Faurfelts tilfælde har vejen videre en hel del med tennis og sport at gøre. Men langt fra kun det. For tennissen alene kunne ikke rejse læsset, da det væltede. Det var det alt, alt for tungt til. Der skulle så meget andet til. Livskraft og en livsdonkraft til børnene, familie, venner, psykolog, havet ved Helgoland og haven ved huset på Amager.
De kørte begge en travl karriere, Rikke som erhvervsredaktør på DR, Jesper Dahl Caruso som pressechef i Klimaministeriet under Dan Jørgensen og to tidligere ministre, Lars Christian Lilleholt og Rasmus Helveg.
For snart to år siden mistede Rikke sin mand. Ikke ved et knips eller en opringning efter en trafikulykke, men alligevel i løbet af et kort og aggressivt lungekræftforløb. Hun var 39, han var 55. De havde to børn, Vilas på syv og Clara på fire år, Jespers andet hold, da han havde to voksne døtre fra et tidligere forhold.
De kørte begge en travl karriere, Rikke som erhvervsredaktør på DR, Jesper Dahl Caruso som pressechef i Klimaministeriet under Dan Jørgensen og to tidligere ministre, Lars Christian Lilleholt og Rasmus Helveg. De havde deres store kasse af et hus ude ved Sundby, tæt på Fremad Amagers hjemmebane, som Jesper havde en næsten bundløs og noget nær håbløst romantisk forhold til.
Der var ikke meget tid til tennis, selv på motionsplan, for Rikke. Heller ikke til for mange byture med drengene for Jesper, som han ellers holdt af. Han var også faldet til ro. I sit sind og stærke og stadige forelskelse i sin hustru. De havde være kærester og ægtefolk i otte år. Og var lykkelige, hvis Rikke selv skulle sige det, og det er hun ligesom den eneste til.
Og naturligvis havde han forandret sig, siden han for 15 år siden var min chef som sportsredaktør på Berlingske Tidende. Vi gik begge en del op i, at vi var Michaels årgang, Laudrup forstås, 64’ere, når fødselsdagene truede i kalenderen.
Venskabskolleger
Dengang var der ikke så meget chef over ham, vi var mere en slags venskabskolleger, som tog vores ture, når vi ikke var enige i hinandens dispositioner. Eller mest mig. Han slog som oftest ud med hånden og et: ”det skal nok gå” i sorgløshedens yngre chef-år, hvor vi rejste verden tynd sammen til fodboldslutrunder og dækkede hverdagens sportskalender igennem seks år. Siden så jeg ikke så meget til ham, men vi var på Messenger og taggede hinanden, når det handlede om Fremad Amager versus Vejle Boldklub.
Det har ærgret mig inderligt igennem de seneste to år, at jeg ikke dukkede op til den Berlingske-reunion kort tid før, han blev syg. Eller ikke vidste, at han var det, og at han skulle dø lige om lidt. Det havde efter boomeropslagstavlens Facebookmeldinger at dømme været et brag af en aften. Jeg tænker, han stadig titulerede de fleste kvinder, han genså ”sveske”. Også selvom han var godt gift.
Ingen post mortem-metoo-sag dér. Jesper var en moderne klassiker af en charmør og endnu mere klichéklassisk formuleret sine venners ven. Han var svær at holde sig uvenner med. Højst en fyraftens tid. En mønsterbryder, ej et dydsmønster, for hvis Emma Gad, gad han i hvert fald ikke. Han var ikke til etikette, kun på en pakke smøger, som han dog havde fået lagt på hylden og kun tog frem til festbrug, forsikrer Rikke mig, om end det, som hun så også en passant nævner ”jo kan være lige meget nu.”
Jeg har aldrig mødt Rikke tidligere. Og så skulle disclaimeren på mit personlige forhold til Jesper Dahl Caruso være om ikke på plads så dog nævnt.
Alligevel er det med en vis bæven, at jeg tager de sidste skridt hen mod bordet ude i den tidlige forårssol foran klubhuset ved Kløvermarkens Tennisklub i København. For det er jo svært, emnet i sig selv, den anden hovedperson, som ligger begravet ude på Sundby Kirkegård, er her i sagens natur ikke, og hvordan griber jeg det lige an at møde Rikke i det her ærinde.
Det er så ikke så svært. Tværtimod er Rikke afklaret taleklar og har været det i et års tid. Som jeg får at vide efter interviewet nogle kilometer derfra, ude ved badeanstalten Helgoland på Amager Strand, har jeg også afbrudt en del undervejs, som jeg tager til mig som et udtryk for, at det har været lettere, end jeg frygtede, når jeg har bragt min sædvanlige uvane i spil.
For scenen er i og for sig hverken sørgmodig, patetisk eller floromvunden. Det sidste er mere, når jeg skriver, sagde Jesper altid til mig. Der hersker en selvfølgelig lethed over samtalen, og det er helt og aldeles Rikkes skyld. For hun har altid været dygtig til at sætte ord på, til at skrive. Og hun kan også godt lide at være leder, som hun har været de sidste otte år.
Men engang var hun rigtig dygtig til at spille tennis, og det er hun stadig som nykåret danmarksmester i 40+-rækken. Så, jo tennis spiller en rolle i historien om, hvordan hun fik det tunge lykkelæs, der væltede for to år siden, på nogenlunde højkant. Hun er glad igen. Opmærksom og på vagt i forhold til sine børn, men hun kan smile. Hun kan tale om det på den førnævnte, afklarede facon, som gør det lettere at være den, der lytter. Eller afbryder:
”Min tennishistorie begyndte med, at jeg var meget god til at spille bordtennis nede på mit fritidshjem, og så var der en far til en af mine veninder, der så mig spille bordtennis og vinde fritidshjemmets mesterskaber og spurgte han, om jeg ikke havde lyst til at komme over til prøvetræning i tennis i KB. Dengang var der venteliste for at komme ind.
Og så tog jeg derover og stillede mig i en lang kø med en masse børn, man fik en ketsjer i hånden og skulle slå til nogle bolde. Så kunne de ligesom se, hvem de skulle udvælge. På den måde kom jeg ind i KB, og så kørte det bare derfra. Altså, jeg voksede op på Frederiksberg og gik på Søndermarkskolen, KB ligger tæt på den skole. Så hele mit børne- og ungdomsliv er ligesom foregået på dette område. På KB’s baner.
At man står der med alle sine følelser selv og skal håndtere det. Du har ikke andre at takke eller skyde skylden på.
Jeg var syv og tror, jeg startede med noget skumtennis og senere de hårde bolde. Det kørte slag i slag, jeg blev grebet af det, og den passede mig ret godt, den sport. Sådan det der med, at man var alene på banen og ikke var en del af et hold og skulle forholde sig til alle mulige holdkammerater. Sådan at man står med et hele selv. Det passede godt til min personlighed.
Jeg kunne godt lide ligesom at ordne tingene selv, og det gav tennis jo mulighed for. At man står der med alle sine følelser selv og skal håndtere det. Du har ikke andre at takke eller skyde skylden på. Jeg havde også et talent for boldspil, sådan allround, og kunne vildt godt lide sport, og min mor er gammel atletikudøver. Hun var Københavns-mester på 800 meter. Jeg løb en smule, men ville hellere løbe efter en bold i stedet.
Vi havde jo fysisk træning, så man blev jo ligesom tvunget ind i det, men det har aldrig været en passion at løbe. Jeg kom ind i noget elitetræning. I slutningen af 80’erne fik jeg nogle gode trænere, Tine Scheuer-Larsen som ungdomstræner og Michael Mortensen. Som junior kom jeg godt op på ranglisten og blev udtaget til juniorlandsholdet.
Landsholdsspiller
Før det var jeg med til de nordiske mesterskaber. Da er jeg 14 år. Det begynder ligesom der. Man bygger op, jeg spillede turneringer i Sverige, hvor vi hvert år blandt andet var til en nytårsturnering i Stockholm. Det var sådan en klubtur, hvor der også var lidt gang i den, og jeg fik noget socialt ud af det også.
Ellers spillede vi turneringer i Linköping, Falkenberg og Malmø. Sådan begyndte det internationale. I Sverige. Og så kom der rejser med juniorlandsholdet, og senere blev jeg udtaget til det rigtige landshold eller Fed Cup-holdet. Jeg var ret god, da jeg var 18 og vandt U18-DM både ude og ind. Eva Dyrberg var samme årgang som mig, men hun var ikke med til DM det år. Hun var bare bedre end mig. Men jeg har slået hende én gang, da jeg var omkring 18. Karina Ildor Jacobsgaard var en anden fra samme årgang, som blev rigtig god herhjemme. Og en jysk pige, Mette Iversen, fra Århus 1900.
Vi fik nogle ekstra penge fra Team Danmark, og tennisunionen kaldte vores projekt for Super Talent Team eller noget i den stil. Ud over mig var det Eva Dyrberg og også Kristian Pless og Bob Borella hos drengene. Vi fik en del penge at rejse for.
Første gang jeg steg ombord på et fly for at tage alene til et stævne i Tjekkiet, var jeg kun 14. Der var dog en dansk spiller og hendes far dernede allerede, som jeg kunne være lidt sammen med. Jeg klarede meget af det selv. Jeg fløj selv derned og fandt et tog fra Prag og ud til den mindre tjekkiske by, hvor turneringen blev spillet.
Mine forældre var begge skolelærere og gjorde intet for at pace mig, men de kørte mig rundt til turneringer i Danmark og bakkede mig op. De var glade for, at jeg havde noget ved siden af skolen, men ikke mere end det. De så mine kampe i Danmark.
Hvis jeg ikke havde haft adgang til Team Danmark-pengene, havde jeg heller ikke fået prøvet det af, fordi mine forældre havde ikke lige nogle millioner, de kunne kaste efter mig. Da jeg begyndte på gymnasiet, kom jeg på Team Danmark-linjen på Falkonergårdens Gymnasium. Halvdelen af tiden var skole, den anden halvdel rejste jeg, så jeg havde en ret høj fraværsprocent.
Jeg tog lektier med på rejserne eller fik noget ekstra undervisning, når jeg kom hjem. Jeg kom i igennem med et fint snit. Som tennisspiller skal man være disciplineret, og jeg var i forvejen pligtopfyldende. Min skole var også vigtig for min mor og far.
Jeg fik lov til at prøve kræfter med tennissen og se hvor langt jeg kunne drive det internationalt. Jeg kunne som sagt ikke slå Eva Dyrberg. Kun den ene gang. Hun var bare bedre i alle facetter af spillet. Ikke mindst mentalt. I double kunne jeg være med mod hende, eller der var vi mere jævnbyrdige, men i single var der ingen tvivl.
Rikke fik en på Løchten
Jeg tror man rammer et mætningspunkt for, hvornår man kan blive meget bedre. Her kommer det mentale igen ind. At man tror på, at man er god på de rigtige tidspunkter og bolde. Jeg kunne kæmpe mig op til at blive nummer to i Danmark, var i DM-finalen indendørs to gange og i udendørs én gang og tabte alle tre.
Udendørsfinalen i 2002 måtte jeg udgå af bagud 4-0 i første sæt mod Mette Iversen. Jeg var desværre blevet skadet i semifinalen i mixdouble dagen inden, da jeg forsøgte at returnere et af Frederik Løchtes meget hårde smash. Den bold skulle jeg have ladet passere, for min arm gik i stykker, så jeg måtte opgive i finalen i single dagen aften. Surt show, for jeg spillede noget af min bedste tennis i den turnering.
Jeg vandt en enkelt 25.000 dollars-turnering i Sunderland i double med en engelsk makker. Det var mit bedste internationale resultat
Jeg kunne være med i single i Danmark, men kunne både se og måtte erkende, at der var lang vej internationalt. Jeg havde simpelthen ikke det, der skulle til for at blive en rigtig god single-spiller internationalt, men jeg tror, jeg kunne være blevet en god doublespiller ude i verden, hvis jeg kun havde satset på det. Jeg vandt trods alt fem DM-titler i damedouble, tre indendørs og to ude.
Dengang i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne var der ikke ret mange penge i double. I dag kan du godt leve af at være double-spiller. Jeg vandt en enkelt 25.000 dollars-turnering i Sunderland i double med en engelsk makker. Det var mit bedste internationale resultat.
Da jeg blev student, var jeg ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle forsøge at blive professionel eller ej. Jeg havde altid vidst, at jeg gerne ville være journalist. Vi boede på en rigtig journalistvej på Frederiksberg. Politikens mangeårige journalist og chefredaktør, Bo Maltesen, boede blandt andet i kvarteret. Per Dabelsteen og Kirsten Boas var vores genboer, og jeg var gode veninder med deres datter.
Jeg kan tydelig huske, hvornår jeg tog beslutningen om at droppe tanken om at fortsætte med en slags professionel tenniskarriere. Jeg havde tabt i første runde i en 10.000 dollars-turnering i Rumænien, og jeg sad alene på mit hotelværelse dernede bagefter og tænkte: ’Hvad fanden laver jeg her i Bukarest?’ Det var en halvfarlig by at bevæge sig ud i alene som kvinde på det tidspunkt.
Det var en kamp, hvor jeg klart følte, hun snød en del på linjerne. Det var ikke med dommer på det niveau, og jeg havde det bare sådan: ’Øv’. Så det skrev jeg hjem til min træner, Tine Scheuer-Larsen, der også var landstræner:
´Jeg tror sgu ikke det går med mig og professionel tennis.’
Jeg var 19, næsten 20, og Tine skrev meget sødt tilbage noget i retning af, at det kunne hun godt forstå, og der var så mange andre ting, jeg kunne. Der var simpelthen for meget spild af god tid med så meget rejseri og ryge ud i første runde. Det var hårdt både fysiske og mentalt.
Jeg fik mig selv prøvet af, men hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så ville jeg godt have prøvet at se, hvor langt jeg kunne være kommet i double. Det kan godt ærgre mig lidt. Jeg kan godt lide at spille double og den type spil hurtigt med masser af serv-flugtninger.
College-koks
Men jeg lavede et fuldt stop, et pauseår, og jeg fik job som tjener på Sebastopol, en cafe på Nørrebro, og gik rigtig meget i byen, mødte en masse sjove mennesker og festede for alt det, jeg ikke havde festet i min gymnasietid. Der var ikke noget med druk til fester, da jeg spillede tennis. Det kan man ikke, hvis man vil være seriøs, men jeg fik da taget revanche og gik i byen i et år.
Jeg begyndte på handelshøjskolen og fik en bachelor i engelsk-amerikanske studier, fordi jeg troede, jeg havde en aftale med et college på Long Island i New York, hvor jeg gerne ville over at læse journalistik og samtidig være spillende træner. Det gik desværre i vasken, fordi de fandt ud af, at jeg havde tjent nogle præmiepenge, og så må man ikke spille amerikansk collegetennis. I hvert fald ikke i den række, det college lå i. Man skulle være 100 procent amatør.
Jeg havde som sagt hele tiden vidst, at jeg gerne ville være journalist, fordi jeg godt kunne lide at skrive. I dag skriver jeg så ikke så meget, men jeg kan også meget godt lide at være leder
Journalistuddannelsen er også en håndværksuddannelse, så det var meget rart også at få nogle andre input og en lidt mere akademisk tilgang til det, inden jeg søgte ind på skolen.
Jeg blev ved med at spille tennis herhjemme. Både for KB, var omkring HIK, og da jeg nogle år senere flyttede til Aarhus for at gå på Journalisthøjskolen, spillede jeg for Århus 1900. Jeg holdt en pause i begyndelsen, men savnede det alligevel så meget, at jeg vendte tilbage, men på en anden måde. Jeg elskede jo spillet, havde enormt mange gode venner i miljøet og har det har stadigvæk. Så jeg spillede dansk turneringstennis op igennem mine 20’ere.
Det blev mere en kombination. Jeg kunne gå til fester og spille halvseriøs tennis ved siden af. Jeg havde som sagt hele tiden vidst, at jeg gerne ville være journalist, fordi jeg godt kunne lide at skrive. I dag skriver jeg så ikke så meget, men jeg kan også meget godt lide at være leder.”
– Så det var ikke sportsjournalistik, der trak, efter så mange år med tennis?
“Overhovedet ikke. Jeg var faktisk meget bevidst om, at jeg ikke havde lyst til at lave sportsjournalistik. Jeg var nysgerrig på verden og interesseret i samfundet omkring mig, politik og hvad der ellers påvirker os. Sport havde været så stor en del af mit liv, at jeg ville lave noget helt andet. Jeg havde dog et studiejob i en periode på JP Århus, hvor jeg skrev om sport. Kampreferater fra basketballkampe, om motionsløb og alt muligt.
Mine forældre syntes jo også som skolelærere, at man skulle have en uddannelse, og de havde altid læst Politiken. Så de var da meget glade for, at jeg så også kom på Politiken i praktik i løbet af uddannelsen.
Dér prøvede jeg at lave alt muligt. Dækkede også en lille smule Wozniacki, men det var sådan er særting. Hende nåede jeg i øvrigt at slå to gang, da hun var helt ung. Hun var ti år yngre end mig. Jeg har faktisk positiv statistik mod hende, for jeg slog hende ud af hendes første to senior-danmarksmesterskaber. Da hun var 11 og 12. Da hun blev 13 kunne jeg ikke klare hende længere, og der blev hun i øvrigt danmarksmester.
Krimi og Christiansborg var de to stofområder, jeg havde mest på Politiken. Det var et rigtig godt forløb, og jeg blev da også ansat der, da jeg var færdiguddannet.
Jeg vil sige, jeg var en god journalist. Jeg lavede rigtig mange forsider, da jeg var praktikant. Jeg havde det der nyheds-mindset i mig. Jeg kunne godt se en god nyhed. Glæden ved at få hul igennem til en historie. Det er jo også kompetitivt miljø som tennissen. Det var da fedt at få forsiden. Det var det, det handlede om for mig. Det fremmede mit konkurrencegen.
Forelsket på TV2
Omkring 2012 slog TV2 her i København et job op som undersøgende journalist. De ville lave en nyhedsgruppe, og det syntes jeg lød spændende, så jeg søgte og fik det. Jeg var der i to år. Indtil da havde jeg ikke været i nogle længerevarende parforhold, men på TV2 mødte jeg Jesper. Ham blev jeg forelsket i og han i mig. Jeg var 31 og han var 47.”
– Jesper lavede en historie om Henrik Sass, da han var skiftet til TV2, som ifølge PET ikke holdt hele vejen hjem og fik en masse tæsk for. Jeg kan huske, han udtalte til fagbladet Journalisten: ”Det går op, og det går ned i showbiz”?
”Den historie lavede vi faktisk sammen. Det var et fælles traume. Jesper og jeg lavede historien om, at Henrik Sass Larsen blev overvåget af PET på grund af hans forbindelse til en rocker i Køge. Da vi udgav historien, blev TV2 udsat for et massivt pres fra forskellige sider, og ledelsen stod ikke imod presset og trak historien tilbage, selv om jeg den dag i dag er sikker på, at historien holdt. Og det var Jesper også.
Han var med i den samme nyhedsgruppe. Vi havde det fedt, for vi fik gik god tid til at lave egen journalistik.
Vi flyttede sammen i en lejlighed inde ved Peblinge Dossering på Nørrebro, og da jeg var 32 fik vi Vilas. Jesper var først ikke helt med på at kalde ham Villads, specielt stavemåden, som jeg gerne ville have, men jeg fik det igennem ved at foreslå det stavet Vilas som i den argentinske tennisstjerne, Guillermo Vilas. Det var han med på, for han elskede Argentina og jeg tennis, så sådan blev det. Ren udspekuleret kvindelist.”
Jesper havde boet i Argentina, hvor han mødte sin første hustru, deraf efternavnet Caruso, som han var stolt af og beholdt også igennem ægteskabet med Mette Vibe Utzon og med Rikke. Han fik to døtre i sit første ægteskab med Viviana Caruso, der i dag er voksne, Liva og Amanda. Sidstnævnte nåede at gøre sin far til morfar, inden han døde.
”Da vi havde fået Clara tre år senere, havde vi begge skiftet job. Jeg var blevet erhvervsredaktør på DR og Jesper pressechef i Klimaministeriet, og det begyndte at trække lidt i mig efter hus og have, som jeg også selv er vokset op i på Frederiksberg. Vi byggede rede på Nørrebro, men jeg ville gerne bygge en ny. Sådan en rigtig rede med have.
Vi begyndte at kigge ude på Amager. Jesper havde nogle specifikke områder, han gerne ville bo i. Han var og blev Amager-dreng, og vi endte med at købe hus, som ligger et stenkast fra Urbanplanen, hvor han var vokset op. Det var lidt en triumf for ham. Det var så også kun fem minutter fra DR Byen, så det passede og passer jo mig meget godt.
Vi havde et rigtig, rigtig godt liv i huset. Jesper arbejdede meget. Han var først i kort tid pressechef under Rasmus Helveg (R). Altså, ikke som personlig rådgiver, men i embedsapparatet ansat af ministeriet. Derefter blev det Lars Christian Lilleholt (V), som han udviklede et nært forhold til. Jesper kunne godt lide det politiske game. At være med, hvor det sker. Det kan jeg også.
Til sidst var det så Dan Jørgensen, der jo stadig er klimaminister. De to var rigtig gode sammen. Vi skulle også passe lidt på integriteten, for jeg var jo journalistisk redaktør på et område, der også dækkede energipolitik og økonomi. Så der var nogle brudflader, vi ikke rigtig kunne tale sammen om.
Vi havde et godt og stærkt ægteskab, og vi ville de samme ting. Jeg var rigtig lykkelig, og det var han også
Jesper havde store teenagere, da vi mødtes. Den yngste, Liva, boede hos os noget af tiden. Det fungerede fint. Jeg synes, vi var meget gode til at løse, at der også skulle være plads til hans to andre børn. Og selvom han var noget ældre end mig, var han helt med på at få børn igen. Han elskede børn, og så var han altså meget forelsket i mig og jeg i ham. Det var hele pakken med os.
Vi havde et godt og stærkt ægteskab og vi ville de samme ting. Jeg var rigtig lykkelig, og det var han også. Han faldt meget til ro, da han mødte mig. Sådan beskrev hans venner det i hvert fald. Livet bestod af arbejde og familie, hvor det måske tidligere mere havde bestået af arbejde, venner og familie.
Gensidig respekt
Selvfølgelig så han og vi stadig vores venner, men der var ikke så meget tid til overs. Ikke de vilde store fester, for vi havde små børn. Alligevel var der mange fødselsdagsfester, mange af hans venner blev 50, og hans datter Liva blev student, som vi holdt studenterfest for i huset.
Han fik som nævnt stoppet med at ryge, næsten, han festrøg indimellem, men jeg var ikke tilhænger af det der daglige rygning. Jeg har altid været rimelig god til at kommunikere tydeligt, men det var han også. Han kunne heldigvis sagtens give mig noget modstand, så han var ikke under tøflen på nogen måde. Vores samliv byggede på gensidig respekt.
Vi købte et sommerhus, som vi brugte meget tid i. Ved Hald Strand. Det kunne han rigtig godt lide. Han byggede terrasse. Han havde lidt det der i sig, arbejderfortiden og kunne i modsætning til så mange journalister godt lide at bruge sine hænder til at lave noget praktisk. Han havde jo været arbejdsdreng som ung, og hans far var jord- og betonarbejder.
Jeg blev rigtig gode venner med hans omgangskreds, og han blev det med min. Jeg ser stadig mange af dem, og hans gamle venner har været der for mig. Det har været meget rørende, så meget de har hjulpet. Og at mærke, at hans gode venner stadigvæk har lyst til at være i vores liv. Mange af dem har været der for børnene.
Det kom mere eller mindre som et lyn fra en klar himmel, da Jesper blev syg. Den 5. januar 2020 fik han en voldsom hovedpine
Mads Kastrup, som var hans allernærmeste ven, og hans hustru Linda, er stadig en stor del af vores familie. Han tager Vilas med til tennis hver torsdag. Jesper sagde altid om Mads: ’Han er Danmarks klogeste mand.’ Mads, hans ungdomsven Henrik Petersen og Jakob Kvist var dem, han talte mest med, inden han døde.
Det kom mere eller mindre som et lyn fra en klar himmel, da Jesper blev syg. Den 5. januar 2020 fik han en voldsom hovedpine. Efter en lang periode med meget arbejdspres. Dan Jørgensen landede klimaloven der, så der havde været meget arbejde med den hele efteråret. Han gik til lægen, og i første omgang troede vores læge, at han havde fået stress. At det var stresshovedpine.
Den var virkelig slem. Han holdt den ud i tre uger og lå bare og var på piller og havde det meget skidt. Til sidst insisterede han på at få hovedet undersøgt, for det måtte være noget mere end stress. Han blev scannet, og man kunne se, at han havde en blodprop siddende omme i nakken, som forårsagede hovedpinen. Man kan åbenbart gå rundt og leve med en blodprop, der stadig sidder der. Han fik noget blodfortyndende medicin, så den kunne opløse sig selv.
Helt tilfældigt i scanningen var den øverste del af hans lunger kommet med på billederne, og de kunne se, der sad noget på den ene lunge. De tog yderligere billeder, og en kræftudredning gik straks i gang. Efter CT-scanningen konstaterede man, at han havde uhelbredelig lungekræft i stadie 4, så det havde spredt sig. Han havde levet med det i kroppen i lang tid. Lægerne undrede sig over, at han ikke havde mærket noget til det.
At lytte til sin krop
Han løb en gang imellem, lavede noget spinning, men igen, der havde været rigtig meget arbejde i lang tid, så han fik måske heller ikke lyttet så meget til signalerne. Hvis der var noget, fejede han det bare væk som stress, som mange mænd ligesom gør. Før hovedpinen og diagnosen var vi blevet enige om, at det ikke kunne ikke blive ved på den her måde. Med så meget arbejde, mig og små børn.
Jeg kunne jo også godt tænke mig at gøre lidt mere i min karriere, så det lå ligesom lidt i kortene, og vores aftale var, at han skulle forsøge at finde et andet job, hvor han ikke skulle arbejde så meget.
Noget af det han sagde, var, at mænd i hans generation er gode til at arbejde, men dårlige til at lytte til deres krop. Han havde helt sikkert ikke lyttet specielt meget til sin egen krop.
Lægerne sagde, at tumoren kunne have siddet der mellem et og to år, de anede det ikke, og bare vokset sig større og større, og så var det begyndt at sprede sig. Han kom i immunterapi, hvilket var fedt, fordi både vi og lægerne troede på, at det kunne give en god langvarig effekt.
Desværre var han én af dem, den nyere behandlingsform, der er blidere ved kroppen end kemo, ikke virkede på. Vi var henne omkring slutningen af vinterferien, da han begyndte på immunterapi. Lægerne var optimistiske, jeg var optimistisk. Jesper var ikke ligefrem jubeloptimistisk. På intet tidspunkt. Han havde svært ved at trække vejret. Det gør noget ved én.
Det hele gik lige pludselig så stærkt. Galopperende kræft, der blev opdaget alt for sent, og en behandling, der ikke virkede. Han prøvede at holde fanen højt for min og omgivelsernes skyld, men han troede ikke rigtig på det.
Immunterapien havde den helt forkerte virkning. Der er nogen, den ikke virker godt på, nærmere modsat, og han var desværre end af dem. Når den ikke virker, sker der i stedet en acceleration af infektioner, så han fik lungeinfektion, vand i lungerne, og den ene lunge kollapsede.
Som om kroppen vælter og falder sammen, han havde ikke lyst til at spise, og til sidst lagde de ham i respirator. Han var afklaret med, at han skulle dø, han var ikke bange for det. På den måde var han ret sej. Og jeg blev også nødt til at holde mig sej for at være der både for ham og for vores to børn. Det var helt absurd hårdt.
Da han nogle dage før havde fået at vide, at immunterapien ikke virkede, mistede han modet. Da vidste han, at det var slut
Landet var lige blevet lukket ned på grund af corona. Jeg havde både lyst til at være hos ham og børnene, job var der ligesom ikke noget af. Jeg var total sygemeldt, mens han var indlagt på kræftafdelingen på Rigshospitalet. Når man er forbi det punkt, som han var, galopperer det åbenbart bare. Som et hurtigt tog mod døden. Der var intet at gøre. Jesper lå i respirator i tre døgn. Et slags forsøg på at se, om han kunne komme sig. Hvis han kunne, havde han sagt ja til at prøve kemoterapi. Mest af alt for min skyld.
Da han nogle dage før havde fået at vide, at immunterapien ikke virkede, mistede han modet. Da vidste han, at det var slut. Han sagde alligevel ja til at prøve kemo for min skyld, men jeg havde i virkeligheden ikke det store håb heller. Han sagde, og det var meget Jesper-agtigt, at hans behandling så ville gå fra en Rolls-Royce til en Trabant, og den var han ikke interesseret i at køre i.
Da han lå i respirator, var han ikke i kunstig koma, men i sådan en tilstand, hvor man kunne få lidt kontakt med ham. Han havde en tube i halsen, så han kunne jo ikke tale. Både Vilas og Clara var med hele vejen. Det var en del af min tilgang til det, at det ikke skulle ikke mystificeres. De skulle have lov til at se ham. Både i respirator og efter han var død. Han døde den 27. marts.”
Mads Kastrup skrev ovenstående mindeord på Rigshospitalet om formiddagen den dag, de sagde farvel til Jesper. Mads Kastrup er indforstået med, at det bliver bragt her.
“Når man har to små børn på syv og fire, som man skal passe på, kan man ikke bare lægge sig over i et hjørne og græde. Jeg skulle holde fast i familien. Jeg gav mig selvfølgelig plads og rum til at græde, men mest til at støtte og sørge sammen med børnene. De skulle i den grad have lov til at sørge, men man gør det tit sådan lidt på skift, når sådan noget sker, fandt jeg ud af. Det var sjældent, at vi alle tre sørgede på samme tid. Det var på en måde meget smart.
Jeg brugte vildt meget energi på at tale med dem om hele forløbet. Prøvede at få dem til at forstå, hvad det var, der var sket. Den lille på fire havde endnu ikke så mange ord til at forklare sin sorg, men vores søn, Vilas, var god til at sætte ord på sine følelser. Jeg havde stor hjælp fra skolen og god opbakning blandt lærerne. Stort set daglig kontakt med hende, der havde ham mest, om hvordan han havde det.
Og igen, både mine venner og vores fælles venner, som var hans oprindelige venner, var enormt søde til at komme med mad og hjælpe til med børnene. Jeg kunne egentlig bare sige til, så stod de der. Det skete hen over foråret, og det var vigtigt, at børnene fik noget normalitet så hurtigt som muligt ind i deres hverdag og begyndte at gå i børnehave og skole igen.
“Gud, Jesper er død”
Det betød ikke, at jeg tog på arbejde. Det kunne jeg ikke. Jeg havde noget orlov fra DR i august, noget ferie og en sygemelding. Lige da det skete, sørgede jeg selvfølgelig også, men der var bare så mange andre ting, der skulle gøres, skibet skulle holdes sejlende. Der var så mange beslutninger, der skulle tages.
Når sådan noget sker, er det som om, man lever i en parallel virkelighed. Hver morgen, når jeg vågnede, jeg kunne heldigvis godt sove, for jeg har altid haft et godt sovehjerte, så vendte jeg mig om: ’Gud, Jesper er død.’ Som om det tager noget tid, før sindet fatter, at noget så stort sker.
Ellers husker jeg det som en lang række af beslutninger. Om alt muligt. Hvordan får jeg det til at køre alene? Hvor skal vi på sommerferie, kan jeg blive boende i huset, hvad med bilen? Jespers pension og forsikring. Jeg skulle danne mig et overblik over alt det her. Det hjalp måske lidt at være erhvervsjournalist med alle papirerne.
Vi endte med at holde en begravelse i en kirke inde på Nørrebro, hvor Clara blev døbt. En stor kirke, så der måtte være 50 mennesker under corona. Og det var jo kun de allernærmeste. Der var et hav af blomster, og der var også enormt mange, der skrev til mig. Det var simpelthen så sødt, og jeg mærkede virkelig den opmærksomhed, følte at der var så mange, der tænkte på mig i det. Både folk, der kendte mig, og folk der ikke kendte mig.
Da vi nåede hen i august, havde jeg så den orlov fra DR og fik noget tid til ligesom at finde mig selv og sørge, mens børnene var væk. Det var der, jeg begyndte at spille tennis igen
Hans gamle studiekammerater sendte mig en kuvert med nogle penge til at købe noget til børnene. Det hele var meget rørende, for Jesper kendte så sindssygt mange mennesker. Det gik virkelig op for mig der, hvor mange det egentlig var. Det blev en fin begravelse. Der ville jo være kommet mindst 500 til den begravelse, og han ville have elsket det. Med en ordentlig fest bagefter, hvis ikke coronaen havde været der.
Da vi nåede hen i august, havde jeg så den orlov fra DR og fik noget tid til ligesom at finde mig selv og sørge, mens børnene var væk. Det var der, jeg begyndte at spille tennis igen. På en eller anden måde gav det enorm meget mening at vende tilbage til noget, som jeg kendte. Jeg havde ikke spillet ret meget, da der gik børn i den.
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre med den tid, jeg havde alene, så jeg tog over på Kløvermarken og genoptog kontakten med en gammel træner, Ernst Ecks, som var sød til at lave noget træning sammen med mig, og en chilener, Pascale, som jeg havde lært at kende i klubben. Det blev lidt mit frirum. Når jeg spillede tennis, kunne jeg mærke, at jeg slet ikke tænkte på, at Jesper var død. Det var en pause i alt det triste.
Helende Helgoland
Og så badede jeg i Helgoland henne på Amager Strand. At være under åben himmel gav meget god mening for mig. Også at gå ud i haven i stedet for at sidde inde i huset. Skære i nogle grene, pille ved ting og sager og omorganisere lidt. At røre noget fysisk, fingrene i jorden. Konkrete opgaver var en god ide.
Jeg havde været vinterbader i nogle år, og der i august at komme ned på Amager Strand, ud i vandet og mærke elementerne. Det virkede godt på mig, gav klarhed i mine tanker og fik sat hjernen på pause, men også et eller andet sted at kunne tale lidt til Jesper, hvor han nu end var.
Jeg kom en del ved hans gravsted i begyndelsen. Men det var hårdt, og jeg syntes ikke rigtig, det gav mig noget.
Vilas går meget op i at spille tennis, og det er jeg superglad for. Det har været trygt at vende tilbage det miljø. Det greb ret meget om sig for mig også. Jeg begyndte at spille holdkampe i klubben. Vi er i 1. division, den næstbedste række. Jeg kunne se, at jeg stadig kunne være med på seniorniveau, og det var jeg både begejstret og lidt overrasket over.
Det var fedt at komme i form igen, røre sig. Den fysiske del af det var godt, men mest af alt handlede det i begyndelsen om at få tankerne væk og bare stå og smadre igennem til bolden. Det var forløsende på en måde.
Min mor var også en kolossal hjælp, fordi de bor tæt på. Hun hjalp og hjælper stadigvæk med at få det hele til at svinge
Aftenerne var ikke så svære igen, når man har små børn. Det er først, når de sover, at man har tid til sig selv, og så er du bare fysisk træt. Der var så nogle dage, da jeg gik hjemme, at jeg ikke kunne meget andet en formiddag end at være ked af det, og det gav jeg også mig selv rum til. Jeg havde en dygtig psykolog, som jeg gik til. Psykolog, badning, tennis og haven, det var de ting, det drejede sig om.
Mange af mine venner kom forbi og underholdt mig eller holdt mig ved selskab. Jeg var god til at række ud. Der var så mange, der tilbød at komme, og hvis jeg ikke lige orkede, sagde jeg, at jeg havde det fint, men det kunne være så fedt, hvis de kom forbi med noget aftensmad. Og det gjorde de uden at blinke. Det var en stor hjælp for os, når jeg ikke kunne overskue det. Min mor var også en kolossal hjælp, fordi de bor tæt på. Hun hjalp og hjælper stadigvæk med at få det hele til at svinge.
I løbet af september begyndte jeg gradvist at arbejde igen. Stille og roligt og ikke på fuld tid. Op til havde jeg ikke fulgt med i noget som helst. Jeg hverken så eller læste nyheder. Det havde jeg lukket helt ude. Jeg læste nogle bøger eller hørte lydbøger. Lærte om sorg. Mest noget, jeg kunne spejle mig i. Om folk, der havde været ude for en livskrise og i den stil. Jeg havde slet ikke overskud til at tage meget andet ind end at se serier. Det var ikke der, jeg læste de store klassikere.
Psykologens betydning
Min arbejdsplads var meget large. Min øverste chef havde fra begyndelsen sagt, at arbejde var det sidste, jeg skulle bekymre mig om. I starten handlede det bare om at komme tilbage eller møde ind og sige hej til folk. Mange kom hen og kondolerede og spurgte, om jeg var okay. Jeg havde på forhånd sendt en mail ud om, hvad der var sket, og at jeg nok ikke ville kunne tale så meget om det.
Der gik et års tid, inden jeg sådan rigtig kunne tale med andre end min nærmeste familie og venner om det. Til at begynde med gik jeg lidt oftere til psykolog, senere en gang om måneden. Hun var skidegod, var uddannet krisepsykolog, og hun nåede også at møde Jesper, inden han døde, fordi vi fik nogle timer, da han blev syg, så hun havde også et billede af ham.
Så tog både han alene og os begge ind til nogle sessions. Både Jesper og jeg havde nogle sundhedsordninger på vores arbejdspladser, der gjorde det muligt. Det er ikke sjovt, når man skal bruge det, men det virker. At få sat ord på sine bekymringer og fremtiden. Jeg følte mig meget lettet hver gang, jeg gik derfra. Det virkede godt både i starten og efter, Jesper døde.
Det var skægt at spille på konkurrenceniveau igen og være i stand til at banke nogle yngre spillere. Men tennis var vigtigst for sorgprocessen
Godt nok er begge vores børn døbt, men det er ikke sådan, at troen fyldte enormt meget for os eller for mig. Det er der jo også nogle, der kan finde stor trøst eller hjælp i. Jeg havde psykologen, badeanstalten, haven og tennissen.
Det var skægt at spille på konkurrenceniveau igen og være i stand til at banke nogle yngre spillere. Men tennis var vigtigst for sorgprocessen. Det er også en vigtig pointe for mig i dag, at jeg kunne mærke, at jeg trak på nogle kompetencer, jeg havde i mig i forvejen, og som jeg brugte rigtig meget tidligere og i mit sportsliv, nemlig det at være alene og stå igennem modgang alene på banen og nu også i livet.
Altså, når du møder en livskrise, så kan der være nok så mange søde venner og familie, der gerne vil hjælpe dig. Men at the end of the day, så skal man stå det igennem alene. Man går igennem en livskrise alene. Så kan du have nogle, der hjælper dig, men det var mig selv, der skulle finde en vej igennem den.
På den måde var det godt, at jeg førhen havde været god til at være alene, til at kæmpe mig igennem modgang på tennisbanen og befandt mig godt i mit eget selskab. Og det fandt jeg jo tilbage til ved at spille tennis. Til elitedelen, hvor jeg havde været vant til at arbejde hårdt.
Det er benhårdt at have et barn på fire og syv, der lige har mistet deres far og skulle igennem det og få et liv op at køre. Jeg fandt også ud af, at jeg var god til at arbejde mig ud af krisen, håndtere deres sorg, få smurt madpakker og den slags samtidig. Det hjalp mig at handle, tage beslutninger. Jeg fik en klarhed omkring mine prioriteringer. Vi skal blive boende i det her hus, vi skal, vi skal…
Fodbold og tennis
Inden Jesper døde, gik Vilas mest op i fodbold. Han var begyndt lidt på tennis, men nu fylder fodbold og tennis lige meget. I øjeblikket er badminton også stort. Han har arvet sin fars brede interesse for sport. Vi ser tennis sammen på TV, og hans store forbillede er Holger Rune. Og Clara spiller også nu, så har vi det tilfælles og kan snakke lidt om. Tennis fylder meget i vores liv i øjeblikket, og jeg synes, det er vildt hyggeligt, at de har lyst til at spille det, og jeg vil gerne give den gave at spille tennis videre til dem. Det er en fed sport, som man kan dyrke resten af livet.”
– Det er snart to år siden, Jesper døde. Hvordan har du det nu?
”Jeg har det godt, synes jeg. Er meget afklaret med det, der er sket, og børnene er kommet godt igennem, jeg er kommet godt igennem. Altså, vi lever et godt liv uden ham. Et nyt liv, men et godt liv. Han er der stadig, og han skal have lov til at være der, men han fylder selvfølgelig mindre og mindre i både min og i børnenes bevidsthed.
Jeg vågner ikke længere op, og bliver overmandet af, at han ikke ligger ved siden af, men det gjorde jeg faktisk næsten i et helt år efter. Det var jeg overrasket over. Eller i hvert fald det første halve år, hvor jeg hver morgen skulle minde mig selv om: ’Gud, det er rigtigt, at det er sket.’ Det var ret vildt.
Jeg tror på, at man kommer bedst videre, hvis man også lader de døde få fred. Så skal der nok komme nogle nye levende og være en del af vores liv
Vi taler om de gode minder og ikke så meget om Jespers sygdom længere. Det gjorde vi i starten, fordi jeg havde behov for at få dem til at forstå, når de spurgte, hvorfor lægerne ikke kunne gøre noget. Vi taler om den måde, de ligner ham på. Det kan de godt lide eller at høre historier om ham. Hvem og hvordan han var, og der er heldigvis mange vidner og venner, der også kan hjælpe til med det, fordi der stadig er så mange af Jespers venner i vores liv.
Jeg kan sagtens tåle at se billeder af Jesper. Det er jo glade minder, vi har, og han lever videre i vores børn. Samtidig skal det ligesom også finde et leje. Jeg tror på, at man kommer bedst videre, hvis man også lader de døde få fred. Så skal der nok komme nogle nye levende og være en del af vores liv.
Det fylder faktisk ikke så meget hos børnene lige nu. Måske når de bliver ældre. Man kan aldrig fylde det hul op, som tabet af en far efterlader, men man kan godt fylde noget ned i det, som gør det mindre.
Der er nogle andre voksne mænd, der kan komme på banen og spille større roller i børnenes liv, og det er heldigvis mange, som gerne vil, og som gør. Børn er jo super omstillingsparate.
– En ting er, at du lærte at være god til at være alene som tennisspiller. Tror du også, at din uddannelse gør, at du også kan have en slags journalistisk tilgang til det, når du fortæller eller vinkler historier om den tid til dine børn og andre?
”Jamen, det kan den da. Det har hjulpet mig meget. I sådan et forløb kan man godt trække på nogle af de kompetencer, man praktiserer som journalist og i sit arbejdsliv. Også i alt det uforudsete, altså med at skulle håndtere børns sorg. Det er sindssygt uforudsigeligt. Du aner ikke, hvornår det rammer dig. Du skal med det samme være i stand til at formulere et eller andet, der giver mening for dem og hjælper dem.
Man er meget sårbar, når man kun er én forælder, så jeg er meget på vagt. Børn bliver bange for at miste den ene forælder, der er tilbage.
Man kan ikke bare sige til dem, bare rolig, det sker ikke. Du kan sige, at du gør alt, hvad du kan. At du passer på, og det gør jeg. Tager cykelhjelm på, går aldrig over rødt og så videre. På den måde kan du berolige dem. De skal jo have genopbygget troen på, at livet er godt og ufarligt. Altså, livet er jo lige pludselig og fra den ene dag til den anden blevet farligt, fordi man kan dø i det.
Lillebror hjemme igen
Jeg græder ikke selv mere over det. Men det kan gøre mig ked af det, når der sker noget stort i børnenes liv, som han ikke ser.
Nu er min lillebror Jeppe kommet hjem fra New York, hvor han boede med sin familie, da Jesper døde. Han er flyttet hjem med sin familie, og han er en stor del af børnenes liv nu, og det er fedt, at han også har børn. Han betyder meget for mig, og det er som om, familien er blevet lidt større. Det har været rigtig dejligt at få ham hjem.
– Jesper blev kun 55, men jeg tror næsten han nåede at leve mere liv, end de fleste af os kommer til på den tid?
”Sådan var hans tilgang til det. Han sagde, at han syntes, han havde været ufattelig heldig i livet. At han havde oplevet så mange ting. Han var virkelig god til at nyde livet og være til stede i det. Vi nåede også at få et godt liv sammen. Bare ikke lang tid nok.
Nu er jeg klar, vi er klar til at gå videre i livet. Det første år handlede om at overleve. Vi klarede den første jul, den første fødselsdag. Det tager altså noget tid at begynde at leve igen…”
LÆS OGSÅ:
Henrik Dudek: Fra elektriker og back til direktør og håndbold-boss
Har Jess Thorup knækket FCK-koden?
Jakob Kvist – biografiernes ambassadør
Fra tabloid-agenda til PR-agent
DR’s OL-vært: “Jeg burde have været død”
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
