EU50 // AKTUEL LÆSNING – Lige siden folkeafstemningen i 1972 har den danske deltagelse i fællesskabet været præget af tøven, nølen og forbehold. Det er der historiske og politiske grunde til. POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner, har læst en vigtig bog om emnet – samt en anden, der lykønsker guldbrudeparret og giver bud på fællesskabets videre vej.
Da der i begyndelsen 1970’erne for alvor begyndte at komme fart i den danske debat om et muligt medlemskab af EF, var der bl.a. en sag, som optog sindene. Mange frygtede, at medlemskabet ville føre til, at tyskere i hobetal begyndte at opkøbe danske sommerhuse.
Ganske vist var faren nogenlunde begrænset, idet EF’s regler ikke omfattede opkøb af sommerhuse til privat brug, og Danmark ville fortsat kunne holde udlændinge ude med henvisning til en lov fra 1959 om erhvervelse af fast ejendom. Men der var intet til hinder for, at EF-borgere eller -firmaer ville kunne bygge feriekomplekser eller sommerhuse på dansk grund med udlejning for øje.
Sagen lå i direkte forlængelse af et andet penibelt spørgsmål, nemlig europæiske landmænds ret til at etablere sig hvor som helst i EF. Dette udsprang af en belgisk sag, og i juni 1971 lå der et EF-direktiv klar til godkendelse, og det ville liberalisere reglerne om etablering i landbruget. Det hele er en lang og kroget historie, men det lykkedes Danmarks siddende VKR-regering at få godkendelsen af direktivet udsat i fem år.
For mange blev det et spørgsmål om at gøre gode tider bedre, mens den nationale suverænitet hele tiden fyldte meget og var bidragende til, at Danmark siden 1972 til i dag har justeret sin holdning til samarbejdet gennem ni folkeafstemninger
Og hvad sommerhusfrygten angik, fik samme regering – yderligere hjulpet på vej af Jens Otto Krags socialdemokratiske regering, der fulgte efter – gennemført tre love om sommerhuse og campering, erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål og ændring af by- og landzoneloven, der tilsammen gav staten kontrol med rekreative områder.
Faren var blæst over, i hvert fald på dette punkt, og både VKR-partierne og den del af Socialdemokratiet, som Krag stod for, kunne fortsætte kursen mod det medlemskab af EF, som var drømmen. Og det blev som bekendt en realitet ved afstemningen den 2. oktober 1972, hvor 63,3 pct. af de afgivne stemmer faldt på et ja, mens kun 36,7 pct. af vælgerne foretrak et Danmark uden for EF.
Det amerikanske svigt
Tanker og overvejelser som disse, med frygt for det ukendte og stærke nationale undertoner, var naturligvis også til stede i andre ansøgerlande som Storbritannien og Norge.
Men i Danmark er det på en eller anden måde blevet særligt kendetegnende for hele processen, der førte til beslutningen i 1972, og så sandelig også gennem de 50 år, der nu er gået, siden medlemskabet blev en realitet. Hele vejen har den danske holdning været præget af nølen, tøven og forbehold, og det beskriver professor ved Aarhus Universitet, Thorsten Borring Olesen, mesterligt i en stor bog, der er udkommet i anledning af jubilæet.
Det er en spændende, men krævende bog, for den kommer vidt omkring i den svære dans, som er kendetegnende betegnelse for Danmarks forhold til det europæiske samarbejde. Vi kommer omkring en lang række af de diplomatiske og politiske forhandlinger og tovtrækkerier, og med den store detaljerigdom skal man holde tungen lige i munden under læsningen. Men når det er sagt, er det samtidig et godt eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at skrive en akademisk bog med noteapparat etc., mens den er fremkommelig læsning for andre end fagfolk.
Ikke mindst er det mere end en bog om blot 1972. Det er velgørende, at den lægger ud med det historiske overblik. Her beskriver forfatteren, hvordan Den Westfalske Fred, der afsluttede Trediveårskrigen i 1648, almindeligvis står som den begivenhed, der indvarslede den europæiske anerkendelse af princippet om den ukrænkelige stats suverænitet.
Og det er jo netop disse tanker, der spøgte blandt danskerne, da de lod sig gribe af angsten for, at tyskerne ville benytte fællesskabet i EF til at købe landet tilbage, helt op til Kongeåen. Det er dette store perspektiv. der er guld værd, hvis man ønsker at forstå EU-debatten i en større sammenhæng.
I moderne tid opstod hele den europæiske fællesskabstanke i efterkrigstiden, da det globale fokus lidt efter lidt flyttede sig fra Europa. Det var en tid, hvor den kolde krig dominerede verdensbilledet, og den udspillede sig ofte andre steder end i Europa. Og ikke mindst var det en vigtig drivkraft, at europæerne i stigende grad oplevede et amerikansk svigt.
USA havde nok at gøre med Vietnamkrigen, og herudover fokuserede makkerparret, præsident Richard Nixon og sikkerhedspolitisk rådgiver Henry Kissinger, på at skabe afspænding i forholdet til Østblokken og Kina. Selv om afspænding også var et mål for eksempelvis den tyske Østpolitik, følte Vesteuropa sig i voksende omfang sat uden for den verdenspolitiske beslutningsproces.
Dette blev et af afsættene for det europæiske fællesskab og dermed også bagtæppet for den danske deltagelses mange overvejelser frem og tilbage. For mange blev det et spørgsmål om at gøre gode tider bedre, mens den nationale suverænitet hele tiden fyldte meget og var bidragende til, at Danmark siden 1972 til i dag har justeret sin holdning til samarbejdet gennem ni folkeafstemninger.
Thorsten Borring Olesen har skrevet den store oversigt, der har potentialet til at blive den nyttige håndbog for alle, der vil have indsigt i Danmarks komplicerede vej ind i det europæiske fællesskab
En vigtig del af historien er det også, at folkeafstemningen i 1972 faldt sammen med en brydningstid, som ikke mindst sås meget tydeligt i Socialdemokratiet. Partileder og statsminister Jens Otto Krag spekulerede på det tidspunkt i sin dagbog på, om “dansk politik ikke er ved at skifte struktur”. Der var tale om et fornyelses- og generationsoprør i partiet, hvor ungdomsoprørerne fra ’68 fik lov til at udfordre partiledelsen.
Debatten om EF blev en væsentlig valplads i dette opgør, hvor den yngre generation anklagede Krag for at have sejret sig ihjel og være tilfreds med, hvad man havde opnået. Og da Krag umiddelbart efter folkeafstemningen i 1972 valgte at træde tilbage, blev posten overtaget af en repræsentant fra en anden fløj, nemlig den langt mere EF-skeptiske Anker Jørgensen. Og dette er så blevet til en vigtig del af den skeptiske holdning, som lige siden har præget det danske medlemskab.
Klimaforandringer
Efter læsning af Olesens bog er man særdeles godt klædt på til at tage fat på endnu en aktuel EU-bog, der dog også sagtens kan stå alene. Her giver fire yngre akademikere, der hver især er chefer i organisationsverdenen og embedsværket, deres bud på Danmarks fortid, nutid og fremtid i EU.
Med et glimt i øjet betegner de sig selv som ”guldbryllupsbørn” af 1972, og de benytter den festlige anledning til at holde fire taler til guldbrudeparret – Danmark og EU – på deres respektive ekspertområder: det digitale Europa, arbejdspladser og arbejdsmarked, klimapolitik samt skattepolitik.
I kærlighed til Danmark og EU, altså familien, er det ambitionen at kvalificere EU-debatten inden for de nævnte områder og dermed bidrage til (mindst) 50 år mere for Danmark i EU-fællesskabet. Forfatterne tror nemlig – belært af Storbritanniens exit – på, at en kvalificeret og nuanceret EU-debat er en frugtbar vej til at styrke fundamentet under vores EU-medlemskab.
Det er der kommet en velskrevet og relevant bog ud af.
En af de fire forfattere, Vincent Rudnicki Østergaard, tager fat i de store fælles udfordringer i forbindelse med klimaforandringerne, som ikke mindst på det seneste har fået en skarp politisk vinkel.
Ruslands invasion af nabolandet Ukraine, som blev indledt i slutningen af februar 2022, har medført en eksplosion i priserne på kul, olie og gas og medført en ny europæisk energikrise. En krise, som sammen med klimaforandringerne har accelereret behovet for at frigøre EU fra den massive import af fossil energi, som hvert år transporteres fra øst til vest. Og som samtidig kan få markant betydning for Europas omstilling til vedvarende energi.
Vi skal huske på, at det europæiske samarbejde startede i 1952 med etableringen af Kul- og Stålunionen, hvis navn i sig selv afspejler en tid med andre interesser. I den relativt korte tid, der er gået siden da, er indholdet af CO2 i atmosfæren steget fra omkring 310 ppm til 420 ppm, altså med en tredjedel, og dette er i sig selv et argument for, at der skal trædes til øjeblikkelig handling. Hvilket i forfatterens optik vil have langt større virkning i form af fællesskabets fokuserede indsats.
Det vigtige argument for alt dette er, at selv om vi som danskere nok kunne være kommet endnu længere i vores eget lille nærområde, batter det en del mere, hvis man ser det som en fælleseuropæisk indsats
Som udgangspunkt var den europæiske klimadebat dog et stykke tid om at komme i omdrejninger. Ordet ’klima’ nævnes kun en enkelt gang i Maastrichttraktaten af 1992 – og det i form af målsætningen om et godt arbejdsklima for erhvervslivet, hvilket jo er noget helt andet. Den første rapport fra EU’s klimapanel kom dog allerede i 1990.
I årene herefter kom der en mærkbar udvikling i europæisk klimapolitik, skriver forfatteren. Der blev etableret overvågningsmekanismer og vedtaget mere ambitiøse og fælleseuropæiske klimamål for reduktionen af drivhusgasser.
I det seneste klimamål, som blev udstukket i forbindelse med vedtagelsen af den europæiske klimalov i 2021, blev der sat mål om, at udledningen af drivhusgasser i 2030 skal reduceres med 55 procent i forhold til 1990. Og samtidig sætter klimaloven et mere langsigtet mål om, at EU senest i 2050 skal opnå klimaneutralitet. Dette betyder dog ikke, at der fra 2050 slet ikke må udledes drivhusgasser fra eksempelvis landbruget eller industrien i Europa. I regnestykket ligger, at EU i 2050 ikke må udlede flere drivhusgasser, end der optages enten biologisk eller teknologisk.
Det vigtige argument for alt dette er, at selv om vi som danskere nok kunne være kommet endnu længere i vores eget lille nærområde, batter det en del mere, hvis man ser det som en fælleseuropæisk indsats. Som samlet blok står EU også stærkere end lille Danmark, når ambitionen er at udbrede og skabe forståelse for denne klimatankegang i andre dele af verden.
Her skal det retfærdigvis siges, at denne hyldest til guldbrudeparret også har en kant. Taleren er til fulde klar over, at det primært er den velbjergede del af EU, der kan leve op til de mest forkromede klimamål.
Kulminesektoren beskæftiger fortsat titusinder af mennesker i lande som Polen, Bulgarien og Rumænien. På klimakonferencen COP26 i Glasgow i 2021 sagde den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, det således tydeligt, at der inden for EU er markante udviklingsmæssige forskelle på lande og regioner, der ikke alle har samme forudsætninger for at nå klimamålene.
Hvad klima angår, som det er tilfældet med skattepolitik og arbejdsmarkedsforhold og en række andre emner, problematiserer bogen altså og peger på forhold, man skal have for øje for at sikre fællesskabet en lind sejlads frem mod den næste runde fejring. Et rent festskrift bliver det altså ikke.
De to bøger er væsensforskellige. Thorsten Borring Olesen har skrevet den store oversigt, der har potentialet til at blive den nyttige håndbog for alle, der vil have indsigt i Danmarks komplicerede vej ind i det europæiske fællesskab. Ikke mindst søger den at få de mange forskellige aspekter med og se sagen fra mange sider. Det er lødig forskning, der tilmed udmærker sig ved at være tilgængelig læsning.
Den anden bog er derimod fire partsindlæg. Den lægger ikke skjul på, at der er tale om festtaler til lejligheden, hvilket man bestemt ikke skal underkende. En tale kan skam godt indeholde kritiske kommentarer, og det er også tilfældet her, men i det store og hele er de fire indlæg skrevet ud fra en tro på værdien i det europæiske fællesskab, og det hele er gjort med blikket rettet mod himmelbrylluppet i 2072.
Læs mere i POV om 50-års jubilæet her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og