DANSK POLITIK // ANALYSE – Inger Støjberg, Mette Frederiksen, Morten Messerschmidt og Naser Khader får alle deres politiske fremtid afgjort af jurister og dommere i og uden for retssalene. Naser Khaders sexsager kommer til at stille Søren Pape overfor sit hidtil sværeste valg.
Det vil være synd at sige, at sommeren har budt på de store politiske udmeldinger. Ikke en gang den stærkeste lup vil kunne afsløre den mindste lille sommeragurk, og man forledes derfor til at tro, at samtlige politiske partier sparer krudtet til efteråret. Stilhed før stormen.
Men ikke meget tyder på, at de bærende partier har speciel stor interesse i at træde på speederen. Som statsminister har Mette Frederiksen den taktiske fordel, at hun kan trykke på valgknappen når som helst og selv dybt inde i Socialdemokratiet tales der om, at det bør ske til efteråret. Måske sammen med kommunevalget den 19. november, som det skete i 2001 under Poul Nyrup Rasmussen?
Alle sager kan efterlade dybe sår hos de indblandede partier og i sidste ende også vende op og ned på magtforholdene mellem rød og blå blok samt de interne styrkeforhold mellem partierne
Den væsentligste hage ved den model er blot, at vælgerne dengang straffede Socialdemokratiet, der tabte 11 mandater og magten til Anders Fogh Rasmussen på trods af, at Poul Nyrup få måneder forinden havde reddet på statsmandeffekten efter terroraktionen mod de to tårne i New York.
Nyrup glemte at smede mens jernet var varmt, og da vælgerne stod i stemmeboksene sidst i november 2001, var deres taknemmelighed for regeringens politiske anti-terrorindsats forduftet.
Fire politikere på “anklagebænken”
Tidspunktet for folketingsvalget vil ligge og spøge fra nu af og frem til valget udløses, hvilket helt uundgåeligt får alle partier til at spare lidt på krudtet. Men dertil kommer også, at mindst fire andre begivenheder kommer til at få afgørende indflydelse på dansk politik i det næste halve år, hvor det bliver domstole og jurister, der kommer til at afgøre magtforholdene i dansk politik mange år frem. Det skyldes alvorlige politiske og personlige anklager mod fremtrædende politikere.
- Inger Støjberg får dom ved Rigsretten inden jul.
- Granskningskommissionen færdiggør efter planen sin undersøgelse af minksagen.
- Morten Messerschmidt, DF, skal dømmes eller frikendes i sagen om svindel med Feld og Meld-midler.
- Naser Khader, K, får afgjort sin fremtid af advokater hos Plesner, efter fem kvinder er trådt frem med alvorlige sexisme-beskyldninger.
Alle sager kan efterlade dybe sår hos de indblandede partier og i sidste ende også vende op og ned på magtforholdene mellem rød og blå blok samt de interne styrkeforhold mellem partierne, hvor jo især DF og Konservative risikerer at få ørene i maskinen.
Støjberg børster støvet af sig
Rigsretten mod Venstres fhv. udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, begynder for alvor den 2. september og kommer derefter til at køre slag i slag. Støjberg har gjort et scoop ved at hyre de to stjerneadvokater, Rene Offersen og Jonas Christoffersen, der helt sikkert kommer til at køre hårdt på det såkaldte grundnotat, der stort set aldrig havde set dagens lys før fhv. departementschef Uffe Toudal hev det frem i Instrukskommissionen, og efterfølgende blev det så Inger Støjbergs eneste livslinje i sagen.
Støjbergs store problem er imidlertid, om folketingsvalget udskrives her i efteråret, mens hun sidder på anklagebænken. Det bliver i givet fald en speget politisk affære
Tiden må vise, om det er nok til at frikende Støjberg, men noget tyder på, at det bliver en forholdsvis mild dom, og at hun efterfølgende bliver i stand til at ryste støvet af sig og allerede fra nytår genoptage sin politiske karriere i sandsynligvis Dansk Folkeparti – eller Nye Borgerlige.
Støjbergs store problem er imidlertid, om folketingsvalget udskrives her i efteråret, mens hun sidder på anklagebænken. Det bliver i givet fald en speget politisk affære, hvor hun måske kommer til at føre valgkamp som løsgænger.
Mink kan tage livet af Mette Frederiksen
Granskningskommissionens redegørelse er ubetinget den begivenhed, der kan få de mest alvorlige langsigtede konsekvenser. Regeringens beslutning om at aflive alle danske mink i november sidste år, af frygt for et dansk Wuhan, blev truffet uden lovgrundlag.
Det er uomtvisteligt, men det interessante, som skal udredes, er, om der også er tale om et grundlovsbrud og om Mette Frederiksen var advaret i dagene forud for beslutningen om, at et totalforbud mod minkdrift ville være ulovligt og grundlovsstridigt. Med andre ord – handlede Mette Frederiksen mod bedre vidende, da beslutningen om aflivningen blev truffet?
Hvis beviserne er stærke nok, vil det helt sikkert komme til at stille regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og Radikale i en yderst vanskelig position, hvor de af hensyn til deres egen integritet kan blive nødt til at trække tæppet helt væk under statsministeren
I blå blok lugter man blod – ikke mindst efter at den røde blok fik deres skalp ved at sende Inger Støjberg i rigsretten. Der skal derfor ikke rejses meget tvivl om Mette Frederiksens personlige rolle i minksagen, før de blå blodhunde vil kaste sig over hende med krav om retfærdighed og rigsret.
Hvis beviserne er stærke nok, vil det helt sikkert komme til at stille regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og Radikale i en yderst vanskelig position, hvor de af hensyn til deres egen integritet kan blive nødt til at trække tæppet helt væk under statsministeren. Fjerne hende som statsminister og sende hende direkte i Rigsretten.
Messerschmidt på vej mod Bakken?
DF’s gamle stemmesluger og nuværende kronprins, Morten Messerschmidt, har konstant svoret sin uskyld i sagen om dokumentfalsk og svindel med EU-midler. Nu kommer sagen så endelig for retten, og uanset hvordan man vender og drejer det, bliver det stærkt op ad bakke for Messerschmidt.
Han har to af sine gamle kolleger imod sig, og dertil kommer en årelang grundig undersøgelse af EU’s bagmandspoliti OLAF og det danske politi. Sker der domsfældelse, vil det sandsynligvis slutte Messerschmidts politiske karriere og gøre ham til permanent medhjælper på Bakken.
En situation, der i øvrigt vil lette Inger Støjbergs vej til toppen i Dansk Folkeparti og gøre hende til den eneste oplagte efterfølger efter den udslidte Kristian Thulesen Dahl.
Naser Khader stiller Pape i uløseligt dilemma
Som rosin i pølseenden har vi de konservatives retsordfører, Naser Khader. Gennem mange år udråbt som præmieperker, mønsterbryder og i det hele taget højt respekteret på Parnasset.
Hans glorie er nu falmet. Rygterne om sexistiske overgreb har svirret i ca. et års tid eller mere, og hver gang er det lykkedes Khader at skyde dem ned. Både med trusler og på baggrund af, at nogle af anklagerne kom fra personer fra indvandrerkredse med eget blakket ry.
Men umiddelbart før sommer valgte fem af hinanden uafhængige kvinder imidlertid at træde frem og efter grundig research af en DR-journalist komme med helt konkrete overgrebsanklager mod Naser Khader.
Søren Pape risikerer at komme i et dilemma, hvor han enten skal ekskludere Naser Khader på trods af manglende beviser eller tage ham tilbage til folketingsgruppen, som om intet var hændt og med en konstant skygge af sexisme-anklager hængende over sig
Khader var i forvejen stressramt og på orlov, men de nye anklager var så alvorlige, at Søren Pape har været ude med meldinger, der næsten kun kan tolkes som trusler om en eksklusion fra partiet.
Sagen skal helst være håndteret inden partiets sommergruppemøde den 23. august, hvor pressen vil stille nærgående spørgsmål, og for Søren Pape er sagen ydermere delikat derved, at Det Konservative Folkeparti traditionelt har meget høje retspolitiske idealer og altid er på ofrenes side samt hylder hårde straffe.
I sagen om Naser Khader foreligger der så vidt vides ingen politianmelderser fra de involverede kvinder, og selv om der gjorde, er det langt fra sikkert, at beviserne er stærke nok til, at Naser Khader vil kunne dømmes.
Med andre ord – Søren Pape risikerer at komme i et dilemma, hvor han enten skal ekskludere Naser Khader på trods af manglende beviser eller tage ham tilbage til folketingsgruppen, som om intet var hændt og med en konstant skygge af sexisme-anklager hængende over sig.
Uanset Papes valg kommer det til at gøre ondt på Det Konservative Folkeparti.
LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS ANALYSER HER
Topbillede: Inger Støjberg (V). Foto: Klaus Holsting
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her