Donald Trump er på vej til at vinde det republikanske primærvalg, samtidig med at han er den mest upopulære kandidat – også blandt partiets egne vælgere. Men samtidig er hans rivaler heller ikke elskede. Hvordan kan det gå til?
Her kommer et paradoks: et betydeligt flertal af de republikanske vælgere kan ifølge meningsmålingerne ikke døje Donald Trump. Næsten halvdelen af partiets vælgere, 49 procent tilkendegiver, at de vil være decideret utilfredse med den brovtende højrepopulist som deres partis præsidentkandidat. Alligevel har The Donald indtil videre vundet de fleste af de republikanske primærvalg i kampen om at blive partiets kandidat.
Læg hertil et andet faktum, der til sammen får situationen til at minde om et mysterium: Ingen af de andre politikere, der nu er tilbage som mulige præsidentkandidater, er populære i partiets base heller. Således vækker Marco Rubio og Ted Cruz – der er de eneste mulige alternativer til Trump – næsten lige så lidt begejstring med henholdsvis 53 og 51 procents opbakning i partiets base. Det ser mildest talt lunkent ud, og det er ikke urimeligt herfra at slutte, at de konservative amerikanske vælgere ikke kan lide nogen af de tre politikere, der bejler til kandidaturet.
Eller som Nate Silver – alle statistikeres og valganalytikeres yndlingsnørd konkluderer ovre på sit site Fivethirtyeight: ”Republican Voters Kind Of Hate All Their Choices.”
Taberen der vandt
At paradokset er virkeligt, står klart frem, hvis man ser på sidste uges store valgdag, Super Tuesday. Sean Trende, der er senior elections analyst ved RealClearPolitics har regnet på sagen: Et flertal af vælgerne i Arkansas synes, at det ville være OK med Marco Rubio eller Ted Cruz som partiets kandidat, mens et flertal af vælgerne omvendt ikke ønskede Donald Trump. Alligevel vandt Trump vandt afstemningen i staten med tre procentpoints.
Et andet eksempel er staten Virginia, hvor tallene er endnu tydeligere. Her tilkendegav 43 procent af de republikanske vælgere, at de ville foretrække Ted Cruz som kandidat ved præsidentvalget til november, 59 procent foretrak Marco Rubio, mens 44 procent sagde, at de ville være tilfredse med Trump som kandidat. Trump vandt ikke desto mindre staten – og dermed et flertal af de delegerede.
Hvordan kan det lade sig gøre? Som Trende skriver, så er noget af forklaringen, at Trumps veltilrettelagte og overbevisende mediestrategi til en vis grad har skygget for eller ligefrem blokeret kendskabet til andre kandidater, der er blevet skubbet ud i kulden. Vælgerne synes måske, at mere ukendte kandidater som Rubio eller Cruz er OK, men de ved ikke nok om dem, til at de rigtig brænder for dem.
Trængsel i det republikanske felt
Men den væsentligste årsag til det tilsyneladende ulogiske resultat er, at feltet er splittet. Trump profiterer med andre ord af, at modstanden mod ham ikke kommer fra et klart alternativ men fra tre konkurrenter – Rubio, Cruz og Ohios guvernør John Kasich. Som bekendt vandt Trump Super Tuesday med syv stater, Cruz vandt tre mens Rubio vandt en stat. Havde der blot været tre kandidater – hvis John Kasich havde trukket sig f.eks. – så ville det sandsynlige resultatet have været ganske anderledes tæt. Så havde både Cruz og Trump vundet fire stater, mens Rubio ville have vundet tre, viser Silver.
Men er det ikke altid sådan ved præsidentvalget, spørger han videre og svarer selv med et klart nej.
Valget hos republikanerne er faktisk noget særligt i år, noget særlig mærkeligt, som ikke er set før eller i andre partier. 79 procent af demokraterne siger f.eks., at de vil være tilfredse med Hillary Clinton som deres kandidat, mens 62 procent siger det samme om hendes rival, Bernie Sanders. De demokratiske vælgere er altså alt i alt tilfredse med dem begge to, hvilket i øvrigt også var tilfældet i 2008, hvor den demokratiske base fint kunne leve med såvel Obama som Clinton (69 procent af demokraterne sagde, at de ville være tilfredse med Obama som deres kandidat, mens 71 procent sagde det samme om Clinton – som bekendt vandt Obama).
Ingen kandidat har splittet USA mere
Konklusionen er klokkeklar: ingen anden kandidat i nyere tid har været mere opsplittende for deres parti – eller befolkningen – end Donald Trump. Silver ser på samtlige de demokratiske og republikanske kandidater gennem de sidste ti år, og den eneste, der nærmer sig Trump i tal er den republikanske libertarianske outsider fra 2008 og 2012, Ron Paul. Men han var et velkendt sort får og en såkaldt fringe candidate i partiet, ikke en, som nogen regnede med kunne vinde på noget tidspunkt.
I 2016 er det anderledes alvorligt for republikanerne – og for Amerika. Det ser ud som om den mest sandsynlige vinder af det republikanske partis nominering vil splitte USA på en måde som det aldrig er set før i verdens førende supermagts historie. I hovedstaden, hvor overtegnede har sin sædvanlige gang, er landets elite allerede i gang med at ryste muligheden af sig. ”Well, det er bare ærgerligt for republikanerne. Hillary Clinton vil vinde, og landet vil komme til fornuft igen. Og partiet må lære at blive voksent” lyder mantraet fra de mennesker inside the Beltway, som jeg spiser frokost med i Washington DC’s republikanske indercirkler.
Fornærmelser og stivnede smil
Men jeg må indrømme, at jeg ikke er så sikker længere. Det kunne jo være – det er ikke overvejende sandsynligt, men muligheden findes, er jeg nu blevet overbevist om – at de i stigende grad vrede amerikanske vælgere, med andre ord folket rent faktisk ville noget ganske andet end partiets ledelse og hovedstadens mere end velpolstrede regerende klasse af advokater, læger og finansfolk; og at dette andet var nøjagtig så grimt som den kandidat, der lige nu fører feltet, er. Nøjagtig det samme kunne i øvrigt være på vej blandt demokraterne, der står overfor udsigten til deres egen nedsmeltning.
Alt i alt er der ikke meget at grine ad – uanset at udvekslingen af fornærmelser på omklædningsrumsniveau op til og under den seneste republikanske debat godt kunne udløse latterkramper over bemærkninger om alt fra størrelsen på Donald Trumps ædlere dele til kuløren på hans ansigt (og den farve er i øvrigt orange, hvis nogen skulle være i tvivl). For mit eget vedkommende stivner smilet imidlertid ved tanken om at have The Donald siddende i Det Ovale Værelse 15 minutter fra min bopæl.
Foto: Wikimedia Commons, Catholicjen
Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kroner om måneden. Det kan du blive på forsiden via PayPal. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Mit Mobile Pay nummer er: 93 85 05 85
Del gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
