Den største overraskelse i det franske præsidentvalg er, at der ingen normale kandidater er. Alle er ekstreme, bare på forskellig vis, og ingen tør udpege vinderen på forhånd. ”Det kan blive hvem som helst, ” lyder det fra flere vælgere, som siger at konservative Francois Fillon og “kommunisten” Jean-Luc Mélenchon lige så vel kan havne i anden runde mod Marine Le Pen, som mediernes darling, Macron, kan. Det eneste sikre er den massive lede i ”la France profonde” ved den politiske klasse.
CAP D’AIL – Så er det – næsten nu. Kampagneforbuddet trådte i kraft fredag ved midnat, og nu må ingen kandidater holde flere vælgermøder; der må ikke offentliggøres flere meningsmålinger, og der hersker en næsten demonstrativ stilhed i de franske medier – et kollektivt tilbageholdt åndedræt på en overskyet søndag, hvor POV Internationals udsendte medarbejder vandrer rundt i byen Cap d’Ail i Provence.
Ja, der er stilhed før stormen i Frankrig, før et valg, som på forhånd er udpeget af de internationale medier som den afgørende lakmustest, der skal vise, om det er læren fra Brexit, Trump og den italienske folkeafstemning, der skal nyde fremme – populismens sejr og afvisningen af såvel globalisme som islamisme, som det populært er sat på formel. Eller om det er den mere afdæmpede og midtsøgende reaktion, der vil vinde. Den, man så, da vælgerne i Østrig og Holland sidst gik til valg, hvor fløjene netop blev afvist.
Men også dette valg – valget mellem populisme og centrisme – er på en måde fortegnet og ikke retvisende.
For i Frankrig vil ingen midtsøgende kandidater nå til den afgørende anden runde.
Fire radikale kandidater
For det første fordi ingen af de to ledende kandidater – Front Nationals Marine Le Pen og centristen Emmanuel Macron – kommer fra de gamle, etablerede partier, for det andet fordi de begge, godt nok på vidt forskellig vis, repræsenterer afvisningen af kompromisser.
For det andet fordi de to andre politikere, der er lige i hælene på dem – såvel den konservative republikaner François Fillon som den venstreorienterede Jean-Luc Mélenchon – heller ikke er moderate. De er begge yderligtgående på national identitet, forskellen er snarere, at Le Pen også er protektionist, mens Fillon er tilhænger af EU og globaliseret handel.
Mélenchon er lige så kritisk overfor EU, som Le Pen er, og taler om et opgør med såvel NATO som markedsøkonomien, som vi kender den – han drømmer om skatteprocenter på omkring de 90 procent. Mens Fillon har svoret at ville gennemføre den mest vidtgående reform af såvel arbejdstidsreglerne som den offentlige sektor, franskmændene nogensinde har set – ikke for ingenting er han blevet kaldt Frankrigs svar på Margaret Thatcher.
Og Macron, der fører sig frem som Midtens kandidat par excellence, er i virkeligheden også ret radikal- radikal midte, javist, men i disse tider er en overbevist kærlighed til euroen, en venlig tilgang overfor indvandring og flygtninge samt en nærmest ”skandinavisk” tilgang til især arbejdsmarkedspolitik, som Macron repræsenterer, bestemt ikke hverdagskost hverken i EU eller i Frankrig. Og selv om han var socialistisk økonomiminister fra 2014-16 er der ikke meget socialisme over ham.
Man siger ofte i fransk politik, at man ved første runde stemmer på den kandidat, man godt kan lide, mens man i anden runde stemmer mod den kandidat, man absolut ikke kan acceptere, hvilket sådan set giver mening i et system som det franske. Først tilvalget, dernæst fravalget
Overraskelsen har her i den sidste uge været, at det ikke engang er sikkert, hvem der skal tage kampen op mod Le Pen (som de fleste regner med vil være at finde i anden runde).
Godt nok ligger Macron på omkring 24 procent i tilslutning– Le Pen ligger lige under med ca. 22 procent – men eftersom Fillon og Mélenchon lå på hhv. 21 og 19 procent i de sidste målinger, ville det være uforsigtigt at afvise muligheden af, at en af de to endte i slutrunden.
Politikerne er løgnere alle til hobe og Frankrig er på spanden
Især har Mélenchon overrasket ved i slutspurten at give den hele armen med en ildhu og en appel til de yngste vælgere, der har overrasket. Den 65-årige har ført en utrættelig kampagne – bl.a. via hologrammer, YouTube og et hav af overraskelser i ærmet – der har gjort ham til ”ungdommens kandidat” sammen med Le Pen. Den 65-årige tidligere trotskist og kommunist har f.eks. lanceret et videospil online – bl.a. et voldeligt kampspil rettet mod det franske skattevæsen – og har flere følgere på YouTube end alle sine konkurrenter tilsammen.
Hans slogans om at gøre det af med hele det politiske system, der fulgte med etableringen af ”den femte republik” i 1958 og etablere en ”sjette republik” er også populære hos vælgerne.
Se hans valgmødehologramstunts her:
I den lille, solbeskinnede by Cap d’Ail, hvor overtegnede har tilbragt ugen før første runde, agter fire ud af seks vælgere ved det første bord, jeg henvender mig til hos den lokale bager – la boulangerie – torsdag, da også at stemme på den ældre marxistisk-leninistiske kommunist. De to andre ved bordet vil ikke stemme. En fordi han ”ikke interesserer sig” for politik, og den sidste fordi hun ikke har haft tid til at få sit vælgerkort i orden til tiden, som hun siger med et skuldertræk, der antyder, at hun også er ret ligeglad med den forseelse.
Jeg er overrasket – jeg har forstået på franske venner, som jeg tilbragte aftenen før med i højt humør med lammekød på grillen og rigeligt med rødvin og jordbær i chokolade fondue, at det mest er unge mennesker, der vil stemme på Mélenchon, ligesom det også er unge, der udgør kernevælgerskaren hos Le Pen.
”Dette land er totalt på spanden, vi er færdige. Og vi er også færdige, hvad angår politikere,” indleder Jean, der fører ordet ved bordet. Han fortsætter: ”de er alle løgnere, fuldkommen gennemførte svindlere. Ingen her tror på den røverbande.”
Men vælgerne i bageriets gård er midaldrende, de sidder og slapper af med en espresso og en bid brød efter arbejdstid og går med sikkerhed ikke i skole eller studerer. Jeg spørger dem ikke om deres alder, men jeg bedømmer dem til at befinde sig et sted mellem 40 og 50. Så hvorfor vil de stemme på en overbevist “kommunist”?
”Dette land er totalt på spanden, vi er færdige. Og vi er også færdige, hvad angår politikere,” indleder Jean, der fører ordet ved bordet. Han fortsætter: ”de er alle løgnere, fuldkommen gennemførte svindlere. Ingen her tror på den røverbande.”
Han peger over på en nydelig række, hvor samtlige opstillede kandidater hænger på linje overfor bagerbutikken. ”Cons”, spytter han, og det er ikke noget kønt ord på fransk. Men hvad så med Mélenchon, spørger jeg? Er han så undtagelsen fra reglen om, at alle politikere er nogle egoister og tyveknægte, siden Jean alligevel vil stemme på ham?
Kommunister over hele linjen
”Overhovedet ikke,” indleder Jean og fortsætter: ”han er lige så stor en løgner, som de andre. Men han lyver til fordel for de fattigste. Så derfor stemmer jeg på ham. Men jeg har ingen illusioner. Jeg tror på, at de alle vil tage røven på os, så snart de bliver valgt. Arbejdsløsheden er efter min mening det største problem, og her vil en kommunist måske alligevel være lidt mindre ligeglad end de andre.”
Resten af bordet griner højlydt og nikker. De tre andre, en rødhåret kvinde ved navn Fredericka, der har sin datter på skødet, og en mørklødet mand, der lyder navnet Max samt hans tavse ven, der viser sig at hedde Franck, vil også stemme yderst til venstre. ”Hvorfor ikke?” lyder det fra Fredericka, som tænder sig en cigaret, ”det kan alligevel ikke blive værre.”
“Er det sådan med alle jeres venner”, spørger jeg videre. “Er Cap d’Ail sådan en kommunistrede?”
Men her er der ikke megen opbakning at spore til POV’s udsendte medarbejder. ”De skal virkelig ikke tro på meningsmålingerne, Madame,” lyder det skuffet”, De tager fejl”
Hele bordet ler benægtende ned i deres espressoer. ”Næh,” siger Franck og fortsætter: ”Flest i Cap d’Ail vil stemme på enten Fillon eller Le Pen,” men altså, jeg synes ikke Fillons ideer er særlig franske, og Le Pen, ja hende kan jeg slet ikke stemme på. Min far var aktiv i modstandsbevægelsen og min kæreste er ikke franskmand. Nej, Le Pen er alt for radikal til mig.”
Han tænder en smøg, to andre ved bordet ryger også, hvilket får mig helt overbevist om, at jeg er i Sydfrankrig, hvor folk generelt ryger, så røgen står ud af ørerne på dem. Generelt er regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur ikke rød. Byens borgmester kommer fra det republikanske parti, og de omkring 5000 indbyggere har stemt på det traditionelle borgerlige, republikanske parti ved samtlige præsidentvalg i nyere tid.
En dårlig ide hvis tid er kommet
Folkene ved bordet spørger mig, hvad jeg tror, og jeg svarer, at jeg tror anden runde kommer til at stå mellem Macron og Le Pen og henviser til meningsmålingerne. Men her er der ikke megen opbakning at spore til POV’s udsendte medarbejder. ”De skal virkelig ikke tro på meningsmålingerne, Madame,”lyder det skuffet”, De tager fejl”.
Jeg indrømmer, at det ikke har været specielt imponerende med meningsmålingerne på det sidste, takker for snakken og vandrer videre.
Længere oppe af Avenue 3 septembre møder jeg 32-årige Zubaid, der er fransk og hvis forældre stammer fra Elfenbenskysten. Han er ved at rive en mindre bygning ned med sveden løbende ned ad sin mørke krop. Langs vejen, ved siden af den forfaldne bygning kører en lang række imponerende biler forbi – Lamborghinier, Ferrarier og mærker, jeg ikke kender navnet på. Men dyre er de, så meget er sikkert.
I den hovedrige nabobystat Monaco, skal den traditionelle kæmpe luksusmesse, Top Marques Monaco, der følger i hælene på tennisturneringen Rolex Monte Carlo Cup, snart løbe ad stablen, og de skinnende lilla, sorte og orange lave sportsvogne suser forbi.
Lille Cap d’Ail huser mange af de arbejdere, der betjener de stenrige indbyggere og mange turister i fyrstendømmet, både i de store hoteller, byens mange luksusbutikker samt arbejderne fra strandens mange restauranter og kasinoet inde i bymidten.
Zubaid arbejder også i en privat transportvirksomhed, der fragter gæster til og fra tennis, til førnævnte messe, Top Marques Monaco, og kasinoet fortæller han, men ind i mellem river han altså også bygninger ned.
“Ingen ser TV eller diskuterer den slags. Vi stemmer til borgmestervalget, borgmesteren, han er en flink fyr, men der er ingen her i byen, som taler meget om national politik”
Han vil også stemme på Mélenchon, siger han, og da jeg siger, at jeg lige har talt med fire andre, som også stemmer på den 65-årige “kommunist”, trækker han på skuldrene. ”Jeg kender ellers ikke andre, som vil stemme så rødt, men min far var kommunist, så jeg har altid stemt helt ude til venstre. Men flere af mine venner vil stemme på Le Pen. De er bange for terroristerne,” siger han og fortsætter, ”de vil også gerne ud af EU. Det vil jeg nu også, men det klarer Jean-Luc fint,” griner han.
Jeg spørger ham, om han ved, hvad hans naboer vil stemme. Han bor i en halvhøj bygning i nærheden, som han udpeger for mig. Men det aner han ikke: ”naboerne og mig, vi taler aldrig om politik,” siger han og fortsætter: ”der rager folk en høstblomst, hvad der sker i Paris. Ingen ser TV eller diskuterer den slags. Vi stemmer til borgmestervalget, borgmesteren, han er en flink fyr, men der er ingen her i byen, som taler meget om national politik.”
Jeg spørger ham, om der er en kandidat, han under ingen omstændigheder vil have siddende i Elysee-Palæet. Man siger ofte i fransk politik, at man ved første runde stemmer på den kandidat, man godt kan lide, mens man i anden runde stemmer mod den kandidat, man absolut ikke kan acceptere, hvilket sådan set giver mening i et system som det franske. Først tilvalget, dernæst fravalget.
Zubaid tænker sig om: ”Fillon,” svarer han. ”Ham kan jeg virkelig ikke lide. Men altså – jeg er heller ikke vild med Le Pen. Men måske vinder hun. Jeg har på fornemmelsen, at hun er sådan en kandidat, der er en dårlig ide, der på en eller anden måde vil vinde alligevel. Og det skyldes måske alle de angreb, alle de døde.”
Sikkerhed i centrum i en usikker tid
Og sandt er det, at den indre sikkerhed kom tilbage med fuld styrke i valgets sidste dage grundet drabet på en politimand på Paris’ smukke avenue Champs-Élysées torsdag i valgets sidste uge. Ikke færre end 50.000 politibetjente og 7000 soldater er kommanderet ud for at beskytte valghandlingerne over hele Frankrig søndag, meddelte premierminister Bernard Cazeneuve, efter angrebet i Paris, og selv her i lille Cap d’Ail var der demonstration foran le mairie – rådhuset – efter ugerningen i Paris. Byen har i øvrigt stolte patriotiske traditioner.
Trods sin ringe størrelse er der flere monumenter over de faldne fra såvel 1. som 2. verdenskrig, og ingen ringere end Winston Churchill var æresborgmester i byen frem til sin død. Den dag i dag er der såvel en plads som en gade opkaldt efter den tidligere britiske premierminister.
Søndag aften får vi ikke udfaldet. Ingen målinger har spået, at nogen kandidat vil få over 50 procent. Og dermed holder spændingen om udfaldet helt til 7. maj, hvor Le Pen formentlig vil stå overfor enten centristen Macron, hvis program nærmest lover Danmark i Frankrig – den unge tidligere finansminister er stor fan af den danske ”flexicurity model” for arbejdsmarkedet, der hvis den gennemførtes i det franske ville medføre en ganske radikal omkalfatring – eller den tidligere trotskist Mélenchon, der vil ud af EU og NATO og nationalisere en lang række nøglevirksomheder plus kæmpe argt imod frihandel (det samme vil Le Pen i øvrigt, så her er de to helt enige).
Under alle omstændigheder er en ting som nævnt stort set garanteret: efter 2. rundevalget i maj vil Frankrig ikke stå med ”business as usual”. Store forandringer synes nærmest garanteret uanset, hvem der ender med at vinde.
POV lønner ikke sine skribenter, men hvis du holder af Annegrethes arbejde, bliver hun meget glad for donationer, der støtter hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør. Du kan donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 93 85 05 85
Topillustration: Valgplakater fra Cap d’Ail i Provence – foto: Frédéric McQuibban. Alle fotos i artikel: Annegrethe Rasmussen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
