FRANKRIG // ANALYSE – Et netværk af konservative milliardærer, katolske aktivister og magtfulde medieejere arbejder på at flytte Frankrig mod højre, skriver EU-korrespondent Michael Seidelin. “Det ender ikke nødvendigvis med et diktatur. Vi er ikke i 1930’erne. Men flere af Jordan Bardellas og Marine Le Pens forslag peger i retning af et illiberalt regime, som hver tredje franskmand og ikke mindst mange unge føler sig tiltrukket af.”
PARIS – Tyske Adolf Hitler og italienske Benito Mussolini var aldrig kommet til magten uden massiv økonomisk støtte fra milliardærerne i Krupp-koncernen, amerikanske Henry Ford og Agnelli-familien i Italien, der ejer Fiat-koncernen. På samme måde finansierede ejerne af den franske kosmetikkoncern L’Oréal fascistiske og antisemitiske grupper i Frankrig i 1930’erne.
Efter 1945 så højreradikalisme og fascisme ud til at være et overstået kapitel. Men i de seneste år har højreradikale bevægelser og partier haft vind i sejlene uden at have en reel chance for at komme til magten.
Det kan imidlertid blive tilfældet, når franskmændene skal stemme ved præsidentvalget om et år. En meningsmåling offentliggjort i avisen Le Figaro lørdag giver det yderste højres sandsynlige kandidat, Jordan Bardella, 34 procent af stemmerne i første valgrunde.
To centrumhøjre-kandidater bliver hver målt til 17 procent mod 16 procent til Jean-Luc Mélenchon fra venstrefløjspartiet La France Insoumise, Det Ukuelige Frankrig, som er i støt fremgang.
Nye økonomiske signaler
Jordan Bardella eller Marine Le Pen står – alt efter udfaldet af ankesagen mod hende, hvor afgørelsen ventes 7. juli – med andre ord stærkt, og de kan regne med fuld opbakning fra flere af Frankrigs milliardærer, mens kendte arbejdsgivere står i kø for at diskutere med dem. Det samme billede tegner sig i USA med tech-milliardærernes sympati for Donald Trump.
For kun fem år siden holdt det franske erhvervslivs spidser sig langt fra det yderste højre. Nu taler andre arbejdsgivere om ”nødvendigheden af at tale med alle partier”, som arbejdsgiverformanden Patrick Martin har formuleret det, og selv lederne af landets største virksomheder tager det yderste højres kandidater alvorligt.
”Jeg mødte dem på flysalonen i Le Bourget, og jeg er rede til at møde dem igen, hvis de ønsker det,” sagde Guillaume Faury, direktøren for Airbus, 10. december sidste år i radiostationen France Inter.
På den ene side er Rassemblement Nationals retorik blevet meget erhvervsvenlig, og partiet vender sig mod regler og bureaukrati, som ifølge arbejdsgiverne lægger dem hindringer i vejen.
På den anden side er Jordan Bardella og Marine Le Pen fortsat stærke modstandere af EU, som fratager de nationale regeringer kontrol. Samtidig forhindrer EU medlemslandene i at føre en effektiv kamp mod indvandring og hjemsendelse af indvandrere, som ifølge det yderste højre undergraver den nationale identitet og samtidig fungerer som løntrykkere i turist- og byggebranchen.
Bardella, prinsessen og mediekongen
Over for denne tvetydige økonomiske politik vælger mange arbejdsgivere og milliardærer som Bernard Arnault fra LVMH-gruppen (Vuitton, Dior, en række medier samt flere kendte champagne- og alkoholmærker) at se tiden an, selvom Bernard Arnaults medier med det populære magasin Paris Match i spidsen ifølge kritikere promoverer Jordan Bardella.
Det skete sidst i forbindelse med den nøje iscenesatte ”afsløring” af forholdet mellem Jordan Bardella – sønnen af italienske indvandrere – og society-stjernen, prinsesse Maria Carolina de Bourbon des Deux-Siciles.
Men enkelte og ekstremt indflydelsesrige milliardærer kaster i disse dage definitivt og åbenlyst deres lod på det yderste højre.
Det gælder mediekongen Vincent Bolloré, der står i spidsen for et omfattende netværk bestående af kendte forretningsfolk, katolske biskopper, højrefløjspolitikere, mediepersonligheder og generaler.
Blandt de øvrige deltagere er rådgivere knyttet til Jordan Bardella og Xenia Fedorova, tidligere chef for den fransksprogede udgave af den russiske tv-kanal Russia Today, der udbreder præsident Putins budskaber i Vincent Bollorés medier.
De var for få uger siden samlet til en frokost, hvor Vincent Bolloré for alvor skød sin ultrakonservative tænketank med navnet L’Institut de l’espérance, Håbets Institut, i gang.
Den blev stiftet sidste år, men nu bliver tempoet sat i vejret med det mål at påvirke den kommende valgkamp og sætte temaer som indvandring, kampen mod islam, begrænsning af abort og kamp mod alle former for woke og venstreorienteret indflydelse på dagsordenen. Udenrigspolitisk hælder disse kredse i retning af Rusland, og deres støtte til Israel er total.
Mediemaskine bag Bardella og Le Pen
Dagbladet Le Monde afslørede i en artikel forleden indholdet i tænketankens formålsparagraf. Vincent Bolloré vil ”påvirke den offentlige mening med løsninger af sund fornuft”, som ud over de nævnte temaer også omfatter besparelser på sundhed og velfærd.
Med dette program håber Vincent Bolloré at skabe en bro mellem det yderste højre og de traditionelle højrekræfter. Han satser på at befæste det, han betegner som ”et resolut højre” i det franske samfund, og han har midlerne til at udbrede det yderste højres budskaber.
Vincent Bolloré ejer en række store virksomheder i transportsektoren i Frankrig og Afrika. Men han er især kendt som ejeren af tv-stationen Canal Plus, der finansierer en stor del af den franske produktion af film og serier samt nyhedskanalen CNews, der ligesom radiostationen Europe 1 har en stærkt højredrejet profil.
Han kontrollerer også en stribe trykte medier samt en række forlag med det kendte Grasset i spidsen, og Vincent Bolloré har formået at skabe en symbiose mellem disse medier: Kommentatorer og gæster, der stort set alle repræsenterer det yderste højre, cirkulerer mellem tv- og radiostationerne, skriver kommentarer eller optræder i stort opsatte artikler i gruppens trykte medier.
Tjener Kristus og Frankrig
Denne effektive mediemaskine vil i de kommende måneder bære Jordan Bardella eller Marine Le Pen frem, og de kan regne med yderligere hjælp fra andre milliardærer.
En af dem er den unge Pierre-Édouard Stérin, der efter flere nederlag som forretningsmand skabte sin formue ved salg af gaveæsker med rejser, restaurantbesøg, kurophold og skønhedspleje. Det blev en bragende succes, og Pierre-Édouard Stérin slog sig på selskabsinvesteringer, som også kastede mange penge af sig, og i 2025 udtalte han til avisen Le Figaro:
”Efter at have tjent en formue, spørger jeg mig selv: Hvad er min rolle her på jorden, og hvad er mit talent? Jeg er bevidst om mit ansvar. Jeg vil fortsætte med at tjene penge for at tjene Kristus og Frankrig,” lød det fra milliardæren, der tilhører den mest yderligtgående del af den katolske kirke.
Han har holdt sit løfte, og han tjener ikke alene Kristus og Frankrig. Han støtter aktivt det yderste højre, og han har forstået, at kampen om magten i et postindustrielt samfund som det franske i høj grad er en ideologisk kamp. Vælgerne stemmer ikke som før primært ud fra deres økonomiske interesse og sociale status, men ud fra holdninger.
Grisefester og racisme
Og tidsånden er konservativ. Pierre-Édouard Stérin stiftede i 2017 en fond, hvis formål var at støtte foreninger, som arbejdede i ”almenvellets interesse”. Men den definition var meget selektiv.
Nyhedsmagasinet L’Express afslørede, at en forening, som støttede unge, gravide kvinder, først og fremmest advarede dem mod abort. Et korsikansk kor fik penge for blandt andet at have sange fra Nazi-Tyskland på programmet, og et program med lektiehjælp på nettet var ifølge netavisen Médiapart rettet mod islam.
En ny fond fra 2021 støtter blandt andet projekter, som skal hjælpe depressive unge. Opskriften er enkel: Bliv kristen. Pierre-Édouard Stérin yder også økonomisk støtte til katolske skoler, som ikke har indgået en kontrakt med staten, og som derfor er uden for offentlig kontrol.
Senest er han ifølge flere seriøse medier som Le Figaro bidragyder til hjemstavnsforeninger bag regionale fester som ”De blå fiskenet” i Bretagne og grisefester samme sted, hvor hundredvis af deltagere demonstrativt svælger i svinekød, mens humorister bidrager med underholdning med racistiske undertoner.
Lignende fester, som skal ”forsvare regional identitet og fransk levevis”, som det hedder i reklamerne for dem, bliver organiseret i andre dele af landet. I flere tilfælde har deltagerne på vej hjem fra festlighederne forulempet tilfældige forbipasserende, hvis udseende ikke behagede dem.
Vil samle højrefløjen
Pierre-Édouard Stérin har tætte forbindelser til kredsen omkring Marine Le Pen, og flere af hans medarbejdere har bistået hendes kandidater til parlamentsvalget i 2022 med udarbejdelse af politiske programmer.
Sidste måned blev en af hans nærmeste medarbejdere udnævnt til økonomisk rådgiver hos Jordan Bardella.
Men samtidig holder han alle kanaler åbne til højrefløjen i det konservative parti Les Républicains, hvis seneste præsident var Nicolas Sarkozy (2007-2012). Partiets højrefløj deler Rassemblement Nationals holdninger omkring indvandring, lov og orden, seksuelle mindretals rettigheder og klimapolitik, som ifølge dem går for vidt.
På dette område trækker han i samme retning som Vincent Bolloré, der ikke lægger skjul på sit ønske om et tæt samarbejde mellem Rassemblement National og det traditionelle højre, der er under opløsning.
Dystre advarsler
Foreløbig forholder de øvrige milliardærer og arbejdsgiverne sig afventende. Men ifølge flere medier bliver de diskrete frokostmøder mellem dem og Rassemblement nationals ledere stadig hyppigere.
Men enkelte som Stéphane Boujnah, direktør for børsvirksomheden Euronext, som er blandt de 40 største børsnoterede virksomheder i Frankrig, advarer.
Ifølge ham viser historien, at en del af arbejdsgiverne altid har haft en interesse i at støtte ikke-demokratiske bevægelser.
”Der eksisterer ikke et autoritært eksperiment, uden at en del af establishmentet har set sin interesse i det,” sagde han i april i en enquête på radiostationen France Inter.
Journalisten og forfatteren Laurent Mauduit har skrevet en bog med titlen Collaborations om forbindelserne mellem det yderste højre og dele af erhvervslivet.
”Historien viser os, at der aldrig har været en magtovertagelse uden hjælp fra finansverdenen,” udtalte han i samme udsendelse og tilføjede:
”Vi er på et tidspunkt i historien, hvor forbindelsen er ved at blive skabt. Den er ikke total, nogle arbejdsgivere er forbeholdne og langtfra entusiastiske. Men dynamikken er i gang.”
Det ender ikke nødvendigvis med et diktatur. Vi er ikke i 1930’erne. Men flere af Jordan Bardellas og Marine Le Pens forslag peger i retning af et illiberalt regime, som hver tredje franskmand og ikke mindst mange unge føler sig tiltrukket af.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og