Eurasianisme – den russiske ambition om en ny verdensorden

af i Politik & Samfund/Rusland

POLITIK // ANALYSE – En specifik russisk politisk ideologi har fået nyt liv efter Sovjetunionens fald. Dybest set kan man opfatte målene for eurasianisme som en drøm om genoprejsning. Og spørger man ideologiens tilhængere om genoprejsning af hvad, er svaret en dunkel idé om en slags post-Sovjetunion under ledelse af Moder Rusland. En uklar drøm om fremtiden næret af en diffus idé om fortiden. Den centrale tænker hedder Alexander Dugin.

Et verdenssyn baseret på nationers geografiske beliggenhed er ikke en ny tilgang til magt- og verdenspolitik, og mange variationer af sådanne teorier findes inden for området for internationale relationer. Der findes dog en ideologi som i Vesten er stort set ukendt, der på mange måder er specifik for Rusland, kaldet eurasianisme, som baserer sig på geografiske teorielementer.

Eurasianisme er baseret på Ruslands geografiske beliggenhed og på en opfattelse af verdens geopolitiske, multipolære struktur, hvor Rusland står i spidsen for den eurasiske, landbaserede civilisation som modvægt mod Vestens vandbaserede civilisation, også kaldt atlanticisme, med USA i spidsen.

Det er ifølge eurasianismen verdensordenens struktur, baseret på to geografiske poler, som afgør, hvordan verdenspolitik skal og bliver udspillet.

Den nutidige, anden bølge af eurasianisme, også kaldet neo-eurasianisme, er hverken kommunistisk eller kapitalistisk, men i stedet nærmere en populistisk autoritarisme, der afviser vestligt demokrati

Hovedpersonen bag ideologien i den aktuelle form er en russisk politisk filosof ved navn Alexander Dugin, hvis eurasianisme har fået nyt liv efter Sovjetunionens sammenbrud: Dugin er stor modstander af USA, som ifølge eurasianisme er indbegrebet af ”atlantisisme”, og i øvrigt ifølge Dugin er et land, som består af ”absolut ondhed”: Frihedsgudinden ligner en ”græsk gudinde fra helvede”, mener han, hvis oplyste fakkel om natten understreger, at det er et ”land af natten”.

Neo-eurasianisme afviser vestligt demokrati

Moderne eurasianisme er ikke en ny ideologi, og idéen om en geopolitisk og bipolær verdensorden er ikke en ny opfattelse af verdensordenen, men har sin oprindelse i bl.a. Halford Mackinder, som tilbage i starten af 1900-tallet formulerede teorien om den bipolære land- og vandbaserede verdensorden. Mackinder brugte oldtidens Rom som eksempel på den landbaserede civilisation og oldtidens Karthago som eksempel på den vandbaserede civilisation; eksempler, som også Dugin bruger i sine bøger.

I 1920’erne blev den eurasiske kamp anset for at være en kamp mod Vesten, da man så selve Ruslands struktur som helt anderledes end de vestlige magters. Der blev dermed kæmpet mod demokrati og for et folkeligt monarki, dvs. en monark for folket i stedet for en monark af landet. Der blev kæmpet mod de individuelle friheder, demokrati giver, og for socialt ansvar og ”indre frihed”.

Ideologien betragter Ruslands historie som forskellig fra alle andre landes og ser Rusland som Østens (den eurasiske civilisations) geografiske og politiske leder

Eurasianismen har således rødder i modstand mod vestlig imperialisme og i russisk nationalisme og monarkisme. Den nutidige, anden bølge af eurasianisme, også kaldet neo-eurasianisme, er derfor hverken kommunistisk eller kapitalistisk, men i stedet nærmere en populistisk autoritarisme, hvor det vestlige demokrati bliver afvist. Rusland er samtidigt heller ikke, som ideologiens navn antyder, hverken europæisk eller asiatisk men derimod eurasisk.

Eurasianisme-ideologien har også kasseret nogle af det gamle Ruslands historiske principper, som at Rusland skal forblive et landbrugsbaseret samfund, og har påtaget nye elementer, herunder en mere strukturel og geopolitisk tilgang til udenrigspolitik samt filosofiske elementer fra bl.a. Carl Schmitt og Martin Heidegger.

I løbet af 1980’erne mistede det sovjetiske samfund ifølge Dugin dets sammenhængskraft og selvforståelse, hvilket betød, at russerne begyndte at samles i to meget forskellige lejre: Den ene, en pro-sovjetisk lejr, som ønskede at fastholde det gamle kendte system, der efterhånden havde mistet sin tiltræknings- og sammenhængskraft, og den anden, reformlejren, der stræbte efter at få et vestligt liberalt demokrati.

I kølvandet på Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud var der i reformlejren en tro på, at Rusland nu ville blive et vestliggjort land med ytringsfrihed, demokrati og adgang til det frie marked.

Dugin mener, at det russiske folk, og i særdeles den pro-vestlige reformlejr, læste situationen forkert ved ubetinget at se den ene side som overlegen og ikke være opmærksom på de mange forskellige valgmuligheder, det russiske folk havde. Med andre ord blev ødelæggelsen af det sovjetiske system ikke erstattet af et nyt, som var russisk-specifikt, men i stedet opslugt i et vestligt system. Ruslands fortid, nutid og fremtid blev derfor nu også set fra et vestligt synspunkt og ikke fra et russisk.

I dette miljø opstod en ny nationalistisk anti-vestlig opposition, som bestod af sovjetiske konservative, af dem i reformlejren, der havde erkendt den anti-statslige retning, der var blevet udbredt i det russiske samfund, og af andre mindre allerede eksisterende national-patriotiske grupper, der var blevet formet under perestrojka, og som gik ind for en ortodoks-monarkistisk orienteret statsmagt; Alexander Dugin bruger ordet derzhava. Dette forløb er den egentlige genoplivning af den eurasiske ideologi, men nu sat i en mere specifik russisk kontekst.

En ny verdensorden

Ideologien betragter Ruslands historie som forskellig fra alle andre landes og ser Rusland som Østens (den eurasiske civilisations) geografiske og politiske leder. Tilhængerne af eurasianisme peger på en ny verdensorden og global magtbalance, som vil bestå af fire vertikale verdenszoner:

Den eurasiske zone vil bestå af Rusland, som den ledende magt, samt Ukraine, Hviderusland, Iran, Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan, og Indien samt landene i Kaukasus og Centralasien.

USA vil udgøre en helt separat zone fra Europa bortset fra Storbritannien, da dette også er en vandbaseret nation, der hører med til den angloamerikanske kultur, med regional dominans over Nord- og Sydamerika samt Australien, New Zealand og de mindre caribiske lande og nogle mindre Stillehavslande.

Europas fastland vil sammen med Afrika udgøre en slags neutral bufferzone mellem den eurasiske og atlantiske civilisationspol, og det samme vil det meste af Stillehavszonen gøre; Stillehavszonen vil bestå af Japan som leder af zonen, der omfatter Kina, Nord- og Sydkorea og de sydøstasiatiske lande. Der er altså tale om en form for regionalisering af verden baseret på en magtbalance, som udligner de forskellige magters positioner, men med fokus på den bipolære magtbalance mellem den land- og vandbaserede civilisation.

Eurasianisme og praktisk politik

I 2002 blev et eurasisk politisk parti etableret i Rusland, men da det blev opløst allerede i 2004, kunne man tro, at partiets korte levetid skyldtes manglende opbakning, men den egentlige årsag var en større ambition for ideologien, der ikke kunne rummes i et parti. Partiets medlemmer og Alexander Dugin (som var partiets leder) erkendte de store begrænsninger et politisk parti medførte for udbredelsen af ideologien på internationalt plan. Man begyndte derfor at arbejde bredere ved at søge at skabe en eurasisk bevægelse i stedet. I løbet af 2004 begyndte bevægelsen at sprede sig ud over Ruslands grænser i større eller mindre grad, især blandt de tidligere sovjetstater, men også i lande som Tyrkiet og Israel og endda også i nogle vestlige lande.

I 2008 overtog Dmitri Medvedev præsidentembedet i Rusland fra Putin, men Dugin så klart, at Putins valg af Medvedev som efterfølger udelukkende var en afledningsmanøvre for at kunne ændre lovgivningen, så Putin lovligt kunne blive præsident igen i 2012.

Medvedev skulle udadtil, og særligt overfor Vesten tilsyneladende føre en form for appeasement-politik, da han blev opfattet som eksponent for en mere åben og en mere vestligt orienteret retning for Rusland. Tilsyneladende. I sidste endte var det ifølge Dugin nemlig kun mindre og symbolske skridt Medvedev tog for at ”forene” Vesten med Rusland.

Princippet er ”min fjendes fjende er min ven”, hvilket også forklarer, hvorfor Dugin taler om det græske anti-kapitalistiske venstrefløjsparti SYRIZA som potentiel samarbejdspartner. Dvs. politiske partier, som ligger yderst i hver sin side af det traditionelle politiske spektrum

Putin har ikke åbent sagt, at han er tilhænger af eurasianisme-ideologien, og i hvor stor grad Kreml egentlig følger idéerne fra ideologien er svært at vide med sikkerhed. Dette er måske bevidst, da Dugin taler om det potentielle samarbejde som den eurasiske bevægelse kunne have med forskellige yderligtgående højrefløjspartier i forskellige lande, f.eks. nazistpartiet Chrysi Avgi i Grækenland og lignende grupper, som historisk har været Ruslands fjender.

Dog er der mere tale om ”brug” af forskellige grupper, som anses for ikke at være pro-vestlige eller for at være anti-atlanticistiske grupper, der måtte virke med henblik på at svække eller modarbejde de atlanticistiske magter indefra.

Ifølge Dugin er det ikke væsentligt om en gruppe i eurasianisme-bevægelsen er pro-russisk: Princippet er ”min fjendes fjende er min ven”, hvilket også forklarer, hvorfor han taler om det græske anti-kapitalistiske venstrefløjsparti SYRIZA som potentiel samarbejdspartner. Dvs. politiske partier, som ligger yderst i hver sin side af det traditionelle politiske spektrum.

Dugin selv siger, at eurasianisme-ideologien primært har tilhængere blandt de såkaldte siloviki, hvilket er folk med indflydelse fra den russiske militære og efterretningsmæssige elite. Præcist hvor meget indflydelse ideologien har haft på politikere og eliten i Rusland er uvist. Men det er måske ikke overraskende, at det primært er efterretnings- og militæreliten samt højrefløjsgrupperinger, som er tilhængere af ideologien, da det på mange måder er idéer som har grundlag i en nostalgi: En idé om en fortid hvor Rusland og det russiske folk stolt kunne sige, at det stod i spidsen for Sovjetunionen, som var en egentlig stormagt.

I en postsovjetisk tid, hvor der i det første årti var en vestligt-orienteret tilgang til, hvordan landet skulle udfolde sig, har Rusland alligevel vist sig at udvikle sig separat fra Vesten, hvilket har resulteret i en form for regionalisering: Rusland har været med til at oprette flere internationale organisationer, som f.eks. den eurasiske økonomiske union, som har økonomisk eller politisk integration af forskellige eurasiske lande som formål. Dog har f.eks. de centraleuropæiske lande, der tidligere befandt sig i den russiske indflydelsessfære, nu forladt denne til fordel for den europæiske union og NATO. Hertil kommer, at der f.eks. ikke er tvivl om, hvorvidt de baltiske lande er en del af Vesten, og selv Dugin ser i sin vision for reorganiseringen af den etablerede verdensordenen ikke Estland, Letland og Litauen indgå i den eurasiske del: Han erkender, at Baltikum er del af Euro-afro-zonen på trods af, at etniske russere udgør en stor minoritet af befolkningen i de tre lande.

En drøm om fremtiden næret af en idé om fortiden

Eurasianisme kan siges at være et kald til traditionalisme, som på mange måder virker tiltrækkende på dele af det russiske samfund.

Ambitionen om den russiske genopstandelse og herredømmet over den eurasiske landmasse er derfor en tanke om, at Rusland igen skal have en stærk tiltrækningskraft og besidde sin egen indflydelsessfære over den eurasiske landmasse, på samme måde som USA’s forhold til, indflydelse på og dominans over Vesten. Det er en selvopfattelse af Rusland som værende i besiddelse af en funktion, bestemt af geografi, nemlig at skulle opretholde en verdensorden, der ligner den funktion, som Sovjetunionen under Ruslands dominans havde under Den Kolde Krig eller under Anden Verdenskrig, men med et svagere Europa. Der er dermed en ambition om en omstrukturering af verden og en regionalisering, hvor Rusland står i spidsen for sin egen pol, som kan holde USA i skak.

På mange måder er det uhyre vanskeligt at underkaste eurasianisme-ideologien traditionel politisk eller politologisk analyse. Dybest set kan man opfatte målene for eurasianisme-ideologien som en drøm om genoprejsning. Og spørger man ideologiens tilhængere om genoprejsning af hvad, er svaret en dunkel idé, en slags post-Sovjetunion under ledelse af Moder Rusland. Spørger man, hvordan det skal ske, er svaret: Ved hjælp af ekstrem russisk nationalisme, der vil samarbejde med det yderste højre og det yderste venstre. Alt sammen for uklar en drøm om fremtiden næret af en diffus idé om fortiden.


Illustrationer: Wikimedia Commons.

Nicolai Fogth Gjøde Nielsen er uddannet cand.soc. fra Aalborg Universitet og har et interessefelt inden for udenrigs- og stormagtspolitik. Han har bl.a. skrevet artikler for Dagbladet Information, The National Interest og Foreign Policy Project.

Han har primært skrevet om og beskæftiget sig med arbejdsfelterne Rusland, Kina og EU.

Seneste artikler om Politik & Samfund