EU50 // SET UDEFRA – EU-landene og Tyskland har været bevidste om, at samhandel og politik hænger sammen. Vi må håbe, at den rigtige lære bliver draget, når den nuværende krig engang er ovre, og der igen skal etableres et forhold til Rusland, som også før eller siden vil blive uden Putin, skriver Allan Have Larsen.
Europa og EU er ikke det samme, men efter EU’s mange udvidelser er overlappet så stort, at det er umuligt at se Ruslands forhold til EU uden at inddrage Ruslands meget omskiftelige forhold til Europa gennem de sidste århundreder.
Vesteuropa har altid været Ruslands ”andet”, som man i Rusland sammenlignede sig med. Peter den Store ville i starten af 1700-tallet modernisere Rusland ved at kopiere Vesteuropa. Det betød, at adelen og overklassen i løbet af de næste to århundreder begyndte at tale fransk og tysk og holde lange ferier i vesteuropæiske kurbyer og ved rivieraen. Overklassen blev således mere og mere fremmed i forhold til det land, de boede i (når de altså ikke var på ferie i Vesteuropa).
Forholdet til Vesteuropa spiller således en helt central rolle i Ruslands indenrigspolitik og i Ruslands syn på sig selv
Napoleons invasion af Rusland i 1812 satte dog et kort punktum for den næsegruse beundring for særligt fransk kultur og sprog, men efter kort tid vendte denne fascination tilbage. Det kan diskuteres hvor langt denne vesteuropæiske påvirkning trængte ned i det russiske samfund. Dog var det nok til, at eliten oplevede Rusland som meget splittet mellem vesteuropæisk og russisk kultur.
Af den grund opstod der i 1800-tallet en strid mellem såkaldte slavofile og vestorienterede (západniki) i Rusland. Den slavofile bevægelse tog stærk afstand fra Vesteuropa og mente blandt andet, at Vesteuropa var fordærvet af individualisme.
Denne vesteuropæiske individualisme stod i skærende kontrast til det kollektive princip, som herskede i Rusland. Slavofilerne så i det jordejerfællesskab, der dengang var i den russiske landsby, en form for kollektivisme, som et fremtidigt samfund kunne bygges på. Ifølge den slavofile bevægelse var det en katastrofe for Rusland, at Peter den Store havde forsøgt at vestliggøre Rusland. Slavofilernes idealsamfund var Rusland før Peter den Store og dermed et Rusland, der, efter deres mening, ikke var påvirket af Vesteuropa.
En lang tradition
Ruslands antivestlighed bygger således på en lang tradition. Det er dog en tradition, der aldrig har stået alene. Der har også altid været kræfter i Rusland, der mente, at Rusland burde lade sig inspirere af Vesteuropa for at udvikle sig. Fra sovjettidens dissidentbevægelse var den mest kendte af disse vestorienterede videnskabsmanden Andrej Sakharov (1921-1989). I nyere tid kan nævnes folkene bag den nu lukkede radiostation Exo Moskvy og den ligeledes nu lukkede tv-stationen Dozjd’.
Ganske som slavofilerne i 1800-tallet mente, at Rusland besad en moralsk renhed, så fremfører Putin og andre ledende russiske politikere lignende synspunkter i dag, når de kritiserer Europa for at være gået i moralsk forfald. Indvandring, rettigheder til seksuelle minoriteter og en generel relativistisk indstilling til værdier gør Rusland til forkæmper for de kristne og dermed sande europæiske værdier – ifølge Putin.
EU-landene betragtede en udvidelse af EU mod øst som en måde at sprede fred og stabilitet på, og Rusland så i store dele af 1990’erne ganske positivt på tankerne om europæisk integration
Putin kom atter ind på dette forhold for nylig i sin tale i tænketanken Valdai-diskussionsklubben. Her sagde han, at Vesten kan gøre, hvad det vil, men ikke skal diktere de samme normer til Rusland. Samtidig er reglerne for at omtale homoseksualitet i Rusland netop blevet skærpet. I 2013 blev der vedtaget en lov, der forbød udbredelse af LGBT-propaganda blandt mindreårige.
Denne lov er nu blevet skærpet, således at forbuddet nu gælder alle aldre. En af den nye lovs arkitekter, Aleksander Khinsman, hævder at LGBT er en del af den hybride krigsførelse mod Rusland. Oven i dette kommer tanken om, at Europa har meget at være Rusland taknemmeligt for. Det var jo Rusland/Sovjetunionen, der reddede Europa fra både Napoleon og Hitler.
Forholdet til Vesteuropa spiller således en helt central rolle i Ruslands indenrigspolitik og i Ruslands syn på sig selv. Efterhånden som EU er vokset, er EU blevet et væsentligt element i, hvordan Rusland opfatter resten af Europa.
En klub af monopolkapitalister
Sovjetunionen så altid med skepsis på alle større eller mindre samarbejdsprojekter i Europa. Det gjaldt for eksempel tankerne om en Balkan-føderation kort efter anden verdenskrig. Af den grund var det europæiske fællesmarked naturligvis heller ikke noget, Sovjetunionen syntes om. Underskrivningen af Rom-traktaten i 1957, og dermed dannelsen af EF året efter, blev i Sovjetunionen set som en forening af kapitalistiske monopoler og en slags trojansk hest for Nato. Handel mellem Warszawapagt-landene og landene i EF var først og fremmest bilateral, da Sovjetunionen gjorde, hvad det kunne for at ignorere eksistensen af EF.
Putins utilfredshed med at Rusland ikke var med i de vigtigste europæiske strukturer (EU og Nato), kom til fulde til udtryk i Putins nu meget kendte tale i München i 2007. Talen er hovedsagelig et angreb mod Natos østudvidelse og markerer på mange måder, at Rusland nu ser sig selv som værende i opposition til Vesten
Slutningen af 1991 så to helt modsatrettede tendenser i Europa. I Maastricht i Holland blev der sat nyt tempo på den (vest)europæiske integration, i og med at EF blev til EU. Samtidig fandt der en modsatrettet bevægelse sted i det tidligere Sovjetunionen.
Umiddelbart efter det fejlslagne kupforsøg mod Gorbatjov i august 1991 var det ikke klart, præcis hvordan forholdene mellem de tidligere sovjetrepublikker ville blive. I december 1991 mødtes præsidenterne for Rusland, Hviderusland (nu Belarus) og Ukraine i en jagthytte i Belarus nær grænsen til Polen. Her blev de tre ledere enige om formelt at opløse Sovjetunionen, og eksistensen af 15 nye selvstændige stater på det tidligere sovjetiske territorium var nu en uigenkaldelig realitet.
1989: Et vendepunkt
I 1990’erne var mantraet hos samtlige tidligere sovjetiske allierede i Warszawapagten, at man skulle ”hjem til Europa”. Det blev i praksis opfattet som, at landene skulle blive medlemmer af EU. EU-landene betragtede en udvidelse af EU mod øst som en måde at sprede fred og stabilitet på, og Rusland så i store dele af 1990’erne ganske positivt på tankerne om europæisk integration.
I 1997 udtalte Ruslands præsident Boris Jeltsin således i Helsinki, at han ikke havde problemer med de baltiske landes optagelse i EU, og at Rusland arbejdede hen mod at blive anerkendt som en europæisk stat og også var parat til at blive medlem af EU.
Med tiden var det dog ikke alle i Rusland, der delte Jeltsins synspunkt. Ruslands udsending til EU, Sergej Jastrzjembskij, udtalte i 2004, at han frygtede, at de nye medlemslande fra de tidligere kommunistiske lande ville bringe en høj grad af russofobi med ind i EU-institutionerne. Af historiske grunde nærer mange lande i den tidligere kommunistiske verden stor skepsis over for Rusland. Særligt Polen og Baltikum har været hardlinere i forhold til Rusland, hvorimod Ungarn under Viktor Orbán har været fortaler for en meget prorussisk linje i forholdet til Rusland.
Putins utilfredshed med at Rusland ikke var med i de vigtigste europæiske strukturer (EU og Nato) kom til fulde til udtryk i Putins nu meget kendte tale i München i 2007. Talen er hovedsagelig et angreb mod Natos østudvidelse og markerer på mange måder, at Rusland nu ser sig selv som værende i opposition til Vesten. Der var dog endnu stemmer tilbage fra en svunden tid i form af Italiens daværende statsminister, Silvio Berlusconi, der i 2008 udtalte, at han anså Rusland for at være et vestligt land, og at det var hans store drøm at se Rusland i EU.
Russisk medlemskab af EU har nok aldrig været realistisk. Ruslands størrelse er i sig selv en udfordring. Dertil kommer princippet om det roterende formandskab i EU’s Ministerråd, der består af stats- og regeringsledere fra EU-landene. I EU har hvert land formandskabet et halvt år ad gangen. Det er svært at forestille sig, at Rusland ville acceptere, at dets formandskab skulle veje lige så meget som for eksempel Luxembourgs.
Provestlig Putin
Det er vigtigt at huske på, at da Putin kom til magten i Rusland ved årsskiftet 1999/2000, lagde han meget stor vægt på at modernisere Rusland. Ikke kun på grund af det nuværende iskolde forhold mellem EU og Rusland, er det værd at huske på, at forholdet mellem EU og Rusland faktisk var meget godt i Putins første år ved magten.
Det er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, da forholdet faktisk var ganske dårligt i tiden lige før Putin kom til magten. Det var i høj grad krigene i det tidligere Jugoslavien, der skabte dette modsætningsforhold mellem EU og Rusland.
I det udenrigspolitiske koncept, Rusland udviklede i juni 2000, altså lige efter at Putin var blevet præsident i Rusland, fremgår det, at EU spiller en nøglerolle for Rusland, og at Rusland vil stræbe efter et langvarigt og stabilt forhold til EU. En af mange russiske vinkler på EU har været, at det sammen med Rusland kunne udgøre en modvægt mod amerikansk dominans. Under et besøg i Berlin i juni 2008 foreslog præsident Medvedev en ny al-europæisk sikkerhedspagt, der inkluderede Rusland.
Fortidens skygger
Historiens spøgelser har det dog med at komme i vejen for et decideret godt forhold mellem Rusland og EU. I september 2008 vedtog et flertal i EU-Parlamentet en erklæring om at udnævne den 23. august som mindedag for nazismens og stalinismens ofre.
Datoen er ikke tilfældigt valgt, da det var på denne dato i 1939, at Tyskland og Sovjetunionen indgik en ikke-angrebspagt med en hemmelig tillægsprotokol, der delte Østeuropa mellem de to lande. Umiddelbart gav det dog ikke anledning til de store problemer mellem EU og Rusland.
For eksempel fordømte Putin året efter også pagten mellem Molotov og Ribbentrop. Det skete i en tale i Gdansk i september 2009, da man mindedes 70-året for det tyske angreb på Polen i september 1939. Talen var nøje afvejet mellem at fordømme fortidens ugerninger nok til at vise imødekommenhed over for de polske værter, men uden at ændre væsentlig på den russiske fortælling om, at Sovjetunionen frelste Europa fra nazismen.
Opgør i Ukraine
Begivenhederne i Ukraine 2013/14 blev på mange måder det, der satte et punktum for alle forhåbninger om et godt forhold mellem Rusland og EU.
I november 2013 var det meningen, at Ukraine skulle underskrive en associeringsaftale med EU i Litauens hovedstad Vilnius. Det var en aftale, der havde været mange år undervejs – ikke mindst Ukraines problemer med menneskerettighederne havde besværliggjort arbejdet med aftalen.
Da Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, i sidste øjeblik nægtede at skrive under på aftalen, blev det startskuddet til store demonstrationer i Ukraines hovedstad Kyiv, og i februar 2014 flygtede Janukovitj til Rusland. Rusland og dele af den russisktalende befolkning i Østukraine så dette som et kupforsøg, der skulle skære de nære bånd mellem Rusland og Ukraine over.
I marts 2014 besatte Rusland Krim-halvøen, og siden da har halvøen været under russisk kontrol. Samtidig udbrød der demonstrationer i Østukraine mod Kyiv, og folkerepublikkerne i Luhansk og Donetsk blev etableret. Rusland anerkendte dog først disse to såkaldte folkerepublikkers uafhængighed få dage før invasionen den 24. februar i år.
Trods krigen i Donbass fortsatte Ukraine sin orientering mod vest. Associeringsaftalen mellem EU og Ukraine blev undertegnet i marts 2014. Af stor både praktisk og symbolsk betydning var det, at fra juni 2017 fik ukrainske og georgiske statsborgere med biometriske pas ret til visumfri indrejse i EU. Dette var endnu et tegn på, at Ukraine (og Georgien) tog et vigtigt skridt vestpå i deres politiske orientering.
Det nu mildest talt meget dårlige forhold mellem Rusland og Vesten betyder naturligvis også, at Rusland nu har et meget negativt syn på EU. På et SNG-topmøde i Tadsjikistans hovedstad Dushanbe i maj i år sagde Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov, at EU mere og mere er blevet et vedhæng til Nato.
EU leverer våben til en krigszone
Ruslands invasion af Ukraine har også vendt op og ned på meget i EU. Kort efter invasionen vedtog EU et budget på 500 mio. euro til Ukraines væbnede styrker. Det var første gang, EU besluttede at levere dødbringende våben til en krigszone. Det skete inden for rammerne af det, der hedder Den Europæiske Fredsfacilitet. Den Europæiske Fredsfacilitet blev oprettet i marts 2021, og kan finansiere forskellige aktioner under EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Hvilken lære kan der drages af historien?
I EU har særligt Tyskland ført en politik, der gik ud på at knytte Rusland tættere til sig, og dermed EU, ved aktiv handel og andet samkvem. Det er arven fra Willy Brandts østpolitik i 1970’erne, der gør sig gældende her. Willy Brandt var Vesttysklands forbundskansler i perioden 1969 til 1974.
Hans østpolitik gik ud på at opnå afspænding gennem, hvad der nu var af muligheder for økonomisk, politisk og kulturelt samkvem med DDR og østblokken. Denne politik virkede i forbindelse med at skabe forsoning mellem Vesttyskland og særligt Polen efter anden verdenskrig. Den gjorde også vejen til en tysk genforening langt lettere efter Østtysklands sammenbrud i 1989.
Yderligere argumentation for at øge samarbejdet med Rusland udgjorde læren fra Versailles-traktaten efter første verdenskrig. Læren herfra var nemlig, at man ikke skal isolere og udelukke en tabende magt.
På baggrund af Tysklands erfaringer i det 20. århundrede giver for eksempel Nordstream 2 god mening. Samkvem skaber gensidig afhængighed og dermed fred eller i det mindste en mere afspændt atmosfære. Det er imidlertid en tankegang, der nu har fået et voldsomt skud for boven efter invasionen af Ukraine, da det meget nære energisamarbejde, der ligger i Nordstream 2, som bekendt ikke forhindrede en russisk invasion af Ukraine.
Handel og storpolitik
EU-landene og herunder også Tyskland har altså nok være bevidste om, at handel og politik hænger sammen. Problemet er bare, at man aldrig på forhånd ved, hvordan de spiller sammen. Belært af historien om Nordstream 2, og dermed hvordan EU blev meget afhængig af russisk gas, kan EU ikke længere lege, at handel automatisk sikrer spredning af vestlige liberale værdier. Det kan få uheldige politiske konsekvenser, når for eksempel Tyskland sælger en stor aktieandel af industrihavnen i Hamborg til det kinesiske firma Cosco.
Det er let at pege fingre ad Tyskland og påpege en høj grad af naivitet. Imidlertid er det altid svært at vide, hvad man på et givet tidspunkt skal lære af historien. Vi må håbe, at den rigtige lære bliver draget, når engang den nuværende krig er ovre, og der igen skal etableres et forhold til Rusland, som også før eller siden vil blive uden Putin.
Her er det værd at huske på, at når forholdet har været dårligt mellem Rusland og resten af Europa, så har man hævdet, at Rusland og Europa tilhører to forskellige civilisationer. Modsat har man altid hævdet, at det ikke er tilfældet, når forholdet har været godt. Faktum er, at de sidste 1000 års historie i Europa og Rusland er lang og broget, og man kan finde argumenter for begge synspunkter. Hvis viljen til samarbejde er til stede, er det muligt, men det er naturligvis ikke et samarbejde, der skal finde sted for enhver pris.
Russiske magthavere må forstå, at der er visse krav til retssikkerhed og lignende, der ikke kan gås på kompromis med. Et stort problem er også de meget forskellige syn på anden verdenskrig.
Så længe anden verdenskrig i Rusland får et mere og mere mytologisk skær, der umuliggør kritik af den sovjetiske hærs fremfærd i Østeuropa og de konsekvenser, det fik for de lande, der enten blev en del af Sovjetunionen eller blev påtvunget kommunistisk styre, bliver det også vanskeligt at etablere et solidt samarbejde, der kan holde, også når der opstår blot mindre uenigheder.
Uanset hvordan krigen i Ukraine ender, så ligger både Rusland, Ukraine og EU, hvor de ligger, og nok så meget ønsketænkning kan ikke ændre på det faktum. Det er også værd at huske, at trods megen snak om en kinesisk-russisk alliance, så viser de sidste 300 års kulturhistorie, at det er Europa, Rusland sammenligner sig med og vender sig til, når det har behov for modernisering.
Trods grøn omstilling og mange andre gode grunde til at reducere energiforbruget i Europa, så er Rusland en oplagt energileverandør til Europa. Der er således masser af rationelle grunde til at forvente, at fremtiden vil byde på fornyet interaktion mellem Rusland og Europa, men som de politiske realiteter er i øjeblikket, er det umuligt at give et tidsperspektiv.
Læs mere om Rusland og EU i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
