Lige meget hvor korte eller lange mine årlige rejser til Kina er, så skal der altid være tid til at smutte ind i én eller flere af byernes vidunderlige parker. Det er her kineserne skruer ned for stress og støj og det bedste (egentlig nok eneste) sted du kan møde kineserne unplugged.
Enhver der har været i kinesiske storbyer ved, at størstedelen af boligmassen består af forholdsvis trøstesløse højhusbyggerier. Kun de færreste steder er der grønne arealer mellem betonhusene.
Til gengæld er en by som Beijing velsignet med adskillige herlige parker. Store grønne områder med masser af plads til forskellige aktiviteter og forlystelser. Der er selvfølgelig masser af blomster, træer og buske, men det er de menneskeskabte aktiviteter der gør parkerne til seværdigheder. Og hver eneste park har næsten skabt sit eget særpræg og specialiteter.
Er man interesseret i sang, musik og dans, så gå i Jingshan parken om formiddagen i weekenden. Her er kæmpekor, orkestre og linedance med flere hunderede deltagere. Tag en svømmetur med de modige i Beihei parken – eller nyd det bedste af arkitekturen fra Ming kejserperioden i parken til Himlens Tempel – og få gåsehud når bedsteforældre generationen giver den fuld gas med de revolutionære sange fra Mao-tiden. Du kan også komme tæt på forældre-dating i Zhongshan parken, hvor gråhårede forældre forsøger at afsætte deres ugifte (og for det meste højtuddannede) barn til andre forældre i samme situation og villige til ægteskabsarrangementer.
Ritan Park er nok den mest alsidige og kompakte park i Beijing. Det er en rigtig lokal park – uden mange turister – og så er der ovenikøbet gratis adgang.
Selv boede jeg i seks år tæt på Ritan parken, der ligger mellem det russiske kvarter og det gamle ambassadekvarter. En vidunderlig lille og overskuelig park med et mylder af aktiviteter fra tidlig morgen til kl. 22 om aftenen. Lukketiden skal tages bogstaveligt for portene bliver smækket i uden forvarsel – og plankning er den eneste måde at komme ud af parken.
Men om dagen blev Ritan park simpelthen ”min have”. Ikke fordi den er noget særligt med hensyn til floraen (medmindre man er en meget stor hosta-beundrer). Men fordi den afspejler så mange aspekter af kinesisk dagligliv.
Om morgenen, hvor de ældre står i kø kl. seks for at komme først ind og udføre den klassiske tai chi træning, solo eller i store gruppe. Andre tager en gang badminton, bordtennis eller en tur med de fælles fitness redskaber. Og så er der de ældre mænd der kommer svingende med deres sangfugle i smukt dekorerede fuglebure, der bliver hængt op i træerne. Både mænd og kvinder flokkes om pladsen på det lille bjerg hvor de sætter drager op i vinden. De unge er flittige brugere af den nye syv meter høje klatrevæg, mens mindre børne morer sig med forældre og bedsteforældre i sydlige hjørne af parken, hvor et lille offentligt Tivoli holder til.
Om aftenen skifter parken karakter. Som snart alle andre parker verden bliver den omdannet til en motionsbane, hvad enten du løber eller som kineserne gør mest, går i pænt højt tempo. Men ellers er det alle former for dans, der præger parken når mørket falder på.
Med de medbragte højttalere blander musikken fra tibetansk dans sig med grupper der kun 20 meter væk træner i amerikansk line-dance, mens 200 kinesere lige bag hækken er i gang med tango-lektioner for fuld tryk.
Man oplever de ellers så højrøstede kinesere på en helt anden måde. Det er som om der bliver lagt et filter ned når de træder ind i parkerne. Så i stedet for at råbe til hinanden som de gør for det meste, er de rolige og afdæmpede.
Og hvor det for mig blev min have, så er parkerne kinesernes kolonihaver. Her kan de udfolde sig kunstnerisk og kreativt uden den normale kadaverundervisning. Og her kan alle være med. De ældre får lov til at synge de gamle revolutionære sange de er vokset op med. Der er også høflig og gratis sidemandsoplæring i engelsk vals og andre vestlige danse, der var censureret bort i årtier.
Denne dansegruppe – primært bestående af aktive bedste- og tigermødre – mødes to gange om ugen i Ritan parken. Herren på billedet er ikke instruktør (men ville vist frygtelig gerne), bare tilskuer.
Det er også bag parkernes mure at kineserne åbner sig for fremmede uden den sædvanlige indgroede mistro. For de fleste besøgene betyder de sproglige og kulturelle forskelle, at kontakten mest bliver med fingersprog og mimik. Men kontakten er der.
Desuden vil man opleve de ellers så højrøstede kinesere på en helt anden måde. For det er som om der bliver lagt et filter ned når de træder ind i parkerne. Så i stedet for at råbe til hinanden som de gør for det meste, er de rolige og afdæmpede. Selv den ellers uundgåelige lyd af hosten, spytten og harken, som desværre stadig er en del af kinesernes dagliglyde, bliver minimeret i parkernes kolonihaverum.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.
Fotos: Jan Larsen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her