
SEIKATSU – japansk hverdag: Den japanske kejserfamilie lever et uhyggeligt isoleret liv, og den spiller slet ikke den samme rolle i ugeblade, tv og almindelige menneskers daglige hurtigsnak, som for eksempel den danske kongefamilie gør.
Den japanske kejser, Akihito, er fjern i forhold til almindelige japaneres liv.
Ikke så fjern, at de ikke alle sammen ved, at han er et behageligt og stilfærdigt væsen. Langt de fleste japanere har stor sympati med det ydmyge ønske om snart at kunne gå på pension, som kejseren kom med i en video-optaget tv-tale til japanerne i går.
Men alligevel så fjern, at man ikke aner, hvordan han og hans familie i virkeligheden har det, og hvad der foregår bag kejserslottets voldgrave.
Uhyggeligt isoleret liv
Den japanske kejserfamilie lever et uhyggeligt isoleret liv, og den spiller slet ikke den samme rolle i ugeblade, tv og almindelige menneskers daglige hurtigsnak, som for eksempel den danske kongefamilie gør.
Jo, der er historier. Også af den slags, som hoffet ikke selv har plantet. Og også en sjælden gang med antydning af en kritisk afsløring. Men pressen er langt mere forsigtig end i noget andet land med en royal familie – og der gives ingen private detaljer. Alle i medierne er rædselsslagne for at komme til at skrive noget forkert eller kritisabelt om kejseren. Når man som vestlig journalist snakker med japanske kolleger, så siger de ofte: ”Ja, det er rigtigt, at den japanske presse ikke er helt så fri som jeres. Vi vil aldrig kunne skrive noget kritisk om kejserfamilien og kejserdømmet”.
Kolonner
Ud over meget iscenesatte besøg ved katastrofeofre, der skal trøstes, eller idealistiske projekter ude i landet, der skal opmuntres, så kan de fleste japanere kun opleve kejseren to gange om året. Dels Anden Nytårsdag. Og dels på hans fødselsdag.
På de to dage stiller titusinder af kejsertro mennesker fra hele landet sig op i kolonner på den store grusplads foran kejserpaladset. Den ene kolonne efter den anden bliver ført over den berømte brillebro og ind i det forbudte land. Herfra går man frem til en stor plads foran kejserhoffets administrationsbygning. Her kommer hele kejserfamilien frem bag skudsikkert glas, og kejseren siger en højtidelig hilsen på fem-seks sætninger. Alle vinker ivrigt med deres japanske papirflag. Og så er det ud igen. Den næste kolonne skal ind. Sådan går det meste af dagen.
Politiske papirflag
Den første og eneste gang, jeg selv har oplevet det, var 2.januar 1985. Det var i den gamle Showa-kejsers tid. Ham, i hvis navn millioner af japanere havde mistet livet under Anden Verdenskrig.
Det var kun anden gang, jeg besøgte Japan. Jeg var der sammen med min senere kone og hendes forældre. Vi stod i en kolonne, og nogle unge karseklippede fyre gik rundt og delte japanske papirflag ud. Jeg rakte ud efter et, og min kone, som er vokset op i en liberal og pacifistisk familie, lagde sig imellem og viste meget tydeligt, at jeg ikke skulle tage imod de flag.
Presset fra hoffet, der på mangfoldige områder fastholder, at der skal være afstand mellem kejser og folk, og at man ikke skal kunne møde kejserfamilien på cykel på hvert andet gadehjørne, skaber et isoleret liv, som gennem årene har været årsagen til depressioner og andre alvorlige sygdomme hos både den nuværende og den kommende kejserinde.
Det gav mig en tidlig lektion i, at hverken kejserfamilie, flag eller for den sags skyld nationalsang er så upolitisk i Japan, som det er i Danmark. Japan har i dag den samme kejserfamilie, det samme nationale flag og den samme nationalsang, som landet havde under krigen – og derfor kan de tre ting umuligt være lige så upolitiske som hos os. Det er nu 71 år siden, at krigen sluttede. Men historieskrivningen om den splitter stadig japanerne, og den skaber stadig alvorlige spændinger i forhold til nabolandene.
Hoffet er konservativt
Man kan ikke sige andet end, at kejser Akihito i løbet af sine 28 år på tronen har gjort sit bedste for at få tingene til at fungere på europæisk manér. Han holder sig væk fra politik, og han lever et normalt liv – omend bag dybe voldgrave, der adskiller ham fra sit folk. Et stort dilemma for dem, de karseklippede grupper fra før og deres politiske fæller, der mener, at kejseren er guddommelig og derfor burde have den politiske og militære magt tilbage, som han havde inden og under verdenskrigen.
Men kejseren har sine bestræbelser hele tiden været oppe imod konservatismen i det kejserlige hofmarskallat – og den er stor. Presset fra hoffet, der på mangfoldige områder fastholder, at der skal være afstand mellem kejser og folk, og at man ikke skal kunne møde kejserfamilien på cykel på hvert andet gadehjørne, skaber et isoleret liv, som gennem årene har været årsagen til depressioner og andre alvorlige sygdomme hos både den nuværende og den kommende kejserinde.
Kejserlige depressioner
Hvor kejserinde Michiko, der kom ind i kejserfamilien som den første borgerlige nogensinde i 1950’erne kort efter krigen, blev fantastisk populær i befolkningen for at udholde dette pres – skodderne var jo ikke mere effektive end, at alle havde hørt rygterne om hendes barske liv ved hoffet – så gælder den samme mekanisme ikke helt for kronprinsesse Masako, den tidligere diplomat, som i 1993 giftede sig med kronprins Naruhito og har været gennem en lignende barsk tilpasning til livet ved hoffet.
Kronprinsesse Masakos mange sygdomme har skabt et billede i befolkningen af, at hun er lidt sølle. Det er synd for hende, selvfølgelig, det synes de fleste, men hun er ikke på samme måde blevet populær af det, som hendes gamle svigermor i sin tid blev.
Der siver mange rygter ud fra kejserpaladset og det kejserlige hofmarskallats gemakker om, at der ofte er en meget dårlig stemning mellem på den ene side den relativt liberale kejserfamilie, som stolt og stædigt står fast på efterkrigstidens ideal om at spille rollen som folkelige og demokratiske monarker, og på den anden side det stokkonservative hof, hvor mange af de indflydelsesrige ansatte gerne så en tilbagevenden til en situation, hvor kejseren atter får noget af den magt og prestige, som blev ham til del før og under krigen.
Alt for alment-menneskeligt
Et klassisk eksempel på dette skisma mellem kejserfamilie og hof så vi, da kronprinsens lillebror, Akishino, i 1990 skulle giftes med sin søde universitetskæreste, Kiko. I de udenlandske korrespondenters presseklub i Tokyo havde vi hørt alle mulige rygter om det unge pars stormende forelskelse og om, hvor mange aborter de havde måttet have foretaget, inden de endelig fik lov til at gifte sig.
Inden selve brylluppet var der en foto-session, hvor en fotograf fra det ledende nyhedsbureau tog en række foto af det unge par og hele kejserfamilien. Ind imellem alle de obligatoriske opstillede familiefoto tog fotografen det sødeste billede af den unge brud, der tørrer sveden af brudgommens pande.
Dette foto blev udsendt til pressen sammen med de andre foto, og det blev lynhurtigt det mest populære og mest brugte af dem. Indtil man i toppen af det kejserlige hofmarskallat fandt ud af, at det billede af kejserfamilien, som det formidlede, var alt for alment-menneskeligt. Det var vigtigt at fastholde et billede af, at kejserfamilien var fjern og anderledes end andre japanere. Ellers ville man underminere respekten.
Så der udgik efter et stykke tid en venlig, men bestemt besked om, at dette billede ikke måtte benyttes mere, og i mange år var det så godt som forsvundet fra japanske mediers dækning af kejserfamilien. Nu i disse internet-tider findes det mange forskellige steder på nettet, men bestemt ikke på officielle japanske websider. Der er stadig grænser for, i hvor stor udstrækning den japanske kejserfamilie må fremstilles som almindelige mennesker.
POV International lønner ikke sine skribenter. Men hvis du gerne vil støtte mig og hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere japanske hverdagsklummer til POV, er du velkommen til at donere til mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.