
KLUMME – Humanistisk konfirmation bør tilbydes i de danske folkeskoler. Ellers går nonfirmanterne glip af en vigtig brik i deres dannelsesproces, mener idéhistoriker Mette Bærbach Bas. Det gælder begreber som etik, selvrefleksion og livssyn.
”Nu træder du ind i de voksnes rækker” – sådan lyder det i disse uger i konfirmationstaler rundt om i landet. Vi har at gøre med et af de ældste overgangsritualer i menneskehedens historie: fra barn til voksen.
I vores moderne tid har vi indføjet teenagealderen som en ekstra buffer inden voksenalderen. Måske er det derfor, at sætningen om de voksnes række virker så underlig på mange af os.
Ikke desto mindre er det et faktum for de 13-14-årige, at barndommen er forbi, og teenagetilvæelsen banker på døren. Det er et skift, der fordrer store tanker. Hvem er jeg? Hvorfor blev jeg født? Hvad skal jeg her på jorden? Hvilken slags menneske vil jeg gerne være?
Hvorfor blev jeg født? Hvad skal jeg her på jorden? Hvilken slags menneske vil jeg gerne være?
Konfirmationsforberedelsen giver svar – eller i hvert fald diskussionsrum – til disse spørgsmål. Men hvad med nonfirmanterne? Hvor skal de gå hen med deres spørgsmål og tanker?
Konfirmation og nonfirmation
Konfirmation betyder bekræftelse. I Kristendommen handler konfirmationen om at bekræfte sin kristne tro, som man fik i dåbsgave.
Men det er ikke motivationen for alle de unge konfirmanter. Mange gør det for at få den store fest og alle gaverne. Nogen gør det for forældrenes skyld, eller fordi alle de andre i klassen gør det.
Dette har skabt en modreaktion, nemlig nonfirmationen. Her kan den unge markere overgangen fra barn til ung uden at skulle gå til præst. Den unge slipper også for at recitere trosbekendelsen og gå til gudstjeneste et bestemt antal gange. Til gengæld får den unge tit en fest, gaver eller måske en rejse af forældrene.
Nonfirmanterne mangler en vigtig brik
I virkeligheden handler det ikke (kun) om valget mellem Gud eller ikke Gud. Det handler om, at den unge er et sted i sit liv, hvor det er nødvendigt at tage stilling. Først og fremmest stilling til hvad det vil sige at være menneske.
Dette er basale humanistiske overvejelser, som bør være en del af dannelsen hos ethvert ungt menneske. Men som folkeskolen er skruet sammen, er det kun de unge, der vælger at gå til præst, som får vejledning i denne stillingtagen.
Det er en skam, fordi nonfirmanterne går glip af et vigtigt perspektiv på livet i en periode af deres liv, hvor deres identitetsdannelse er kritisk.
Skal nonfirmanterne ikke have mulighed for at blive hjulpet til sådanne indsigter og erkendelser? Eller har folkekirken patent på refleksion?
Humanistisk konfirmation
De færreste har hørt om det, og endnu færre gør brug af det i Danmark. Men vi har faktisk et alternativ til den kristne konfirmation. Endda et alternativ, som tager hånd om de humanistiske og filosofiske overvejelser, den unge står over for i sine første teenageår.
Det hedder humanistisk konfirmation, og det er meget udbredt i Norge, Tyskland, Holland og Skotland. I Norge bliver mere end hver sjette unge humanistisk konfirmeret. Kunne vi ikke stable noget lignende på benene i Danmark?
Vi har altså et, om ikke udbredt, så dog velfungerende koncept i den humanistiske konfirmation. Det kunne på praktisk vis danne fundamentet for en obligatorisk nonfirmationsforberedelse i folkeskolen.
En humanistisk konfirmation tilbyder det samme som konfirmationsforberedelsen, hvad angår det åndelige aspekt: Livssyn, selvindsigt og tilhørsforholdet mellem individet og noget større.
Derudover behandler den humanistiske konfirmationsforberedelse begreber som menneskerettigheder, etik, seksualitet, rusmidler, respekt, tolerance, ansvar og kritisk tænkning.
Skal nonfirmanterne ikke have mulighed for at blive hjulpet til sådanne indsigter og erkendelser? Eller har folkekirken patent på refleksion?
Læs mere:
I Norge bliver mere end hver sjette humanistisk konfirmeret
Humanistisk konfirmation gennem Humanistisk Samfund
Foto: Christian Roar Pedersen, 23203099.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.