BERLIN // REJSEBREV – En improviseret løbetur langs Teltowkanalen i Berlins udkant bød på et overraskende møde med en fjern og hengemt del af Muren og beretningen om hr. Döblers triste og voldsomme endeligt.
Teltowkanalen er som en vandlandevej, der skærer sig igennem den sydlige del af Berlin. Pramme på 20-30 meter slæber sig jævnligt gennem kanalen. Hver morgen er der to piger, der i deres to’er ror forbi med en følgebåd, hvor hvad der må være en træner, der råber ordrer. Også turistmotorbåde hoster langsomt forbi, mens hejren på den anden bred nidkært vogter over sit territorium og jager andre hejrer væk.
Jeg er med noget så 1980’er-retro som en camp-let havnet på en besynderlig, men ultimativt charmerende campingplads, der ligger lige ud til kanalen. Udover adgang til strøm og toilet er der meget få faciliteter, men rigeligt med tid til at se på kanalen og dens liv.
Den viste med en enkel og brutal håndgribelighed, hvordan Muren i høj grad var historien om almindelige mennesker, der var blevet skilt fra familie og venner på grund af storpolitiske bevægelser
Campingpladsen er et langt stykke jord. Man kan lige parkere en stor bil mellem vandet og en smal vej af betonplader, der ligner et levn fra fortiden. På den anden side af denne lille vej er der på samme måde også plads til at parkere en bil eller sætte telt op. Og det er så dét.
Ved vandet er også et tårn. Det kunne ligne et tidligere vagttårn, der nu er ombygget til bolig øverst oppe, men man kan ikke finde så meget som en antydning af forklaring på stedets historik noget sted, slet ikke på pladsens hjemmeside. Udsigten fra tårnet må være formidabel.
Løbetur i Berlin
Jeg løber en motionstur. Campingpladsen er indhegnet af et metalnet forbundet med betonstolper, der ser ud som om de har mindst 30 år på bagen. Ved et tilfælde finder jeg en sti, der løber parallelt med kanalen.
Stien ligner halvdelen af en gammel vej, hvor buske og græs med tiden har krabbet sig ind i over det meste, uden nogen har gidet gøre noget ved det. Med ét bliver den afløst af den fineste nye vandresti i grus, der slynger sig elegant langs kanalen og igennem skoven.
På et tidspunkt kommer jeg til en lysning. Lidt længere fremme står en kraftig orangemalet metalpæl på en tre meter. Til højre for mig er der en bred bane, der skærer sig gennem skoven. Det ser ud som om der blev ryddet til en stor vej, dog uden den nogensinde blev bygget, og nu står det hele uberørt og er også her vokset til.
Jeg læser til min overraskelse på pælens skilt, at her gik Muren. Jeg kender godt Murens historie, men intet havde forberedt mig på at støde på den netop her. Jeg har set, at der lidt længere væk er en bro over Teltow-kanalen. Jeg vil over den.
Jeg løber til venstre og kommer hurtigt til broen. Den er bygget til at rumme en dobbeltsporet vej. Midterstykket er tilgroet. Der er skudt mindre træer op. Rødder har flere steder arbejdet sig op gennem asfalten.
For enden af broen er der et metalhegn på en tre meters højde med pigtråd flere steder. Det er et hegn, der vil gøre enhver passage umulig, hvis der ikke var adgang gennem en åben metaldør, der gør det muligt for ét menneske at komme igennem – én ad gangen.
Jeg går igennem passagen. På den anden side bliver jeg mødt af tre flagstænger, der besynderligt nok står inde i hvad der er blevet til en skov. Det ser ud som et sted, hvor der engang har været en parkeringsplads, eller mulighed for i det mindste at køre med bil, men nu står og forfalder midt noget, som ingen kan have rørt det mindste ved i mere end 25 år. Det var her, finder jeg ud af, at en af overgangene mellem Øst og Vest var i en årrække. En del af Teltow-kanalen markerede grænsen.
Et af skiltene fortæller i lidt uklare vendinger historien om hr. Döbler – en uheldig vestberliner, der mødte sit endeligt på grund af Muren. 15. juli 1965 var han og veninden, Elke Märtens, på sejltur fra det nærliggende Wannsee og sejlede ind i Teltowkanalen.
På grund af manglende markering opdagede de tilsyneladende ikke at de var ved at passere ind i Østtyskland. Det gjorde til gengæld to østtyske vagter, der fra et nærliggende tårn nedskød og dræbte hr. Döbler med et hovedskud. Elke Märtens blev også skudt i hovedet, men overlevede, dog med alvorlige mén.
De fleste, der har besøgt Berlin, har på et tidspunkt været forbi Checkpoint Charlie. Andre har måske set Gedenkstätte Berliner Mauer på Bernauer Strasse, hvor man bl.a. kan opleve dele af mur, dødsstribe og vagttårn. Andre igen har set det i dag noget lystigere East Side Gallery, hvor en stor murdel er blevet til noget nær et udendørs graffiti-museum med skiftende udstillinger. Denne del af Muren er spændende og let at forstå – og man kan blive fascineret af det, som en del af Tysklands og Europas historie.
Resterne af denne overgang mellem øst og vest og broen over Teltow-kanalen, som jeg ved et tilfælde ramlede ind i, fremstod så forskellig, så forfalden og så fjern fra den nærmest finpolerede og turistvenlige fremstilling af Muren og dens historie, som man finder nærmest overalt i det indre Berlin.
Den viste med en enkel og brutal håndgribelighed, hvordan Muren i høj grad var historien om almindelige mennesker, der var blevet skilt fra familie og venner på grund af storpolitiske bevægelser, som de færreste havde skyggen af indflydelse på. Man kunne ikke bare bevæge sig frit. Og hvis man gjorde, så kunne det koste en livet, som det skete med hr. Döbler.
Og det er vel det, der altid gør rejsen til Berlin tiltrækkende – oplevelsen af forskellighederne og kontrasterne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og