KOMMENTAR – Ana Palacio, Spaniens tidligere udenrigsminister, ser 2018 som året, hvor EU bør og skal tackle tre hovedudfordringer: udover et endnu tættere økonomisk samarbejde mellem medlemslandene omfatter udfordringen en ny strategi for unionens partnerskab med nabokontinentet Afrika og et globalt lederskab indenfor klimapolitik.
Det er blevet lidt en kliché, at man ved hvert årsskifte erklære det kommende år for afgørende for EU’s fremtid.
Forløbet er velkendt: Fællesskabet rammes af begivenheder, det ikke har været forberedt på; Europa gennemlever 12 turbulente måneder, hvor EU flikker løsninger sammen og tager beslutning om fremadrettet at adressere sine dybereliggende strukturelle udfordringer.
Så kommer et nyt år. Europa overvældes igen af begivenheder, der fanger unionen i kortsigtede kriseløsninger.
Spørgsmålet er: kan 2018 blive året, der bryder dette mønster?
Et relativt stabilt Europa
Det korte svar er, at det kan det være.
For efter et årti med drama på drama – fra finanskrisen til den russiske invasion af Ukraine og annekteringen af Krim, flygtningekrisen, Brexit og valget af en amerikansk præsident, der har stillet spørgsmålstegn ved det transatlantiske samarbejde – går Europa ind i 2018 i en relativt stabil position.
Det giver EU en sjælden mulighed for at fokusere på lovgivning i stedet for politiske tovtrækkerier og udarbejde de reformer, der skal udgøre det nødvendige grundlag for en mere velstående, sikker og dynamisk fremtid
Der er ikke nogen gryende krise ved Europas grænser. Trods anæmiske væksttal virker de økonomiske prognoser stabile. Endnu væsentligere er det, at valgene i de tre største europæiske økonomier i 2017 ikke førte til flere populistiske oprør: Frankrig har nu med Emmanuel Macron en pro-europæisk præsident og en pro-europæisk bred koalitionsregering er ved at tegne sig i Tyskland.
Trods stor intern uenighed er det samtidig lykkedes for de britiske ledere at nå til enighed med EU om en skilsmisseregning, der vil være platform for de fortsatte forhandlinger.
Italien er det eneste store EU-land, der går til valg i 2018.
Det giver EU en sjælden mulighed for at fokusere på lovgivning i stedet for politiske tovtrækkerier og udarbejde de reformer, der skal udgøre det nødvendige grundlag for en mere velstående, sikker og dynamisk fremtid.
12 måneder til at skabe fremskridt
Der er ingen tid at spilde. 2019 tegner allerede til at blive kompliceret og vil byde på Europa-valg, udnævnelsen af en ny EU-kommission og deadline for en Brexit-aftale.
Det giver Europa 12 måneder til at gøre fremskridt indenfor en række områder, der omfatter fælles forsvar, reform af Schengensamarbejdet, en handels- og energiunion samt en bankunion. De fælles indsatser er særligt påkrævede indenfor tre områder: et internt, et regionalt og et globalt.
Det er nødvendigt at skabe fremgang i udbygningen af det digitale fællesmarked. EU lancerede i 2015 sin ‘digitale fællesmarkedsstrategi’ med et mål om at kickstarte Europas digitale sektor. Der er sket enkelte ting indenfor området, navnligt den politisk set meget populære afskaffelse af mobiludbyderes roaming-afgifter.
Men det vil kræve langt mere at skabe et miljø, der vil gøre det muligt for europæiske firmaer at opgradere og konkurrere internationalt samtidig med, at man må konfrontere industrigiganternes markedsandele. Da 2019 også er udløbet på kommissionsformand Jean-Claude Junckers embedsperiode, er det kommende år den rette lejlighed til opgaven.
Europa og Afrika
Det andet område omhandler Europa forhold til Afrika. Migrationskrisen understregede, hvor tæt forbundet de to kontinenters fremtid er, og hvor ineffektiv Europas Afrikapolitik har været så vidt. Europa har et langt generalieblad af givne og brudte løfter om at ændre dets tilgang til Afrika.
Her er det godt nyt, at der er grund til at tro, at en sådan forandring – skabelsen af et konstruktivt og resultatorienteret partnerskab – omsider er forestående. Europa har trods alt meget på højkant i spillet: Hvis det ikke arbejder for at skabe muligheder og stabilisere samfundsstyring i Afrika, vil migrationspresset forblive vedholdende og måske endda øges. Egen interesse er ofte en langt mere motiverende faktor end altruisme.
Spørgsmålet er, om Europa denne gang vil leve op til dets løfter og investere tid, indsats og politisk kapital i at udvikle engagementet for at opnår reelle ledelsesreformer
Hvis det skal lykkes, vil det kræve et skift fra fortidens paternalistiske tilgang til et jævnbyrdigt samarbejde, hvor Afrika og Europa sammen bevæger sig udover kortsigtede løsninger med fokus på opdæmning af migrationsstrømme og mod en tilgang, der forholder sig til problemernes rødder, inklusive det mest grundlæggende problem, nemlig dårlig samfundsledelse.
Ved det nyligt afholdte topmøde mellem EU og den afrikanske union kunne man spore de første tegn på en sådan en tilgang i en plan for private investeringer – fremfor udviklingsstøtte – med tilbud om garantier. Spørgsmålet er, om Europa denne gang vil leve op til unionens løfter og investere tid, indsats og politisk kapital i at udvikle engagementet for at opnå reelle ledelsesreformer.
Global klimaleder
Det tredje område, hvor Europa må levere resultater i 2018, er på klimaområdet. Her må EU påtage sig rollen som global leder. Macrons nyligt afsluttede klimaforsamling sendte et positivt budskab men understregede samtidig, at der er et ønske – særlig fra erhvervslivet – om at se et bredere globalt klimalederskab i en tid, hvor USA undslår sig fra at deltage i internationale samarbejder i særlig grad indenfor miljøspørgsmål.
Her bør Europa udfylde det tomrum, USA har efterladt. Men da Paris-aftalen (som Trumps regering trak sig fra tidligere på året) netop nu er i en kritisk regelsætningsfase, må Europa handle hurtigt for at sikre et fornuftigt og ansvarligt samarbejde. Man må især lære af fejltagelserne fra det katastrofale klimatopmøde i København i 2009 og i ydmyghed arbejde for at skabe bredere sammensatte koalitioner.
Det kommende år kommer uden tvivl også til at byde på uventede begivenheder og distraktioner. Men faktum er, at 2018 tegner til at blive et relativt roligt år for det europæiske kontinent. Det udgør i sig selv en sjælden mulighed for at gøre væsentlige fremskridt i forhold dybere, langsigtede udfordringer. Den chance må ikke fortabes.
Copyright: Project Syndicate og POV International 2017.
Topfoto: Pensiero, Flickr. Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
