BYMILJØ // KLUMME – En inspirerende fotoudstilling på Københavns Museum tager Niels Olsen på tur gennem hovedstaden, der har forandret sig gevaldigt, siden han flyttede dertil som ung student for 34 år siden. Rigtig meget er lykkedes i København. Byen er pæn og renskuret, formålsdrevet og effektiv, men den er også blevet kedelig og forudsigelig. Hvad skal der til, for at overraskelsesmomentet og sjælen ikke forsvinder?
Københavns Museum i Stormgade har netop åbnet en tankevækkende fotoudstilling: Min butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens. Fotograf Ulf Svane og historiker Mathias Kobberrød Rasmussen tager i tekst og billeder publikum med på en tour de force gennem hovedstadens nichebutikker, småforlystelser og atmosfærefyldte bykvarterer. Deres fælles fotobog Hovedstaden bag facaden danner udstillingens bagtæppe, som også trækker tråde tilbage til Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohdes nyklassiker København Con Amore fra 2004.
Begge bøger søger på fin, fotoetnografisk facon at kortlægge og synliggøre hovedstadens mangfoldighed af særegne gader og facader, butikker og skæve eksistenser, før selvsamme mangfoldighed ædes op af kommunens og storkapitalens sult efter rationel byplanlægning og økonomisk vækst. Det lokale renseri. Grillbaren på hjørnet. Dækforhandleren under højbanen. Sentimental nostalgi? Måske – men også en udstilling om, hvad der konstituerer en god by, og hvilke visioner vi skal forfølge for at kunne skabe varierede og sjælfulde bymiljøer.
København gispede efter vejret, som den lå dér og trak vand ind efter Urban Hansen og Egon Weidekamps plansystemiske regimer
Flashback til for 34 år siden, da en ung student flyttede til hovedstaden. Den gang var København alt andet end sund og charmerende. Eller: Jeg havde mere end svært ved at få øje på charmen ved en by, der fremstod så nedslidt og trist. Der var ikke meget andet end studierne at komme efter for en nittenårig fyr fra landet. Det handlede om at gøre sin uddannelse færdig og så ellers flytte væk igen så hurtigt som muligt – i hvert fald før man stiftede familie og skulle have børnene til at gå inde i brokvarterernes hønsegårde af udtjente dagtilbud og frimærkestore skolegårde.
København gispede efter vejret, som den lå dér og trak vand ind efter Urban Hansen og Egon Weidekamps plansystemiske regimer. Den stod på firkantede kasser i beton og sodindsmurte husfacader langs brede gader, hvor tung dieseltrafik gav partikelforureningen frit spil. Resterne af Sojakagefabrikken og de kemikalieinficerede havnearealer bar spor af en industrialisering, som en gang havde bragt vækst og arbejdspladser til byen, men nu gav bagslag på miljøfronten – og grøn byudvikling tilsvarende lange udsigter.
Rockerkrige havde trukket overskrifter op gennem fattigfirserne med slagsmål, drab og knivstikkerier. BZ-bevægelsens hætteklædte og køllesvingende unge fremstod tilsvarende desperate og rodløse. Vesterbros narkomaner og gadeprostituerede bekræftede blot min forestilling om København som en volden og syndens by – mørk, destruktiv og farlig. Det var byen, hvor man aldrig kunne vide sig sikker og konstant skulle se sig over skulderen.
Der var osende bybusser fra hvis udstødningsrør sort røg dansede rundt i luften en grå februardag. Der var fugtige toværelseslejligheder med kun koldt vand i hanerne, brusebade i køkkenbaljer, kokskakkelovne i dagligstuer, fælles lokum på gangen – og hvis man var heldig: Et bakke-ind-toilet, hvor brusebadet fandt sted siddende ovenpå toiletbrættet og med en rist i gulvet, hvor vandet kunne svabes ud og tørres væk med en hårdt opvredet gulvklud. Etagevasken om morgenen bag duggede ruder med enkeltglas gav mindelser om en tid, der for længst var forbi ude i provinsen.
Mellem Grusgraven og Husar Pub
Men rundt om hjørnet, nede i kælderen, kunne man også finde et tilrøget morgenværtshus til nattens sidste sæt – som regel en kombination af lunken HOF fra kassen, Gammel Dansk og et rundstykke med tandsmør og trestjernet salami, som blev indtaget til lyden af klikkende billardkugler, en énarmet tyveknægts delikate ringetoner og natfolkets dæmpede samtale ved bordene. Grusgraven på Enghavevej. Klør Bonde på Strandboulevarden. Husar Pub på Rolighedsvej.
Kryolitten var en stenet, forladt industrigrund, hvor tidsler og hårdføre græsser hvert år trodsigt kæmpede sig op gennem murbrokkerne
På vej hjem kunne man støde ind i morgenavisen i en tobakskiosk fulgt af henholdsvis en bedemandsforretning og blomsterbutik; det efterspørgselsdrevne markeds følsomme økosystem af lokale aktører, der konkurrerer, samarbejder og giver liv til hinanden.
På et tidspunkt i midten af halvfemserne boede jeg i en toværelses stuelejlighed på Hjørringgade ude på Østerbro – lige ved siden af den gamle kryolitgrund, eller ’Kryolitten’, som forbandt Østbanegade med Strandboulevarden. Kryolitten var en stenet, forladt industrigrund, hvor tidsler og hårdføre græsser hvert år trodsigt kæmpede sig op gennem murbrokkerne – gødet af de utallige hundelorte, som blev efterladt på alle tider af døgnet. Her sad jeg tit med ryggen op ad SKAT’s bygning, læste og dagdrømte, mens solen trak sine sidste, orange striber ned over Århusgadekvarteret. Sådan lå området hen i flere år – som en forladt byggetomt, nogen havde glemt eksisterede.
Men nogen glemmer åbenbart aldrig, og på et tidspunkt gik gravemaskinerne i gang med at rydde op. Området blev planeret, og der blev lagt an til det underjordiske parkeringsanlæg, som i dag udgør kælderetagen af Charlottehaven – et lejlighedshotel med indendørs swimmingpool, restaurant og fitnesscenter til skyhøje priser. Sindbilledet på byens udvikling?
I København Con Amore (snuppet fra ’Samlede Thomsen’, Gyldendal 2014) omtales frygten for ”en forandring mod stilstand” – en faretruende præcis beskrivelse af en storbys svære balance mellem dens behov for at forandre sig og samtidig bevare en historisk-autentisk kerne. Jeg har selv balanceret ovenpå den beskrivelse i 34 år – og kom aldrig væk fra stenbroen. Jeg har uddannet mig her, stiftet familie her, arbejdet alle årene i vores fantastiske hovedstad. Jeg har set København forvandle sig fra nedslidt industriby til ’most liveable city in the world’.
Der er virkelig kommet styr på sagerne. Nye byområder skyder op, og velhavere flytter til. Der investeres i byen som aldrig før. Vi står angiveligt midt i en ny guldalder. Men mistede vi noget på vejen? Noget, som det måske er værd at gå tilbage og samle op? Er byen kommet derhen, hvor velstand er blevet til stilstand?
København i kalkuleret dressur
Der er ingen tvivl om, at København 2024 på mange parametre er en bedre og sundere by end København 1990: Vi har en havn, der kan bades i året rundt, og hvor fiskene lystigt springer. Vi har sanerede lejligheder i brokvartererne, hvor børnefamilier nu bliver boende, lever og trives. Mange små toværelseslejligheder er slået sammen til store og attraktive kvalitetslejligheder. Altaner skyder op. Murene mellem boligkarreernes mange små og grå baggårde er revet ned og forvandlet til store, sammenhængende gårdanlæg med plads til leg og fællesskab. Livet leves mellem husene.
Der er investeret i cykelstier. Bybusser futter rundt på el og brint, biltrafikken begrænses, og krav om partikelfiltre holder de mest forurenende dieselhakkere væk. Metroen kører med en rettidighed som et højteknologisk industrianlæg og har flyttet meget trafik ned under jorden til glæde for cyklister og fodgængere. Kommunen planter træer overalt, og byen begrønnes af lokale boligforeninger.
Meget kan man sige om kommunen med dens mange borgmestre og bureaukratiske kringelkroge, men den gør rigtig meget rigtigt
Så meget for københavnernostalgien og de brune værtshuse … Det har været en fantastisk udvikling! Meget kan man sige om kommunen med dens mange borgmestre og bureaukratiske kringelkroge, men den gør rigtig meget rigtigt. Måske også for rigtigt? Byen er blevet pæn og renskuret, men også kedelig og forudsigelig. Planlagt og kalkuleret. Formålsdrevet og effektiv.
Resultatet er ved siden af alle dejlighederne også blevet den opdelte by med mange mindre, sociale reservater beboet af mennesker, der ligner hinanden. Ritt Bjerregaards mangfoldighedsidé om 5.000 almene lejeboliger til 5.000 kr. om måneden blev aldrig rigtig til noget. I stedet har vi fået et goldt og trist Langelinieområde med lejligheder uden bopælspligt, en Kalvebod Brygge med endeløse rækker af fremmedgørende kontorhusfacader, en firkantet-deprimeret Ørestad og en indre by, hvor menneskelivet uden for kontortid er underligt fraværende.
På Papirøen måtte et blomstrende madmarked flytte ud, for at topdyre ejerlejligheder og et luksuriøst vandkulturhus kunne flytte ind. Se på Nordhavns byggeboom, hvor klaustrofobiske lejligheder i skotøjsæskestørrelse sælges til overpris. Og hvem får mon råd til at bo på Lynetteholmen?
Matas, Lagkagehuset og Netto styrer gadebilledet. Familiebutikker dør. Udenlandske kapitalfonde sætter sig tungt på boligmassen. Mellem- og lavindkomstfamilier tvinges til at flytte ud af byen. Det hele bliver mere af det samme. Stylet, dresseret og ensartet. Dyrt og dødssygt. Men den sunde by er også den mangfoldige by; den tolerante og rummelige by, hvor kulturmøder og brobygning dyrkes. Hvor et vist kaos kan bo inde i planlægningen, og tilskyndelse til forskellighed er et grundprincip.
Det er svært at gøre alle tilpasse, når en by forandrer sig, og København er lykkedes med meget. Hånden på hjertet: Hvem vil have Rottehullet på Christianshavn tilbage? Men måske skal vi huske at give bare lidt mere plads til anarkiet, nære styrken i forskelligheden og få mere ”planlagt planløshed”, som Thomsen & Rhode plæderer for, på banen. Den klassiske antropologiske pointe er her, at det punkt du taler fra, også definerer dit blik på virkeligheden. Der er brug for flere kritiske blikke på den samme virkelighed og at frigøre den energi og relativering af systemisk byplanlægning, som åbner for bare lidt mere af klondykeatmosfærens hittepåsomhed.
For hvis velstand fører til stilstand, vil det på lang sigt suge nysgerrigheden, overraskelsesmomentet og sjælen ud af København.
Læs også Niels Olsens mini-anmeldelser i Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
