Racial profiling i Krystalgade

i Danmark/Featured/Quick POV af

At hævde at man bliver udsat for racial profiling fra politiets side, er altid problematisk. Altså, at man bliver antastet, stoppet eller anholdt på grund af ens hudfarve. For man kan i sidste ende ikke bevise, hvad der foregik inde i hovederne på de involverede politifolk.

Men i dag følte jeg mig rimelig overbevist om, at jeg blev udsat for netop denne racial profiling.

Dette foto tog jeg i dag klokken 18.56. Jeg havde været inde på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade og låne en bog om guldaldermaleren Wilhelm Marstrand. I forbindelse med en artikel til blogmediet POV International.

Da jeg kom ud af biblioteket besluttede jeg mig for at tage et foto af politibilen, der holdt parkeret dér foran synagogen i Krystalgade. Det er altid rart med sådanne genrebilleder på lager. I en tid med terror er det meget praktisk med sådan et foto. Så skal POV International ikke bekymre sig om fotorettigheder og alt det bøvl.

Jeg tog billedet, og fortsatte så ned ad Peder Hvitfeldts Stræde. Da jeg var kommet næsten ned til Kultorvet, blev jeg indhentet af to mænd, der viste sig at være civile politibetjente. Den ene – en kraftig mand med fuldskæg iført skovmandsskjorte – viste sit politiskilt. ”Du har lige taget billeder i Krystalgade”, konstaterede han. Han var noget eksalteret. ”Hvad tog du billeder af”, spurgte han.

Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid.

”Rolig nu”, sagde jeg, og trak min tegnebog op af lommen. ”Jeg tog et billede af en politibil foran synagogen”, fortsatte jeg lettere irriteret. Jeg var især opbragt over hans anklagende tonefald. Sidst jeg tjekkede var det ikke forbudt for almindelige mennesker at tage billeder på offentlig gade og vej. Og slet ikke i denne smartphone-æra, hvor Gud og hvermand tager billeder og selfies af hvad som helst.

Jeg er da godt klar over, at synagogen er under politiets særlige bevågenhed på grund af terrorfaren. Og det er da fint og prisværdigt, at vi har et politi, der er oppe på mærkerne. Der er faktisk ingen tvivl om, at dansk politi er i særklasse dygtige, når det kommer til terrorforebyggelse.

Men at antaste folk på den måde, jeg blev, og udsætte dem for spørgsmål i et tonefald, der signalerer en højst forudindtaget holdning, er på ingen måde i orden.

Jeg åbnede min tegnebog og trak mig pressekort frem. Viste det til Hipster-betjenten. Jeg havde travlt og var virkelig ikke i stødet til en længere palaver om, hvorvidt det er i orden at tage billeder på københavnske gader. Og om hvorfor han og hans kolleger lige syntes, at jeg skulle stoppes.

Den skæggede civilbetjent tog pressekortet ud af hånden på mig. Og nærstuderede det. Da jeg ville tage det igen, modsatte han sig det. ”Jeg skal lige tage et billede af det”, sagde han. Og affotograferede det med sin smartphone.

I de mere end 30 år, jeg har haft et pressekort, har det altid været nok bare at vise det til politiet. Kun en eneste gang tidligere, har en betjent fundet det nødvendigt at affotografere pressekortet. Det var tilbage i 1980’erne, da jeg interviewede en agent fra det amerikanske narkotikapoliti DEA. Det var på den amerikanske ambassade i København. Og han tog ingen chancer.

Men her i 2017. I Peder Hvitfeldts Stræde. Af en eksalteret, dansk civilbetjent. Fordi jeg har taget et billede på offentlig gade og vej. Og her er det, vi kommer til racial profiling. Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid. Og de havde så afgjort ikke været eksalterede og anklagende i deres tonefald. Det skal jeg garantere for.

Men kan jeg bevise, at det var racial profiling? Nej. Politiet vil altid kunne sige, at tanken om hudfarve ikke så meget som strejfede dem. At de alene stoppede mig, fordi jeg tog et billede med mit kamera. At jeg blev stopper på grund af det forhøjede beredskab foran synagogen i Krystalgade. At jeg bare ser spøgelser. Og at de i øvrigt opførte sig helt korrekt.

Hipster-betjenten gav mig da også mit presskort igen. Selv om han så noget skuffet ud. ”Fortsat god dag”, var den obligatoriske afskedshilsen. Hvorefter han – og hans helt neutrale og passive kollega – satte kursen tilbage mod synagogen.

Men jeg er gammel i gårde. Og jeg ved med mig selv, at det jeg blev udsat for til aften i Peter Hvitfeldts Stræde var ægte dansk racial profiling.

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste artikler om Danmark