Q’s Barbershop: Stærk dokumentar om Vollsmose på CPH:DOX

af i Film/Kultur/Liv & Mennesker

CPH:DOX // FILM – Dokumentaristen Emil Langballe markerede sig under årets CPH:DOX med to stærke film, skriver Karen Hammer.  Q´s Barbershop, som fortæller om livet i en barbersalon i Vollsmose, udfolder et farverigt persongalleri og nuancerer billedet af den udskældte bydel. Et ægtepar – en dokumentar om to mennesker med Downs Syndrom, som gifter sig, er også værd at se. 

Vollsmose udenfor Odense er en af Danmarks største indvandrerghettoer. I årevis har man hørt negative ting om dette dæmoniserede boligområde. Det er oftest helt uberettiget, men myndighederne bliver ved med at rakke ned på dette multikulturelle samfund.

I 1992 besøgte jeg for første gang Vollsmose. Jeg havde ved skæbnens gunst fået somaliske venner i Birkeparken, der nærmest blev mine nye slægtninge. År efter år så jeg Abrdamane og Fardousas piger vokse op, mens jeg som en lykkelig mormor deltog i deres liv, godt som ondt. Utallige gange har jeg boet hos dem som et elsket  medlem af familien, spist deres specielle mad og hjulpet til med lektierne. Jeg har mindst otte gange haft bopæl i Vollsmose under Odenses filmfestivaler, og ingen har nogensinde generet mig eller min bil.

Vi møder et rigt udvalg af Vollsmoses farverige persongalleri, der fotograferet gennem frisørspejlet taler lige til os

Der er ikke farligt i Vollsmose, men med myndighedernes udsagn hænger det dårlige rygte stadigvæk ved bydelen.  Nu vil dette utvivlsomt blive ændret, for dokumentaristen Emil Langballe har lavet en helt fortryllende charmerende film om Qasim Ahmeds barbersalon nede på Vollsmoses torv, hvor man seks dage om ugen kan få stylet sit hår efter alle kunstens regler.

Q´s Barbershop lukker os ind i et mikrokosmos, hvor Vollsmoses mænd og drenge flokkes for at udveksle meninger om mangt og meget: Jobansøgninger, kærester, uddannelse, mens de venter på deres tur under Qasims kyndige hænder.

Den meget snakkesalige barber kan tilbyde en Usher, Flat Top, Houseparty eller en Will Smith med longface i siden, og samtidigt give gode råd om kærlighed, danskprøven, parforhold og fremtiden for kun 100 kroner.  Han er altid i godt humør og fuld af humoristiske bemærkninger, som da en kunde presser ham med tiden:

”Hitler sagde, der er kun to mænd, man aldrig skal fucke med: Sin egen kok og sin egen frisør!”

Farverigt persongalleri

Filmen er en fortælling med mange karakterer. Vi møder et rigt udvalg af Vollsmoses persongalleri, der fotograferet gennem frisørspejlet taler lige til os – umådeligt charmerende og afslappede. Min yndling er en dreng, der med stor selvtillid driller Qasim med dennes manglende evne til at holde tiden, for han vil bare gøre opmærksom på, at han altid kommer for tidligt. En helt vidunderlig lille knægt, som på mange måder minder mig om min families yngste.

I en stille stund, da Qasim har fejet gulvet, diskuterer han og Elias, der på det nærmeste bor i salonen efter sit opbrud med sin sidste kæreste, regeringens krav om udtynding i ghettoen. Ingen har lyst til at flytte ud af deres trygge miljø: Inde i Odense virker de stille villaveje direkte skræmmende. Derudover ser folk uden for Vollsmose underligt på dem. Med den hudfarve må de helt sikkert være banditter. Kører de i egen bil, er folk sikre på, at den er stjålet.

Qasim drømmer om en dag at kunne rejse tilbage til Somalia, hvor han ikke stikker så meget ud fra normen, men efter 20 år i Vollsmose bliver han nok lidt endnu: Han kan ikke svigte alle de unge smarte fyre, der i den grad kræver stil hver fredag aften, når de skal i byen. Filmen havde premiere d. 23 marts. Jeg så den i Palads og deltog bagefter i diskussionen med fem af de medvirkende kunder og Emil Langballe, der kunne fortælle, at han gennem halvandet år havde fulgt livet i barbersalonen for så endelig at optage den på 14 dage. Idéen havde han fået ved at læse Politiken.

En erfaren dokumentarist

Emil Langballe vil være kendt af mange børn for sin serie om Josefines bondegaard, der fortæller om de mange forskellige dyr ude på landet. Emil Langballe opdagede, at næsten ingen børn vidste, hvor deres daglige føde kom fra. Efter disse seks kortfilm med Josefine og hendes venner, kan ingen længere være i tvivl.

Langballe har lavet syv kortfilm om flygtningebørn med temaet: ”Hvor har jeg hjemme?” og efter endnu et konstruktivt kig i Politiken gik han i 2012 i gang med at følge en flygtningefamilie fra Afghanistan, som fra landsbyen Give gennem adskillige år kæmpede for at få opholdstilladelse.

Qasim drømmer om en dag at kunne rejse hjem til Somalia, hvor han ikke stikker så meget ud fra normen, men efter 20 år i Vollsmose bliver han nok lidt endnu

Den 14-årige Roghsan talte fint dansk og elskede sin skole og sit fodboldhold. Hun var den eneste i familien, der var god nok til dansk til at kunne tale med de modvillige danske immigrationsmyndigheder. Hun følte et tungt ansvar og endte med at blive indlagt for nervesammenbrud.

Emil Langballe fulgte hende i to år. Da filmen Mon de kommer om natten? fik premiere på TV i 2016, hjalp det endeligt: Roghsans afghanske familie fik til sidst opholdstilladelse. Filmen fik i 2017 en pris for bedste dokumentarfilm ved en festival i Tanger, Marokko.

Dokumentar om ægtepar med Downs Syndrom

Den 21. marts er den internationale Downs Syndrom dag, så helt naturligt havde Emil Langballes nyeste film Et ægtepar premiere denne dag. Sidsel Boel Kruse, 26, og Christian Larsen, 27, blev gift i Revningen kirke i 2017, og Langballes filmhold var til stede for at optage den store begivenhed. Sidsel og Christian havde allerede boet sammen i seks år, men nu blev de to, der begge lider af Downs Syndrom, gift, så superromantiske Sidsel kunne opleve sin store drøm: En hvid kjole og en kæmpefest ligesom i de amerikanske film, hun svælger i:

”Vores kærlighed skal være ligesom i tegnefilmene.”

Christian er langt mere jordbunden: Han elsker dyrene på sin fars gård, hvor han arbejder. Han snakker med grisene ude i mudderet, og det er tydeligt, at de elsker at blive gnubbet på ryggen. Fem gange om ugen kører Sidsel ind til et aktiveringscenter i Munkebo. Hun virker bedre begavet, taler tydeligere og med mange flere ord end han, men er så bundet af romantiske drømme og af sminke og film, at man kommer til at se ham som den mest modne.

De elsker hinanden højt og kysser hinanden uafbrudt, men der mangler noget i parforholdet. Christian bliver meget glad for en lille adopteret gadehund, men den er ikke ordentlig opdraget og bliver efter en tid på hendes opfordring tørret af på svigerforældrene. Måske var det en idé med et barn? Romantiske Sidsel drømmer om lykken med en baby.

De prøver et par uger med en dukke – en babysimulator, men babyen er altfor besværlig og græder næsten hele tiden. Christian tager det meste af slæbet. Ingen af dem har bagefter lyst til selv at lave en baby. Kærligheden er stor, men Sidsel savner biografer, caféophold og storbyliv. Hun vil gerne flytte ind til familien i København, men Christian vil under ingen omstændigheder flytte væk fra dyrene og landbruget. Heldigvis skal de nu på bryllupsrejse med hendes forældre til New York, så Sidsel er atter glad og lykkelig for sin prins.

Det er en smuk og tankevækkende film om forventninger og drømme hos to, der virkelig elsker hinanden, men efterhånden finder ud af, at de måske er for forskellige. Emil Langballes team er til stede under mange næsten intime scener, uden at det unge par synes at bemærke det. De er så optaget af deres store kærlighed, at alle andre glemmes. Det er måske lidt underligt at se nogen så hæmningsløst vise deres følelser, men det er også rørende og smukt.


Topfoto: CPH:DOX.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film