Danske muslimer skabte ikke ”ghettoerne” – de flyttede ind i dem

i Politik & Samfund/Danmark af
SAMFUND // KRONIK – Koblingen mellem udlændinge og ”ghettoisering” har medført, at koncentrationen af ikke-vestlige borgere er blevet opfattet som hovedårsag til udsatte boligområders negative udvikling. Imens er de historiske udviklinger i den almennyttige boligsektor gledet ud af den offentlige bevidsthed, skriver Jarl Sidelmann, der efterlyser saglighed i debatten.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Siden begyndelsen af august i år har mere end 200 lejere i bydelen Vollsmose klaget over forskelsbehandling og diskrimination til Ligebehandlingsnævnet. Flere boliger i bydelen skal nemlig rives ned som følge af den nye ghettolovgivning.

Reaktionen er én blandt mange, der er kommet i kølvandet på flere års usaglig politisk diskurs om de udsatte boligområder. En diskurs, der har været kendetegnet af et insisterende fokus på beboernes etnicitet. I skrivende stund kan et boligområde f.eks. kun komme på regeringens ghettoliste, såfremt 50 pct. af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ”ikke-vestlige lande”.

Ironien er, at disse selvsamme boligområder i tidernes morgen var prestigeprojekter for den blomstrende velfærdsstat og tiltænkt en blandet beboersammensætning

Det endelige resultat har været en række fundamentale indgreb i borgernes privatliv og rettigheder: Skærpede strafzoner, ”obligatoriske læringstilbud” til småbørn, stopprøver for børnehaveklasser med mange ”ghettoelever” og selvfølgelig de famøse tvangsnedrivninger.

Med andre ord en sanktioneret forskelsbehandling, der lovmæssigt baserer sig på etnicitet. Blandt de øvrige affaldsprodukter finder vi desuden etiketter som ”ghetto” og ”parallelsamfund”, der nu er fastforankrede i det danske sprog.

Den etniske fortælling

Koblingen mellem udlændinge og ”ghettoisering” har medført, at koncentrationen af ikke-vestlige borgere (hovedsageligt muslimer) er blevet opfattet som hovedårsag til boligområdernes negative udviklinger. Der er tale om ”integrationsproblemer”, lyder det, og dermed er emnet uden videre rykket over i udlændingedebatten, hvor indvandrernes og flygtningenes bosætningsmønstre er skyld i ”ghettodannelse”.

Under den forhenværende VK-regering blev de udsatte boligområder f.eks. udråbt til steder, hvor Danmark ikke var Danmark længere. ”Huller i Danmarkskortet”, kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen boligområderne – ”stenørkener uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund”. Og med dette brændemærke fulgte selvfølgelig argumentet om at føre ”en fortsat stram udlændingepolitik”.

Den ”etniske” fortælling indgår også som fast element i en mere kulturkrigerisk polemik. Henrik Dahl (LA) skriver f.eks. gerne om ”den arabiske ghettomentalitet”, der er kendetegnet ved en ”uimodtagelighed overfor en hvilken som helst udefrakommende civilisatorisk impuls”. Litteraten Kasper Støvring hæfter sig ved ”de hæslige betonklodser”, der minder os om, at ”fjenden er midt iblandt os”.

De udsatte boligområder

Imens er de historiske udviklinger i den almennyttige boligsektor gledet ud af den offentlige bevidsthed til fordel for billedet af dette overvejende ”muslimske” problemkompleks. Men ghettoerne opstod ikke som følge af indvandringen fra ”ikke-vestlige lande”.

På bordet foran mig ligger mere end 40 års byudvalgsrapporter, boligpolitiske hvidbøger og betænkninger.

Tilsammen fortæller de historien om en almennyttig boligsektor, der i årtier har stået alene om at skulle løse boligsociale problemer i Danmark. Dette har medført, at flere og flere ressourcesvage borgere er blevet samlet i enkelte bydele og i bestemte kommuner.

Det er vigtigt at forstå, i hvor høj grad, ”ghetto”-begrebet er politiseret. Kriterierne for at indgå på ghettolisten har f.eks. ændret sig igennem tiden

I en rapport fra 1987 konkluderes det bl.a., at den høje koncentration af indvandrere i visse københavnske kommuner ”ikke er den bagvedliggende årsag til de kommunale problemer”. Den er derimod ”et symptom på de problemskabende boligmæssige fordelingsmekanismer, der har forårsaget, at stadig flere ressourcesvage indbyggere bliver koncentreret i de mindst eftertragtede områder”.

De i 2014 udpegede udsatte boligområder, har siden 1985 haft Danmarks største andel af personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, og den største andel med flest domme. I de mellemliggende årtier har den almennyttige boligsektor oplevet en kraftig vækst i antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Fra 1994 til 2013 steg andelen af etniske minoriteter i udsatte boligområder således fra ca. 20 til 40 pct.

Bristede drømme

Ironien er her, at disse selvsamme boligområder i tidernes morgen var prestigeprojekter for den blomstrende velfærdsstat og tiltænkt en blandet beboersammensætning (måske var det derfor, at BT i 1970 kårede Gellerup som ”Danmarks kønneste by”?). Steen Eiler Rasmussen, der tegnede den københavnske bydel Tingbjerg, havde sågar i byplanerne advaret om, at bydelen ikke måtte blive ”ghetto for én bestemt, mindre anset samfundsgruppe”.

Ikke desto mindre var det, hvad der i høj grad senere skete.

Årsagen? Den økonomiske vækst og boligmanglen i 1960’erne havde ført til en industrialisering af boligbyggeriet. Under det såkaldte Montagecirkulære blev en masseproduktion af boliger sat i gang. Dette skabte på få år kæmpebebyggelser af beton i en række større danske byer, der ofte blev placeret geografisk afsondret fra bykernerne.

Tingbjerg, 2009. Foto: Wikimedia Commons.

Samtidigt skete en liberalisering af det danske boligmarked, hvor rentefradrag og en række skattefordele blev givet til boligejere. Med boligforliget i 1966 tilfaldt det også den almennyttige boligsektor at få støtte til opførelse af byggeri for mindrebemidlede borgere.

I en tid med stigende velstand flyttede den voksende middelklasse derfor ud i parcelhusene og blev husejere. Mange af de store lejligheder i de nybyggede boligplaner endte med at stå tomme. Udlejningsproblemerne skabte med tiden økonomiske vanskeligheder for en række almennyttige boligselskaber, og mange indgik derfor aftaler med kommunerne om boligsocial anvisning.

På få år fik de nye forstæder dermed en høj koncentration af ressourcesvage og marginaliserede borgere: Arbejdsløse, misbrugere, kriminelle og folk fra den laveste ende af lønhierarkiet.

Da oliekrisen ramte i 1973, tog økonomien endnu et dyk. Udviklingsplanerne blev sat i bero og mange af områderne endte i årevis med begrænsede indkøbsmuligheder, fritidsklubber og kulturfaciliteter. ”De lå i mange år som byens yderste forpost”, som det hed i en SBI-rapport fra 1993: ”Det medførte en stemning af afsondrethed”.

Samtidigt steg ungdomsarbejdsløsheden. Dagspressen skrev om ”den fortabte generation”, og betonplanerne blev snart et symbol på modernitetens fremmedgørelse.

Vrede unge mænd

I en række københavnske forstæder begyndte en flok unge mænd at gå med læderjakker og cykelkæder. ”Vold og terror hærger forstæderne”, skrev Ekstra Bladet i vinteren 1976: ”Skuepladsen for gade-volden er flyttet fra de gamle traditionelle steder omkring Nyhavn og Vesterbro til sovebyerne udenfor storbyen”, berettede avisen.

På få år udviklede Gellerup sig til det fattigste område i Aarhus og bydelen, der skulle have været et paradis for børnefamilier, fik på kort tid et dårligt ry

En indbyrdes kamp mellem en række gadebander førte i slutningen af 1970’erne til den dengang største konflikt på dansk jord siden Anden Verdenskrig. Otte mennesker blev likvideret, flere politifolk truet og overfaldet. Et attentat mod justitsminister Erik Ninn-Hansen blev planlagt.

10 år senere havde en del af disse forhenværende ungdomsbander udviklet sig til kriminelle organisationer og sat sig tungt på det danske narkomarked.

Truslen fra det ydre

Det var også i dette årti, at Danmark tog imod et antal flygtninge fra ”ikke-vestlige lande”. I regi af Dansk Flygtningehjælp blev familier i stor stil anvist til kommuner med meget almennyttigt boligbyggeri og ofte placeret i de socialt mest belastede boligområder, hvor lejlighederne var lettilgængelige.

Det var netop disse boligområder, der i midten af 1980’erne blev døbt ”samspilsramte”: Kombinationen af dårlig byplanlægning, planernes upopulære udseende og de mange kommunale anvisninger havde skabt en ond spiral. Områderne var ikke længere attraktive og kunne derfor ikke tiltrække ressourcestærke middelklassefamilier.

Et udmærket eksempel på et ”samspilsramt” område kunne være Gellerup i Aarhus: I 1970’erne steg arbejdsløsheden og udgifterne for bygherren bag Gellerupplanen, som derfor indgik aftale med kommunen om anvisning af udsatte borgere.

På få år udviklede Gellerup sig til det fattigste område i Aarhus, og bydelen, der skulle have været et paradis for børnefamilier, fik på kort tid et dårligt ry. ”Jeg vil hellere have savet min arm af, end at lade mine børn vokse op i det miljø”, som en århusianer udtalte det i 1978 på et tidspunkt, hvor der kun boede 50 tyrkiske familier i området.

Ifølge arkitekten Erik Nygaard var mere end halvdelen af Gellerups voksne befolkning uden arbejde i begyndelsen af 1980’erne og området var plaget af store spændinger.

Oprøret fra Vestegnen

Den høje koncentration af tosprogede elever i visse kommuner lagde dog et pres på skolevæsenet. En del børn med minoritetsbaggrund blev tabt i folkeskolen, og de i forvejen stigmatiserede boligområder fik også et ry som ”indvandrer-ghettoer”. De tilbageværende ressourcestærke familier flygtede.

I 1987 fik Ishøj Kommune i Københavns Vestegn afslag på tilskud fra en statslig udligningsordning, der skulle dække over udgifterne forbundet med integrationen af indvandrere. Borgmester Per Madsen gik til pressen med en voldsom offensiv mod kommunens muslimske mindretal. Borgmesteren talte om ”religionskrig” og ”det Osmanniske Riges genopståen” – muslimerne ”levede på middelalderstadiet”, påstod han.

Man kunne ønske, at de udsatte boligområder fremover bliver behandlet sagligt og i en bredere politisk vinkel med en veloplyst og retvisende historisk baggrundsforståelse. Alternativet er en forkvaklet præmis, der som oftest fører til forkvaklede løsningsmodeller

Det var en retorik, der stødte i slut-80’ernes polariserede debatklima, hvor venstrefløjen og de borgerlige partier lagde afstand til et spirende fremmedhad. Man skulle ikke sættes i bås med Mogens Glistrup, der sammenlignede flygtninge med arsenik, eller pastor Krarup fra Seem, der anklagede Dansk Flygtningehjælp for at udøve ”åndelig terror eller voldtægt” mod den danske befolkning.

Den nationalistiske højrefløj var født og den skulle udgrænses.

Et år forinden havde et socialdemokratisk indvandrerudvalg forsøgt at sætte fokus på nogle af de reelle udfordringer, der var forbundet med integrationen – herunder tvangsægteskaber og en række værdikonflikter. Men den kommunale kritik blev undertrykt.

Til gengæld blev debatten om de udsatte boligområder låst fast i en vinkling, hvor fokus lå på de etniske minoriteter.

Værdikamp

I løbet af 90’erne var det de problematiske ”andengenerationsindvandrere” og deres overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne, der trak overskrifter. Partiet Venstre trykte valgplakater med voldtægtsdømte arabiske drenge på vej ud fra retsbygningen i Aarhus. ”Tid til forandring”, lød sloganet. DFU harcelerede mod truslerne fra det ”multietniske” samfund, som (ganske naturligt) ville føre til flere voldtægter og mere bandekriminalitet.

Problemet var etnisk betinget, måtte man forstå.

Det endelige skred indtraf dog med terrorangrebet i New York den 11. september og regeringsskiftet i 2001. Hermed var den værdipolitiske akse en realitet. Islam blev det store dyr i skoven, og diskussionen om de udsatte boligområder blev indlejret i værdikampen.

Siden 80’erne er kritikken af den socialdemokratisk dominerede almene boligsektor dermed nærmest forsvundet ”til fordel for diskussionen om almene boligområders (angivelige) forvandling til ‘ghettoer’, hvor begrebet ‘ghetto’ bruges i en utvetydig negativ betydning, som en entydig (muslimsk) trussel mod samfundet.”

Blinde vinkler

Statens funktion på boligområdet, boligmarkedets udviklinger, samspillet mellem en række makroskopiske samfundsforhold og det bredere perspektiv i fordelingspolitikken er ikke længere til at få øje på, når problemerne i de udsatte boligområder skal forklares eller analyseres.

Til gengæld bliver alt fra beskæftigelsesfrekvens, social kontrol, bandekriminalitet og radikalisering – emner med hver deres egen dynamik og vækstbetingelser – ofte behandlet under én homogen fortolkningsramme, der kaldes for ”ghettoen”.

Her er det dog også vigtigt at forstå i hvor høj grad, ”ghetto”-begrebet er politiseret. Kriterierne for at indgå på ghettolisten har f.eks. ændret sig igennem tiden.

Problemerne i de udsatte boligområder er næppe opstået som konsekvens af hverken indvandring fra Mellemøsten eller muslimernes bosættelse i landet

Et eksempel: I 2010 levede f.eks. 25 ud af de 29 angivne boligområder op til listens ”kriminalitetskriterium” (hvor stor en andel af beboerne der havde modtaget domme efter straffe- eller narkotikaloven). Den drastisk faldende kriminalitet gennem årene medførte dog, at der i 2017 – blot syv år senere – kun var to ud af 22 områder, der levede op til kriteriet.  Men med en lempning i 2018 steg antallet igen, så det nu var 15 ud af 29 boligområder, der levede op til kriteriet.

En bydel som Tingbjerg var bl.a. røget af ghettolisten under de oprindelige kriterier fra 2010. I stedet karakteriseres Tingbjerg nu som en ”særlig hård ghetto”, fordi den har været på listen i mere end fire år i træk.

Og sådan er alting relativt.

Hvad der umiddelbart kunne indikere en forværring af problemerne i boligområderne, er altså derimod refleksionen af et politisk valg.

Den reelle forklaring

Problemerne i de udsatte boligområder er næppe opstået som konsekvens af hverken indvandring fra Mellemøsten eller muslimernes bosættelse i landet. Ej heller er de entydigt eller overvejende relateret til koncentrationen af ”ikke-vestlige” beboere, disses religiøse overbevisning eller kulturbaggrund.

Langt snarere er ”ghettoerne” udfaldet af årtiers uhensigtsmæssig byplanlægningspolitik, et stadigt mere segregeret boligmarked, økonomiske recessioner i 1970’erne og 1980’ernes Danmark og en selvforstærkende diskurs om emnet.

Her kunne man ønske, at de udsatte boligområder fremover bliver behandlet sagligt og i en bredere politisk vinkel med en veloplyst og retvisende historisk baggrundsforståelse. Alternativet er forkvaklede præmisser, der som oftest fører til forkvaklede løsningsmodeller.


Topfoto: Gellerupparken, 2019, Wikimedia Commons. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jarl Sidelmann, født 1990. Uddannet cand.scient i fysik fra Københavns Universitet, med en bachelorgrad fra DTU. Ansat som analytiker i det private. Bosat i Vangede. Tlf. 29 73 63 46.

Seneste artikler om Politik & Samfund