Qatars rolle som mægler i krigen mellem Israel og Hamas

Official visit of the President of Ukraine to the state of Qatar

Yasmin Abdel-Hak 30.11.2023

QATAR // ANALYSE – En lille stat, der er ven med alle og ingen, har fået en central rolle i krigen mellem Israel og Hamas. Med Qatars hjælp er det lykkedes at få en våbenhvile på plads, ligesom landet har fungeret som mægler i forhandlingerne om frigivelsen af de israelske gidsler. Hvad er baggrunden for, at lilleputstaten spiller en så afgørende rolle i regionens aktuelle brændpunkt?

Siden krigens udbrud har Qatar været på intenst diplomatisk arbejde i mæglingen mellem Israel og Hamas. Senest har Qatar med Egyptens bistand formået at få forlænget våbenhvilen med yderligere to dage.

Qatar er på mange måder et paradoks. For mens landet forsøger at mægle og finde en løsning i krigen mellem Israel og Hamas, er landet samtidig en stor bidragyder til Hamas. En organisation, der blandt andet af EU, USA, Israel, Egypten og Saudi-Arabien betegnes som en terrorbevægelse. Samtidig huser landet den største amerikanske militærbase i regionen. Der er med andre ord tale om en stor spændvidde i Qatars forhold til de mange aktører i regionen. Det stiller på mange måder den lille stat i en unik situation, som formidleren og mægleren mellem fjender, der ikke kan kommunikere.

Det siger sig selv, at en så åbenlys finansiel støtte til både Gaza og Hamas giver et noget stramt forhold til Israel

Egypten havde i mange år rollen som mægler i konflikten mellem Israel og Hamas. Den nuværende krig har imidlertid medført et øget pres på Egypten fra både Israel og USA for, at Egypten skal åbne sin grænse til Gaza og dermed lade palæstinenserne komme ud af Gaza. Det ønsker Egypten imidlertid ikke at efterkomme. Af den grund er landet ikke det mest oplagte valg som hoved-forhandlingsmægler.

Sheikh Tamim Bin Hamad al-Thani, Doha 2020. Wikimedia Commons

Mange vil så måske undre sig over, at Israel egentlig vil godtage Qatar som en forhandlingsmægler i den nuværende krig

Qatar derimod har i mange år støttet finansieringen af Gazastriben, herunder til opretholdelsen af samfundsstrukturelle institutioner som skoler og hospitaler. En sådan finansiel støtte er dermed også en støtte til Hamas, ikke bare i kraft af dennes position som administrator og magthaver i Gaza, men også til selve bevægelsen Hamas. Derudover huser Qatar de politiske ledere af Hamas, som residerer i hovedstaden Doha.

Det siger sig selv, at en så åbenlys finansiel støtte til både Gaza og Hamas giver et noget stramt forhold til Israel. Men selvom forholdet de to lande imellem er kompliceret, er der dog en form for forbindelse. Der er ingen officielle diplomatiske forbindelser. Qatar er ikke med i de såkaldte Abraham-aftaler, normaliseringsaftalerne mellem Israel, Bahrain og De forende Emirater fra 2020. På mange måder fremstår Qatar som det mindst venligtsindede land over for Israel sammenlignet med de andre små golfstater.

Israels Premierminister Benjamin Netanyahu. Foto: Wikimedia Commons

Mange vil så måske undre sig over, at Israel egentlig vil godtage Qatar som en forhandlingsmægler i den nuværende krig. Men den lille golfstat har i det seneste årti med ihærdigt fodarbejde langsomt, men sikkert fået etableret sig selv i en position som mægler mellem Hamas og Israel med sidstnævntes godkendelse.

Egentlig går skabelsen af rollen som mægler i regionen tilbage til 1995 og har gennem årene omhandlet forhandlinger med alt fra Taleban i Afghanistan til syriske rebeller, Islamisk Jihad og Hamas ikke mindst. Det er opbygningen af denne rolle som mægleren, der kan forhandle med alle, der har givet Qatar den politiske pondus og troværdighed, der har været afgørende i landets hidtidige succes med gidselforhandlingerne og våbenhvilen i den nuværende krig.

Den mislykkede embargo mod Qatar

Den politiske pondus til trods er den nuværende stjernestatus alligevel noget bemærkelsesværdig. For blot få år siden var landet underlagt en handelsembargo fra 2017 og fem år frem, hvor flere stater og med Saudi-Arabien og Egypten markant i spidsen besluttede at afbryde alt diplomatisk og økonomisk samarbejde med Qatar.

Roden til krisen lå flere år bagud. Blandt andet det forhold, at Qatar åbenlyst husede medlemmer af både Det Muslimske Broderskab og Hamas, var en åbenlys provokation for blandt andet Egypten og Saudi-Arabien, der har kategoriseret begge bevægelser som terrororganisationer. Derudover krævede landene, at Qatar skulle lukke tv-stationen Al Jazeera, som blev beskyldt for at have opildnet befolkningerne til revolution under optakten til revolutionsbølgen i 2011, det såkaldte Arabiske Forår.

Formålet med embargoen var blandt andet at ryste Qatar økonomisk og dermed få landet til at makke ret for at komme tilbage i varmen hos de andre arabiske lande. Denne politiske disposition viste sig imidlertid at ende som en fiasko for især Saudi-Arabien.

Qatar lukkede ikke tv-stationen Al Jazeera og stoppede heller ikke finansieringen eller støtten til hverken Det Muslimske Broderskab eller Hamas. Den ønskede isolering af Qatar blev heller ikke til virkelighed. Tværtimod rykkede Qatar blot tættere i sit allerede eksisterende samarbejde med Iran og stod økonomisk stærkere end før embargoen.

VM og kunsten at positionere sig som nøglespiller

Da VM i fodbold løb af stablen i november sidste år, var det med verdens øjne rettet mod Qatar, som under noget dubiøse forhold havde vundet værtskabet. Kritikken var stærk over for landets arbejdsvilkår for de ca. 2,3 millioner indvandrere i landet, ikke mindst i lyset af, at 6.500 migrantarbejdere døde under etableringen af de mange fodboldsstadioner i landet. Men kampen om fodbold og migranters rettigheder var for intet at regne i forhold til det langt større geopolitiske spil, der foregik i kulisserne, herunder ikke mindst blandt rækken af lande, der profiterede stort på at støtte værtskabet i Qatar mod store militære salgsordrer til samme. Så trods den massive kritik i vestlige medier fik Qatar stadig positioneret sig som en særdeles central nøglespiller i kampen om Mellemøsten.

Det er imponerende politisk fodarbejde af en lilleputstat, der har overlevet en femårig handelsembargo og intens kritik fra de fleste af landets arabiske naboer. En stat, der støtter både Hamas og Det Muslimske Broderskab, har et tæt samarbejde med Iran, samtidig med at landet huser den største amerikanske militærbase i regionen. En stat, der nu har formået at få løsladt israelske gidsler og fået en våbenhvile i stand med forlængelse.

En lille stat, der på én og samme tid er venner med alle og venner med ingen.

Læs også analysen om den igangværende våbenhvile Er krigen mellem Hamas og Israel slut?

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.