KRIG I UKRAINE // BAGGRUND – Regionen med de mange konflikter har gennem de senere år været mål for Putins strategiske ambitioner. Det er grunden til at store dele af Mellemøsten holder vejret overfor en usikker fremtid, skriver Hans Henrik Fafner.
TEL AVIV – Da Putin startede krigen mod Ukraine ved at sende de russiske tropper ind over landets grænser, var der i første omgang næsten komplet tavshed i Mellemøsten. Det var som om denne konfliktfyldte del af verden, hvor der ellers aldrig tøves med fordømmelser og skarpe udtalelser, fornemmede, at der for en gangs skyld var lagt op til en krig uden direkte forbindelse til mellemøstlige forhold.
Først tre dage inde i krigshandlingerne kom der en melding fra sheikh Ahmed al-Tayeb, storimam ved Al-Azhar i Cairo, som er et af den sunnimuslimske verdens absolut førende lærdomscentre. ”Jeg tilskynder Rusland og Ukraine til at lytte til fornuftens stemme,” sagde han. ”Krig fører kun til ødelæggelse og had i vores verden.”
Storimamen søgte tydeligvis at dele sol og vind lige, og dette er kendetegnende for de mellemøstlige reaktioner, som indtil videre er kommet.
Den israelske regering forsøgte på samme måde at bevæge sig under radaren i krigens første dage ved ikke at komme med nogen klar udmelding. Først da udenrigsminister Yair Lapid nølende valgte side med en fordømmelse af angrebet på Ukraine, kom der et prompte svar fra Moskva, der kritiserede de israelske bosættelser i Golanhøjderne.
Russiske ambitioner
Sidstnævnte er interessant, fordi den russiske udtalelse rettede sig mod Golanhøjderne og ikke Vestbreddens bosættelser, som jo er et væsentligt større problem. Golan-området, som Israel erobrede fra Syrien under krigen i 1967 og har holdt besat lige siden, er langt mindre end Vestbredden, og der er slet ikke den samme konfrontation mellem den lokale befolkning og den israelske besættelsesmagt.
Men qua sin beliggenhed tæt op ad det syriske kaos – og fra 2011 den syriske borgerkrig – er Golanhøjderne ikke mindre politisk følsomt end Vestbredden, og dette har lige nu fået en særlig aktualitet, idet Rusland gennem de sidste ti år har spillet en særdeles aktiv rolle i Syrien.
I store dele af Mellemøsten hæfter man sig i disse tider ved Putins bemærkning tilbage i 2005, fem år efter at han var blevet valgt til præsident. Han udtalte, at Sovjetunionens sammenbrud havde været den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede, og at den udvikling havde placeret millioner af landsmænd udenfor den russiske føderation.
Man kan altså sige, at Putin længe har set Mellemøsten som en vej til genrejsning af Ruslands globale stormagtsrolle
I mellemøstlig tankegang er dette klart udtryk for et ønske om at genrejse Rusland som stormagt, og dette indbefatter også at genvinde den strategiske rolle, Sovjetunionen spillede i Mellemøsten under den kolde krig.
Disse ambitioner kom meget klart frem, da Rusland i 2015 besatte Krim-halvøen. Året efter brugte Putin denne udvikling som anledning til at gå mere aktivt ind i den syriske borgerkrig. Det russiske luftvåben og i et vist omfang russiske landtropper med støtte fra lokale militsgrupper var afgørende med til at sikre Assad-regimets overlevelse, idet den syriske leder ad den vej skaffede sig kontrol over 80 pct. af landets territorium.
Med dette sendte Putin et klart signal til store dele af den arabiske verden om, at den regionale magtbalance var ved at ændre sig, og at USA ikke længere havde patent som problemknuser i Mellemøsten.
Som en forlængelse af dette initiativ søgte Putin en tilnærmelse til Iran. Russerne og iranerne kunne passende indgå i en slags ideologisk alliance, hvor fællesnævneren skulle være USA som fælles fjende.
Tyrkiets slingrekurs
Man kan altså sige, at Putin længe har set Mellemøsten som en vej til genrejsning af Ruslands globale stormagtsrolle. Her udspillede magtkampen med USA sig under den kolde krig i form af skiftende og ofte uklare allianceforhold, og da dette spil allerede har stået på i en årrække, er det for mange i regionen logisk at se aggressionen mod Ukraine som optakten til nye fremstød i Mellemøsten.
Men denne logik er ikke altid lige tydelig, for overalt er der eksempler på, at de nationale interesser går på kryds og tværs og tegner et temmelig utydeligt billede.
Dette er Tyrkiets tilsyneladende slingrekurs et godt eksempel på. Her har præsident Erdogan egne ambitioner om at spille en regional hovedrolle, og det gjorde han tidligere ved at gå i tæt partnerskab med Israel og til en vis grad Egypten.
Men i takt med at tyrkerne forstod, at de længe nærede ønsker om en optagelse i EU nok aldrig ville blive til noget, kølnedes Erdogans interesse for den mest vestligt orienterede del af Mellemøsten. I stedet rettede han blikket mod Iran, og da iranerne og russerne i den samme tid indgik flere samhandelsaftaler, var kursen sat.
Ukraine henstiller til, at tyrkerne lukker Bosporus-strædet for at spærre russiske flådefartøjer adgangen til Det Sorte Hav, men Erdogan tøver. Han er tydeligvis ikke klar til at rage endnu mere uklar med Putin
Men intet i den del af verden er enkelt. I 2015 nedskød russerne et tyrkisk jagerfly, som de hævdede havde krænket syrisk luftrum, og dette udløste en 8 måneder lang diplomatisk krise mellem de to lande. Tyrkiske virksomheder med interesser i Rusland blev tvunget til at forlade landet, og Rusland forbød sine borgere at tage på ferierejse til Tyrkiet, hvilket var et alvorligt anslag mod den omfattende tyrkiske turistøkonomi. Først da Erdogan kom med en officiel undskyldning for jagerflyets indtrængen i syrisk luftrum, bøjede Putin sig og genetablerede de bilaterale relationer.
Denne afslutning på affæren kan imidlertid læses som endnu et taktisk mesterstykke fra Putins side. For han fik Tyrkiet endnu længere ind i sin fold ved, at Erdogan efterfølgende besluttede at købe avancerede russiske S-400 missiler, hvilket naturligt nok udløste en krise mellem NATO-medlemmet Tyrkiet og de øvrige alliancepartnere – først og fremmest USA.
Men Putin benyttede situationen til at udbygge sin strategiske rolle i Syrien ved at tage Tyrkiet som partner i det borgerkrigshærgede land. Tyrkerne hjalp til med at bekæmpe oprørsgrupper i den syriske Idlib-provins og fik til gengæld lov til at opretholde besættelsen af en stribe land langs den tyrkisk-syriske grænse. Amerikanerne holdt sig på afstand.
Bosporus er et dilemma
Den tyrkiske del af historien har imidlertid endnu en knast. Erdogan har i årevis betragtet Ukraine som en naturlig alliancepartner, og siden 2019 har Tyrkiet solgte et stort antal Bayraktar TB2 droner til Ukraine. Allerede i december sidste år brugte ukrainerne en tyrkisk drone til at ødelægge mobilt russisk artilleri i Donbas-regionen, hvilket førte til skarpe reaktioner fra Moskva, og russerne bruger aktuelt angrebet som en af begrundelserne for at skride ind mod militariseringen af Ukraine.
Derfor står Tyrkiet med at stort dilemma lige nu. Ukraine henstiller til, at tyrkerne lukker Bosporus-strædet for at spærre russiske flådefartøjer adgangen til Det Sorte Hav, men Erdogan tøver. Han er tydeligvis ikke klar til at rage endnu mere uklar med Putin, da han ikke ved, hvad morgendagen vil bringe.
Der er med andre ord muligheder for at skaffe sig indflydelse og strategisk pondus, og det er givet, at Putin har blikket rettet mod Mellemøsten
Egypten befinder sig i nogenlunde samme uklare situation. Under den kolde krig skiftede landet side i den globale strid flere gange, og i dag befinder det sig i en vanskelig balancegang. Egypten har lige siden det såkaldte arabiske forår i 2011 kæmpet med enorme økonomiske problemer, så det kom som en gevaldig håndsrækning, da Rusland i 2017 tilbød at afhjælpe landets permanente energikrise ved at støtte opførelsen af et stort atomkraftværk ved Alexandria. Som en del af aftalen gik Egypten også med på at opgradere flyvevåbnet ved at anskaffe russiske Sukhoi Su-35 jagerfly.
Styret i Cairo havde på det tidspunkt længe ønsket at diversificere sit våbenlager. I 2013 havde USA nemlig besluttet at holde igen med militærstøtten til Egypten, fordi man ad den vej ville presse egypterne til at få rettet op på en række alvorlige brud på menneskerettighederne.
Til forskel fra Tyrkiet er Egypten ikke medlem af NATO, men lige siden fredsaftalen med Israel i 1979 har landet hvert år modtaget amerikansk støtte i milliard-klassen. Denne aftale er fortsat gældende, og skiftende amerikanske præsidenter har brugt den i forsøg på at lægge pres på styret i Cairo, men som vi kan se, har dette komplicerede spil også åbnet muligheder for den beregnende Putin.
Uvisheden hersker
Mønsteret går igen rundt om i regionen. Saudi-Arabien og golfstaterne har ikke glemt oliekrigen, Rusland påførte dem i 2020. Dengang var Rusland endnu medlem af det såkaldte OPEC+, og russerne nægtede at bøje sig for organisationens beslutning om at nedsætte produktionen for at undgå drastiske prisfald som følge af det mindskede forbrug under pandemien.
Saudiaraberne besvarede udfordringen ved at sætte prisen helt ned til 8 dollar per tønde, og det slog et kæmpe hul i den russiske olieøkonomi. Det kostede naturligvis også dyrt for Saudi-Arabien, som måtte stille en række milliard-projekter i bero. Men bortset fra den økonomiske skade er det en udbredt fornemmelse i Saudi-Arabien, at bruddet med Putin i forbindelse med oliekrigen har givet ham endnu en anledning til at benytte sin allerede eksisterende indflydelse i Mellemøsten til at få oprejsning.
Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er folkelige protester mod Rusland i Mellemøsten. Der er demonstrationer og sympatitilkendegivelser alle vegne
Ingen ved endnu, hvordan krigen i Ukraine vil ende, og om Putins styre vil overleve det halsløse eventyr. Men slipper han fra det med sit politiske skind i behold, vil han have mange gode grunde til at skrue op for ekspansionslysten i Mellemøsten.
I regional tænkning hænger dette ikke mindst sammen med, at amerikanerne allerede i en årrække har bestræbt sig på at nedtone engagementet. Amerikanerne har sat deres interesse for den israelsk-palæstinensiske konflikt på vågeblus, og de har allerede trukket sig ud af Irak og Afghanistan (som dog ikke er en del af Mellemøsten).
Der er med andre ord muligheder for at skaffe sig indflydelse og strategisk pondus, og det er givet, at Putin har blikket rettet mod Mellemøsten – hvad enten han vil være i stand til at opfylde sine drømme eller ej. Dette er en af årsagerne til, at de fleste regionale ledere lige nu går på listesko.
Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er folkelige protester mod Rusland i Mellemøsten. Der er demonstrationer og sympatitilkendegivelser alle vegne, og et af dem har udspillet sig i Jerusalem i de seneste dage. Centralt i byen ligger en pub, som for år tilbage blev grundlagt af jødiske indvandrere fra de tidligere sovjetrepublikker. Pubben fik navnet Putin og var i mange år et populært sted i byen.
Men med krigen forsvandt kunderne totalt, og ejerne pillede straks facadeskiltet ned. Nu lyder de seneste meldinger, at kunderne er vendt tilbage i stort tal, for pubben har fået navneforandring til Rasputin.
Den slags historier er der mange af i Mellemøsten, men så åbenhjertigt er der ingen politiske ledere, der udtrykker sig. De ser tiden an i en region, hvor uvisheden altid har hersket.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
