PROTESTER I IRAN // INTERVIEW – I sidste uge talte Maziar Mazor Etamadi med en kvinde i Teheran. Her tager de tråden op på baggrund af de dramatiske begivenheder i den iranske hovedstad.
Vi har kendt hinanden i en del år nu. Hun og jeg. Hun er midt i fyrrerne og arbejder i en ledende stilling i en større virksomhed i den nordlige del af Teheran. Oprindeligt er hun uddannet i fransk litteratur på Teherans Universitet og Sorbonne Université. Hun er en særdeles chik kvinde, raffineret og belæst. Hun beskriver sig selv som areligiøs, fordomsfri og liberal.
Hun er gift og har to børn; begge børn er studerende på Teherans Universitet; begge hendes børn deltager i protesterne i disse dage. Hun indvilligede i at deltage i et kort interview med mig.
Interviewet er foregået over to dage.
Hej! Hvordan går det?
Jeg er sorgfuld og trist til mode i dag.
Hvorfor? Er der sket noget?
Det er angrebet på Sharif Universitetet. Uropolitiet skød på demonstranterne. Og en af mine veninder er blevet ramt af kugler og ligger på hospitalet.
Åh, det er jeg ked af at høre. Er hun kommet alvorligt til skade?
Heldigvis er hun ikke i livsfare, men hvorfor skal vi havde det sådan i vores land?
Der berettes om, at en del er sårede og endda døde.
Et par af mine venner var der foran universitetsporten til klokken halv fire om morgenen.
Hvad lavede de der?
De tog derud for at støtte de studerende. Meldingerne om at uropolitiets pansrerede køretøjer var på vej til universitetet, spredte sig overalt via de sociale medier. Folk strømmede derfor ud til universitetet for at støtte de studerende og for at danne et menneskeligt skjold.
Hvad skete der?
Forfærdelige scener udspillede sig. Som vilde og blodtørstige hunde angreb uropolitiet de studerende. Det var især de førsteårsstuderende, der lige er startet på universitetet og derfor ikke kender flugtvejene, der blev angrebet. Mange blev såret. En del af vores unge mennesker blev arresteret og ført til et ukendt sted. Ingen ved, hvor de er blevet tilbageholdt.
Og hvad med de folk, der demonstrerede udenfor?
Forældre til studerende, som var i stand til det, stormede universitetet. Der var forældre derude, som af nød tog deres små børn med under armen, mens de stormede universitetet for at forsvare deres ældre børn. Folk råbte “Æreløse svin” til uropolitiet. Har du ikke læst Saman Moghimis beretning fra begivenhederne?
Byen er stadigvæk meget påvirket. Men hijab er et stykke fortid nu. Vi går ikke tilbage til tiden før. 80 % af kvinderne, du møder på gaderne nu, har smidt tørklædet
Hvem er Saman Moghimi?
Han er prodekan på Institut for Fysik. Han sagde, at da det hele var overstået, sad han der og græd. Hjerteskærende beretning om, hvordan dette voldelige regime behandler vores børn. De studerende er vores børn, vores fremtid. Men de svin er ligeglade. De vil kun sikre sig magten med alle midler. Jeg sender et link til Saman Moghimis side. Du bør læse hans beretning.*
Hvordan er situationen i Teheran i dag?
Byen er stadigvæk meget påvirket. Men hijab er et stykke fortid nu. Vi går ikke tilbage til tiden før. 80 % af kvinderne, du møder på gaderne nu, har smidt tørklædet, ja hijabben. Frygten er væk. Folk er ikke længere bange. Man dør jo kun en gang. Nu er det nok.
Og de små skoleelever. Har du ikke set billederne af dem på sociale medier? De står med håret frit flagrende, mens de giver billederne af Khomeini og Khamenei fingeren. De råber: “Død over Den Islamiske Republik.” Når børn i de små klasser og i mellemskolen råber: “I år er blodets år, i år forsvinder du Khamenei,” så må man beundre deres mod.
Hvad gør politiet? Lader de det bare ske?
Politiet! Disse krystere, der er bange for folket. De har placeret patruljebiler foran skolerne. De er bange for 10-12-årige børnestemmer. Jeg sender dig et billede, jeg selv tog af en af disse patruljevogne.
Det må man sige. Hvad med disse natlige demonstrationer?
Det er ikke længere kun natlige, men også om dagen. Folk demonstrerer gruppevis. Bilerne lukker vejene, så uropolitiet ikke kan nå frem til protesterne med deres tunge våben. Samtidig med at folk overalt råber “Æreløse svin!” til politiet. Når de ser dem.
Holder regimet stadigvæk sammen mod folket?
Nej. Deres uenigheder er kommet op til overfladen nu. Især efter hvad der skete på Sharif Universitet. Der var et møde om begivenhederne med deltagelse af mange af regimets folk, blandt andet med den tidligere udenrigsminister, Zarif, og flere højtstående medlemmer af systemet, som taler for, at man skal opretholde en dialog med folk. At vold som eneste mulige svar er uholdbart.
Dette regime er i sit væsen voldeligt. Det er et djævelsk værk. Der kan ikke reformeres. Det skal destrueres
En anden sagde ligeud, at hver eneste ytring i Iran gøres til et sikkerhedsspørgsmål. Dette har forpestet livet i landet og har skabt en utålelig atmosfære, hvori disse to grupper vil hinanden til livs: Tilhængerne af Guds stat og sekularisterne, som under ingen omstændigheder vil acceptere det. En tredje gruppe snakker om, at de kvinder, der brænder deres tørklæder af, bør inviteres til at fremlægge deres sag og forsvare den i stedet for at blive tæsket, eller slået ihjel.
Hvad synes du om disse åbne samtaler?
Det kommer for sent. Ingen tror på dem længere. Dette regime er i sit væsen voldeligt. Det er et djævelsk værk. Det kan ikke reformeres. Det skal destrueres.
Protesterne spreder sig endnu mere. Studerende på andre universiteter er begyndt at protestere over angrebet på Sharif Universitet. Studerende i Mashhad, Isfahan og Tabriz er på gaderne nu. Selv i Qum (Shia-islams helligste by i Iran og center for de islamiske præsteseminarer) er der protester, hvor folk råber: “Død over Den Islamiske Republik.” Hvem skulle have troet det? I Qum!
Der er strejke i Isfahan nu. Og i Zahidan (hovedbyen i den sydvestlige provins Sistan) var der åben ildkamp mellem Revolutionsgardisterne og folk i byen. Medierne siger, at mange er blevet dræbt, blandt dem den øverstkommanderende for Revolutionsgardisternes tropper i provinsen.
Der var et spørgsmål, som jeg længe ville have stillet dig. Mange, især politiske journalister og observatører, spørger sig selv, hvorfor lige nu? Hvorfor bryder protesterne frem overalt i Iran lige nu? Det er jo en velkendt sag, at regimet med korte mellemrum slår folk ihjel i fængslerne. Hvad adskiller denne sag med drabet på den unge uskyldige kvinde, Mahsa Amini, fra andre sager i en grad, at folk kaster sig ud i en sådan landsdækkende protestbølge?
Åh. Jeg har selv tænkt over det. Det er der mange årsager til. Det er let at finde alle mulige sociale og økonomiske årsager til, at bægeret flød over denne gang. Især mange i Vesten snakker om økonomi, arbejdsløshed, fremtidsudsigter.
Men i de sidste 43 år har vi lært at leve med dem. Folk, der taler sådan, er forblændede af egne analyser. De forstår ikke kulturens og nationalstolthedens betydning i livet. Man kan gå igennem ild og vand, hvis det giver mening. Ethvert ordentligt menneske ville uden tøven gå i døden for sine børn, for dem man elsker.
Nej, sagen om Mahsa handler om en kvinde helt efter vores hjerter. Det er i vores gener, at vi er et gæstfrit folk. Iranerne er verdensberømte for deres gæstfrihed. Et af de ældste ordsprog i Iran, som går tilbage til Zarathustras tid, er, at “gæsten er Guds gave”. Mahsa ankom til Teheran fra en lille by. Hun var vores gæst i byen. Hun kom med sin bror for at besøge familien og se sit lands hovedstad. Mens politiet var ved at hente Mahsa, råbte hendes bror: “Lad min søster være. Vi er fremmede i denne by. Vi kender ingen.”
Da folk hørte denne appel, var det, som om noget i os døde. En overdimensioneret kniv blev ført ind i vores hjerter. Vi mishandlede vores gæst, vores egen datter. Vores lands datter. Denne erkendelse er så smertefuld, og vi føler en national skam, der er ubeskriveligt stor. Man slår ikke sine gæster ihjel; man slår ikke sine børn ihjel. Protesterne, tror jeg, er også en måde, vi som nation insisterer på ikke at dø. Man skal ikke slå vores lands børn ihjel i vores navn. Det er derfor, I ser denne dødsforagt, denne beslutsomhed for at kæmpe.
Hvad med dig. Går du på arbejde i disse dage?
Nej. Vores firma er lukket. Mange tilsvarende firmaer har lukket ned. Økonomien går snart i stå, hvis situationen fortsætter sådan. Vi venter alle på generalstrejken.
Overalt i verden viser folk sympati med jeres kamp. Har du set støttedemonstrationerne med over 70.000 deltagere i LA, eller over 50.000 i Toronto?
Ja. Det giver os støtte. Vi føler, at vores stemmer bliver hørt. Jeg så også billederne fra Niagara Falls og rådhuset i San Francisco og det canadiske parlament, som var illumineret med det iranske flags tre farver.
Til morgen så jeg også videoen, som Juliette Binoche har lagt på sin Instagram. Hun, Isabelle Adriani, Isabelle Huppert, Marion Cotillard og mange andre klipper lidt af håret af for at vise deres støtte til vores kamp. Jeg fik tårer i øjnene. Du ved, hvor populær Juliette Binoche er i Iran.
Tror du, I vinder kampen?
Ja. Islamisk Republiks dage er talte. De har ikke andre svar på landets problemer end vold mod befolkningen. Vi har fået nok. Folk vil ikke finde sig i det længere. Det kan komme til at tage tid, det bliver blodigt, men vi vinder. Forleden dag så jeg et statement og et vægbillede på en væg med teksten:
“Så meget heltemod, der skjulte sig i dette land”
Hvis I har spørgsmål til hende om situationen i Iran eller hendes liv som kvinde i Iran, må I meget gerne formulere dem i kommentarfeltet og mærke spørgsmålet med Hashtag. Jeg vil efterfølgende fremsende disse spørgsmål til hende.
- Jeg har oversat Saman Moghimis lange beretning til engelsk og dansk. Du kan læse den på min facebookside.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
