UKRAINE OG EU #2 // TEMA // KLUMME – Ruslands invasion af Ukraine havde intet at gøre med at bekæmpe nynazister, som præsidenten ellers forklarede for snart fire år siden. Vladimir Putins krig handler udelukkende om at bevare hans korrupte magt i Rusland. Men invasionen gik ikke som tænkt, skriver Michael Andersen i denne klumme. Derfor forsøger Putin i stedet at gøre landet for koldt at leve i.
Den russiske diktator Vladimir Putin siger altid, at han gik ind i Ukraine for at udrydde ”nynazisterne i Kyiv”. Han sagde det i 2014, da Rusland annekterede Krim, og han gentog det i 2022. Masser af ”nyttige idioter” i Vesten faldt for det.
Ja, der findes nynazister i Ukraine. At påstå andet ville være bevidst ignorant – kujonagtigt. Og ja, fra tid til anden demonstrerer de deres frastødende ”symboler” på trøjer, flag, uniformer og tatoveringer. Men der er langt færre nynazister i Ukraine end i mange andre europæiske lande. Og de har yderst begrænset indflydelse. Faktisk kan jeg ikke huske, at nogen ukrainsk regeringspost nogensinde er blevet besat af en person, der kunne beskrives som ”nynazist”.
Og Vladimir Putin ved naturligvis dette: Rusland har i årevis sponsoreret adskillige højreekstreme partier i Vesteuropa. Og ganske effektivt endda. De har skammeligt haft nogen succes med at underminere vores måde at leve på. En levevis, som har skaffet mere velstand og en længere periode med fred end nogen anden samfundsform i verdenshistorien. Det er kendsgerninger. (Og det lyder endda, som om USA’s vicepræsident gerne vil hjælpe den russiske diktator med at ødelægge denne succes).
Nej, Vladimir Putins krig har intet som helst at gøre med at bekæmpe nynazister i Ukraine. Det er blot et trick, som dumme og ringe informerede mennesker falder for. Eller som snedige, kyniske røvhuller bruger til egen politisk gevinst, billige seertal og ”likes”.
Putins invasion af Ukraine handler udelukkende om at bevare magten i Rusland.
Putins fiasko
I første omgang handlede Putins invasion om at sikre, at demokrati, frihed og stabilitet ikke fik lov til at blomstre i Ukraine. Han ville forhindre Ukraine i at blive et moderne, ”europæisk” land, fordi det ville udgøre en direkte trussel mod hans eget korrupte, brutale regime. På et tidspunkt ville russerne antageligt begynde at kræve det samme, som de kunne observere på den anden side af grænsen.
Umiddelbart efter Maidan-revolutionen i Ukraine i 2014, som var et reelt folkeligt oprør mod Putin og resterne af den sovjetiske korruption og undertrykkelse (ja, jeg var der hver eneste dag i månedsvis), arrangerede Putin de såkaldte ”små grønne mænds” indtrængen i Donbas og på Krim.
Den konflikt, som Putin dermed fremprovokerede, kostede 15.000 mennesker livet og tvang to millioner ukrainere på flugt. Men den rystede ikke i ét eneste sekund ukrainernes insisteren på at opbygge et europæisk demokrati i deres eget land.
Den fiasko pressede den russiske diktator til at iværksætte sin fuldskala-invasion af Ukraine i februar 2022. En endnu større eller ligefrem spektakulær fiasko, især når det gælder den meningsløse ofring af hans russiske landsmænd og landets ressourcer. Her placerer Putin sig på niveau med Saddam Hussein. Og i rent militære termer vil den russiske diktator gå over i historien som Europas største slagter og klodrian siden Adolf Hitler.
Det lover godt for Ukraines fremtid
Til Putins overraskelse og også til mange vestlige ”eksperters” har ukrainerne ikke blot formået at standse den russiske invasion, men samtidig formået at beskytte og udvikle deres spirende demokrati og civilsamfund. Selv imens russiske bomber er faldet omkring dem.
Set i et historisk perspektiv er det en underdrivelse at kalde dette imponerende. At beskytte og udvikle sit unge demokrati, mens man bliver slagtet af en invasionsmagt, er mere end imponerende.
Jeg taler ikke om præsident Zelenskyj eller hans regering her. Jeg taler om millioner af såkaldt ”almindelige” ukrainere, som ikke blot har kæmpet mod den russiske invasion, men også formået at beskytte og udvikle demokratiet derhjemme. Samtidig.
Et af de mest slående eksempler på dette var sidste sommers demonstrationer mod korruption – helt ind i regeringens inderste kerne. Mens den i Vesten så højt beundrede ukrainske præsident stadig tøvede, fordi mange af hans nære venner og allierede var involveret, gik unge ukrainere på gaden og gjorde det uden omsvøb klart, at de ikke ville acceptere denne usmagelige, korrupte adfærd, og slet ikke i krigstid.
De korrupte embedsmænd og politikere hører sammen med Vladimir Putin og Sovjetunionen. De hører ikke til i det nye Ukraine, råbte den generation der snart kommer til at lede landet. Mange af demonstranterne var endda for unge til overhovedet at have deltaget i Maidan i 2014, hvilket lover ekstremt godt for Ukraines fremtid.
Og de tvang med fredelige midler landets præsident til at tillade en efterforskning af korruptionen i hans egen regering. En efterforskning, der indtil videre har kostet mange ledende politikere deres poster, og den fortsætter.
Er en massiv korruptionsskandale i Ukraine frygtelige nyheder lige nu? Ja, uden tvivl. Er det et stærkt tegn på demokratisk fremskridt, at den håndteres gennem lovlige midler og institutioner? Ja, uden tvivl. Forstår Vladimir Putin det? Ja. Hader Vladimir Putin det? Det kan du bande på.
Ruslands store sorte finger
Eksperter i korruption i Ukraine har forklaret mig, at der ikke er nogen tvivl om, at Rusland havde en stor, sort finger med i korruptionsskandalen; flere af hovedaktørerne havde forbindelser til Rusland. Kreml brugte dette til at forsøge at underminere Ukraine. Men mislykkedes.
En kilde i den russiske regering har fortalt mig, at der var et pres ”direkte fra toppen” for at bruge korruptionsskandalen til at svække Ukraine, både internt og internationalt. Jeg har også talt med en kendt dansk politiker, en tidligere minister, som sagde, at russiske diplomater i to uger blev ved med at sende ham ”tonsvis af materiale, både falsk og ægte, om korruptionsskandalen i Ukraine. De forsøgte helt tydeligt at udnytte den politisk.”
Da dette mislykkedes, og Vesten holdt fast i støtten til Ukraine trods skandalen, og det ukrainske folk ikke smed præsident Zelenskyj på porten, som både Putin og Trump flere gange ellers har foreslået, og da Rusland ikke kommer nogen vegne på slagmarken, har Putin og hans generaler i stigende grad fokuseret på at ramme og skade det ukrainske folk. Nærmest ukrainer for ukrainer.
Tankegangen synes at være: ”Hvis vi ikke kan tvinge Zelenskyj væk, og hvis vi ikke kan tvinge demokratiet ud af Ukraine, kan vi så måske tvinge ukrainerne ud af Ukraine?”
Hvis dette lykkes, vil det i sidste ende få den ukrainske stat og samfund til at bryde sammen og affolke grænseregionerne, hvilket vil gøre det let for den russiske hær at rulle ind.
Dette ville føre til endnu en massiv flygtningebølge ind i Vesteuropa, hvor visse lande efter fire års krig nu oplever en vis ”Ukraine-træthed”. I det tyske Handelsblatt advarede migrationsforskere for et par år siden om udsigten til et enormt antal ukrainske flygtninge, der kunne ankomme til Tyskland i tilfælde af en russisk sejr: intet mindre end 12-20 millioner mennesker. Til sammenligning med de 1,3 millioner ukrainere, som Tyskland allerede huser.
”Hvis store byer som Kharkiv og andre bliver ødelagt, hvis antallet af ofre stiger, og håbet svinder, vil vi sandsynligvis opleve den største flygtningebevægelse i verden siden 1945,” advarede migrationseksperten Gerald Knaus i 2024.
Lad mig understrege, at dette er estimater for det værst tænkelige scenarie.
Ukraine-træthed
Men ved starten af 2026 og uden at der er nogen umiddelbar russisk militær sejr i sigte, og med Ruslands vedvarende bombekampagne og de seneste ændringer i ukrainsk lov, som tillader unge mænd mellem 18 og 22 år at forlade landet, har tyske politikere slået alarm: Siden sidste sommer er 80.000 ukrainske flygtninge ankommet til EU-lande hver måned, og nogle lokale og regionale myndigheder i Tyskland melder om overbelastning. Antallet af ukrainske flygtninge til Tyskland steg med 250 % fra 8.000 i maj 2025 til 21.000 i oktober.
Dette er det højeste antal flygtninge fra Ukraine siden 2023. Den tyske forbundskansler Friedrich Merz har uden omsvøb ladet den ukrainske præsident vide, at dette ikke er bæredygtigt: ”De [unge ukrainske mænd] er nødvendige derhjemme for at kæmpe,” fastslog Merz.
I Polen, som huser omkring 1,6 millioner ukrainske flygtninge, er opbakningen til at tage imod dem faldet drastisk fra 94 % i 2022 til 45-46 % i dag, med rapporter om, at ”Polen har vendt sig mod sine ukrainere”.
Den irske regering rapporterede for nylig, at antallet af unge ukrainske mænd, der flygter til Irland, steg med 42 % i 2025.
Hvad enten vi kan lide det eller ej, er ”Ukraine-træthed” nu en realitet. På nogle måder er det faktisk imponerende, at den først er sat ind efter fire år, og at den stadig er begrænset. Det føles godt nok ikke sådan, hvis man sidder i Kherson under konstant russisk bombardement, men sammenlignet med vores flygtige opmærksomhed på mange andre internationale konflikter har ”Ukraine” klaret sig bemærkelsesværdigt godt.
Det bør ikke være en undskyldning for Ukraine-venner i Vesten til at læne sig tilbage og klappe sig selv for meget på skulderen, hvilket nogen måtte henfalde til, for den overordnede tendens er ikke positiv.
Samtidig forsøger højreorienterede politikere fuldstændig forudsigeligt at høste politisk gevinst af situationen, og de har en vis succes. Jeg behøver næppe forklare, at den russiske diktator er den eneste, der smiler bredt over denne udvikling. Rusland og dets stakkels, mobbede lillebror, Belarus, har faktisk allerede flere gange ”våbenliggjort” flygtninge ved at skubbe dem ind i EU.
Hr. og fru Ukraine
Med dette for øje har Rusland siden sommeren 2025 i stigende grad rettet skytset mod ”den almindelige ukrainer”. Ikke mod soldaterne og heller ikke mod de ”nynazister”, Putin talte så meget om. Der bliver sigtet på hr. og fru Ukraine, på deres børn og bedsteforældre, mens de sover, går i skole, handler på markedet eller bliver behandlet på hospital.
Det er en grim, primitiv, tostrenget strategi – og naturligvis en krigsforbrydelse:
Putin dræber enten ukrainerne direkte, eller forsøger at gøre deres liv umuligt ved at bombe deres varme-, el- og vandforsyning.
Den russiske diktator bliver aldrig træt af at gentage, at Rusland ikke angriber civile. Ifølge nylige FN-tal er 15.000 ukrainske civile blevet dræbt i deres egne lejligheder og huse siden invasionens begyndelse, og 34.000 er blevet såret. Alene i november dræbte russiske bomber, droner og missiler 226 ukrainere, mens de sov i deres senge, lavede mad i deres køkkener eller gik på gaden. Ifølge FN har Putin faktisk intensiveret sin terrorkampagne siden sommeren. Antallet af civile ofre var 27 % højere i 2025 end i 2024.
FN’s generalsekretær António Guterres har gentagne gange ”på det kraftigste fordømt de igangværende målrettede missil- og droneangreb fra Rusland mod Ukraines kritiske civile infrastruktur”. Guterres understreger udtrykkeligt, at disse angreb har ”forårsaget betydelige civile tab og frataget millioner af ukrainere essentielle ydelser, herunder elektricitet, varme og vand, i en tid med akut humanitært behov”.
”Alle større ukrainske termo- og vandkraftværker er nu blevet beskadiget af russiske angreb,” sagde Ukraines energiministerium for nylig. Putin har eskaleret bombningen af Ukraines energiinfrastruktur – ”perfekt” timet til vinterens begyndelse, som i Ukraine betyder måneder med sne og ofte hård frost. Halvdelen af landets varmekapacitet er blevet udslettet i løbet af de seneste måneder. Alene i oktober ødelagde russiske styrker 60 % af Ukraines indenlandske gasproduktion.
Ukraines viceminister for energi, Mykola Kolisnyk, sagde til ABC News, at ”fjendens plan er social ustabilitet gennem total blackout”.
Det bliver en hård vinter
I en nylig både brillant og dybt dyster artikel i The Guardian – med titlen ”The bleakest winter: Ukrainians face exhaustion and uncertainty as Trump demands concessions” – beskrev Sevgil Musaieva, chefredaktør for Ukrainska Pravda, stemningen i Ukraine lige nu:
”Dette er et af de sværeste øjeblikke i vores moderne historie, hvor hver eneste af os lever på kanten mellem udmattelse og styrke, mellem kompromis og vores principper.”
”Vi ved, at denne vinter bliver hård, vi forstår, at vores hær mangler mennesker og våben, og vi ser også, at nogle af vores allieredes positioner er ved at ændre sig. Vi står over for spørgsmål, som der ikke findes enkle svar på.”
Ikke overraskende afviste Vladimir Putin blankt en julevåbenhvile – og alle andre våbenhviler. Den russiske strategi er enkel og grum: Putin forsøger at gøre Ukraine ubeboeligt.
Fredag, efter endnu en bombning af hovedstaden Kyiv, opfordrede byens borgmester, Vitalij Klitschko, byens indbyggere til ”midlertidigt at forlade byen”. Ingen tvivl om, at Vladimir Putin smilede ved at høre dén bøn.
”Vi gør alt, hvad vi kan for at løse dette så hurtigt som muligt. Men angrebet på Kyiv i nat var det mest ødelæggende hidtil for hovedstadens kritiske infrastruktur,” sagde borgmesteren.
Temperaturerne i denne uge forventes at falde til minus 19 grader. Borgmesteren siger, at halvdelen af Kyivs lejligheder er uden varme. Venner skriver til mig, at de ikke har haft varme i mange dage og ingen elektricitet i 20 eller 22 af døgnets timer.
Som en af mine venner i Kharkiv sagde til mig:
”Hver morgen, når vi vågner, ser min kone og jeg på hinanden og spørger os selv: ’Bliver i dag dagen, hvor vi bliver nødt til at pakke sammen og tage af sted, fordi det simpelthen er for svært at overleve her?’”
Michael Andersen dækkede i mange år Ukraine for Politiken og P1’s Orientering. I dag laver han dokumentarfilm og leder medie-udviklings-projekter i det tidligere Sovjet. Han blogger om Ukraine og international politik på https://twogrumpyoldmenonukraine.substack.com/
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler, indlæg og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og