EU I PUTINS SKYGGE #29 // ANALYSE – Europæiske regeringers tøven med at forfølge strategiske sikkerhedsmål i Ukraine risikerer at udelukke dem fra fredsforhandlingerne, hvilket underminerer både Kyivs position og Europas rolle i udformningen af en stabil europæisk sikkerhedsorden.
Den 19. november 2024 deltog 200 mennesker i en demonstration i Köln for at markere, at det var et tusinde dage siden, den altomfattende krig mellem Ukraine og Rusland startede.
Konflikten i Ukraine er ved et vendepunkt. Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, planlægger at afgøre krigen “inden for 24 timer”, men han har ikke nogen klar plan, og et heldigt udfald afhænger af, at begge sider er klar til at gå på kompromis – hvilket er usandsynligt på nuværende tidspunkt.
Ukraines holdning til krigens udfald har ændret sig, idet man nu lægger større vægt på diplomati som middel til en afslutning på krigen. Dette forudsætter dog ressourcerne til at opnå betydelige militære succeser eller i det mindste til at bevare status quo på slagmarken.
Kreml på sin side stræber fortsat efter en fuldstændig sejr. Man sigter efter at erobre endnu mere ukrainsk territorium, end man i øjeblikket kontrollerer, mens man foregiver åbenhed over for forhandlinger, der tager afsæt i Ukraines opgivelse af suverænitet og anerkendelse af Ruslands annekteringer.
EU’s medlemslande ser ud til at stå lammet over for udsigten til en forhastet fredsforhandling om Ukraine og et stop for amerikansk militærbistand. Lige siden den russiske invasion har de lovet at støtte Kiev, “så længe det end må vare”, fordi det forekom at være det rigtige at gøre, og ikke fordi de havde overvejet de strategiske implikationer.
Nu er nogle europæere måske ved at skifte fra en etisk holdning (“forsvar af et europæisk demokrati mod en brutal autokratisk aggressor”) til en anden (“at bane vejen for fred”), men igen med ringe hensyntagen til egne strategiske interesser.
Dette indebærer en risiko for at udelukke europæerne fra de forhandlinger, der vil forme fremtiden for deres egen sikkerhed. Selv om det kan føles etisk korrekt at lade ukrainerne definere vilkårene for forhandlinger, kan resultatet kollidere med EU’s bredere sikkerhedsinteresser.
På trods af en bemærkelsesværdig enighed siden 2022 bevæger europæerne sig hurtigt i retning af en splittelse i spørgsmålet om Ukraine. Navnlig i Nord- og Østeuropa insisterer nogle på, at Ukraines skæbne er “eksistentiel”, mens andre kunne være villige til at gå på kompromis for at bringe fjendtlighederne til standsning.
Allerede i foråret 2024 påviste meningsmålinger foretaget af European Council of Foreign Relations (ECFR), at denne debat om Ukraines skæbne også er til stede i den europæiske offentlighed. Det er derfor af afgørende betydning at erkende disse forskelle og stræbe efter at finde frem til en fælles tilgang, når konflikten går ind i en ny fase.
Ukrainere kæmper en krig på egen jord og de forsvarer selve deres eksistens. De bør have magten til at bestemme timingen og betingelserne i forbindelse med våbenhvileforhandlinger med Rusland.
Det er dog vigtigt for andre europæere at erkende, at de også har egne interesser og kan spille en rolle i at opnå det bedst mulige resultat. Dette resultat bør sikre sikkerheden og stabiliteten, ikke kun i Ukraine, men også i Europa som helhed.
Der er tre grundlæggende og indbyrdes forbundne spørgsmål, som europæerne skal tage stilling til, og helst i fællesskab:
1. Hvad er de vigtigste europæiske sikkerhedsinteresser i et Europa efter krigen i Ukraine?
Uanset udfaldet i Ukraine vil Rusland højst sandsynligt forblive en udfordring for europæisk sikkerhed i de kommende år, og søjlerne i den europæiske sikkerhedsarkitektur efter den kolde krig vil ikke blive genoprettet.
Rusland vil fortsat udgøre en direkte eller indirekte trussel mod Europa på flere områder, fra Arktis og Europas “høje nord” til Østersøregionen og Sortehavet. Det vil fortsætte med at lægge pres i det postsovjetiske område fra Belarus til Moldova og fra Ukraine til det sydlige Kaukasus.
Dets hybride taktik, som ligger lige på grænsen til mere omfattende konflikt, såsom cyberangreb, angreb på undersøisk infrastruktur, efterretningsoperationer og valginterferens, vil fortsætte og potentielt udvides.
Desuden vurderer højtstående militærpersoner, at Rusland vil være i stand til at genetablere sine landstyrker og konventionelle offensive kapaciteter inden for fem til syv år.
Et Rusland, der besidder dele af Ukraines territorium og med succes har skubbet Belarus ud af sin neutralitet til at være vært for russiske tropper og atommissiler, vil være mere truende end på noget tidspunkt siden afslutningen på den kolde krig.
I mellemtiden er de traditionelle værktøjer til at forvalte europæisk sikkerhed i fællesskab forsvundet.
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og dens værktøjer til konfliktløsning og tilvejebringelse af tillid har mistet sin betydning, mens hele rækken af aftaler om rustningskontrol, herunder INF-traktaten om destruktion af mellemdistanceraketter CFE-aftalen om konventionelle styrker i Europa, er blevet overtrådt og pillet fra hinanden.
Det er ikke i fællesskabets interesse at have Ukraine som en halvt mislykket stat i et sikkerhedsvakuum eller som et nyt Belarus, en autoritær og korrupt russisk satellit
Under så ugunstige forhold er europæerne nødt til at identificere disse trusler præcist og finde måder at håndtere dem på, hvilket kan omfatte militære svar såvel som gensidigt aftalte mekanismer til afladning af konflikter og øget gennemsigtighed.
Det vil kun være muligt at forhandle disse ordninger, hvis Rusland har en interesse i at gøre det. Det betyder, at Moskva må erkende, at europæerne har en interesse i disse spørgsmål, og at en undladelse af at etablere disse ordninger kan påvirke Ruslands egen sikkerhed.
Europæerne er derfor nødt til at opstille sikkerhedsdilemmaer for Rusland, der kan tvinge Moskva tilbage til forhandlingsbordet. Dette indebærer opbygning af forsvarskapaciteter, men også udnyttelse af andre værktøjer til magtanvendelse og indflydelse, hvor det er relevant.
2. Hvordan kan en fredsløsning garantere Ukraines varige sikkerhed, stabilitet og evne til at forsvare sig selv?
Denne diskussion retter sig mod typen af sikkerhedsgarantier, der er nødvendige for at etablere en varig fred, der er i overensstemmelse med europæiske interesser i Ukraine.
Her er der flere komplekse aspekter at overveje. Det ene består i at sikre, at enhver fremtidig løsning finder accept i den ukrainske offentlighed og ikke resulterer i intern ustabilitet.
Et andet er at give tilstrækkelig sikkerhed for, at ukrainske flygtninge kan vende tilbage og hjælpe med at genopbygge deres land og samtidig forhindre yderligere emigration, efter at nødretstilstanden er ophævet.
Endelig vil Kyiv have behov for at tiltrække investeringer for at genopbygge landet og styrke dets militære og industrielle kapaciteter for at kunne skabe udvikling i økonomien og at kunne fremstille hovedparten af, hvad der er brug for til landets forsvar.
I sidste ende er hovedspørgsmålet, hvilken slags sikkerhedsgarantier Ukraines partnere kan tilbyde ud over de bilaterale sikkerhedsaftaler, der blev underskrevet efter Nato-topmødet i 2023 i Vilnius.
Kun solide og troværdige sikkerhedsgarantier kan sikre, at Rusland ikke starter en ny krig om et par år, samt tilskynde ukrainere til at blive og genopbygge deres land.
Alternativet vil være et land, som er drænet for ressourcer efter flere års krig og massiv udvandring, og det vil stå som en stor udfordring for EU. Det er ikke i fællesskabets interesse at have Ukraine som en halvt mislykket stat i et sikkerhedsvakuum eller som et nyt Belarus, en autoritær og korrupt russisk satellit.
Tre foreslåede modeller vil kunne give tilstrækkelig tryghed for Kyiv, enten hver for sig eller i kombination:
- Pindsvinemodellen: Denne indebærer at væbne Ukraine til tænderne i en overskuelig fremtid for at sætte det i stand til at imødegå enhver ny russisk aggression med succes. Denne model ville være kostbar og måske ikke politisk holdbar i betragtning af debatterne omkring europæisk og amerikansk bistand til Ukraine.
- Den koreanske model: Med udgangspunkt i situationen efter våbenhvilen på den koreanske halvø indebærer denne model en vedvarende tilstedeværelse af vestlige tropper i Ukraine for at forhindre en genoptagelse af konflikten.
En sådan tilstedeværelse skal være robust for at have effektiv afskrækkelseseffekt. Det vil være både krævende og kostbart, især for europæerne, hvis de skulle påtage sig hovedparten af byrden.
Kommandostrukturen for en sådan tilstedeværelse (Nato, EU, ad hoc) vil også være en følsom sag i forhold til Washington. - Den vesttyske model: I dette scenarie vil Ukraine gå ind i Nato, selv om landet i givet fald ikke har kontrol over hele sit territorium. Dette vil være det stærkeste og mest effektive signal set fra et militært perspektiv, da det vil give Kyiv den mest kontante sikkerhedsgaranti.
Det vil også forankre Ukraine solidt i Natos forsvars- og afskrækkelsesposition og integrere landet i Natos planlægningsstruktur. På trods af betydelige forskelle skabte Forbundsrepublikken Tysklands optagelse i Nato i 1955 en interessant præcedens.
Vesttyskland sluttede sig til Nato uden at anerkende Østtyskland eller Tysklands grænser efter krigen, mens landet var underlagt begrænsninger på det militære område, og selv om Nato-traktatens artikel 5 ikke kom til at dække Vestberlin.
Hver model har specifikke omkostninger og kræver varierende omfang af engagement fra Ukraines partnere – og særligt dets europæiske partnere, som skal skuldre hovedparten af den indsats, der kræves i hver af de tre modeller.
Europa er nødt til at afklare, hvilken kombination af de tre tilgange, det går ind for, og hvilken der bedst tjener dets langsigtede sikkerhedsinteresser.
Mange europæiske regeringer har allerede signaleret støtte til Nato-medlemskab, men det er et kontroversielt spørgsmål, eftersom nogle Nato-allierede er voldsomt imod, mens andre er forsigtige eller endda fjendtligt indstillede over for en Nato-udvidelse.
Alternativet – at give solide garantier for militær bistand i tilfælde af en genoptagelse af konflikten – kan dog vise sig at være langtfra optimalt.
3. Hvordan kan europæiske ledere sikre, at Ukraine vil være i en god forhandlingsposition?
Imødekommelsen af de to første spørgsmål (sikring af et sikkert og stabilt Ukraine og sikring af europæiske sikkerhedsinteresser på lang sigt) vil kun være mulig, hvis Ukraine står i en fordelagtig position, når forhandlingerne begynder.
Derfor bør europæerne i de kommende måneder stræbe efter at hjælpe Ukraine med at forbedre sin position på slagmarken, hvilket vil underbygge Kyivs forhandlingsposition, når forhandlingerne starter, muligvis allerede i 2025. Den bistand, der gives til Ukraine nu, skal ses som en investering i sikkerhed for Europas fremtid.
Et Rusland, der kommer sejrrigt ud af Ukraine, vil indlede en uforudsigelig tid med strategisk ustabilitet i Europa
I dag ser det ud til, at Kreml lever i overbevisningen om, at man kan sejre på slagmarken, og at det ikke kan komme på tale at forhandle om andet end en ubetinget overgivelse.
Putins krav er ekstreme, hvilket komplicerer enhver forhandling voldsomt. Den europæiske rolle er derfor at lave om på dette regnestykke for at overbevise Moskva om, at dets maksimalistiske krigsmål ikke er opnåelige.
Dette kræver et stærkt budskab om støtte, der kombinerer politisk opbakning med økonomisk og militær bistand, selv uden en parallel indsats fra Washington.
Det er også det, der vil afgøre EU’s betydning i forhold til andre implicerede, altså primært Rusland, USA og Ukraine, og hvad der vil styrke europæerne i fremtidige forhandlinger.
En retfærdig og bæredygtig fred
Det er ikke enkle spørgsmål, og de kan føre til en vanskelig intern dialog blandt europæere. Men denne diskussion er mere nødvendig end nogensinde, da offentligheden i nogle europæiske medlemslande er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af bistand til Ukraine, mens visse politiske kræfter presser på med en defaitistisk fortælling om fred.
For virkelig at opnå fred må europæerne omdefinere deres strategiske interesser ud over blot at afslutte krigen, og de må fokusere på at styrke den kollektive sikkerhed på lang sigt.
At flytte sig fra den etiske fortælling til en strategisk vil styrke argumentet for fortsat støtte til Ukraine og bane vejen for en retfærdig og bæredygtig fred. Europæiske regeringer og institutioner må acceptere, at der ikke er nogen tilbagevenden til business as usual med Rusland.
Det fremtidige forhold vil i bedste fald være præget af mistillid og kappestrid og kan meget vel komme til at omfatte vedvarende spændinger og direkte eller indirekte konfrontation. Et Rusland, der kommer sejrrigt ud af Ukraine, vil indlede en uforudsigelig tid med strategisk ustabilitet i Europa.
Denne artikel er en let bearbejdet udgave og bringes efter aftale med forfatterne og European Council on Foreign Relations (ECFR). På dansk ved Hans Henrik Fafner
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og